PRESSET PÅ forsvarsminister Søren Gade (V) vokser. Stadig flere mener, at ministeren er blevet en belastning for regeringen og for forsvaret og opfordrer ham til snarest muligt at gå af, så der kan blive ryddet op oven på skandalen om den falske arabiske oversættelse af Thomas Rathsacks bog Jæger - i krig med eliten. Både Socialdemokraternes forsvarsordfører John Dyrby Paulsen og SF’s Holger K. Nielsen har meddelt, at de ikke længere har tillid til ministeren.

Men hvad er det egentlig, Gade har gjort, som er så kritisabelt, at han bør forlade et job, som der ellers er bred enighed om, han har klaret til UG?

Socialdemokraternes begrundelse var i første omgang, at en af ministerens nærmeste medarbejdere, pressechef Jacob Winther havde videresendt den falske oversættelse til DR. Det inkriminerede ifølge John Dyrby Paulsen ministeren så voldsomt, at tilliden nu var brudt. Senere skiftede han forklaring og mener nu, at Søren Gade bør gå, fordi han i første omgang så kategorisk afviste, at det kunne være personer i forsvaret, som stod bag den falske oversættelse. SF’s forsvarsordfører begrunder sit krav om Søren Gades afgang med, at ministeren ikke fortalte partierne bag forsvarsforliget, at forsvarets ledere havde forskellige holdninger til Rathsacks bog.

DER ER INGEN tvivl om, at Søren Gade har dummet sig flere gange i Jæger-sagen, især ved at sætte sin stilling på spil. Men er det i sig selv nok til, at han bør gå? Minder det ikke lidt for meget om mere provinsielle tider i dansk politik, hvor en minister kunne blive fyret, blot fordi hun havde kørt uden cykellygte?

Statsminister Lars Løkke Rasmussen nægter at fyre sin partifælle og betegner oppositionens krav som urimeligt. Og for en gangs skyld har han faktisk ret. Der kan selvfølgelig senere komme nye og afgørende oplysninger frem i sagen. Men som forløbet i øjeblikket er belyst, er der ikke noget som helst, der tyder på, at Søren Gade havde eller burde havde haft kendskab til fremstillingen af den falske oversættelse. Det er hans embedsmænd, der har kvajet sig. Ikke ministeren.

Der er heller ikke noget, der tyder på, at Søren Gade har vildledt Folketinget eller på anden måde brudt ministeransvarlighedsloven.

Oppositionen har med andre ord tabt hatten i begejstring over, at de efter otte års impotens endelig har fået en chance for at vælte en borgerlig minister.

FORELØBIG HAR Søren Gade valgt at afvente resultatet af den undersøgelse, som Forsvarets Auditørkorps er i gang med. Det samme gør et flertal af forligspartierne. Undersøgelsen er imidlertid først klar omkring jul, og så længe kan hverken regeringen eller forsvaret holde til, at der ikke bliver ryddet op.

At sagen har skadet forsvarets anseelse langt ud over egne rækker, er der ingen tvivl om. Og det samme gælder Søren Gades anseelse. Han bør derfor omgående iværksætte en kulegravning af årsagerne til, at en sådan skandale kan opstå.

Forsvarets egen redegørelse i sagen viser med al ønskelig tydelighed, at Forsvarskommandoen på alle planer har handlet ekstremt uprofessionelt og amatøragtigt i denne sag.

Bag amatørismen ligger en række problemer, som er velkendte - også af forsvaret selv. Først og fremmest er den bevidstløse udnævnelse af karriereofficerer til chefstillinger, som de ikke nødvendigvis er kvalificeret til at bestride, et problem, som ministeren bør tage fat i.

Det samme gælder udviklingen af en virksomhedskultur, hvor despekten for alle, der ikke selv har haft støvlerne på, er mere normen end und- tagelsen. Forsvaret har i det hele taget udviklet et usundt system, hvor loyalitet er vigtigere end evner, hvilket f.eks. giver sig udtryk i, at langt de fleste presse- og kommunikationsstillinger i forsvaret er besat med officerer, hvis største kvalifikation er, at de ikke stiller kritiske spørgsmål.

Samtidig bør de ansatte på landets største offentlige arbejdsplads sikres en reel ytringsfrihed, så det ikke er forbundet med suspension, forflyttelse eller fyring, hvis man vover at lufte sin mening om forholdene over for offentligheden.

Søren Gade bør også gøre op med de embedsmænd i hans eget ministerium, som har forsømt at orientere ham, først og fremmest departementschef Lars Findsen og kontorchef Jens Henning Garly, der begge havde kendskab til, at den kontroversielle arabiske oversættelse var af tvivlsom værdi, og pressechef Jacob Winther, der »ved en fejl« sendte oversættelsen til DR.

Og endelig bør ministeren hurtigst muligt udnævne en ny forsvars- chef, der er indstillet på at gøre op med fortiden.

Hvis Søren Gade kan gennemføre en sådan hovedrengøring, bør han blive. Hvis ikke, er det tid til at finde en anden, der kan genoprette den tillid til forsvaret og Forsvarsministeriet, som er helt nødvendig, ikke mindst for et land i krig.