Silvio Berlusconi er der endnu - og sidder stadig på sine hænder

Silvio Berlusconis politiske succes var ikke helt uventet. Han landede ikke som et væsen fra det ydre rum i et roligt og effektivt demokrati med en gennemsigtig økonomi. Hans succes repræsenterer faktisk en syntese af Italiens demokratiske og økonomiske forfald, som han selv har bidraget til.

Siden 1978, da den tidligere ministerpræsident Aldo Moro blev dræbt af De Røde Brigader, har Italien mistet sin politiske orienteringsevne og evnen til at gennemføre reformer. Samfundssindet er forvitret, efterhånden som kampen mod fascismen, der var republikkens grundlæggende princip, er gået i sig selv. Siden 80’erne har parlamentet og retssystemet, der spillede en regulerende rolle, måtte vige pladsen for økonomiens krav, der betegnes som »liberale«, men i virkeligheden er af kooperativ eller klientelistisk art. Italien er blev splittet op i forskellige krigsførende interessegrupper, svage som magtfulde, der helt har opgivet at drage omsorg for samfundet. Landet styres ikke af markedskræfterne eller staten, men af privilegier, eksklusion, had og frygt. (Der er flere civiliserede undtagelser i det »røde Midtitalien« og i de nordlige dele af landet.)

Det er ingen overraskelse, at usikkerheden hersker i et samfund, hvor man ikke behøver at overholde reglerne for at leve sammen. Italienerne føler instinktivt, at denne lovløshedens kultur går ud over dem alle, men de vil alligevel hellere køre gratis med bussen og unddrage sig retsforfølgelse end at vende tilbage til det kollektive ansvar. En kultur, som domineres af loyalitet over for familie og venner, har bidraget til korruptionens fremvækst, selv i regeringens hjerte. I det offentlige liv er der mindre plads til lovlydighed, gennemsigtighed og idealisme. I stedet dominerer private interesser og kampen for at opnå fordele. Samfundet er nu organiseret omkring personlige loyalitetsforhold og klientrelationer. Forfordelingen og tuskhandler har erstattet loven, rettigheder og pligter. Vi befinder os ikke blot i en økonomisk, social og politisk krise, men i en moralsk krise, hvor borgernes tillid til samfundet bliver sat overstyr.

Ingen begrænsninger

Venstrefløjens sammenbrud har spillet en væsentlig rolle i Berlusconis succes. Da venstrefløjen var ved magten, var den plaget af tvivl og splittelse. Den indgik en alliance med et mindre katolsk parti og blev et parti for intellektuelle (som er stadig færre), offentligt ansatte og pensionister. Den nyder kun opbakning i regioner som Emilia-Romagna og Toskana, mens højrefløjens klientelisme dominerer resten af landet.

Operation ‘Rene Hænder’, som i begyndelsen af 90’erne afslørede korruption i det politiske liv, gjorde en ende på den første republik og medførte, at flere politiske partier forsvandt. Det lykkedes Berlusconi at inkarnere den derpå følgende folkelige afsky for politik, kultur og eliten og udnytte den til egen fordel. Hans styrke er hans populisme, som næres af medierne, hans personlige karisma og hans løfte om at pleje almindelige menneskers interesser, ængstelser og lidenskaber. Han tilbyder sine tilhængere en kynisk politisk kultur, der bekæmper samfundets institutioner, og en retorik, som består af klassisk antiintellektuelle og småborgerlige værdier. Hans udfald mod parlamentet, hvor han har flertal, og dommerne, som han ville have til at tildele sig juridisk immunitet, viser, at han ikke accepterer nogen begrænsninger for sin personlige magt.

Modsat antifascisme

Så er der hans muskuløse fortolkning af rollen som ministerpræsident. Berlusconi betragter sit valg til embedet som et direkte udtryk for folkets vilje, et kald, der gør ham til Herrens udvalgte (med hans egne ord fra 1994) og placerer ham over loven. Hans magt er ikke resultatet af en rationel valghandling, men en symbolsk repræsentation af en vilje i folket, der genkender sig selv i den mytiske lederskikkelse. Folk elsker ham, fordi de forstår ham og føler sig trygge ved ham. (De opfordres til at hade »kommunister«, en term der bruges som betegnelse for alle, der sætter spørgsmålstegn ved flertallets værdisystem.) For Berlusconi er det offentlige rum ikke beregnet til kritik, men til reklame, propaganda og entusiastisk konsensus.

Denne autoritære og karismatiske ledelsesstil er det modsatte af antifascisme. Ingen af de større partier fra den nationale befrielseskomité deltog i Berlusconis første regering i 1994. Og den har intet med et liberalt demokrati at gøre: Det fremgår af angrebene på pressefriheden, opgivelsen af enhver forestilling om sekularisme i politik (den katolske kirke får økonomiske privilegier, og dens anvisninger på det bioetiske område bliver mødt med ostentativ respekt) og bestræbelser på at skabe fremmedhad og frygt. I stedet for sammenhold omkring forfatningen har vi nu et samfund, som er splittet op i etniske grupper. Den konstante henvisning til »dem og os« giver en falsk fornemmelse af samhørighed i et fragmenteret samfund, hvor økonomisk og social ulighed bevidst er blevet opretholdt.

Håb, illusioner og had

Berlusconi er ikke en handlingens mand, sådan som han kan lide at fremstille sig selv, men tværtimod den manglende handlings mand. Hans politik er laissez faire, ikke i almindelig liberal forstand, men i den forstand, at han tillader de forskellige interessegrupper at beholde og forøge deres privilegier på bekostning af svagere grupper, deriblandt skatteopkræverne (kampen mod kapitalflugt til udlandet er tabt). Hans egne uløste interessekonflikter er blevet en del af det politiske landskab og accepteres nu uden indvendinger. Det gør, at borgerne føler sig sikre på straffrihed for såvel små som store lovovertrædelser. Berlusconis position og den opbakning, han nyder, tillader ham at fylde det offentlige rum med en tænkning og praksis, der hører til i den private sektor. Det gælder dog ikke for offentligt ansatte: Ministeriet, som fører tilsyn med den offentlige sektor, overvåger nidkært de ansattes effektivitet og lovlydighed.

Det er ikke kun de rige og magtfulde, der stemmer på Berlusconi. Hans tilhængere omfatter også middelklassen, kontorfunktionærer og en del af arbejderklassen, der er utilfredse med venstrefløjens politik vedrørende kollektiv social sikkerhed, velfærdsstaten og sågar lighedsprincippet. De foretrækker at tro på de håb, illusioner og det had, som de fordres med af højrefløjen. De stoler på, at Berlusconi vil hjælpe dem, måske med statens deltagelse.

Svælget mellem Berlusconis ord og handlinger viser, at han er lige så skruppelløs som enhver professionel politiker. Han holdt ikke sit løfte fra valgkampen i 2001 om at sænke skatterne for alle, men førte i stedet en politik, som gik imod de fattigstes interesser. Hvad angår de tiltag mod monopoldannelser, som blev introduceret af Romano Prodis regering, eller forbrugernes ret til at føre kollektive sager mod private virksomheder, har Berlusconis regering fjernet deres virkning helt ved at vedtage lovændringer, der tilgodeser de store virksomheder.

Kortsigtede tiltag

Berlusconi har arvet vælgere fra det gamle kristendemokratiske parti, men han har ikke arvets dets politik: Kristendemokraterne erobrede stemmer fra højrefløjen og anvendte dem til at fremme demokratiet i fællesskab med centrumvenstre-fløjen. Han erobrer derimod stemmer fra centrumpartierne og bruger dem til at opretholde status quo og øge sin egen magt.

De kortsigtede tiltag gavner kun de stærke i samfundet, og selv om mange italienere uden tvivl er kvikke nok til at overleve, bliver de snydt. At ignorere krisen, som højrefløjen gør, får den ikke til at gå væk. Måske vil italienerne en dag indse, at Berlusconis politik med ingenting at gøre har været en katastrofe, og så vil fortryllelsen blive brudt, og de vil ophæve den pagt, de har indgået med ham.

I juni oplevede Berlusconi den værste krise i sin politiske karriere, som ville have ødelagt enhver anden politiker i den vestlige verden. Det blev hævdet, at prostituerede blev fløjet til private fester i hans villaer i Rom og på Sardinien i regeringens fly. På trods af dette viser meningsmålinger, at de fleste italienere stadig har tillid til ham, omend lidt mindre end før. En dag vil Berlusconi forlade den politiske scene. Men har Italien ændret sig så meget under hans lederskab, at landet ikke længere vil være i stand til at vende tilbage til fortidens politik?

Carlo Galli er professor i politisk filosofi ved universitetet i Bologna

© Agence Global og Information

Oversat af Mads Frese