»Jeg har ikke taget fængsel som en straf, men lidt som en ferie. Jeg havde det sjovt derinde. En gang imellem har man brug for en pause, og det er det bedste sted, man kan komme hen og holde pause. Lige nu tænker jeg også, jeg godt kunne tænke mig at komme derind og sidde bare en måneds tid uden at komme ud. Derinde er der ikke nogen, der ringer til dig. Derinde ved du, hvad du skal - nemlig ingenting.«
Sådan siger 18-årige Zaid om sit ophold i et fængsel. Han er én af de 14 unge, som Inge Bryderup, forsker ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole under Aarhus Universitet, har interviewet om straf og kriminalitet til sin nye bog Ungdomskriminalitet, socialpolitik og socialpædagogik - biografiske interview med unge om straf og behandling.
Og Zaid er ikke den eneste, der ser fængselsophold som en afslappende periode.
»De unge opfatter ikke fængselsophold som en straf, men mere som en ferie, hvor de kan slippe fra udefrakommende pres i en periode,« siger Inge Bryderup og uddyber:
»De her unge kommer fra ekstremt belastede opvækstvilkår, og de har en kaotisk tilværelse. På den måde kommer en frihedsberøvende straf til at betyde ro og fred.«
Ingen afskrækkelse
Når frihedsberøvelse ikke opfattes som en straf, får ‘straffen’ ingen afskrækkende effekt på de unge:
»Straffen virker ikke skræmmende, men det handler også om, at dét de unge mangler, netop er at kunne kæde handling sammen med konsekvens. De tænker altså ikke, at det kan betyde, at de skal spærres inde, når de er ved at stjæle en bil eller udøve vold over for nogen. Alt i alt betyder det, at strengere straffe ikke virker afskrækkende,« forklarer Inge Bryderup.
Hun understreger, at de unge giver udtryk for, at kriminaliteten ikke har været gennemtænkt.
»De tænker sig ikke om to gange, når de er så unge - slet ikke når de er 12-14 år. Og de kan på ingen måde gennemskue langvarige konsekvenser, så som plettede straffeattester og fængselsdomme, som kan betyde, at det bliver sværere for dem på sigt at komme væk fra en kriminel løbebane,« siger hun.
Straf uden effekt
Derfor vurderer Inge Bryderup, at tiltag som lavere kriminel lavalder og fodlænker til kriminelle børn og unge ikke vil have den ønskede effekt. Tværtimod.
»Min konklusion ud fra de kvalitative interviews med de unge er den samme som al international forskning er nået frem til: At sætte unge bag lås og slå virker ikke. Det begrænser ikke kriminaliteten. Hvis det gør noget, producerer det kun mere kriminalitet, fordi det stempler de unge,« forklarer hun og uddyber:
»De unge, jeg har talt med, definerer sig selv som kriminelle via de domme, de har fået gennem tiden. Hvis de ikke var blevet straffet i så høj grad, ville de ikke se sig selv på samme måde. Derfor holder kriminalitetsdomme de unge fast i en rolle som forbrydere,« siger hun.
Inge Bryderup forklarer, at de unge har et »meget kontant forhold til straf«.
»De siger sammenstemmende, at hvis man laver noget lort, så skal man straffes for det. Domme og fængsel er derfor ikke noget, de sætter spørgsmålstegn ved,« siger hun.
Hvad er straf?
For de unge er frihedsberøvelse altså ikke lig med straf. Men hvad er så?
»De fortæller alle sammen, at en straf for dem er noget, der er personligt krænkende. For eksempel fortæller én af drengene om, at han på en sikret institution blev sat på en stol i en længere periode, hvor han ikke måtte andet end at sidde der. Det oplevede han som en klar straf,« fortæller Inge Bryderup.
Hun mener dog heller ikke, at sådan en straf har en positiv effekt, selv om den bliver opfattet som en straf.
»De unge har sociale problemer, som skal løses i socialt regi. Straf giver dem ikke mulighed for at udvikle den modenhed, der skal til, for at få dem ind på et andet spor, men det gør socialpædagogisk støtte. Helt konkret nævner de unge selv mentorordninger, fritidsaktiviteter og opmærksomme lærere som vejen ud,« siger Inge Bryderup.
Selv forklarer 20-årige Danny, der medvirker i Inge Bryderups bog, at socialpædagogerne gør en forskel for ham og andre unge, fordi »de prøver at snakke os til fornuft og alt det der. Vi hygger os med dem, og de taler ikke rigtigt pædagogisk sprog. De taler ikke ned til én eller noget, sådan er de overhovedet ikke. De taler mere, ligesom vi taler.«
Statsminister Lars Løkke Rasmussen meldte i sidste uge ud, at den kriminelle lavalder skal sænkes til 14 år, og at børn ned til 12 år kan idømmes en straf med fodlænke
Men både dansk og international forskning tyder på, at hvis man giver børn og unge frihedsberøvende straffe, er der op til 80 procents større chance for, at de falder tilbage i kriminalitet, når de bliver løsladt.
Statistik viser, at ungdomskriminaliteten ikke er steget siden midten af 1980’erne, men en større andel af kriminaliteten, der bliver begået af 10 til 17-årige er voldskriminalitet.
Kommentarer
Jeg får knopper af journalister altid sætter lighedstegn imellem en sænkning af den kriminelle lavalder og fængselsstraf.
1. gør op med fejlslutningen at straf er det samme som konsekvens.
2. gør med tvangstanken om at isolere mennesker fra et fællesskab, de allerede er isoleret fra, virker motiverede ift. at blive inkluderet i fællesskabet. - vores straffeattest system fortæller dem aliigevel, at de ikke er en del af fællesskabet. Men kun er med på særligt skærpet vilkår.
3. Anerkend, at flertallets middelklasse moral ikke deles med underklassen.
4. anerkend, at børn og unge på 10-18 år, har brug for tydelige rammer, der kan bevæge sit frit indenfor, og mærke konsekvensen når de træder udenfor rammerne.
5. Anerkend at underklassen, har brug for flere regler og rammer for at være lige så frie i derse valg, som middelklassen.
6. anerkend, at idømmelse af 9 år skolegang, er en større straf end 6 mdr. på ungdomsinstitution, for det funktionelle analfabet, der laver larm i 6 kl. og tjener penge ved at videresælge andre mobiltelefoner og ipods.
7. respektere det barn som ikke kan overskue konsekvenserne af sin handling(kriminalitet) når barnet er 13 år, og hjælp barnet med at få succes i skolen.
8….. stol ikke på akademikere, der beskriver verden og livets vilkår, når de tager deres position i den glasbobbel, der kaldes for “universitetet”.
- Jeg har også hørt børn og unge, synes at det var sejt at være brummen, når de skulle blærer sig over deres jævnaldrende, men de samme unge sidder på mit kontor og hyler over at de ikke kan finde ud af, at søge en lejlighed, eller ved hvordan de skal skrive en jobansøgning, når de ikke kan læse eller skrive.
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg kan allerede se det for mig: hvis de synes det er ferie skal vi faneme gøre det mindre komfortablet for dem - mere amerikanske tilstande. I stedet for at tage fat i de underliggende problemer.
Jeg synes iøvrigt Skårup har et par tankevækkende punkter, selv om der er en del jeg ikke er enig i.
Bob Jensen
Vi behøver ikke at være enige i alel punkter for at diskutere, men jeg mener at der skal gøres op med vanetænkning og automatreaktioner, og man skal begynde at anskue de problemer og dilemmaer, der er sammenhængen med ungdomskriminalitet. Det gælder både for den unge forbryderspirer, offerene og samfundet.
Det er bare så øredøvende skingeret, når velmenende akademikere, sætter lighedstegn imellem konsekvens og straf, og påberåber sig selv rollen som forsvarer at godheden selv. Imens de omtaler rå og kyniske ungdomsforbrydere som sagesløse ofrer for et system der har spillet fallit.
De forstår ikke at den unge der synes det er sejt at sidde i brummen, og være på fornavn med de lokale langfinger-fangere, netop har fundet sig til rette i verden med klare regler og hård struktur. Og de unge lever livet efter devisen rul, eller blive rullet. og er du sej nok, kan du blive boss, for de egen gruppe at rodløse og struktursøgende unge tosser.
Kære Michael Skaarup,
jeg kan godt være enig med dig i en del af dine udsagn, men det virker lidt malplaceret at du kommer med en bandbulle mod verdensfjerne akademikere, under en anmeldelse af en bog af en akademiker som grundlæggende støtter dine tanker.
Sven Karlsen
Min “bandbulle” er ikke en generel kritik af akademikere som verdensfjerne, men at anvendelse af akademiske teser og perspektiver ikke slår til i praksis.
Derudover prøver jeg at påpege det misforhold der er imellem velfungerede akademikere og folk på laveste sociale kasse opfattelse af hvad straf er, og hvad straf betyder.
Samt jeg forsøger at belyse, at konsekvens ikke er det samme so straf, og at enkelte personers udtalelser ikke kan gøres til universelle lovmæssigheder, og derefter de kan anvendes som forklaring model, for hvorfor man ikke kan straffe unge forbryderspirer, uden at skade dem yderligt.
Min erfaring er at den verden, og de mennesker som de akademiske bøger beskriver, er mere nuanceret end det fremgår af teorierne.. Hvorfor jeg mener at man bliver nød til at tænke problemstillingen igennem på ny, og se om der ikke er andre måder, hvorpå samfundet kan reagere på unges kriminalitet, så de ikke bekræfter den nuværende konsensus; at fængsler og “sikret” ungdomsinstitutioner er rene forbryderskoler.
Jeg mener derfor at muligheden for at give frihedsberøvet mennesker en rigtig uddannelse, er vigtigt at afprøve, og muligvis skal en strafudmåling ved domstolene, ikke kun handle om tid, men meget mere om indhold. Altså, hvilken skolegang, uddannelse, sociale færdigheder, skal den dømte gennemføre og mestre for at kunne blive integreret i samfundet, og have endt sin afsoning.
SÅ skal problematikken omkring straffeattesten dobbelte straf, også gennemtænkes. Så straffeattesten ikke bliver en yderlig forhindring for at kunne blive ansat i en ordinær ansættelse, frem for at tidligere straffet skal ende førtidspensionist og sociale plattenslager.