Regeringens plan om at omlægge børnepengene for at presse flere unge i uddannelse vil få store konsekvenser for familier, der i forvejen døjer med sociale og økonomiske problemer. Det konkluderer en undersøgelse, som AE-rådet har lavet for LO.
»Det er ikke direktørens børn, men især børn af ufaglærte, folk uden for arbejdsmarkedet eller familier med indvandrerbaggrund, som vil blive ramt,« siger privatøkonom i AE-rådet Mie Dalskov.
I øjeblikket er 11.000 unge i alderen 15-17 år hverken i gang med uddannelse eller i job. Og hovedparten af dem kommer fra familier, der i forvejen er dårligere stillet end den gennemsnitlige befolkning. Det drejer sig typisk om familier, hvor forældrene er førtidspensionister, har løs tilknytning til arbejdsmarkedet, er ufaglærte eller lavtlønnede, viser undersøgelsen.
Tvivlsom effekt
Regeringens forslag om at fratage forældrene børnepengene, hvis ikke deres børn er i uddannelse eller job, vil derfor næppe virke efter hensigten. Det vurderer Noemi Katznelson, som er leder af Center for Ungdomsforskning på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole.
»I mange af familierne har forældrene ikke den autoritet over for den unge, som er nødvendig, hvis sådan en sanktion skal virke. I stedet risikerer man, at den unge bliver smidt ud hjemmefra, fordi det er den eneste sanktionsmulighed, forældrene reelt har tilbage,« siger hun.
Professor ved Sociologisk Institut på Københavns Universitet Anders Holm tvivler også på, at forslaget vil have den ønskede effekt.
»Det paradoksale er, at der ikke eksisterer nogen undersøgelser af trusselseffekten for den aldersgruppe. Men vi ved generelt, at det er få, der kommer i gang, når man truer folk på deres overførselsindkomst, mens situationen for størstedelen ikke ændrer sig,« siger han.
Formand for Dansk Socialrådgiverforening, Bettina Post, henviser til en undersøgelse, Beskæftigelsesministeriet lavede i 2006 i forbindelse med det nye loft over kontanthjælpen. Allerede dengang blev det klart, at økonomiske sanktioner ikke har en effekt, påpeger hun:
»Mennesker med problemer reagerer ikke på økonomiske sanktioner. De bliver bare fattigere«.
Bettina Post mener, det er helt forfejlet, hvis regeringen tror, at en økonomisk sanktion vil få de unge i gang.
»Hvis forældrene ikke har været i stand til at guide deres børn før, så kommer de ikke til at kunne det, fordi de mister en indtægt. Det er noget vrøvl at påstå, at der skulle være sammenhæng mellem børnechecken og de unges motivation for at komme i gang,« siger hun.
Social slagside
Ole Pass, der er formand for Foreningen af Socialchefer i Danmark mener, at de økonomiske sanktioner ligefrem risikerer at forværre situationen for de familier, som i forvejen har det svært.
»Familierne bliver sat i en vanskelig situation, når barnets adfærd pludselig får indflydelse på, hvor mange penge familien har. I familier, hvor man for eksempel slår hinanden, vil det ikke ligefrem bidrage til mere familieidyl,« siger han.
De udsatte familier vil især kunne mærke bortfaldet, fordi børnepengene udgør en stor procentdel af deres indtægt.
»Det er ikke særlig klogt, for det gør det ikke nemmere at være gode forældre, når der hives penge ud af ens i forvejen stramme budget. Man skal snarere tæppebombe dem med besøg frem for at fjerne det økonomiske grundlag under dem,« siger Ole Pass.
Noemi Katznelson er enig. Hun mener, at man i stedet skal fokusere på andre initiativer for at få unge i uddannelse.
»Man bliver nødt til at lave nogle uddannelsestilbud, der er attraktive for de unge og gøre vejledningen mere individuel. Der er brug for fleksible uddannelser, hvor man for eksempel godt kan tolerere mere fravær.«
Bettina Post mener, vejen frem er at få de unge til at føle sig godt tilpas på job eller i skole:
»Det kan man gøre ved at sørge for, at der er folk, der spørger ind til dem og giver udtryk for, at det er vigtigt, at de dukker op på arbejdspladsen eller uddannelsesstedet.«
Hun peger også på, at der skal tages bedre hånd om de uddannelsesplaner, som alle unge laver, når de kommer i 9. klasse.
»Den uddannelsesplan skal man følge bedre og mere effektivt op på - blandt ved at inddrage jobcentrene. Det er sådan noget, der rykker.«
Forældrene til de 11.000 unge, der hverken er i job eller under uddannelse, er ifølge AE-Rådets undersøgelse blandt andet karakteriseret ved, at:
- Forældre med dårlig tilknytning til arbejdsmarkedet er overrepræsenteret
- Dobbelt så mange er førtidspensionister sammenlignet med forældregruppen generelt.
- En tredjedel af mødrenes højeste uddannelse er en grundskoleeksamen.
- Familierne ligger i de laveste indkomstgrupper. For eksempel tilhører 3,5 procent de fattigste ti procent af befolkningen, der i gennemsnit har en indkomst efter skat på 49.200 kroner årligt. Det gælder kun for 1,9 procent blandt alle unge.
Kommentarer
Princippet om straf, holdes vedlige.
Det er altid sjovest for de med mindreværd, at beskue andres ulykke.
Et kærligt skub kaldte Inger Støjberg forslaget. Jeg ønsker aldrig at se regeringens straffende skub.
Hvor er Robin Hood?
11.000 unge i alderen 15-17 år hverken i gang med uddannelse eller i job.
Kan man ikke forestille sig at staten - den truende ungdomsarbejdsløshed in mente - etablerer arbejds- og sportsskoler landet over med arbejdsprogrammer, indeholdende almene boglige fag, indlæring af danske værdier, sportsaktiviteter og opgaver af mere praktisk art, samt lære de unge mennesker at føre den danske fane korrekt, under afsyngelse af sange som f. eks. “Danmark for folket.”
Hvilket unikt materiale! Disse storartede unge mennesker! Med dem kan Danmark skabe en ny verden…
- nu vi ikke fik den købt i tide.
Det er glædeligt at eksperter siger fra overfor det fuldstændig vanvittige forslag om at true de fattige familier på eksistensen ved at bruge børnechecken som våben imod dem.
Se også mit blogindlæg om dette:
http://nanna.urbanblog.dk/2009/10/06/lars-l%c3%b8k…
Jeg er fuldstændig enig med eksperterne, som udtaler sig i artiklen her og takker Information for god journalistik og en rigtig god artikel!
Det dér med det ”kærlige” stammer helt tilbage fra da Karen Jespersen var socialdemokrat og Jytte Andersen arbejdsminister. Dengang hed det bare ”spark”.
Meningen er vist den samme: ”I skal nok få kærligheden at føle”. Det er helt uhyggeligt at se hvor socialdemokratisk de liberale og de konservative er blevet.
Hvorfor er det at man tror at man kan lovgive sig ud af alt ?
Og hvorfor ser man mennesket - som en åbenbart entydig størrelse, der altid vil reagere positivt ud fra præmissen
” du skal sørge for det ene og det andet, eller bliver du straffet økonomisk”
Og så kan du kalde det kærlighed, erotik, romantik eller økonomisk Incitament - det handler nemlig i bund og grund om en regering, der udmærket ved at dette ikke vil ramme deres vælger-type og derfor kan man åbenbart med god samvittig foresætte sin elitære politik.
“samvittighed”
Det er altid nemmest at sparke til nogle der ligger ned i forvejen.
Man burde sende VKO på afmobningslejr.
Ud over Bill Atkins er der ikke fremkommt ret mange konstruktive forslag i denne tråd.
Det er så rædsomt at tingene går så skævt.
Men hvordan løses problemet med alle de unge, der ikke kommer igennem blot den mindste uddnnelse og har minimum at chance for at blive selvforsørgende?
Tvungne måltider i vuggestue og børnhavealderen kunne ikkk gøre noget som helst i denne forbidelse
- måske man skulle ændre lidt på fokus for at kunen gøre noget samfundsnyttigt.
I stedet for at tvinge madløsninger frem over de små, skuylle man hellere satse på noget mere tid og mere kvalitet i skoleforløbet.
De små børn skal nok få mad i langt de fleste tilfælde. Men de store skolebørn savner måske både mad, tid og samværd.
Mona
Personligt mener jeg at kommunens uddannelsesvejledere burde tale mere med forældrene allerede fra 6. klasse, hvor eleven får en sådan vejleder. Faktisk inddrager de ikke forældrene ret meget, men indgår aftaler med eleven udenom forældrene.
Disse uddannelsesvejledere har barnet fast også når det går ud af skolen. hvis de samarbejder godt også med forældrene - hvad nogen af dem gør - kan meget nås. De er selv folkeskolelærere ved siden af og har hver ansvaret for mange børn, som de ofte kun kender overfladisk.
Mona
Langt de fleste der sidder i fængsel er mænd, og langt de fleste mænd der sidder i fængsel kan dianogdiceres med DAMP, ADHD e.l. syndromer.
Disse syndromer kan konstateres tidligt i barndommen, og en passende pædagogisk/fysioteapeutisk indsat ville holde dem ude af fængslet. Denne viden har været kendt i mere end ti år, og alligevel fortsætter man i samme skure.
Måske barndomskommunen skal være økonomisk ansvarlig for de voksnes handlinger, så det kan betale sig for kommunerne at handle.
På den anden side er der jo ikke mange populistiske stemmer i at holde unge ude af fængslerne.
Forslaget er skudt forbi målet.
Den bagvedliggende tænkning er, at hvis en ung ikke følger sin uddannelses-plan eller ikke samarbejder om udviklingen af en sådan – så skyldes det mang-lende vilje.
Men flere analyser af udsatte unge viser, at det ofte ikke er viljen, der er afgø-rende for, at de socialt dårligt stillede unge lykkes med uddannelse eller job.
Den form for kontraktpolitik, som ligger bag forslaget kan naturligvis hjælpe forvaltninger ud over deres oplevelse af magtesløshed overfor de unge, der ikke umiddelbart går job- eller uddannelsesvejen. For med kontrakten lægges ansvaret over på familien og den unge selv. Spørgsmålet er dog, om det ikke bare er at flytte magtesløsheden fra et sted til et andet i stedet for reelt at løse problemet.
I stedet for sanktioner peger meget på, at en koordineret indsats på tværs af forvaltninger og instanser er nødvendig for at hjælpe udsatte i uddannelse og job.
Se også blogindlægget her: http://arbejdsmarkedet.nu/2009/10/kontraktpolitik-…