Den netop offentliggjorte mediestøtteudredning sætter nogle scenarier op for, hvordan samfundet kan understøtte den rette udvikling. Det er en mildt sagt vanskelig opgave, fordi de store og meget afgørende spillere på markedet, som f.eks. DR og dagbladene, naturligt nok ikke finder sig i at blive stækket og i realiteten skulle betale for, at det er tvingende nødvendigt at finde støttekroner til online-medierne.
Udredningen viser, at 10 procent af den originale indholdsproduktion i dag kommer fra danske netmedier. Men da det er de helt store som Google og Facebook, der er markedsførende og dermed i realiteten også markedsregulerende, kan markedet i sig selv ikke understøtte en udvikling af de danske, publicistiske netmedier. Markedet alene kan ikke trække det mix af brugere og annoncer til de publicistiske medier, at de får den nødvendige økonomiske styrke.
Online-medierne er i endnu højere grad end radio og tv i international konkurrence, og det er i den kontekst, at vi skal sikre danskproduceret original stof på publicistiske danske netmedier. Hvad enten de er såkaldt fritstående, dvs. uden forbindelse til de mere traditionelle aviser og radio/tv, eller det netop er disses onlinetjenester.
Derfor giver det mening at arbejde for en mediestøttemodel, der også tilgodeser netmedierne og andre nye medier, hvor indholdet præsenteres for nye generationer af mediebrugere.
Det store spørgsmål er hvordan?
Dagbladene har leveret og leverer stadig så meget grundlæggende journalistik, at det samfundsmæssigt er helt afgørende at understøtte deres udvikling frem mod tiden, hvor e-avisen gør sin entre i Danmark. Om det så fortsat skal ske gennem momsfritagelse og portostøtte, eller om der kan findes nye mere tidssvarende løsninger, som måske endda også kunne komme specialmedier som fag - og organisationsmedier til gavn.
Lad DR være i fred
Her er der hjælp at hente i redegørelsen fra Anker Brink Lund og Rambøll, som giver en lang række bud på fordele og ulemper ved de nuværende støtteformer. Det afgørende er, at ressourcerne bliver i bladhusene. Det kræver så også, at overskud bliver investeret i udvikling og journalistik og ikke i udbytte til aktionærer.
DR og TV 2-regionerne er i den særlige situation, at de er fuldt finansieret af medielicensen og dermed en del af det nuværende finansieringssystem. Det vil derfor have ualmindelige alvorlige konsekvenser bare at skrue ned for medielicensen. Med den konkurrence, public service stationerne er i i forhold til de internationale kommercielle medier, er det direkte uansvarligt at udskille dele af DR, hvor radiokanalerne P2, P3 og P4 på skift er blevet udsat for frieri.
Lad os stoppe den diskussion nu og lade DR være, så vi bevarer en stærk dansk public service spiller. Til gengæld tror jeg, at både DR og TV 2-regionerne har forstået budskabet om at give nyheder, aktualitet, dokumentarismen og kulturen en højere prioritet.
Rambøll og forskerne bag medieudredningen havde fået den umulige opgave at finde scenarier til en ændret mediestøtte, uden at bruge en krone mere end der blev givet til medierne i 2007. Det har de så blandt andet gjort ved gradvis at skære 15 procent af basisstøtten og bruge de penge til at oprette puljer til udvikling, enkeltstående journalistiske projekter m.m.
På den måde vil kronerne i højere grad komme til at følge indholdet end en bestemt teknologi. Det er i sig selv en meget visionær tankegang, men som det også kom frem under offentliggørelsen af redegørelsen, så er der en overhængende fare for smagsdommeri i tildeling af støtte gennem voksende puljer på helt op til i alt 800 millioner kroner, når de er fuldt indfaset. Især når det gælder støtte til enkeltstående journalistiske projekter kan der være fare for uhensigtsmæssig smagsdommeri, mens egentlige udviklingsprojekter og etableringsstøtteordninger kan indfases i en revision af Dagbladsnævnet til et langt mere visionært organ.
Visionære løsninger
I DJ har vi hele tiden gjort opmærksomme på, at en milliard kroner af medielicensen i dag ryger direkte i statskassen i form af pålagt moms. Licensbetalerne betaler altså licensen i forventning om, at pengene går til DR og TV 2-regionerne, mens virkeligheden er, at omkring en milliard går til andre offentlige opgaver. Hvis disse midler bliver inddraget til støtte i medierne vil der være penge nok til alle de nye tanker, der er kommet frem. Det mest visionære for medierne ville i denne sammenhæng være at tage den milliard kroner med, da det er en investering i vores demokrati.
Indtil det kan lade sig gøre, er der en mellemvej, som faktisk fremgår af redegørelsen. Der er i realiteten et potentiale på 40 millioner kroner ved en fuld gennemført erhvervslicens, og lægger man de penge sammen med Public Service Puljen, Dagbladsnævnet og en række mindre beløb, der i forvejen fragår licens til, vil det være muligt at samle en pulje på mellem 100 og 200 millioner kroner til udvikling i medierne.
Herfra vil der være penge til den både nødvendige og mere visionære udvikling af bladhusene. Der vil være penge til udviklingsprojekter for online-medierne, og der vil være penge til enkeltstående projekter, hvor medierne kan gå nye veje og afprøve nye forretningsideer.
Christiansborgs mediepolitikere kan altså uden at det koster en krone justere kursen på mediestøtten og dermed lægge grunden til, at vi i fremtiden har en mangfoldighed af publicistiske medier på en mangfoldighed af platforme. Det vil give politikerne tid til at indfase de længerevarende ordninger, hvor de bliver nødt til at gøre indhug i licensmomsen.
Mediepolitikerne har et momentum nu, hvor forhandlingerne om den næste medieaftale skal i gang, og medier og organisationer har ligeledes et momentum til at slippe fordommene og gå i dialog for at nå frem til bredt funderede visionære løsninger.
Mogens Blicher Bjerregård er formand for Dansk Journalistforbund
Kommentarer
Anker Brink Lund er et teoretisk tågehorn uden nogen praktisk medieerfaring, og hans konklussioner kan udlægges i øst og vest alt efter lyst.
Højrefløjen i dansk politik er alt for optaget af at rive ned i stedet for at bygge op. Det gælder desværre også for DR:
Derfor giver det mening at arbejde for en mediestøttemodel, der også tilgodeser netmedierne og andre nye medier, hvor indholdet præsenteres for nye generationer af mediebrugere.
Helt enig! Godt set, hr. journalistforbundsformand.
Det store spørgsmål er hvordan?”
Godt set! Ja, hvordan støtter man netmedierne? MBB svarer selv:
Det afgørende er, at ressourcerne bliver i bladhusene.
Nåmen, okay, statsstøttede papiraviser er fremtiden. Men hvem skal så holde for?
…det (er) direkte uansvarligt at udskille dele af DR, hvor radiokanalerne P2, P3 og P4 på skift er blevet udsat for frieri. Lad os stoppe den diskussion nu og lade DR være, så vi bevarer en stærk dansk public service spiller.
Pyha, statsstøttet popmusik kommer heller ikke i fare.
Menøh, hvis man vil øge støtten til netmedierne uden at skære i støtten til de gammeldags medier, hvor skal pengene så komme fra? Jo, det viser sig at
I DJ har vi hele tiden gjort opmærksomme på, at en milliard kroner af medielicensen i dag ryger direkte i statskassen i form af pålagt moms.
Fy for pokker! Moms? Ikke så underligt DR har underskud. Men lad os så høre det, MBB, har du et visionært forslag?
Det mest visionære for medierne ville i denne sammenhæng være at tage den milliard (moms-)kroner med, da det er en investering i vores demokrati.
Altså en milliard kroner i ekstra statsstøtte.
Christiansborgs mediepolitikere kan altså uden at det koster en krone justere kursen på mediestøtten…
Gratis penge! Heureka!
Var der nogen af jer andre, der forstod hvor den gratis milliard kom fra?
Denne kommentar er anbefalet af:
Erik Bramsen:
“Var der nogen af jer andre, der forstod hvor den gratis milliard kom fra?”
Den kom fra, at DR’s licens og medielicensen, kan stige med netto 25%, hvis denne fritages for moms - bruttobeløbet vil blive det samme.
Ergo koster det ikke de private borgere mere.
Milliarden kommer selvfølgelig fra det hul, der opstår hos Statens Konfiskations og Afgifts - øh - noget der begynder med T.
Sådan tilgodeser staten jo nogle udvalgte brancher, dog uden den store logik eller konsekvens.
Med mindre det har ændret sig, er licens ikke momsbelagt i de øvrige skandinaviske lande. De har kunne opkræve et lavere bruttobeløb i licens, samtidigt med at de har haft et højere nettobeløb, per licensbetaler.
Personligt så jeg gerne 10% af det samlede beløb, gå til undersøgende og kritisk journalistisk, syndikering af artikler på nettet (gerne for abonnenter) samt en kritisk, ikke-statslig oplysningsindsats om alt mellem himmel og jord.
Milliarden kommer selvfølgelig fra det hul, der opstår hos Statens Konfiskations og Afgifts - øh - noget der begynder med T.
Det var det hul, jeg tænkte på, nogen skal jo fylde det. Der er ingen gratis frokost i økonomi.
Og jeg er helt enig i, at mediestøtte burde gå til journalister, ikke til mediehuse. Ideen med syndikeringsstøtte er god: betal for en artikel (ikke et abonnement), få halvdelen af prisen refunderet af staten. Det samme kunne gøres på brugerplan; tilskud ved køb af artikler.
Erik,
det med momsfritagelse er faktisk allerede et problem - omend med modsat fortegn.
For forbrugere, er det jo absurd, at et web-abonnement på Dagbladet Information koster det samme som papirudgaven. Papirudgaver koster ressourcer at producere - papir, tryk, tid til produktion, håndtering, transport, samt porto (der dækker over, at Post skal bruge ressourcer på at få avisen frem). Endnu mere absurd er det, at Dagbladet Information tjener mindre på et web-abonnement, end på et papir-abonnement.
Årsagen er, at papir-udgaven er momsfritaget, mens web-udgaven ikke er. Desuden spiller distributionsstøtten også ind i regnestykket - husker dog ikke helt hvordan.
Et klassisk eksempel på, at statssubsidiering (her: momsfritagelse og distributionsstøtte) har fastholde en branche i et utidssvarende adfærdsmønster.