Efterårsferien er Eventyrteatertid. Og i år har børneperformerne kastet sig ind mellem græskargrinene i Tivoli og skabt en vellykket, guldglitrende musical om 1001 nats eventyr. I Glassalen danser haremskvinder bag slør, mens en appelsintyv løber rundt på hurtige ben sammen med en pigeglad jeg-gør-bare-mit-arbejde-bøddel i et importeret Eventyr-Bagdad. Alt glimter eksotisk, men også humoristisk, for musicalen er skrevet af Gunvor Reynberg, der har sans både for eventyrfortællingen og for det tvangsægteskab, der ligger på lur i kærlighedshistorien.
De mindste børneperformere i Eventyrteatret er bare syv år - og de ældste er 19. Men de virker utroligt dygtige og så tæt på at være professionelle, som man nu kan, når man ellers bare er børn, der lever såkaldt normalt. Eventyrteatret blev etableret i 1991 og har siden udviklet sine forestillinger, så de nu puster voksenteatret i nakken. Ikke mindst fordi de har satset på at uddanne børnene solidt i både sang og dans og drama. Derfor kan Eventyrteatret faktisk præsentere 85 børn og teenagere, der synger rent! Flere af dem brænder endda igennem med sceneudstråling og med humor, så tv-kanalernes talentløse talentprogrammer kan godt være misundelige. Her er der børn, der kan noget. Og i Jeanne Boels instruktion får de fremhævet alt det bedste.
Se bare den 19-årige Julian Kellermann, der spiller den unge kalif, der kun vil giftes med en, han er forelsket i. Han ligner den ideelle, romantiske helt med mørkebrune øjne og blød sangstemme, og han får pigerne til at sukke, da han godt tør kysse den 15-årige Rikke Westis kølige prinsesse. Hans frelsende ven - tyven i Bagdad, spilles af Alex Høgh Andersen med en flabet komiker inde under vesten - og Mikkel Becker Hilgart spiller prinsessens far med en helt vidunderlig gammelmandsglemsomhed med et strejf af Brygmann’sk kynisme. Og spåkvinden synges af Nadia Westi, som har en helt sjælden ro i sin mørke, rislende stemme.
Fes den ind?
Ungerne bevæger sig trygt i musikken af komponisten Christian Dahlberg, der måske har lyttet lovlig meget til Sebastian og især Cyrano, men som har skrevet musik, som sætter sig i ørerne på den fede måde. Kirsten Brinks scenografi er opfindsomt kukkasseteater med behændige sceneskift, men så meget forgyldt humor, at både flyvende tæpper og kameler hitter hos tilskuerne.
Hvordan det så går med ytringsfriheden i Bagdad? Kaliffen indser, at hans folk får det meget bedre, hvis det får lov til at leve frit. Eller som den lille flaskeånd siger det på Reynberg’sk nydansk: »Fes den ind?«
‘1001 nats Eventyr’. Frit efter ‘Tyven fra Bagdad’. Tekst: Gunvor Reynberg. Instruktion: Jeanne Boel. Musik: Christian Dahlberg. Scenografi: Kirsten Brink. Kostumier: Christine Brincker. Glassalen i Tivoli, kl. 12 + 15, Sidste dag søndag







Kommentarer