Forsknings- og Innovationsstyrelsens rapport om forskningsrådssystemet er ifølge indledningen udarbejdet på et solidt analytisk grundlag. Det er et grundlag, der desværre er svært at få øje på. Selv en læser, der - som jeg - er positiv over for mange af anbefalingerne, efterlades med en tydelig fornemmelse af, at rapporten i høj grad er formet ud fra udvalgets på forhånd givne opfattelser og meninger.

I udvalgets argumentation for et anonymt eksternt bedømmelsessystem hævdes det f.eks., at det er et alvorligt problem, at 14 procent af de eksterne bedømmere af ansøgninger til forskningsrådene har svaret, at de ville have formuleret sig anderledes, hvis de havde været anonyme, mens knap 70 procent ikke ville. Svarene siger imidlertid overhovedet intet om, hvorvidt de eksterne bedømmeres konklusion ville have været anderledes og mere klar, hvis de havde været anonyme. Og det er vel det interessante spørgsmål i denne sammenhæng.

Beklikker hæderlighed

Udvalget henviser i dets argumentation til, at tidsskrifternes bedømmelsessystem også bygger på anonymitet, men glemmer, at bedømmelsesrapporterne vurderes af uafhængige fagkyndige redaktører. Mens de eksterne eksperters vurderinger af ansøgninger danner grundlag for en beslutning i et råd eller udvalg, der i højere grad består af interessevaretagere og ikke af direkte sagkyndige. I tidsskriftssammenhæng vil en urimelig og usaglig bedømmelse således ofte blive sorteret fra, mens den i råds sammenhæng kan blive anvendt i interessevaretagelsen. I udvalgets argumentation for flere eksterne bedømmelser anvendes en undersøgelse af forskningsrådsmedlemmers succesrate ved ansøgninger til forskningsrådssystemet, og udvalget formår dermed, formentlig uden at det er hensigten at beklikke samtlige medlemmers hæderlighed. Det burde vel være et forehavende, der kræver en vis grundighed, men ikke desto mindre baseres den på nogle statistiske opgørelser, som i bedste fald kan siges at have yderst begrænset validitet, bl.a. anvendes en kontrolgruppe af minimal størrelse.

I stedet kunne man forholdsvis let have undersøgt om forskningsrådsmedlemmers ansøgninger har større succesrate, mens de sidder i rådet, end før og efter de kom ind, ligesom man selvfølgelig også burde tage i betragtning om f.eks. rådsmedlemmers ansøgninger altid bliver sendt til eksterne bedømmere, hvis anbefalinger man følger. Det er en politik, som synes ukendt for udvalget.

Pointlister

I sagen om den bibliometriske forskningsindikator er der mange ting, der kan undre: Det er f.eks. mærkværdigt, at man ikke i højere grad har brugt de norske erfaringer på det administrative område, men i stedet nærmest har gjort en ære i at lære af sine egne fejl. Det er en strategi, der har fået modstanderne til at le og tilhængerne til at græde. En af de mest iøjnefaldende mangler er, at man har undladt at opstille helt faste regler og kriterier for, hvordan tidsskrifter kommer ind og ud af listens 2. kvalitetskategorier. Herved har man vanskeliggjort opgaven for fagpanelerne og overladt disse til mere eller mindre strategiske overvejelser.

Et oplagt kriterium ville være antal citationer og impact-faktorer for tidsskrifterne, men det kan jo heldigvis nås senere. Men er tiden ikke inde til radikal nytænkning? Hvilket behov er der for at opretholde det - pr. uddelt krone - meget dyre forskningsrådssystem, når indførelsen af indikatormodellen for basismidler til universiteterne også udsætter disse midler for konkurrence? Så lad Grundforskningsfonden og et styrket European Science Foundation klare uddelingerne. Det vil opfylde udvalgets krav til et anbefalelsesværdigt system, og så kunne samfundet få meget mere langsigtet, relevant og god forskning for pengene ved at fordele Det Strategiske Forskningsråd og Det Frie Forskningsråds nuværende midler som konkurrenceudsatte basismidler.

Svend Hylleberg er dekan på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet