Jeg mærker efter en ekstra gang, inden jeg går ud ad døren. Ørepropper. Check. Normalt sveder jeg fuldstændig ud, at man skal passe på de stakkels ører. At det frekvensområde, som vores ører kan opfange, langsomt ædes med alder og for mange koncerter. Men når japanske Merzbow er i byen, er det en anden snak. For jeg vil så nødig stå og bløde ud ad ørerne, mens jeg forsøger at ligne en indlevende, men cool anmelder. Og Merzbow spiller højt, uhæmmet højt.
52-årige Masami Akita alias Merzbow er noise-scenens mest fascinerende skikkelse. Merzbow siges at have over 300 lp-, cd- og kassettebåndsudgivelser bag sig, ikke mindst det 50 cd’er store bokssæt Merzbox, og Akita har lavet soundtracks til bondagefilm, og er angiveligt en mester i kunsten at binde kvinder kunstfærdigt.
Og ja, vi taler noise som i støj. Alt det vi har vedtaget ikke er pæn lyd. Alt det som kradser, forvrænger, hviner, skriger - >gerne med afsæt i lydoptagelser fra virkelighed, men også bare analogt eller digitalt forvrængede klange, der umiddelbart virker som nådesløse angreb. Men som viser sig at være en uventet mulighed for ekstase. Ligesom også den forvrængede elguitar for et halvt århundrede siden viste sig at bære et potentiale for ungdommens udfrielse - på vingerne af den ny rock - fra den vestlige småborgerlighed.I Merzbows tilfælde i ekstrem, kompromisløs grad med hans stadigt ekspanderende og evigt rasende bjergmassiver af støj.
Lag af støj
I det lille hvidkalkede, stålbårne Warehouse 9 i Kødbyen tirsdag aften er der ingen tvivl om tilstedeværelsen af begge dele. Vi synes at være under angreb, og flere tager flugten meget hurtigt. Lag på lag af støj. Stærkt dynamiske sammenstød af hvinen, skrigen, kradsen, skurren, skraben. Korte breaks: Op af det sydende, oprørte ocean og få luft, så trukket ned igen uden varsel. Lydlige brandbomber der suger luften ud af rummet og trækker trommehinderne med sig. Alt skal væk, skriger vakuum. Og så blokkes det rasende ud af epileptiske granitblokke, der koger i en suppe af sanseløs beruselse. Det er sublim udnyttelse af tomrum, som hele tiden åbner sig og blotter andre lag af larm.
Og Masami Akita? Flankeret af to laptops med klis-termærker med ordene ‘Meat is murder’ og ‘Fur is dead’, stående udtryksløst bøjet over en støjsender i rem om skulderen, som han spiller på ved hjælp af en mikrofon, som han gnider som en guitarhelt mod anordningen, så det synger i vores skeletter. Infernalsk kunne være ordet. Men et kærligt inferno. Støj som ekstatisk nulstiller.
»Lydarbejde er en akkumulation af nydelse, og begæret efter nydelse er endeløs. Måske er motivationen for Merzbow at bygge en Pleasuredome of Noise - at forøge kraften og forskellen,« har Akita sagt.
Tysk forbillede
Merzbow startede som en gruppe i 1979, og navnet er en omskrivning af tyske Kurt Schwitters’ værk Merzbau, der blev opført tre gange, og ødelagt to gange, i henholdsvis en brand og en allieret bombning. Merzbau var en række skulpturelle ombygninger - i begyndelsen af de rum, som Schwitters beboede i Hannover, Tyskland. Tredimensionelle former sprænger sig vej ind i rummene, som bebos af alskens objekter og former. Og hvis man leder og vil, kan man se japanske Merzbows arbejde som beslægtet med de dadaistiske aspekter af tyske Merzbau. Og man kan stå til en koncert og fornemme, hvordan rummet omkring en lydligt ombygges og befolkes af den japanske støjmesters industrielle organismer. Nogle rikochetterer i rummet, andre synes at finde bo i hjørner eller særlige afdelinger, og fordi han spiller så højt, synes lydbølgerne at antage håndgribelig karakter, når de summer i kraniet, løfter nakkehårene, dundrer mod brystkasse og maveregion.
»Jeg mixer rocklyde og kunst sammen,« har Masami Akita sagt til Jason Gross fra Furious.com - og at han ser støj som »en illustrators farverige blække«. Ingen vers eller omkvæd, ingen rene skønne klange, men en hvinen, skrigen, hylen, brusen i stormstyrke. Musik? Ja da. Med aner i den italienske futurismes støjlyde, som Luigi Russolo tryllede frem på sine sære støjinstrumenter intonarumori i 1910’erne. Med forbindelser til konkretmusikere som Walter Ruttmann, Pierre Henry og Pierre Schaeffer på begge sider af Anden Verdenskrig. Folk, der viste os at virkelighedens lyde og det, som nogle vil kalde lydforurening, kan genbruges som musikalske byggesten.
I nærmere fortid er Merzbow også beslægtet med industrialdramatikere som Einstürzende Neubauten og støjrockmestre som Sonic Youth.
Men i japanerens tilfælde foregår løjerne altså ord- og melodiløst, i et krasbørstigt flow med referencer til, hvis ikke direkte samplinger af virkelighedens lyde: Skibets skrue under vand, vulkansk aktivitet, sværindustri, langsom maskingeværsild fra svundne krige.
Ekstrem modkultur
Denne aften er det en anden krig, der kæmpes: Mod middelmådighed, kommercialisme, multinational kvælning. Masami Akita er modkultur helt ud i kostvanerne: En hardcore veganer, der bl.a. har været i offensiven mod Kentucky Fried Chicken og for sælernes overlevelse. Selv om det nok ikke er en af den slags offensiver, som Greenpeace ville kunne hægte sig på.
Man må overgive sig betingelsesløst til bondage-mesterens helt ublu magt-anvendelse, hvis man skal nyde hans musik. Og når det bliver gjort denne aften i Kødbyen, så går det op for en, at vi ikke bliver straffet, men omfavnet af en mand, der ikke kun renser os med støj, men også fylder os med den; gør det offentlige rum til et sært intimt kaos, hvor de enorme lydtryk pakker os ind. En fornemmelse af at blive sænket ned i et bad af lydbobler, der detonerer i alle mulige retninger. Kald det bare ekstase.
Efter koncerten er der så endda en kort jam mellem Merzbow og det strålende danske opvarmningsband OPEC/STBN bestående af Jonas Olesen, Sune T.B. Nielsen og Christian Stadsgaard. Fornem spontanudladning. Men så kan denne anmelders overmandede krop og - ellers beskyttede - ører heller ikke mere.
Merzbow - Warehouse 9, Kbh., tirsdag.
Kommentarer
Bah, han lyder som en af de der typer, der har kopieret sine bedste ideer fra Diana Ross & The Supremes. Nej, det er sikkert godt, at få skærpet sine sanser ved at lytte til lidt noise-musik.
Der er noget Stig Rossen over det, synes jeg.
Denne anmeldelse kolporterer alle de værste sider af rockkoncerten som katarsisfænomen. Publikum underkaster sig med blødende ører!
Absurd at gå til koncert iført ørepropper. Men den stadigt ekspanderende og evigt rasende overskridelse må for enhver pris tilbedes.
Lort.. jeg gad godt at have været til den koncert. Jeg har af flere omgange forsøgt at få merzbow til århus, gerne i selskab med Mike patton og Thurston Moore.
Selvom jeg er lykkelig for at have været forskånet for (S)Merzbow, vil jeg gerne understrege at det altid er en nydelse at læse Ralf Christensens indlevende og eksemplarisk velskrevne artikler.
Det kunne være interessant at læse noget om de historiske og kulturelle forudsætninger i Japan for et fænomen som Merzbow. Når jeg ser billeder af Masami Akita, slår det mig at han er en slags moderne ronin, en samurai-lejemorder. Det klassisk zenbuddhistiske ideal om at rense bevidstheden for tilknytningen til det flygtigt materielt dennesidige. Transcendens via støj til intethed.
Og døer de sidste Farveskjær,
Har Skovens Fugl sin Trille bragt
Og Fløjten under Vingen lagt,
Og Taushed ruger fjernt og nær, -
Da lægger ogsaa jeg Dig hen,
Min lille Luth, min fuldtro Ven:
Du har dit Hjem
Bag Vingens Gjem,
Til Aandens Flugt gaaer atter frem!
(Ludvig Bødtcher)
Erik Højer skriver:
“Selvom jeg er lykkelig for at have været forskånet for (S)Merzbow, vil jeg gerne understrege at det altid er en nydelse at læse Ralf Christensens indlevende og eksemplarisk velskrevne artikler.”
Jeg kunne ikke være mere enig.
Erik Højer skriver:
“Når jeg ser billeder af Masami Akita, slår det mig at han er en slags moderne ronin, en samurai-lejemorder. Det klassisk zenbuddhistiske ideal om at rense bevidstheden for tilknytningen til det flygtigt materielt dennesidige. Transcendens via støj til intethed.”
God pointe. Torben Sangild har været inde på noget lignende i sine analyser af støjrockorkestre som Sonic Youth, My Bloody Valentine og Band of Susans. I artiklen ‘Støjens æstetik. Refleksioner over støjrock og støjens indtog i musikken’ fra tidsskriftet Kritik nr. 123 skriver Sangild i afsnittet ‘1. Formløsheden’:
“Støjen signalerer desorientering, ustruktur, udviskning, kaos, entropi. Den afspejler det stadium hvor det hele er ved at kamme over, hvor kontrollen mistes og sprogligheden ophører. I yderste konsekvens peger støjen væk fra subjektet og ud mod en tilstand uden individuelle skel.” (p. 19-20).
Lidt senere, i afsnittet ‘2. Støjen som musikkens abjekt’ hedder det:
“Musikken har altid skilt støjen ud fra sig. Musikken er det skønne, ordnede, formede og behagelige. Støjen er ukontrollabel, grim og beskidt, den hører ikke hjemme i musikken hvis denne skal være ren. Musikken vil helst ikke kendes ved støjen. Men støjen er en del af de lyde musikken oprindelig har hentet sit materiale fra. Støjen grunder i samme ursump af lyde som musikken, og er ifølge Michel Serres metafysik […] altings ophav. For at musikken kan skille sig ud fra denne primitive sump af lyde må den sætte sig som forskel til noget andet. Støjen er de lyde musikken sætter sig som forskel til for at opretholde sin identitet som musik. Støjen er det abjekt musikken udskiller for at eksistere. […]. Mennesket som subjekt er i høj grad mennesket som krop i modsætning til andre kroppe. Fra og med den ødipale oprettelse af individet foretager vi en stadig og nødvendig opretholdelse af et skel mellem os selv og vores omverden, mellem subjekt og objekt. Men midt imellem subjektet og objektet findes det abjektale, det som hverken er indre eller ydre, Mig eller Andet. Det er først og fremmest kropslige afsondringer (blod, sæd, urin, afføring, spyt, skæl, afklippede negle etc.), men også fx visse madvarer der minder os om disse afsondringer - fænomener som vi betragter som ulækre, som noget farligt, fordi de på en gang er noget velkendt og intimt og samtidig noget fremmed, der er en trussel mod kroppens klare afgrænsning. Det er individuelt hvilke abjekter der vækker disse fornemmelser. Abjektet er som oftest flydende og uregerligt, og således en modsætning til den ordnede krop. Det vækker - i kraft af associationer til forrådnelse, forfald og skrøbelighed - mindelser om døden, og abjektionen er subjektets forsvar mod døden. Abjektet er ikke et tegn på døden, men snarere en fremvisning af det vi holder på afstand for at leve, og er derfor truende. Abjektet er på den anden side af den grænse jeg’et opretholder for det som er liv og overlevelse. Derfor må det abjekteres, stødes bort. Abjektionen er en vedvarende og hård proces, idet abjektet samtidig er intimt forbundet med én, og nærmest ‘kalder’ på én.
[…].
Støjens ekstase hænger sammen med fraværet af identitet og sprog, en slags frigørelse fra at skulle aflæse og skabe mening, sådan at abjektets sprogløse karakter vendes fra at være noget ubehageligt, angstfremkaldende, til i dets æstetiske udformning at være forbundet med lyst.” (p. 20-21).