Opslag til denne artikel

Emneord:computerteknologi, indlæring, sprog

Ofte hører man, at sproget er i opløsning, at engelsk overtager og alting flyder. Yngre mennesker kan nemt få den tanke, at det er ældre gnavpotter, der ikke kan følge med og derfor bare hævder, at det var meget bedre i gamle dage.

Mon der skulle være noget om gnaveriet og hvis der er, hvad kan grunden så være?

For tiden diskuteres begrebet læring, og hvordan den nemmest foregår. Her kommer bevægelse, gymnastik, træning indover. Det har vist sig, at leg, bevægelse, træning øger indlæringen.

Skulle man være i tvivl om det udsagn, kan man studere små børn, der får lov at være sig selv, f.eks. babyer på et gulv. Se, hvordan de prøver at komme af sted. Der trænes og trænes - så kan de kravle - der trænes videre, og sandelig om de ikke kommer til både at gå og løbe.

De voksne kan undre sig over ihærdigheden og blive helt udmattede bare af at se på, men børnene bliver ved. Hvis altså der ikke kommer nogle voksne og forlanger, at børnene skal sidde stille på stole og helst foran en skærm.

Bevæger sig for lidt

Det var ikke nødvendigvis bedre i gamle dage, men der er væsentlige forskelle i udviklingsmønstret før i tiden og nu.

For 50 år siden bevægede man sig langt mere til fods og på cykel i dagligdagen, end man gør nu. Der var ikke mange familier, der havde bil. De fleste husmødre var hjemmegående, og der var temmelig mange børn i familierne, hvilket også betød mange legekammerater. Til gengæld var der ikke så meget legetøj.

I skolen skulle børnene lære at skrive. Det var ikke så let for de små fingre, først med blyant, så med pen og blæk. Skønskrift skulle det blive til. Der skulle øves meget, før det blev acceptabelt.

Omhuen fra skønskriften blev videreført i blækregningen. Her skulle man skrive sine regnestykker med pen og blæk. Det var vanskeligt at slå blækstreger med lineal uden at tvære stregen ud med linealen. Øvelse gør også her mester.

Børnene blev trænet i stavning, grammatik og udtale, der blev læst romaner, noveller og digte. Der var stille i lokalet, for børnene skulle kunne høre, og deltagelse i diskussioner foregik via oprakte fingre og lærerens mellemkomst.

Eleverne måtte tage hensyn til hinanden, de måtte lytte efter både hinanden og læreren. Deres udtale blev rettet, det gjorde deres skriftlige opgaver og deres opførsel også.

De meget teoretiske timer blev afbrudt af frikvarterer, hvor eleverne blev gennet ud i skolegården til leg i den friske luft, og af timer med gymnastik, håndarbejde/sløjd, skolekøkken og sang.

En skoletime var dengang på 50 minutter, og man gik i skole om lørdagen.

For meget legetøj

I vore dage bliver børnene for det meste kørt til skole i familiens bil eller med skolebus. Bevægelse i dagligdagen sker i bil eller måske på cykel. Gang og løb er noget, der hører fritiden og motionen til.

To-tre børn i hver familie og helst meget plads i huse og lejligheder giver færre legekammerater i barnets nærmiljø. Til gengæld giver de mange kvadratmeter plads til de kolossale mængder af legetøj, som moderne børn er i besiddelse af.

Børnene har for det meste eget værelse med eget tv og egen computer. Der er rig mulighed for at leve sit eget liv, og det er ikke altid, forældrene ved, hvad børnene foretager sig.

Børnene skal stadigvæk lære at skrive, men ikke længere med pen og blæk. Knap nok med blyant. Det er der ingen grund til, computeren klarer det hele, og det endda læseligt, så børnene behøver kun at skrive det hele én gang.

Det er for så vidt rigtigt, men børnenes finmotorik tager skade. At holde på en blyant og selv forme bogstaverne betyder alverden for finmotorikken, ligesom det betyder alverden for stavningen.

Øvelsen, træningen i at forme bogstaverne, få dem til at nærme sig det perfekte, giver en helt anden motorisk sikkerhed, end tastningen på computeren med usikker, hjemmelavet fingersætning.

I øvrigt kan man nemt finde tekster alle mulige steder og klippe og klistre. Det er lige før, man ikke behøver at nærlæse det, man finder, det er bare at sætte det ind. Hvad det betyder for indlæringen, kan man bare gætte sig til.

Dum stavekontrol

En ting er finmotorikken noget ganske andet stavningen og sikkerheden i at anvende sproget og dets gloser. Staver man forkert, bliver man misforstået, måske endda vurderet som dum. Men nu om dage har stavekontrollen overtaget den omhu, som man tidligere brugte på at tjekke, at det, man skrev, var korrekt.

Jamen vi har ikke tid til alt den kontrol, maskinen klarer det for os! Lyder det bag skærmen. Helt rigtigt og resultatet er ofte tæt på katastrofalt, for ud over, at de ny generationer ikke har stavningen på rygraden, så laver stavekontrollen mængder af fejl for den skrivende.

Skriver man et eksisterende ord, bliver det accepteret. Et godt eksempel er ligge og lægge. Det er efterhånden et fåtal, der kan bruge de to ord korrekt: han lægger bøgerne på bordet, så nu ligger de der.

Et andet eksempel kunne være sammensatte ord. På dansk skriver vi ord sammen, som f.eks. dørmåtte, sommerferie, engelsklærer, men stavekontrollen kan nemt finde på at dele ordene for os, for på engelsk skriver man ikke ord sammen.

Hvor kommer engelsk ind? Ja, computerne er jo født engelsksprogede, og hvem som helst oversætter hvad som helst, med indimellem gruopvækkende resultater.

Et af mantraerne nu er »vi kan jo alle sammen engelsk«, hvilket er noget af en vits. Efterhånden kan vi hverken engelsk eller dansk, men ingen tager sig af det problem for alvor. »Du ved, hvad jeg mener«, er et af de udtryk, der oftest anvendes. Men nej, jeg ved ikke, hvad du mener, du ved det næppe selv. Vi taler mere og mere forbi hinanden.

I klasselokalerne er støjniveauet så højt, at udtaledetaljerne forsvinder. Læreren taler måske heller ikke selv særlig tydeligt. Bare ikke terpe, det er der ingen, der gider. Det skal være sjovt for eleverne. De skal ikke tvinges til noget, alt skal være underholdende.

Der er heller ikke tid til gymnastik eller idræt, for det kan eleverne tage sig til i fritiden. Først nu i forbindelse med overvægtsproblemerne blandt børn og unge er der nogen, der kommer i tanker om, at det måske ville være smart, om børnene rørte sig noget mere.

Et andet fag fra en svunden tid er sang. Det er røget ud af skemaet for mange år siden. Rudimentet i dag hedder morgensang. Troen på at de danske sange kan bevares med morgensangen. En naiv tanke - sympatisk javel, men det langt mere betydningsfulde: brugen af sproget, artikuleringen, vejrtrækningen, udviklingen af stemmen, så eleverne kan tale højt og tydeligt i et klart sprog. Den del er fuldstændig glemt, i stedet hedder det: sang! >Hvad skal det være godt for?

Næ, det skal være musik, med keyboard, trommer og guitar. Synge, det er noget man gør i en mikrofon. Høre - det er noget man gør med en lille dims i øret. Hva’?

At koste for meget

Ligesom finmotorikken tager skade af ikke at blive trænet, tager hørelsen skade af al den støj vi udsættes for. Overalt mødes vi af baggrundsstøj, og skulle vi endelig befinde os langt fra alfarvej, har vi den selv med i form af mobiltelefoner, mp3 afspillere, iPod og iPhone.

Vi kan ikke længere høre, hvordan ord staves. Skal det være lære eller lærer? Hedder det at kassere? Er han kasserer i klubben? Nå, er det ikke lige meget? Det kommer an på så meget, f.eks. på om vi vil forstås.

Når vi oversætter til engelsk, og det gør vi jo rask væk, risikerer vi at ende med en sætning som denne:

‘It mat not broom too much’ - en fuldstændig uforståelig sætning, og dog er den autentisk, en dansk handelsgymnasieelev har i sin visdom, og for alvor, konstrueret den ved hjælp af en ordbog. På dansk stod der, det måtte ikke koste for meget.

Senere har en noget kvikkere elev konstateret, at der skulle have stået brooms, for det måtte være flertal. Koste. Det var virkelig en kvikkere elev, som også havde sans for ordklasserne.

Men så kan de unge så meget andet.

Ja, det kan de, men det vil være et tab for samfundet, hvis den nye kunnen blev erhvervet på bekostning af den gamle viden. Man kunne komme til at hælde barnet ud med badevandet, som man ville have sagt før i tiden.

Kirsten Olstrup Seeger er pensioneret lektor, freelancejournalist og forfatter