»Forestil dig, at vi skriver år 1969 og befinder os i Detroit. Fremtiden så lys ud dengang, så skinnende som det blanke krom, der om noget symboliserede the Motor City. Forestil dig så, at vi stoppede en ung bankelev på gaden og spurgte hende, hvordan hun troede, fremtiden ville se ud for kvindekønnet. Hvad ville hun sige?«

Sådan startede den internationale succesforfatter, Life-coach og selvhjælpsguru Marcus Buckingham, et ud af tre essays på internetmediet Huffington Post, for nogle uger siden. Svaret gav han selv:

»Hun ville næppe have gættet, at i det 21. århundrede ville kvinder være regeringsledere i lande som Tyskland, Irland, Bangladesh, New Zealand, Chile, Mozambique og Jamaica. Eller at en tidligere amerikansk førstedame i 2008 var favorit til at blive valgt som amerikansk præsident for at ende med at blive udenrigsminister i stedet. At formanden for Repræsentanternes Hus også ville være en kvinde, og at John McCain ville vælge en elgjagende, helikopterflyvende mor til fem som sin vicepræsidentkandidat, bl.a. fordi hun tidligere havde overvundet oliefirmaer som guvernør i Alaska.«

Buckinghams essays har sat en kæmpe debat i gang i USA. For efter at have demonstreret, at kvinder enten er dominerende (i uddannelsessystemet f.eks.) eller hastigt på vej mod de allerøverste magtbastioner i samfundsliv, kultur og økonomi, drager Buckingham i felten bevæbnet med bunker af statistik, der entydigt peger på en bestemt udvikling: At moderne kvinder er mærkbart mindre lykkelige ikke bare end mænd, men også i forhold til deres medsøstre fra for 40 år siden. Og trenden gælder, uanset om de er gifte eller ugifte, i arbejde eller ikke i arbejde, barnløse eller mødre.

Undersøgelsen stammer dels fra Buckinghams egne studier, dels fra to omfattende akademiske undersøgelser, hhv. US General Social Survey og en videnskabelig afhandling, Det paradoksale fald i kvinders lykkefølelse, udgivet af Betsey Stevenson og Justin Wolfers fra University of Pennsylvania.

Men er det rigtigt, at kvinder er mere ulykkelige nu end tidligere? Og hvis ja, hvorfor er de så det?

Information har talt med to feminister, amerikanske Katha Pollitt, en kendt skribent og meningsdanner, der ofte opfattes ofte som en af feminismens amerikanske mødre, samt forfatter og kommunikationsrådgiver Signe Wenneberg, der er formand for det feministiske netværk Albrightgruppen.

Ligeløn, men ikke lige

Wenneberg er overbevist om, at Buckingham har en pointe, og at den skal findes i bl.a. manglende ligeløn:

»Det gør os mindre lykkelige, fordi vi føler os mindre værdsat. Og når vi ikke har lige adgang til indflydelse, er der et demokratisk underskud. Det er også derfor, vi skal have kvoter nogle steder. Det, tror jeg, er enkelt nok. Men når det er sagt, så mener jeg, at det er en kæmpe misforståelse at tro, at kønnene skal være ens. Der er forskel på ligestilling og lige rettigheder,« lyder det fra Wenneberg, som også tror, at »både kvinder og mænd er mindre lykkelige, fordi kønskampen har smadret den erotiske tiltrækning mellem kønnene. At tale så meget om opvask og vasketøj og hvis-du-gør-så-gør-jeg. Jeg ser par, hvor kvinden laver en to do-seddel til manden hver weekend, en af mine bedste venner kom forleden dag hjem til 26 punkter, han kunne gå i gang med. Og så tror jeg ikke på, at der er fest i soveværelset senere eller bare et hyggeligt kram ved køkkenbordet. Og hvis der ikke er erotisk tiltrækning, så er der ikke små søde ord, ros, et lille strøg over lænden, et lille brev under hovedpuden, en sød sms osv.«

Hun tilføjer, at hun ikke selv har »haft en skid imod at tage alt vasketøjet og lave al maden - og jeg har boet sammen med mænd i 15 år i mit voksne liv, og der er aldrig nogen, der har vasket et par underbukser andre end mig, og det er helt fint. Jeg tror, at millimeterdemokratiet gør kvinder og mænd ulykkelige. Ligesom jeg tror, at det gør kvinder ulykkelige ikke at blive værdsat for deres kvindelighed.«

Katha Pollitt er til gengæld helt afvisende:

»For mig er det helt utroligt, at en selvhjælpsguru som Buckingham i den grad kan få sat sindene i kog. For det første kan man slet ikke måle lykke. Keats var lykkelig, da han skrev Ode til en Nattergal og Eichmann var lykkelig, når han nåede sin daglige kvote af myrdede jøder. Kun en meningsmåler eller en økonom kan forfladige lykken på den facon, og kun en meningsmåler tror i øvrigt på, at folk giver ærlige svar på den slags spørgsmål,« indleder hun.

Og fortsætter med at spørge om, »hvilken slags lykke vi overhovedet taler om. Der er forskel på at føle sig lykkelig i forstanden dyb tilfredsstillelse, fordi man f.eks. har opnået et mål her i livet personligt eller professionelt, og så en spontan glæde over at have sin yndlingschokoladekage foran sig. Læg i øvrigt venligst mærke til, at det altid er kvinderne, der skal fortælle, om de er lykkelige. De er i den forstand fortsat ‘det andet køn’, dem der skal måles og vejes i forhold til mændene. Og dem, der skal foretage sig alle mulige krumspring og læse selvhjælpsbøger for at udvikle sig og føle sig tilfredsstillede,« siger Pollitt i telefonen fra Berlin, hvor hun befinder sig for tiden.

Tuder du i bilen?

Signe Wenneberg tror til gengæld godt på, at man kan måle lykke til en vis grad, selv om også hun påpeger, at begrebet skifter fra person til person.

»Selvfølgelig er lykken noget individuelt. Men blandt kvinder i Vesten kan den måske måles sådan her: Hvor tit tuder du, når du er alene i bilen? Kan du sove om natten? Tager du dig selv i at nynne? Er der plads til dig i dit liv - med en eller anden hobby eller avislæsning eller en lørdag helt alene? Har du overskud til at drømme om fremtiden, eller lever du bare dag til dag. Føler du dig elsket og værdsat?«

Wenneberg mener også, at kvinder af i dag har lidt et tab i forhold til før, fordi nogle kvinder i gamle dage i det mindste nød respekt ved at »være hjemmets uundværlige centrum. Siden er alt det, som kvinder kunne og har akkumuleret af know-how gennem hundredvis af generationer på en eneste generation blevet nedskrevet til at være nul værd,« siger hun bestemt og illustrerer:

»Det, at rulle en dug og lægge den på et bord, sætte en buket farveafstemte blomster fra haven på bordet, dække bordet pænt, sørge for at hele familiens sundhedstilstand er tilgodeset ved en varieret kostplan - med grød, grønt, kød og fisk i løbet af en uge. Alt det som kvinder har sat en ære i og fået ære for førhen, det blev i løbet af ganske få år i 1970’erne til noget, der var til grin, noget man miskrediterede. Og det er virkelig et lorteliv, at stå der i køen i Fakta hver aften og købe et eller andet bras, der kan varmes op, fordi man ikke ved, at hele familien bliver lykkelig af at spise bedre.«

Wenneberg undrer sig over, at mange kvinder synes at »bebrejde sig selv alt: I bogen CHOK skriver Maise Njor selvbebrejdelser over 200 sider - og jeg har bare lyst til at kramme hende og få hende til at tale lidt pænere til sig selv. Det er faktisk det nye chick-lit: At tale grimt til sig selv og bebrejde sig selv alt for ligesom at komme alle andre i forkøbet. Jeg ser det som en mangel på respekt. I gamle dage blev kvinder behandlet med respekt og værdighed - mænd holdt døren og skrev bedårende breve til kvinder og takkede dem for det ene og det andet og sendte dem blomster og gaver. Nu er det ok at tale virkelig grimt til og om kvinder, der er slet ikke nogle grænser mere, fordi vi er blevet så ‘lige’. Vi er blevet alt alt for lige på den måde. Respekten - og også energien - mellem kønnene er forsvundet.«

Målet er undertrykkelse

Pollitt har et andet bud. Hun mener, at selve lykkediskursen er en teknik, der er med til at gøre stærke kvinder i tvivl om eget værd og dermed svagere:

»Det er ikke svært, alt det med lykke og ulykke. Freud havde helt ret; det handler om arbejde og kærlighed. At kunne udtrykke sig og gøre ting, der bliver respekteret. Det gælder for kvinder som for mænd. Er de ting i orden, så har man fundamentet for personlig tilfredsstillelse. Ikke alle vil kalde sig lykkelige på den basis, men som sagt mener jeg, at hele lykkebegrebet er så vagt og så umålbart, at det fylder mig med vrede at se det videnskabeliggjort med pseudostatistik. Det står i øvrigt også klart, hvad Buckinghams egentlige budskab er, når man læser det sidste af hans tre essays, hvor han bl.a. anbefaler kvinder at lede efter deres allermest lykkelige øjeblik og prøve at holde fast i det og arbejde med det. ‘Glem alt det med mål,’ siger han. Nyd i stedet øjeblikkene af intens lykke. Hvad er det for noget sludder. Hvornår ville man nogensinde sige til mænd helt overordnet, at de endelig ikke skulle sætte sig nogle mål her i tilværelsen. At det lige som var alt for ambitiøst, og at de hellere skulle leve i nuet og kæle om de lykkelige øjeblikke. Det ville øjeblikkeligt blive gjort til grin som det nonsens, det er.«

Kejserindens nye klæder

Pollitt har også sin egen teori om, hvorfor debatten er blevet så heftig på bl.a. Huffington Post og i New York Times, hvor debatten også har raset inden for den seneste måned:

»Undskyld mig, men det er fordi de kvindelige journalister på New York Times ikke ved, hvordan de skal skrive om ligestilling, hvis ikke de kan skrive om sig selv og deres eget stressede middelklasseliv og om, hvordan deres mænd ikke værdsætter dem, og om hvor dårlig samvittighed de har over for deres børn, mens de selv sidder inde på en af verdens fineste aviser og skriver om, hvordan de har det. De skulle gå ud i verden og skrive om ligeløn, arbejdsvilkår, og om hvordan kapitalismen i USA gør det svært for mænd og kvinder at realisere sig selv. Så ville de nok se, hvordan flere og flere kvinder og mænd i stigende grad føler sig ensomme med alle de timer tilbragt foran en skærm, og hvordan de ikke føler sig værdsatte og uden for et aktivt socialt fællesskab.«