Det rationelle menneske er en død sild

Var Gandhi yngre eller ældre end ni år, da han døde? De fleste af os skal - forhåbentlig - ikke bruge lang tid på at tænke over, om det var før eller efter hans niårs fødselsdag. Vi ved samtidig, at tallet ni i den sammenhæng er ligegyldigt, det er bare et tilfældigt irrelevant tal langt fra det rigtige svar.

Alligevel vil de fleste af os i vores søgen efter svaret på opfølgningsspørgsmålet - hvor gammel var Gandhi, da han døde? - have svært ved at undgå at tænke på ni. Vi bruger det ubevidst som et pejlemærke for vores svar. Vi kan, ifølge forfatteren til Frygtens anatomi, Dan Gardner, ikke lade være, for vi er grundlæggende irrationelle væsner. Og selv om nævnte eksempel måske kan virke som værende i petitesseafdelingen, og mangt en psykolog nok vil finde Gardners pointe mere gammel end ny, så er det ifølge Gardner alligevel værd at give vores måde at forstå verden på et ekstra gennemsyn.

Det bliver tydeligt, når man ser på f.eks. terrorbekæmpelse eller økonomi eller eksempelvis højere straffe. Mange argumenterer for, at det vil skabe mindre kriminalitet. Det giver da også rationelt mening, at hvis de potentielle ulemper ved en forbrydelse overskygger fordelene, så vil vi ikke begå kriminalitet, fordi det slet og ret ikke kan betale sig. Problemet er, at den narkoman, der f.eks. skal skaffe penge til stoffer, ikke er drevet frem af sin logiske sans, men nærmere det modsatte, sin irrationelle trang til at skade sig selv.

Derfor er de tilsyneladende lige-ud-af-landevejen-løsninger, som vi ofte tyr til, nok rigtige inden for deres egen lille årsags-virknings-logik, men samtidig helt forkerte, når de skal ses som et udtryk for den virkelige verden. Gardner citerer i sin bog den afdøde amerikanske journalist H. L. Mencken for følgende udsagn i den anledning.

»For ethvert problem er der en løsning, der er enkel, klar og forkert.«

For vi mennesker er stort set ikke til at stole på. Vi er ifølge Gardner rigtig dårlige til at vurdere risiko og udregne sandsynlighed, vores hukommelse er ét stort efterrationaliseringscenter, og vi lægger alt for stor vægt på ting, der i forhold til vores erfaringer fremstår typiske.

Et eksempel, Gardner bruger i sin bog, er en række fremtidsforskere, der tilbage i 1982 blev bedt om at vurdere sandsynligheden for en fuldstændig diplomatisk afbrydelse af forholdet mellem Sovjetunionen og USA i 1983 og sandsynligheden for en russisk invasion af Polen samtidig med en diplomatisk afbrydelse af forholdet mellem Sovjetunionen og USA. Begge dele blev vurderet til at være usandsynligt, men sidste scenarie blev mod al logik af de ‘kloge hoveder’ vurderet til at være tre gange så sandsynlig som den første. Dette til trods for, at det første scenarie automatisk gik i opfyldelse, hvis det sidste scenarie gjorde, og derfor ville første svar aldrig kunne blive mindre sandsynligt end det andet.

Hvorfor begik forskerne en så åbenlys fejl? Ifølge folkene bag eksperimentet fordi en russisk invasion af Polen bare er ‘typisk USSR’. Det passer ind i vores forestillinger, det giver ud fra vores mavefornemmelse mening, at det skulle gå sådan, og så er det en bedre historie. Det stimulerer vores tro på den. Det er der ikke meget logik i, selv om det føles sådan.

En irrationel krise

Finanskrisen er ifølge Gardner ligeledes et godt eksempel på vores manglende forståelse for den menneskelige natur. For hvorfor var det ikke nogle af de mange matematiske modeller, som økonomerne stoler på, der så det komme? Hvorfor var der ikke nogen, der advarede os?

Én, der trods alt prøvede og af samme grund blev gjort til grin, er økonomiprofessor Jakob B. Madsen, fra Department of Economics ved Monash University i Australien. Han mener, at man to år før krisen brød ud godt kunne forudse, at der var noget helt galt. Alligevel gjorde man intet. Hvorfor? Netop fordi man ikke ville erkende menneskets irrationalitet.

»Markedet styres af markedsfundamentalisterne. De tror blindt på den menneskelige rationalitet. Markedet er et perfekt system, der ikke skal pilles ved. Den holdning har domineret alt, alt for længe og har været særdeles omkostningsfuld,« siger Jakob B. Madsen.

Alligevel vil mange stadig ikke anerkende, at der findes uregelmæssigheder, selv om beviserne hober sig op.

»Det stinker af ideologi,« siger Jakob B. Madsen.

»For mange af nøglepersonerne i det her spil vil en erkendelse af, at markedet ikke er et perfekt system være et kæmpenederlag for kapitalismen. Det vil være at tilslutte sig det værste, man kan forestille sig i USA: socialismen. Det er for mange ikke en mulighed, så vil de hellere se den anden vej.«

Et faktum der ikke ligefrem beroliger Madsen. Det skræmmer derimod, for den finansielle sektor flere gange har vist, at den ‘styres af lemminger’. Eksempelvis faldt aktiepriserne pludselig med 20 procent på én dag tilbage i 1987. En begivenhed som Madsen beskriver som »det største chok nogensinde«. Mindst lige så uhyggeligt var dog svaret, som blev givet i en efterfølgende undersøgelse af årsagen. For svaret var over en bred front, at ingen vidste hvorfor. Man havde bare kunne se, at nogle andre solgte, og så gjorde man det også selv, hvilket startede den finansielle lavine.

Madsen mener dog, at den største årsag til at markedet agerer irrationelt, er uvidenhed. Almindelige mennesker ved simpelthen ikke nok om økonomi.

»Det er ikke fordi, vi er dumme, men det ligger i vores natur at undertrykke svære problemstillinger - vi laver overspringshandlinger i et væk. Man spurgte på et tidspunkt nobelprismodtagere i økonomi, hvordan de havde investeret deres penge. De stod i stor stil bare på en helt almindelig konto. Det siger vist det hele,« siger Jakob B. Madsen.

Arven fra Bush

Ud over økonomi fokuserer Gardner i sin bog på vores manglende evne til at vurdere risiko. Forklaringen, med terrorangrebet mod World Trade Center som eksempel, er, at vi lader os styre af frygt. Efter angrebet holdt amerikanerne således op med at flyve og tog bilen i stedet for, selv om sandsynligheden for et lignende angreb i tiden efter må siges at være ekstremt lille. Man så til gengæld 1.500 flere trafikdrab i samme periode, hvilket ifølge Gardner skyldtes den øgede trafik, som frygten havde skabt. Det hænger slet ikke sammen, mener Gardner.

Og han har en pointe, mener Ole Wæver, der er professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet. Godt nok ikke nogen ny pointe, frygt- og risikosamfundet er langtfra Gardners opfindelse, men stadigvæk en valid pointe. Han mener dog, at man skal passe på med ikke at overvurdere den og tro, at frygten kan eller skal fjernes fra den politiske dagsorden, hvilket han mener kan være en konsekvens af den samlede litterære bevægelse omkring frygtsamfundet.

»George W. Bush er manden, der forståeligt nok er udgangspunkt for meget af den litteratur, der kommer for tiden omkring frygtsamfundet. Men man skal passe på med ikke at skabe forestillinger omkring et politisk billede uden frygt. Det er ting, der er værd at frygte, og det at agere over for samfundsmæssige trusler vil altid være en naturlig del af det politiske liv,« siger Ole Wæver.

Sociolog og lektor ved Aalborg Universitet, Michael Hviid Jacobsen, er enig. Politik er grundlæggende baseret på frygt; om det så er overfor indvandrere, velfærdsstaten eller bare at nogen andre kommer til magten. Vores frygt er kontrafaktisk, som når man f.eks. mod alt sandsynlighed frygter et nyt terrorangreb mere end f.eks. at blive alvorligt syg. Det gælder også for den frygt, som den polske sociolog Zygmunt Bauman kalder kosmisk frygt. En mere generel frygt for hele samfundet, hvad det hele skal ende med, og om vi kan kontrollere det, vi skaber?

»Tidligere har den været repræsenteret via frygten for atomkrig, hvor det nu nærmere er terror, der har erstattet det. I en dansk kontekst ser vi den måske via bandekonflikter - at de fremmede overtager vores samfund,« siger Michael Hviid Jacobsen.

Der er dog ifølge Jacobsen et problem, hvis man gerne vil ændre de irrationelle mønstre. For frygten er i sin natur irrationel og kan ikke rationaliseres. Spørgsmålet er derfor, hvad man egentlig skal bruge forståelsen for vores manglende evne til at vurdere risiko til. For hvis frygten er og altid vil være irrationel, kan vi så overhovedet slippe af med den?

Svaret fra Gardner er, at godt nok kan vores frygtsomme natur ikke med et trylleslag ændres, men vi kan ændre de muligheder, den har for at udfolde sig. Vi skal i første omgang bevidstgøres, vi skal give fakta mere taletid end frygten i det offentlige rum. Og så skal vi, som en del af den bevidstgørelse, lære at slappe lidt af. Vi har faktisk aldrig haft det bedre, hvis man med historiebrillerne ser på de ting, som vi har at frygte i dag.

Michael Hviid Jacobsen er ikke uenig i, at forskere og fagpersoner skal komme længere frem i den offentlige debat, så det er de folk, der rent faktisk ved noget om et givent emne, der får lov at udlægge teksten. Der er dog bare endnu et lille problem.

»De to største frygtmagere i samfundet er politikerne og medierne. De er styret af at tjene penge og enten holde på eller opnå magt. Frygt er det bedste værktøj til at opnå det mål. Så det er måske lidt utopisk at tro på, at vi kan få et mere rationelt samfund, når dem, der primært præger det, ikke har nogen særlig interesse i det,« siger Michael Hviid Jacobsen.

Hård modstander

Derudover er vi igen oppe imod den menneskelige natur. Vi har som før nævnt lettere ved at forholde os til konkrete trusler end de mere abstrakte farer, som rent faktisk slår os ihjel. Mulige sygdomme eller et trafikuheld er for uvirkelige, ligesom klimaændringerne og økonomi kan fremstå så abstrakt, at vi skyder det fra os.

»Der skal være et ansigt. En kamphund, der viser tænder eller en kriminel med en kniv i hånden. Hvis vi ikke ved, hvem fjenden er, så har vi svært ved at reagere på det eller tage det alvorligt. Det er f.eks. klimadebattens problem, for hvem er fjenden: Er det de multinationale selskaber, er det politikerne, eller er det bare os alle sammen, der er skyldige? Klimaet er en rigtigt tabersag i den forstand,« siger Michael Hviid Jacobsen.

Spørgsmålet er altså stadig, hvad vi skal bruge vores viden om vores irrationelle natur til. Kan den overhoved ændre noget, eller skal vi bare lægge den ned i en skuffe som en ubrugelig sandhed. Det ser psykologiprofessor Dorthe Berntsen fra Aarhus Universitet, dog ingen grund til. Det er ifølge hende sådan set lige så let at arbejde med det irrationelle menneske som med det rationelle.

»Irrationel adfærd kan være lige så forudsigelig som rationel adfærd, hvis man kender de lovmæssigheder og betingelser, der styrer den,« siger Dorthe Berntsen.

Så selv om hun mener, at Gardner kan have ret, når han siger, at mennesket gennemgående er mere irrationelt end rationelt, så er det ikke noget, man ikke kan tage højde for, når man vil forstå, hvordan vi agerer. Vi skal bare erkende, at det faktisk forholder sig sådan. En holdning der vinder genklang inden for økonomiens verden.

Jakob B. Madsen mener slet ikke, at en økonomisk model for det irrationelle menneske er umulig. Tværtimod.

»Det er nemt. Ekstremt nemt. Man ved jo godt, hvad folk ikke kan finde ud af, man skal bare tage højde for det. Ikke at man kan undgå bobler, men man kan komme langt tættere på virkeligheden, end man er i øjeblikket,« siger Jakob B. Madsen.

Problemet er ifølge Madsen ikke det praktiske. Problemet er, at der er folk, der tjener rigtig mange penge og fastholder rigtig meget magt ved, at vi fortsætter med at tro på det rationelle menneske. Folk, som ingen interesser har i, at det ændrer sig. Derfor er Jakob B. Madsen heller ikke umiddelbart optimist, når det handler om at se en ændring, selv om han tror på, at den vil komme med tiden.

»Der er behov for et paradigmeskift. Men jeg tror desværre først, det kommer med en ny generation af økonomer. Nye kræfter, der insisterer på, at virkeligheden også skal spille en rolle,« siger Jakob B. Madsen.

‘Frygtens anatomi’ af Dan Gardner udkom d. 13. oktober på Nyt Nordisk Forlag. Pris: 269 kroner. 384 sider.