I bunkerland

ALBANIEN - Den albanske forfatter og journalist Gazmend Kapplani fortæller i sin bog A Short Border Handbook om sin kusine, som under Enver Hoxhas diktatur samlede plastikskrald, der skyllede op på stranden fra Italien, for at tage det med hjem. En tom plastikbeholder til vaskepulver med et afpillet billede af nyvasket undertøj udenpå fik præmie-pladsen i stuen.

»Der var noget ubeskriveligt morsomt såvel som noget ubærligt tragisk over alt dette,« skriver Kapplani og fortsætter:

»I et lidt større perspektiv er der dog også noget uomgængeligt menneskeligt ved det: befolkningens forsøg på desperat at holde fast i selv den mindste kontakt med verden hinsides grænserne. (…) Det var en måde at etablere et forhold til verden, en måde at gennembryde den absolutte isolation og love sig selv og andre, at vanviddet en dag ville ophøre.«

Kapplani selv flygtede ved først givne lejlighed fra Albanien til Grækenland. Siden er meget ændret. Albanien er ikke længere isoleret, grænserne er åbnet og Hoxhas vanvidsregime er ophørt. Skraldet skyller godt nok stadig op på de albanske strande, men nu er det albanernes egne tomme dåseøl, plastikflasker og halvfyldte plastikposer, der skvulper i vandkanten - ikke flaskepost fra den frie verden. Der er næppe heller længere nogen, der dekorerer hjemmet med skrald, for når bunkerne bliver store nok, sætter folk helt enkelt ild til dem. Det lader ikke til at genere nogen, at resultatet er store ildelugtende og afsvedne skraldepletter midt på stranden. I hvert fald slår folk gerne strandstolene op lige ved siden af.

Og strandstole bliver der flere og flere af i Albanien. Landet har et umiskendeligt turistpotentiale med sin lange kyststrækning ud til et azurblåt hav, massive bjergkæder, dybe søer og relativt uberørte natur. Det er selvfølgelig ikke gået diverse investorer og rejseselskabers opmærksomhed forbi. De ser i Albanien en fremtidig feriedestination på linje med Kroatien og Grækenland.

>Hæmningsløse Hoxha

Fremtiden som ferieparadis synes dog endnu fjern. Rejser man rundt i Albanien, er det først og fremmest fortiden, man støder på. Indtil for bare 18 år siden var Albanien et af verdens mest lukkede lande. Enver Hoxha, der havde ledet den kommunistiske modstandskamp under Italiens besættelse af landet, overtog efter Anden Verdenskrig magten i Albanien - og holdt hårdt på den frem til sin død i 1985.

Den stalinistiske etpartistat, Hoxha etablerede, var hæmningsløst doktrinær, planøkonomi, tvangsnationalisering og kollektivisering inklusive. De første år samarbejdede Hoxha med Sovjetunionen, derefter Kina for fra midt-70’erne at stå helt alene. Verden blev mindre og mindre for albanerne. Religion, privatbilisme, frie medier, udlandsrejser, fremmedsprog - det blev alt sammen forbudt.

Til sidst var den eneste kontakt med omverdenen opskyllet plastikskrald på strandene og veliscenesatte besøg fra vestens venstreorienterede, blandt andre Savage Rose, der i 80’erne gav koncerter i Albanien. Som Thomas Koppel skriver om de lykkelige albanske proletarer et sted i sine og Savage Roses erindringer:

»Så godt som uden sko på fødderne havde de undgået sovjetisk dominans, som de modsatte sig ligeså indædt som vestlig dominans. De kunne simpelthen ikke lide at blive undertrykt.«

Nej, det kunne de nok ikke. Måske derfor flygtede over en halv million albanere til nabolandene, da regimet i 1990 begyndte at slå revner. I hvert fald kan man vel henregne Koppels forsikringer om, at Albanien var mindst lige så demokratisk som Danmark, hvis ikke mere, til de mere kuriøse af slagsen. I 1991 afholdt albanerne det første parlamentsvalg med flere partier, og siden er det gået stærkt. I dag er kommunismen historie, og Albanien er både medlem af NATO og ivrig EU-kandidat.

>Spøgelsesbygningen

Det mest markante levn fra Hoxha er beton. Grå beton til de enorme og i dag faldefærdige fabrikker opført uden for Elbasani af udlånte kinesere, dengang Hoxha og Mao stadig var venner. Og frem for alt grå beton til de omtrent 700.000 (en for hver fjerde albaner) militære betonbunkere, Hoxha med løs hånd strøede ud over sit land. Allerede på vej ud af Tirana skyder de som små paddehatte op af jorden på bjergskråningerne. Jo nærmere man kommer havet, jo kortere er der imellem dem. De er ar i landskabet, der vidner om en tid, hvor man - det vil sige Hoxha - i ramme alvor troede, man kunne holde omverden og ikke mindst kapitalismen stangen, hvis man blot byggede tilstrækkeligt mange bunkere. Det lykkedes som bekendt i flere årtier, men derefter er det gået stærkt. Det er for alvor tydeligt ved Albaniens såkaldte riviera.

For enden af en næsten borteroderet grusvej ligger den lille badeby Dhermi med en af Albaniens absolut smukkeste strande. Men midt på stranden står en stor tom spøgelsesbygning. Fem etager blotlagte ståldragere og grå beton med brandskader og gabende tomme huller, hvor der tidligere har været døre og vinduer.

Spørger man tjenerne på restauranterne ved siden af, får man vævende og usikre svar på, hvad bygningen har været, og hvorfor den ikke er det længere. Der mumles noget med »dengang«, i »tidligere tider« eller, som det mest præcise, »under kommunismen«.

Det viser sig, at Dhermi under Hoxha var afspærret og stranden forbeholdt unge arbejdere sendt på ferie som fortjenstmedalje af partikadrene i Tirana. I den store betonklods indlogerende man arbejderstatens fremtidige spydspidser med udsigt over havet og egen altan. I dag med udsigt til Cola-parasoller og jetski i brændingen virker tanken om det realiserede arbejderparadis meget langt væk.

Strandbar af bunkere

Det kan godt være, at albanerne, i hvert fald på engelsk, er en anelse usikre på, hvordan de skal omtale fortiden, men den gamle feriekolonis placering fejler ikke noget. Over de seneste måneder har hurtige investorer da også bygget en bar, der slynger sig rundt om bygningen som en livrem, der holder sammen på det hele. Her er dj’s, Red Bull, Corona, cappuccino og fest hele natten. Tjenerne og dj’en har indrettet sig på madrasser i de gamle værelser, mens andre værelser bruges til lager.

Bygningen er kommet til live i den tidligere fjendes tjeneste. Mens den gamle kommunismes beton slår sprækker, skyder den nye kapitalisme frem. Længere nede af stranden gør det samme sig gældende for flere af de utallige bunkere, Hoxha har fået placeret lige midt i idyllen. Her har foretagsomme albanere taget konsekvensen af bunkernes centrale placering, malet dem i psykedeliske farver og forvandlet dem til en strandbar. >