Opslag til denne artikel

Emneord:animationsfilm

Godt nyt til alle fans af Walter og Trofast: Nick Parks dynamiske, leranimerede duo er tilbage i en ny kortfilm, Det er liv eller brød, der ligesom de tre foregående kortfilm og den ene spillefilm, Walter & Trofast: Det store grøntsagskup, hylder de klassiske genrefilm, Park er vokset op med og holder meget af.

Handlingen følger mere eller mindre skabelonen fra de andre film. Walter og hans hund, Trofast - der er den kloge af de to - ernærer sig dog denne gang som bagere, og det er med en vis uro, at de i avisen læser, at hele 12 af deres kolleger er blevet slået ihjel af en seriemorder.

Men det glemmer Walter helt, da han forelsker sig i den skønne Piella, der kaster sig i favnen på ham og kræver hans fulde opmærksomhed.

Trofast på pletten

Trofast får dog hurtigt færten af, at ikke alt er, som det bør være med den lidt for bagerbegejstrede Piella, og nok engang må han komme Walter til undsætning, da brødet for alvor er ved at brænde på.

Nick Parks hovedinspiration har i Det er liv eller brød været gamle, britiske kriminalfilm, og selv om det ikke er helt lige så veloplagt eller sjovt som de første af Walter og Trofasts eventyr, er der stadig charme, spænding og visuel opfindsomhed at finde i filmen.

Og skulle man få lyst til at se de tre foregående Walter og Trofast-kortfilm, er de søreme også med på dvd’en. Det var et kærkomment gensyn for denne anmelder, der faldt for det umage makkerpar, allerede da de for præcis 20 år siden tog til månen i En særlig ferietur og siden afslørede en skurkagtig pingvin i De gale bukser og stoppede en farlig fåretyv.