USA tilslutter sig krav i FN om 'troværdig' undersøgelse af Gaza

Problemet er att det er Israel-lobbyens venner som sætter dagsordenen, så at ‘USA tilslutter sig …’ er tvivlsom historie. Ingen amerikansk jøde vil stille op og tilslutte sig en sådan raport, det er automatisk at blive kaldt foræder, af Israel og lobyen. Blodbånd er stærkere end retfærdighed.

Hvorfor skulle afstemningen om rapporten udsættes i et halv år? For at Israel kan fjerne beviser, true vidner til tysthed, likvidere?

Rapporten burde være gjort af en uvildig person, ikke en som står med det ene ben i Israel.

Det positive er, at en del af verdensamfundet endelig tør indrømme, at ikke alt hvad Israel gør er ret.
Men lobbyerne har stadig et stærk tag om EU-landene, som ikke stemte for Sikkerhedsrådet resolution, som gør Israel ansvarlig for krigsforbrydelser i Gaza. -?-

Israel er en lige så stor forbrydelse som kz-lejrene. Og det folk som tog imod allerflest jødiske flygtninge, blev takket ved at blive smidt ud af deres land og blive gjort til undermennesker af de mennesker som de hjalp.
Og hvordan kunne FN tillade tyveriet, uden at spørge ofrene først? Strider det ikke imod organisationens egne regler?
Men for at se fremad, så må verden forlange, at Israel hæver sin besættelse, eller giver deres ofre borgerlige rettigheder, så som valg- og stemmeret til Knesset!
Også Danmark, det er vel ikke bare for sjovt at vi sender unge mennesker i krig for demokratiet, eller hvad?

“USA ønskede at undgå at tage stilling for eller imod rapportens konklusioner, da et amerikansk veto til støtte for Israel ville skade relationerne til den arabiske verden, og amerikansk accept af behandling i Sikkerhedsrådet kunne forværre det anstrengte forhold til Israel og dermed skade præsident Obamas ambition om at få genetableret fredsforhandlinger med palæstinenserne.”

Og hvad er så Danmarks grund til undladelsessynderne?

Det er virkeligt spændende hvad der sker nu; vil Danmark, og de øvrige nordiske lande, endelig bakke op om de undersøgelser, - og kunne det måske lade sig gøre at få nogle sanktioner mod Israel så belejringen af Gaza kan stoppes?

Jeg må indrømme at jeg er meget spændt på hvor længe endnu den danske regering vil undlade at stille krav!

Er det vold, at forsvare sig mod en voldtægtsforbryder? I princippet ja, men lige som palæstinensernes legitime frihedskamp, må man anstændigvis betegne det som nødværge!

Israeli og Hamas officerer og soldater som har begået krigsforbrydelser skal selvfølgelig retsforfølges ligesom krigsforbrydere fra et hvilket som helst andet land. Jeg vil også mene i Israels tilfæld at det ultimativt er en støtte til landet at insistere på at en uvildig efterforskning af Gaza krigen. Israel vil jo gerne blive ved med at kunne bryste sig af at være regionens eneste demokratisk retsstat, og Gaza krigen var jo en kæmpe sejr til Hamas. Det var Hamas mål at nedbringe katastrofen på de Palæstineniske folk til ingen andet formål end lige det der så vellykket opnåedes. Dårlig PR for Israel. Kynisk men effektiv. Israel leverede varen ligesom de gjorde det i syd Libanon 2 år før.

Mens ingen i fuldt alvor forventer at Hamas indleder en uvildig efterforskning af deres krigsforbrydelser, vil alle øjne kigge til Israel for at se om det gør. Alle kan hurtig enes om at den Israeli reaktion var groteskt overdimensioneret i.f.t. den provokation det blev udsat for. Det gør naturligvis, at vi, som observerer forfærdelsene fra sikker afstand, bliver mere tilbøjelig end nogensinde til at glemme at der findes store segmenter af den israeli befolkning som er stærkt imod den måde den siddende magt forsøger at ‘løse’ konflikten med naboen. Hvis Israel så også nægter en ordentlig efterforskning af krigsforbrydelser, og de moderate Israeli befolkning ikke synligt nok opponerer nægtelsen, tager dæmonisering af hele den Israeli nation atter et nøk opad. Det betyder sejr til Hamas som, på tur betyder marginalisering af moderate israeler.

Men jeg er bang for at Hamas er dårlige nyheder for det Palæstinensiske folk på sigt. Hamas har jo en hel anden dagsorden end det Palæstinensiske folks vel og ve, og det skal nok vise sig i fuldt rabiate flor den dag Hamas opnår ubestrident magt i regionen. Der er tale om regionens potentielle Taleban. Palæstinenserne vil opdage at de har fået en brutal overherrdomme udskiftet med en endnu mere brutal. Den groteske ironi er at Israel kan i denne situation vise sig som Palæstinensernes eneste mulig redningsmand.

Jeg er ikke i tvivl om at bare man kunne fjerne den meste yderligtgående rabiate 20% af befolkningen fra begge parter, kunne de resterende 80% hurtigt finde frem til en acceptabel løsning af deres konflikt. Men så længe disse 20% bliver ved med at have held til at drive konfrontationspolitik med hinanden, vil de andres meninger og forsøg på forsoning virker naivt, og der vil forlanges - i sikkerhedens og i frihedskampens navne - at de viser deres solidaritet med deres respektive ledere, og underordner sig. Tragedien i Mellem Østen er ikke alene at en hele nation er holdt gidsel til de krigsførende magters hadefuldte impulser, men at en stor del af den anden nation også er det.

Det er det vi skal have i mente når vi lægge pres på for efterforskning af krigsforbrydelser. Målet må være at give de moderate deres stemme tilbage, og for så vidt muligt at marginalisere de rabiate. Det kræver snilt og ædruelighed (Karsten Johansen!) ellers risikere man at opnå det stik modsat.

Jeg bliver altid lidt forundret over at høre, hvad Obama kan eller kunne have gjort. Det lyder som om der er et ønske om, at den amerikanske præsident var en diktator, der ikke behøvede flertal for sin politik.

Hvor mange fra hans eget parti er mon helt enige med modparten i spørgsmål vedrørende Israel?

Og ikke mindst: Hvad har Danmark tænkt sig at gøre m.h.t. undersøgelser, sanktioner m.v.?

@ Inger

Nu tales der om Israel-Palæstine konflikten ikke OL og Guantanamo, som Obama i øvrigt ikke har gjort en dyt for.

Det handler ikke om at “miskreditere”… den slags siger man kun for at aflede opmærksomheden fra de ukontroversielle fakta.

Du har slet ikke givet din indsigelse — du har kun miskrediteret kritikken som ugyldig, fordi Obama er “oppe imod stærke kræfter.”

USA’s politik konvergerer med Israels. Uforsonligheden er grundet dette faktum.

Naturligvis har USA intet at miste og alt at vinde, såfremt fred i denne konflikt opnåes.

Derfor kan der, som du siger, godt eksistere en del bagtrappepolitik (“stærke kræfter”). Det er netop derfor, at jeg skriver, hvorledes man ganske ukontroversielt og lettere konservativt kunne forvente at Obama reagerede inden for de amerikanske realpolitiske rammer.

Det jeg prøver at vise, er, at han ikke tager disse åbenlyse trin og at vi dånende lader tvivlen komme ham til gode, euforien over Bush’s afgang ufortjent har befriet os for vor ellers magre skepsis.

Når det kommer til denne konflikt, så er han ikke indstillet på at hjælpe palæstinenserne med de mulige remedier, der står ved hans magt og det skyldes ikke pres, mere end det skyldes hans egen politiske bedømmelse.

Vi har utallige gange set USA sætte foden i jorden over for Israel, men hvad angår bosættelser, besættelsen, blokaden, muren og i det hele taget apartheidsystemet, så står USA ganske godt plantet i status quoen.

Forandringen skal komme nede fra og meget tyder på, at det er den amerikanske befolkning, der skal tage initiativet, da konflikten hovedsageligt opretholdes gn. USA’s støtte til Israel.

Lad mig blot gentage:

“Hvis Obama var alvorligt imod udvidelsen af bosættelser, kunne han nemt gøre konkrete foranstaltninger, for eksempel ved at reducere USA’s økonomiske støtte, der afsættes til dette formål. Det ville næppe være en radikal eller et modigt træk.”

@ Inger,

Nu har jeg jo også fulgt med i dine kommentarer i øvrige artikler, så meningen var ikke at fremmedgøre dig, da jeg ofte er sympatisk over for dine bemærkninger.

Hva angår den amerikanske befolkning, så synes jeg, at det er rigtigt, at USA er blandt de frieste nationer i verden. De har en testamentarisk arv oven på årtiers dedikeret aktivisme, der gennem social kamp har erhvervet rettigheder såsom: handlefrihed og ytringsfrihed m.m.m.

Derfor har amerikanerne alverdens muligheder for at organisere sig i stedet for at te sig som “frivillige nordkoreanere.” Men, det synes jeg nu heller ikke at de gør. USA er et aktivistisk hotspot, men det er ikke en funktionelt demokrati, hvorfor befolkningens røst alligevel er mod “stærke kræfter.” Dog, har de i forhold til øvrige nabostater på selvsamme halvkugle ganske stort albuerum uden risiko for forfølgelse.

Obama kunne nok ikke egenhændigt gøre så meget, men han har muligheden for netop at mobilisere befolkningen, der trods alt er den anden største magt i landet! Han og resten af hans parti er bare ikke interesseret i at involvere hverken egen befolkning eller indgå i altruistiske bevægegrundlage for mægling i Israel-Palæstina konflikten.

Poya Pakzad

Nu har jeg ikke så megen eksakt viden om de forskellige ting der er foregået i amerikansk politik som så mange andre. Noget ved jeg dog. Men mine kommentarer hvad det angår baserer sig i høj grad på ”følelser” og ”fornemmelser” og ”holdninger”.

Det eneste sted hvor jeg står lige med andre vidende debattører er angående hvad der foregår inde i Obamas hoved og hvilke intentioner og planer han har i det lange løb. Her er vi vist alle på ”herrens mark”.

Det i høj grad et spørgsmål om ”valg”, hvad man vil tro. Jeg vælger at lade tvivlen komme ham til gode, og håber det bedste – både for almindelige israelere og palæstinensere.

Egentlig kunne man jo spørge, om de der almindelige amerikanere ikke ved hvad der er bedst for dem selv.

Det samme kunne man spørge danskerne om, når de nu bliver ved med at vælge den slags regeringer.

Min ”fornemmelse” er, at amerikanerne har taget et stort skridt i den rigtige retning. Danskerne mangler stadig at vågne op.

Men du har ret, Poya Pakzad, det er kun naive tåber som mig, der lader tvivlen komme en politiker til gode - lige indtil det er bevist, at de ikke har fortjent det.

Nu er forholdet mellem Israel og USA ofte blevet beskrevet som ‘halen der logrer med hunden’.

Det synes de åbenbart ikke er så sjovt mere.

Parallelt med at amerikanske jøder ikke længere synes Israel er så hip mere kan jo også forklare denne ændring i holdningen.

Jeg tror at Israel omsider har spillet deres Auschwitz
kort én gang for meget.

Der må da være grænser for hvordan deres evindelige klynkeri kan legitimere deres forbrydelser!

Vil Obama Tilbyde Palæstinenserne en “Stat” eller “Stegt Kylling”?

13.10.09 Modpunktet | Af: Poya Pakzad
http://modpunktet.blogspot.com/2009/10/vil-obama-t…

Hvor længe skal der gå, før dånende europæere og statsledere verden over indser, at Obama ikke er det, som vi tilskriver ham? Den nylige Nobel-pris kom endda angiveligvis bag på præsidenten. Nogle siger, at det vil presse ham til at holde sine løfter. Men hvilke løfter?

Vi er så ivrige efter at tilbede Amerika, at euforien over Bush’s afgang ufortjent har befriet os for vor ellers magre skepsis. “[En] simpel eksorcistisk optræden, bedre kendt som en valgkampagne, har ryddet forbandelsen af vejen,” fortæller Josef Joffe til Times Magazine tilbage i novemberudgaven, “Men politik er ingen forløsning.”

På trods af sporadiske sobre udmeldinger om Obama, så hersker der stadig en vilje til at lade tvivlen komme ham urimeligt til gode. For eksempel og især når det kommer til en fredsløsning i mellemøsten.

Mødet mellem Obama, Netanyahu og Abbas på sidelinjen tilbage i maj, som var efterfulgt af Obamas tale i Cairo, blev fortolket bredt som et vendepunkt i USA’s Mellemøst-politik. Men “når det kommer til realpolitik og de valg, der må træffes, har verden endnu til gode at se, hvad USA’s plan for Mellemøsten reelt går ud på,” skrev udlandsredaktør Jette Elbæk Maressa i Jyllandpostens blog. David Trads skriver mere opmuntrende i Berlingeren, at ” Obama [har] indledt noget, der ligner optakten til et USA-drevet fredsinitiativ i Mellemøsten.”

Ved nærmere eftersyn var det allerede dengang ganske klart, at Obama’s “fredsinitiativ” var et ideologisk fremfor et beskrivende forehavende.

Man har aldrig forventet særlig meget af Netanyahu. Hans tale på Bar Ilan universitetet i kølvandet på Obama’s tale i Cairo satte dagsordenen. Obama og Per Stig Møller mente, at det var et vigtigt skridt fremad.

I virkeligheden var det en afvisning af næsten alle betingelser i den forestående fredsproces. Bibi, som Netanyahu også kaldes, gjorde det klart, at hans engagement var videreførelsen af den årelange gennemtvingelse af et palæstinensisk Bantustan.

Bantustan-modellen under israelsk overhøjhed havde sin fornemste fortaler i Menachem Begin og senere Ariel Sharon i deres højre-zionistiske Likudparti. Jens Nauntofte skrev tilbage i 1983 i Politiken, at “kun ved et yderst drastisk indgreb udefra skønner jeg, at dette Palæstinustan á la Begin kan omstødes.”

Det “drastiske indgreb” står ved Obama’s magt. Men selv før talen på Bar Ilan stod det klart, at Obama ikke ville presse Israel. For en nærmere forståelse af denne sammenhæng, skal begrebet Bantustan i forhold til Israel-Palæstina konflikten forklares.

Bantustan’er er bedre kendt som de områder i Sydafrika, som apartheid-styret betragtede som selvstændige enklaver, men som reelt var “hjemlande” for de udstødte sorte borgere under effektiv sydafrikansk kontrol.

Den bagvedliggende betydning af Oslo-aftalen i 1993, var at skabe et palæstinensisk Bantustan. USA og Israel greb anledningen til at bestikke den allerede korrupte og nu desperate palæstinensiske ledelse til at være surrogater for Israelsk magt.

Meron Benvinisti skrev i sin tid, at “samarbejde baseret på de aktuelle magtforhold ikke er mere end permanent israelsk overherredømme i forklædning, og det palæstinensiske selvstyre er blot en eufemisme for Bantustanisering.”

Sandhedens øjeblik ankom senere ved Camp David. Præsident Clinton og premierminister Barak gav Arafat et ultimatum om formelt at acceptere et Bantustan eller bære det fulde ansvar for “fredsprocessens” sammenbrud.

Arafat afviste imidlertid at vige fra de juridiske betingelser for at løse konflikten. Den internationale konsensus, der er forankret i international lov, er nemlig den israelske tilbagetrækkelse til 1967-grænserne med “mindre og gensidige justeringer.”

Denne fredsformular, der er bedre kendt som tostatsløsningen, er støttet af hele det internationale samfund med undtagelsen af Israel og USA, der årligt stemmer imod dens implementering i Generalforsamlingen i næsten total isolation.

Nauntofte skrev i 1983 i samme artikel, at “det kniber med at finde indflydelsesrige regeringer, der vil støtte et sådant statsprojekt.” Det var faktisk lidt af en overdrivelse, da Sikkerhedsrådet (de “indflydelsesrige regeringer”) i 1976 og 1980 havde kaldt på etableringen af en palæstinensisk stat og komplet Israelsk tilbagetrækkelse til 1967-grænserne. Begge gange afviste Israel det blankt, på trods af PLOs villighed til at anderkende Israel, og USA nedlagde begge gange veto.

En korrigering af Nauntoftes udtalelse ville være, at: “Det kniber med at få USA til at støtte et sådant statsprojekt.”

Faktisk var der tilbage i maj og i dag ingen tegn på, at Obama-administrationen vil “støtte et sådant statsprojekt.”

Tilbage i maj mødtes Obama også med Jordans kong Abdullah, der ifølge AFP fastholder, at “der ikke er ændringer til det arabiske fredsinitiativ, og der er ingen grund til at ændre den. Enhver tale om ændring heraf, er uden hold i virkeligheden.” Det arabiske fredsinitiativ fra 2002 er en gentagelse af den langvarige internationale enighed om, at Israel skal trække sig tilbage til den internationale grænse. Initiativet opfordrer til en palæstinensisk stat, der skal fastlægges i Gaza og på Vestbredden efter Israels tilbagetrækning. Det tilføjes, at de arabiske stater, så skal normalisere forbindelserne med Israel.

Alle de øvrige 21 medlemmer af Den Arabiske Liga har godkendt og opfordret planen inklusive Organization of Islamic States, herunder Iran.

Obama har rost initiativet og opfordret de arabiske stater til at gå videre med normaliseringen af forholdene med Israel. Indtil videre har han ikke anderkendt forslagets forhåndsbetingelser og dermed implicit opretholdt den traditionelle amerikanske afvisningspolitik.

Der er ingen tegn på, at Obama er parat til at overveje det arabiske initiativs kerneindhold, endsige fremme det.

Indtil videre har det mest presserende element i Obama-administrationens politik vis-a-vis israelerne været opfordringen til “fastfrysning af bosættelser.”

Israels bosættelsespolitik i de besatte områder siden Oslo har medført en fordobling af bosætterbefolkningen fra 280.000 til knap en halv million i dag. Bosættelserne optager næsten halvdelen af arealet på Vestbredden. Bosættelserne er aldrig stoppet og under Netanyahu er de stadig i hastig udvikling med såvel nye konstruktioner og “naturlig vækst” i de allerede eksisterende bosættelser.

Hvis Obama var alvorligt imod udvidelsen af bosættelser, kunne han nemt gøre konkrete foranstaltninger, for eksempel ved at reducere USA’s økonomiske støtte, der afsættes til dette formål. Det ville næppe være en radikal eller et modigt træk.

Bush Sr. administrationen handlede i sin tid hinsides overflødig retorik, da den gjorde indsigelse mod de “ulovlige bosættelser” ved at true med standsningen af økonomisk støtte til dem. I skarp konstrast anfører Obama administrationens embedsmænd ifølge NYTimes, at sådanne foranstaltninger “ikke er til debat”, og at eventuelt pres vil være “symbolsk.”

Los Angeles Times rapporter, at “amerikanske embedsmænd” privat har sagt, “at de aldrig havde forventet at vinde en samlet fastfrysning og bemærkede, at Mitchell havde undgået, at udtale dette som et mål.”

Alt i alt betyder dette, at Obama-adminstrationens vage opfordring til fastfrysning var udtænkt spin, der var designet til at aflede opmærksomheden fra konsolideringen af de i forvejen etablerede “ulovlige bosættelser.”

En øvrig foranledning til eufori i medierne var Obama’s ytring af begrebet “palæstinensisk stat.” Det var faktisk Bush, der før ham havde pioneret udtrykket i amerikansk politik.

Det var faktisk også Netanyahu-regeringen der i 1996 pionerede begrebet i israelsk politik, da David Bar-Ilan sagde, at palæstinenserne kunne kalde det stykke jord, der var tilbage for “en stat”, hvis de havde lyst, men de kunne også alternativ kalde det for “stegt kylling.”

Det afgørende spørgsmål er så, om hvorvidt Obama’s begreb om en “palæstinensisk stat” er baseret på den internationale grænse, som det er udtrykt i verdensretten og den internationale konsensus, eller om han vil overlade israelerne til etableringen af et bantustan eller tilberedelsen af “stegt kylling.”

En ganske ukontroversiel opfordring som Obama kunne diske op med i denne sammenhæng, er afviklingen af den “ulovlige mur” på Vestbredden og den “ulovlige blokade” i Gaza.

Dette ville være ukontroversielt, da der både er en verdensretserklæring om ulovligheden af muren og en nylig kommissions-rapport fra FN, der utvetydigt fastholder blokadens ulovlighed.

De planer der udføres lige nu er designet til at give Israel kontrol over de mest værdifulde arealer på Vestbredden. Fragmentering af Vestbredden i frakoblede og ikke-levedygtige enklaver har hindret meningsfuld palæstinensisk udvikling. I store dele af Vestbredden og i Østjerusalem er de eneste ledige arealer til bygning af huse under israelsk jurisdiktion, mens vandforbruget hos de 5.000 jødiske bosættere i Jordan-dalen svarer til 75% af vandforbruget hos de to millioner palæstinensiske indbyggere på Vestbredden.

Den “ulovlige mur” giver også israelerne kontrol over Vestbreddens grundvandsreserver. Israel vil være i stand til fortsat at sikre, at palæstinenserne kun får en fjerdedel af det vand som israelerne i bosættelserne drikker, som Verdensbanken rapporterede tilbage i april. I nogle tilfælde ligger vandforbruget under de anbefalede minimumsniveauer.

I Gaza har de regelmæssige israelske bombardementer og den ulidelige belejring medført, at befolkningen lever langt under fattigdomsgrænsen, 96% er afhængige af nødhjælp, som Israel nægter dem, og børn lider i vid udstrækning af underernæring.

Obama har ikke udtalt en eneste sætning om disse forhold, men var hurtig ude og besøge den tilgrænsende israelske sydstat, for at erklære sin sympati med israelere der lever i frygt for vilkårlige raketangreb.

Obama fortsætter med at støtte alle disse programmer, og har endda opfordret til en betydelig, hidtil uset, stigning i militær bistand til Israel over de næste ti år. Det ser altså ud til, at palæstinenserne skal tilbydes “stegt kylling.”

Det skal understreges, at Israel ikke havde noget troværdigt påskud for angrebet i på Gaza i december, med fuld amerikansk støtte og ulovlig brug af amerikanske våben ifølge Amnesty Internationals rapport “Fueling the War”.

Israel handlede ikke i selvforsvar. Det er et aldeles uholdbart postulat i lyset af Israels fortsatte afvisning af fredelige midler, der var let tilgængelige både før, under og efter massakren.

Israels belejring af Gaza er i sig selv en krigshandling, som Israel selv anderkender, da den gentagne gange har iværksat større krige på baggrund af ørkesløse blokader – i særdeleshed seksdageskrigen i 1967.

Senest har Obama-administrationen komplet afvist konklusionerne i FN’s Goldstone-rapport, der opfordrer til retsforfølgelse af krigsforbrydere fra såvel den israelske og palæstinensiske side. Uden bevisgrundlag har USA afvist rapporten som værende “dybt forket” og “principielt uacceptabel.”

Alligevel fastholder USA, at rapportens forbliver i FN’s menneskerettighedsråd og ikke sendes videre til Sikkerhedsrådet.

Professor Stephen Zunes skriver, at “hvis sagen bringes videre til FN’s Sikkerhedsråd, som Goldstone-kommissionen anbefalede, ville det skabe debat om krænkelser af den humanitære folkeret begået af en vigtig amerikansk allieret over for et organ, der i modsætning til FN’s Menneskerettighedsråd har en håndhævelsesmekanisme. Det ville også give langt større medieeksponering af israelske krigsforbrydelser, hvoraf de fleste blev gennemført ved hjælp af amerikanske våbensystemer og tilrettelæggelse.”

Human Rights Watch skriver, at afvisningen af rapporten sender et budskab om “at alvorlige overtrædelser af krigslovene vil blive behandlet med fløjlshandsker, når de begås af en allieret.”

Human Rights Watch fortsætter, at “USA har fremført, at vedtagelsen af Goldstone-rapporten og dens anbefalinger vil forstyrre [USA’s] bestræbelser på at genoplive fredsforhandlingerne mellem Israel og Den Palæstinensiske Myndighed. Men Goldstone mindede Rådet om, at ignoreringen af angreb på civile vil underminere bestræbelserne for fred. Det internationale samfund må konfrontere realiteterne i rapporten, sagde han, og derved “finde et meningsfuldt grundlag for udøvelse af fred og sikkerhed.””

Afslutningsvis bør det noteres at fred kun kan opnåes såfremt den er baseret og forhandlet omkring parternes juridisk berettigede krav.

Professor Henry Siegman skriver, at ” Sikkerhedsrådet har ansvaret for at løse konsekvenserne af Seksdageskrigen (besættelsen), hvis parterne ikke er i stand til at gøre det. Det var underforstået i de beslutninger og det sprog, som understregede ulovligheden af erhvervelsen af territorium gennem krig.”

Siegman taler om FN resolution 242, der kalder på israelsk tilbagetrækkelse og arabiske staters vedkendelse af israels ret til at leve indenfor sikre og anderkendte grænser, som en formular for oprettelsen af en palæstinensisk stat.

Siegman fortsætter med at sige, at “USA og det internationale samfund skal handle bag resolutionens lodrette logik, nemlig at standarden er en tilbagevenden til status quo fra før 1967 grænserne” uden ensidige justeringer af grænsen.

Han fortsætter, at “Præsident Obama har tilkendegivet, at han agter at fremlægge en ramme for Israel og det palæstinensiske selvstyre for en permanent statusaftale. Hans mål for freden i Mellemøsten, før tostatsløsningen forsvinder, ville være bedst tjent med en sådan ramme, hvis den er grundlagt af en resolution i Sikkerhedsrådet om oprettelsen af en palæstinensisk stat,”

— og ikke israelsk tilberedelse af “stegt kylling” eller et såkaldt (påtvunget) bantustan.