Irans guddommelige mareridt

Det var slemt, men værre var det heller ikke. I ugerne op til det iranske valg tidligere i år påpegede det amerikanske magasin Newsweek, at Iran trods alt ikke kunne siges at være et militærdiktatur.

Det var dengang. For nu godt fire måneder efter valget kunne noget tyde på, at Irans fremtid kan være som miltærdiktatur. Den uafhængige militære enhed Revolutionsgarden har nemlig fået tilkæmpet sig en unik magtposition efter valget både politisk, militært og økonomisk. Det mener Ali Alfoneh, der er ekspert i Iran og ansat ved American Enterprise Institute for Public Policy Research.

»Den udvikling, vi har set både med hensyn til økonomisk og politisk magt, og den måde som Revolutionsgarden har udnyttet krisen til at befæste sin position i det iranske samfund på efter valget, peger for mig på, at Iran er på vej mod et militærdiktatur,« siger Ali Alfoneh.

Svindel var svindel

At Revolutionsgarden ville stå som den virkelige vinder af valget, har han sagt før. Han udtalte således over for Information under urolighederne omkring valget, at urolighederne var ‘skabt’ af netop Revolutionsgarden - med præsident Ahmadinejad som dens forlængede arm. Man svindlede bevidst så stort med valgresultatet, at man kunne forudse massive protester og herved skabe en situation, hvor udvidede beføjelser til Revolutionsgarden ville blive eneste mulighed for at slå urolighederne ned.

»Hvorfor manipulerer et styre, der har 30 års erfaring med at lave sandsynlig valgsvindel, på en sådan måde så det er tydeligt for alle, at der er tale om snyd?« spørger han retorisk. Virkeligheden taler for Alfoneh sit tydelige sprog. De øverste oppositionsledere er godt nok stadig frie, men deres aviser er blevet lukket, deres hjemmesider er lukket ned, og de fleste kampagneledere sad i fængsel inden for 24 timer efter valget. Der har samtidig været ‘stalinistiske processer’ i tv, hvor de har stået frem - sandsynligvis på baggrund af tortur, trusler og isolationsfængsling - og ‘indrømmet’ at være styret af CIA.

Derudover er der blevet skabt en lovlig adskilt efterretningstjeneste inden for garden, der nu laver det samme som Efterretningsministeriet. Herudover er også den meget voldelige folkemilits Basij nu også officielt lagt ind under Revolutionsgarden.

»Samtlige af målsætningerne for Revolutionsgarden er opfyldt. De dominerer politisk, de dominerer økonomisk, og de begynder nu også at udkonkurrere Efterretningsministeriet på lovlig vis. Drejebogen er fulgt til punkt og prikke,« siger Ali Alfoneh.

En stat i staten

Heller ikke Fariba Parsa, cand.scient.pol. fra Københavns Universitet og ph.d. fra RUC, ser positivt på gardens stigende indflydelse efter valget. Revolutionsgarden er på vej til at blive en økonomisk uafhængig enhed, der investerer i alt fra biler og ris til fødevarer og olie.

»Den vokser og vokser som en uafhængig magtfaktor. En stat i staten, der kan bestemme, hvad den vil. Dens vilje har direkte indflydelse på den førte politik,« siger Fariba Parsa.

Hun ser som Alfoneh en bevægelse væk fra et præstestyre mod et militærdiktatur i Iran i takt med, at Revolutionsgarden blander sig i flere og flere samfundsforhold.

»Siden hvornår har det været militærets opgave at stå for eksempelvis produktionen af kyllinger?« spørger Fariba Parsa retorisk.

Ifølge magasinet TIME, har Revolutionsgarden efter valget nu ligeledes reel politisk kontrol over Irans atomkraftprogram, ligesom den sidder tungt på Indenrigsministeriet, Forsvarsministeriet og administrationen af olie. De har oprettet deres eget universitet og har egen havn.

»Man ser igen og igen, at de bare overtager en virksomhed og efterfølgende får den foræret. Man øger deres bevilling tilsvarende til en given pris, og de betaler så tilbage til staten med statens egne penge, hvad de reelt har taget med magt,« siger Ali Alfoneh.

For nylig tilbød de en første rate på 1,3 milliarder dollars for et køb af Irans største teleselskab. Det er altså tydeligt, at garden besidder en økonomisk ballast af en vis størrelse.

Revolutionsgarden har sat sig på det iranske samfund, mener lektor og vicestudieleder ved Institut for Tværkulturelle og regionale studier på Københavns Universitet, Claus Valling Pedersen. Samtidig er modstandernes tavshed i form af Rafsanjani, Khatami og Mousavi påfaldende. For Pedersen kunne det tyde på, at slaget om magten er tabt.

Og den megen vold har tydeligvis haft en afskrækkende effekt. I forrige weekend blev tre demonstranter fra valgurolighederne dømt til døden ved hængning. Der er rygter om overgreb i fængslerne, der inkluderer voldtægt og sodomi. Blandt de 400, man anslår, sidder tilbageholdt er der også flere indflydelsesrige personer, eksempelvis den tidligere vicepræsident Mohammad Ali Abtahi og Mir Hussein Mousavis svoger, Shapur Kazemi.

Det er folk tæt på oppositionen og pressefolk bl.a. Newsweeks Maziar Bahari og den iranske journalist Isa Saharkhiz, der ifølge iranske medier har fået brækket flere ribben under forhør. Også tidligere talsmand for de studerende, Abdullah Momeni, er tilbageholdt og skulle ifølge lokale medier være blevet ilde tilredt.

Iran-kender Reza Rahimpour mener, at brutaliteten i Iran, som vi ser den nu, tilmed er værre end den, man så under Shahen i 1979. Dengang erklærede hæren sig i det mindste neutral.

»Shahen var sådan set mild i forhold til det, vi ser nu,« siger Reza Rahimpour.

Volden virker

Hvorvidt dødsdommene bliver udført eller ej, er dog tvivlsomt. Men effekten vil bestå, for folk er ifølge Ali Alfoneh skræmte. Og selv om ingen tror på, at de førnævnte tv-tilståelser har nogen gang på jord, så peger de på, hvad de mennesker, der tilstår, har været udsat for. De er effekten af angst og frygt.

»Hvis en forhenværende minister, vicepræsident, bliver behandlet sådan, hvordan vil ‘jeg’ som almindelig borger, så blive behandlet? Det er det tankesæt, der skal gives videre. Om så de tre dødsdomme bliver til noget eller ej, så har man formidlet et klart signal om, hvor langt systemet er villigt til at gå,« siger Ali Alfoneh.

Reza Rahimpour tror dog, at det bliver ved det.

»Jeg tror ikke, at de finder det klogt at gennemføre de hårde domme. De vil hellere trække tiden ud,« siger Reza Rahimpour.

Og det er der ifølge Ali Alfoneh også al mulig grund til. Det er nemlig eneste realistiske mulighed for styret.

For den virkelige forandring i Iran som mange overser er, ifølge Alfoneh, allerede sket. De seneste 10 år har man fået et land, hvor de fleste iranere bor i storbyerne, samtidig med at graden af uddannelse er steget markant. Analfabetismen er stort set udryddet og sundhedssystemet er ifølge Alfoneh forbedret betydeligt. Der er større mobilitet både internt og uden for landets grænser, og der er sket en ‘kommunikationsrevolution’, der har gjort iranerne mere oplyste nu end nogensinde før. Det er den virkelige trussel mod styret og langt vigtigere end f.eks. diverse protestbevægelser.

Konfliktens virkelige omdrejningspunkt er et civilt samfund, der ikke længere bliver repræsenteret af dets styresystem. En udvikling, der ikke kan spoles baglæns eller holdes i ave med mindre, man holder landet i et jerngreb. Og meget tyder på, at det er det, Revolutionsgarden forbereder sig på.

»Brudfladen står mellem det faktum, at samfundet er moderniseret, men at man nægter at demokratisere samfundet i det omfang, som moderniteten kræver det. Det efterlader et militærdiktatur som eneste reelle mulighed, hvis den islamiske republik skal fortsætte,« siger Ali Alfoneh.

Drømmen om Iran

Så når den åndelige leder, Ali Khemenei, straks efter valgresultatet udråbte det som ‘et guddommeligt mirakel’, har han ret i den forstand, at hvis valget skal give nogen form for mening, må det være ud fra en overtroisk forestilling om, hvad Iran er i dag. Ikke som et reelt billede på befolkningens behov. Desværre er det en skævvredet forestilling om Iran, der meget vel kan blive særdeles virkelig for mange iranere, hvis Revolutionsgarden får lov at fortsætte sine magtudvidelser.

Noget der dog ifølge Reza Rahimpour kan ændre dette billede er en økonomisk krise, som både Irans mindre industrier og bønderne mærker lige nu. Ifølge Rahimpour skaber den en ulmende utilfredshed, der strækker sig ud over oprørets kerne, de højtuddannede, de studerende og de intellektuelle.

Desuden er der ved at blive skabt en oplyst middelklasse i Iran. En klasse, der, ifølge Rahimpour, nu også tager del i utilfredsheden. Derfor er der også en grænse for, hvor meget Revolutionsgarden kan rage til sig, uden at man ifølge Rahimpour vil se en folkelig reaktion.

»Jeg har ingen konkrete tal, men vil tro at cirka 50 procent af økonomien ligger i deres (Revolutionsgardens, red.) hænder. De importerer nu varer fra deres egen militære havn uden om staten. Den udvikling, samtidig med at almindelige handelsmænd må dreje nøglen om, kan skabe uroligheder,« siger Reza Rahimpour.

Claus Valling Pedersen peger ligeledes på økonomien som et punkt, der igen kunne få iranerne ud på gaden. Han mener ikke, Ahmadinejad har gjort nok for at sikre sig over for den økonomiske krise, der kan vise sig at være en langt mere omfangsrig trussel mod systemet, end den, der eksisterer på universiteterne og i Teheran.

Obamas upartiskhed

Spørgsmålet er, hvor meget verdenssamfundet skal komme på banen i forhold til udviklingen i Iran.

Nogle ser det som en fejl, at USA’s præsident ikke som f.eks. den tyske forbundskansler Angela Merkel eller den franske præsident Nicolas Sarkozy kommer mere tydeligt på banen og tager afstand fra, hvad man så i Iran omkring valget. Udgangspunktet for Barack Obama var dog, at man skulle holde sig neutral for at undgå beskyldninger om, at man ville blande sig i interne iranske affærer. Efter tv-tilståerne er de anklager kommet alligevel, og derfor har Obamas neutralitet for Reza Rahimpour da heller ikke haft nogen betydelig effekt. Det kunne et klart standpunkt til gengæld have haft.

»Det havde varmet de iranske hjerter, hvis man så en klar udmelding om støtte fra USA. Jeg mener, at det var en taktisk brøler ikke at bakke op. Det havde betydet enormt meget at have den - om ikke andet - åndelige støtte fra USA’s præsident,« siger Reza Rahimpour.

Fariba Parsa mener dog ikke, at det havde været en god ide. Hun mener, at det er vigtigt at sende et signal om, at det man ser nu er en økonomisk uafhængig iransk bevægelse. En folkelig bevægelse. Claus Valling Pedersen mener ligeledes, at hvis man ser Iran over en bred kam, så eksisterer der en voldsom antipati over for Vesten, der også spreder sig til reformfløjen.

»Ideen om, at det eneste man i Vesten ønsker, er at vælte styret, lever i bedste velgående. Set ud fra den vinkel - at den følelse sidder dybt i stort set alle iranere - så vil jeg sige, at det var en klog beslutning. Det kunne have virke kontraproduktivt at blande sig,« siger Claus Valling Pedersen.

Selv om beskyldningerne kom alligevel, så har man på bundlinjen ramt den nuværende ledelse i Iran, hvor det gør mest ondt.

»Når Obama siger: ‘Jeg blander mig ikke, og jeg viser respekt. Det er iranerne selv, der skal løse det her’. Så skaber han en uhyggelig svær position for regimet, fordi al deres retorik, som de f.eks. under Bush kunne storme frem med, mister sin gyldighed,« siger Claus Valling Pedersen.