BEIJING - »Formand Mao var demokrat. Han kæmpede for demokrati i Kina.«
Det er en innovativ beskrivelse af en af verdens mest berygtede diktatorer. Men den leveres af ingen ringere end formanden selv. Og omkring ham nikker andre kommunistiske ledere bifaldende.
Man skal lige knibe sig selv i armen og fokusere på teatersminken, der afslører, at her ikke er tale om den ægte vare, men skuespillere som i forbløffende grad ligner afdøde kommunistiske koryfæer.
I centrum er Tang Guoqiang, som har baseret sin karriere på at portrættere Mao. På hagen har han fået påklistret formandens karakteristiske vorte, og selv når kameraerne ikke snurrer, forbliver han i rollen som Den Store Rorgænger. Han svinger storladent med armene, som dirigerede han begejstrede rødgardister. Men i virkeligheden sidder imitatoren i et filmstudie i Beijing og holder pause fra optagelserne til filmen Jianguo Daye, hvis titel på dansk kan oversættes til ‘ophøjede ambitioner om at oprette en republik’.
Filmens agenda er en ordentlig mundfuld. »Den skal fortælle, at der i socialismens første fase er brug for at rehabilitere flerpartisamarbejdet og den politiske konsultation. Ellers kan det føre til en historisk tragedie,« forklarer Tang.
En gave til mor
Det gjorde han tilbage i marts. Siden er filmen klippet færdig, og i sidste måned ramte en af Kinas filmhistories største begivenheder så biograflærrederne.
Filmen er dedikeret til 60-året for den kommunistiske revolution, der blev fejret tidligere i denne måned. Som instruktøren siger det, så er filmen »en gave til vores mor.«
Den episke fortælling skildrer de fire år, der går forud for Maos sejr i borgerkrigen mod Chiang Kai-shek og hans nationalister, som til sidst flygter til Taiwan.
Hen mod slutningen erklærer en af Maos slagne fjender, at »man kan ikke ændre på historien.« Til det kan blot siges, at denne film gør et godt forsøg. For som skuespilleren Tang Guoqiang havde lagt op til, så er filmens budskab netop, at formand Mao var demokrat.
»Uden demokrati vil Kina aldrig få fred,« siger Mao selv i starten af filmen, hvor ordet ‘demokrati’ i øvrigt slynges ud i flæng. Og det er en besynderlig oplevelse at sidde i en biograf i Beijing, og se kinesiske demonstranter råbe »længe leve demokratiet!«
Hvad gik der galt?
Man må måbende spørge: Hvis Mao var så demokratiforhippet, hvad var det så, der gik galt? For som bekendt er Kina i dag ikke just demokratisk. Filmen fremstår derfor ulogisk eller måske oven i købet sarkastisk - men det er ikke hensigten. Det er i stedet at legitimere nutidens kommunistiske lederes magtgrundlag. For filmen påstår, at det faktisk lykkes for Mao at skabe et demokratisk Kina. Men det er immervæk i en svært genkendelig udgave af demokratiet.
Filmens bevis på demokratiseringen skulle være Det kinesiske folks politiske rådgivende konference. Organet oprettes med deltagelse af flere politiske partier. Men filmen nævner ikke, at partierne alle støtter kommunistpartiet, at de er ikke folkevalgte, og at organet absolut ingen magt har til at udfordre kommunistpartiets diktatur.
Konklusionen må være, at demokrati i kinesisk sammenhæng er, at man giver nogle semi-uafhængige partier lov til at sludre i en magtesløs forsamling, mens kommunisterne kører showet.
Stjernespækket
Huang Jianxin, filmens medinstruktør, mener, det er unfair at beskrive filmen som propaganda, og at det moderne kinesiske publikum er for sofistikeret til råt at sluge en forsimplet gengivelse af historien.
Under alle omstændigheder er filmen, der er lavet af det statsejede Kinesisk Filmgruppe, et gigantisk biografhit, og ligger allerede nummer to på listen over de mest succesfulde film i kinesiske biografer nogensinde. Det skyldes specielt, at propagandaen serveres af et enormt stjernegalleri. Når det kommer til at hylde kommunistpartiet og folkerepublikken har Kinas filmstjerner stået i kø, og i patriotismens navn har de oven i købet tilbudt deres service gratis.
Det er dog Tang Guoqiang, der har den absolutte hovedrolle som Mao. I hele 14 film har den 56-årige skuespiller haft rollen som rorgængeren.
»Det er en ære hver gang,« siger han. »For en kinesisk skuespiller svarer det til at spille Hamlet.«
I denne film skildrer Tang Guoqiang sit alter ego som en onkelagtig landsfader, der er troppernes og folkets helt. En mand, der ønsker at opbygge konsensus, og som ivrigt lytter til andres råd. Der er ingen tegn på det magtbegær og den ubarmhjertighed, som Mao oftest associeres med uden for Kinas grænser. Eller omtale af de dybe ar, som hans politik efterlod i det kinesiske samfund med bl.a. Kulturrevolutionen. Ej heller de omkring 60 millioner døde som vestlig historieskrivning anklager hans forfejlede politik for at stå bag.
Kapitalister er gode
Filmen indeholder dog scener, som kan ses som advarsler til kommunistpartiet i dag. F.eks. da Maos fjende Chiang Kai-shek stadig er Kinas leder, taler han om den korruption, som er med til at drive ham fra magten.
»Bekæmp den, og du vil tabe partiet,« siger han. »Hvis du ikke bekæmper den, vil du tabe landet.«
Det er den samme prekære situation, det korruptionsplagede kommunistparti i dag befinder sig i.
Men scenen, der tiltrak sig størst latter fra biografpublikum, er, da den storrygende Mao er frustreret over ikke at kunne købe cigaretter i en nyerobret by. Alle butiksejerne er nemlig flygtet af frygt for at blive jaget af kommunisterne for at være kapitalister.
»Vi bliver nød til at invitere kapitalisterne tilbage,« siger den rygetrængende Mao.
Hans kammerater er enige, og siger, at socialisternes dårlige økonomiske forvaltning kan være værre end en katastrofe på slagmarken, og de revolutionære er »nød til at arbejde sammen med kapitalisterne. Vi kan ikke ødelægge dem.«
Det gjorde den virkelige Mao dog, samtidig med hans økonomiske politik rigtignok var lige så slem som en katastrofe på slagmarken. Siden er kapitalismen blevet budt velkommen tilbage i Kina - og nu har vi via filmen den fiktive Maos ord for, at det er en god ting.
Kommentarer
“hans økonomiske politik rigtignok var lige så slem som en katastrofe på slagmarken.”
En pudsig metafor når man tænker på at Mao som taktisk guerilla kæmper, var uovertruffen.
Jeg har set filmen for nylig og er ganske enig i Martins betragtninger. Jeg vil tilføje at foruden den fantasifulde udlægning af KKP som demokratisk, er det helt centrale motiv i filmen at Kina ikke må deles: Med et delt Kina følger alverdens dårligdomme - som Mao siger i filmen er Kina ikke Korea. Hertil kommer en lang scene om nationalflaget, der bliver det med stjerner i stedet for et med den gule flod (den kinesiske civilisations vugge) fordi en sådan gylden stribe tværs over det røde flag ville fremstille et delt Kina, endelig erklærer selv Jiang Jieshi sig enig i, at Kina aldrig må deles.
Jeg har et spørgsmål til dig Martin: Har du nogen idé om hvorfor Deng Xiaoping er udelukket fra filmen? (Jeg er i tvivl om han er totalt udelukket eller om han dukker kort op i den humoristiske “stumfilmsscene”, mens han historisk deltog ganske aktivt i partiet i de år)
Diskursen om demokrati er i høj grad udemokratisk, for ethvert styre kan jo kalde sig demokratisk. Indien kaldes verdens største demokrati - hvad betyder det? MG begår efter min overbevisning den klassiske fejl, at han bedømmer Mao i en meget summarisk 2009-optik, hvor han ikke skiller tingene ad historisk. De fleste historikere er enige om, at Mao kunne være gået over i historien som een af de største statsmænd i det 20. århundrede, hvis han var død i 1955. For tiden før Borgerkrigen med Guomindang kan på ingen måde kaldes demokratisk, tværtimod, det var et feudalt, dybt korrumperet styre med lokale krigsherrer, der havde delt Kina mellem sig! Mit ærinde er IKKE at glorificere Mao eller negligere de ugerninger, han stod bag. Men i en komplet karakteristik af personen Mao hører med, at han gennemførte en folkelig revolution i oprør mod et dybt feudalt og korrumperet styre, hvor Kina var opdelt i klanområder med krigsherrer som lokale overhoveder.
Denne kommentar er anbefalet af:
Hej Anders Sybrandt
Jeg er helt enig i din udlaegning, at et af filmens centrale budskaber er, at Kina ikke maa deles.
Og ja, jeg syntes ogsaa det var utrolig interessant, at Deng Xiaoping har saa lille en rolle i filmen (han dukker faktisk op i nogle sekunder i ‘stumfilmsscenen’, da de oeverste i partiet samles til moede – og da jeg saa filmen her i Beijing, pegede naesten alle biografgaesterne mod laerredet og sagde Dengs navn, og det loed som gensynsglaede).
Men selvom han var aktiv i partiet i 1940’erne, var hans rolle jo ikke afgoerende for oprettelsen af folkerepublikken, som filmen handler om. Saa som nogle kinesiske venner sagde, da jeg for nylig spurgte dem praecist samme spoergsmaal som dig, saa ville filmen have ”vaeret endnu mere falsk, hvis de havde givet ham en stoerre rolle.”
Hej Jens Gegner
Filmen skal jo ses i 2009-optik, da den er lavet af styret i 2009 til et 2009-publikum. Dens formaal er jo i stor udstraekning at legitimere nutidens lederes ’demokratiske’ magtgrundlag, og ogsaa hamre igennem regeringens budskaber, bl.a. som Anders Sybrandt skriver, at Kina ikke maa deles.
Du har da ret, at det sagtens kan vaere, at Mao nok skulle vurderes meget mere positivt, hvis bare han var doed i 1955, og ikke havde naaet at udrette sine vaerste ugerninger. Og jo, han gennemfoerte en revolution mod et feudalt og korrumperet styre. Men jeg kritiserer filmen for at fremstille Mao som demokrat og folkerepublikken som demokratisk– for den paastand er hen i vejret, lige meget om den ses gennem 2009 eller 1949-optik. (Jo, ethvert styre kan kalde sig demokratisk, som du skriver, men der er immervaek nogle krav, der skal opfyldes, foer det bliver til sandhed.)
Og du efterlyser en ”komplet karakteristik af personen Mao” – det kan vi jo saa sammen haabe, at kommunistpartiet en dag vil tilbyde den kinesiske befolkning.
Bedste hilsner
Martin Goettske
Denne kommentar er anbefalet af:
Hej Martin,
Når jeg kaldte din anmeldelse for at være lavet med afsæt i en summarisk 2009-optik, mener jeg, at anmeldelsen er uhyre unuanceret og ensidigt fokuserer på negative sider ved Mao. Filmen er farvet, ingen tvivl om det, det er bare synd at din anmeldelse er ligeså farvet - blot med modsat fortegn! Demokrati kan ikke defineres som en konstant størrelse, men som en proces, der kan bevæge sig i flere tempi og i forskellige retninger. Kina er stadig en centralistisk 1-partistat, men betragter du udviklingen i landet de seneste 30 år - siden indledningen på den åbne dørs politik - har landet gennemgået en udvikling med en lang række målbare positive resultater som der næppe findes paralleller for i verdenshistorien - og dette vel at mærke inden for 1-parti systemets rammer! Nogle toppolitikere i dagens Kina mener, at Kina først nu er på vej mod udviklingen af en socialistisk stat med markedsøkonomi, hvor en bæredygtig økonomisk udvikling koblet med udbygning af det sociale samfund er kernepunkter. Hvis du ikke opfatter dette som en demokratiseringsproces, er vi fundamentalt uenige. Mao var banebrydende for den tidlige fase af udviklingen af dette samfund, han korrumperede i magtsyge senere, herom er vi enige.
Denne kommentar er anbefalet af:
Skal man tro hvad Jan Myrdal skriver så var diskussionen om, ”at vandre på kapitalismens vej” allerede i gang før kulturrevolutionen. Om Mao personligt skulle have ytret dette er nok tvivlsomt.
Se: Jan Myrdal og Per-Olaw Leijon: ”Drömmen om der goda samhället. Kinesiska affischer.”
Populärvetenskaplig skriftserie utgiven av Folkens Museum Etnografiska, Stockholm 1996.
Hej Jens Gegner
Jeg vil påstå at den eneste rimelige optik at se filmen i er netop en 2009 optik, for filmen leverer udelukkende et historisk dokument for nutidens skyld: Vi skal lære at KKP, trods det at al bevisbyrde modbeviser det, er demokratisk gennem filmens fokus på at republikken blev oprettet af KKP sammen med en sammenkomst af partier, der senere blev til den politisk rådgivende konference, som er ganske uden beslutningskompetence (den tager KKP sig selv af, men man kan da spørge de andre til råds, hvis man skulle have lyst hertil).
Det er stort set irrelevant at diskutere den historiske person Mao i forhold til denne film, for figuren Maos rolle i filmen dikteres i langt højere grad af partiets ønsker og behov i dag end af den historiske person Maos faktiske idéer, handlinger og ytringer - som Martin skriver benyttes Mao sågar til en apologetic overfor kapitalismen; vi har brug for kapitalister, siger Mao i filmen, for ellers kan han ikke få sin tobak (i grunden en uregerlig scene, som har flere metaforiske tolkningsmuligheder, end filmen umiddelbart lægger op til, for rygning skaber sygdomme i den fysiske krop, mens kapitalismen gør det samme i den sociale krop?)
Filmen handler grundlæggende ikke om Mao, han er kun, i sin egenskab af nationalt (parti-)ikon, et medium til at kommunikere hvad, det samtidige parti ønsker at kommunikere til “de hundrede navne”