»Der forhandles, som var det de sidste penge i verden.« Sådan lyder beskrivelsen af forhandlingerne omkring de godt to milliarder fra Globaliseringspuljen til forskning, innovation og uddannelse, som gik i gang i går. Og flere kilder omkring forhandlingsbordet spår, at der bliver kamp om milliarderne som aldrig før. Dels fordi der er færre penge end de foregående år, dels fordi krisen har skabt et ekstra pres på, hvad investeringen i fremtiden skal bruges til. En helt central strid bliver ifølge flere uddannelses- og forskningsordførere, hvorvidt professionshøjskolerne skal have forhøjet deres bidrag til vidensudvikling på velfærdsuddannelserne til sygeplejerske, lærer, pædagog og socialrådgiver. Professionshøjskolerne frygter, at regeringen igen i år lader broderparten gå til universitetsuddannelserne. Det kan betyder lukning af de nye centre, der skulle højne uddannelsernes viden om f.eks. læsning, matematik og indsatsen for tosprogede. Og netop videnscentrene var en af de vigtigste argumenter for at lægge uddannelserne sammen i professionshøjskoler.
Men professionshøjskolernes udmelding er bare en af mange stemmer i koret, der råber på flere penge. De kortere uddannelser skal tilgodeses med en milliard til 5.000 ekstra praktikpladser, hvoraf en del af midlerne skal komme fra Globaliseringspuljen. Universiteterne ønsker sig flere basismidler direkte til forskning, bedre vilkår for uddannelserne humaniora og samfundsvidenskab samt renovering og nybyggeri af især universiteternes dårlige laboratorie- og lokaleforhold. Læg dertil et erhvervsliv, der trænger til en saltvandsindsprøjtning i form af flere penge til iværksætteri og innovation. Tilbage står et regnestykke, der ikke går op.
Hvem trækker nitten?
Socialdemokraterne og de radikale har netop fremlagt et samlet udspil til, hvordan de mener globaliseringspengene er bedst givet ud. Håbet er, at det vil skabe et pres på regeringens plan for globaliseringsmilliarderne.
Oppositionen ønsker blandt andet at hæve taxameteret på velfærdsuddannelserne, samt at give flere basismidler til forskning på universiteterne. Flere basismidler til universiteterne er også en af Dansk Folkepartis mærkesager - og et af de store stridspunkter under de sidste fire års forhandlinger om globaliseringsmidlerne.
Men her ophører enigheden også, for oppositionens regnestykke går ikke op, hvis man spørger regeringen og Dansk Folkeparti.
Den milliard fra Globaliseringspuljen, som regeringen vil bruge på istandsættelse og nybyggeri på universiteterne, mener oppositionen skal findes direkte på finansloven via fremrykning af offentlige investeringer. Forbedringer af bygningerne er ifølge S og R ‘driftsudgifter’, der ikke burde tages fra pengene til mere forskning og bedre uddannelser.
På den måde bliver der en milliard mere til uddannelse og forskning, set med oppositionens øjne. Ud fra regeringspartiernes og Dansk Folkepartis synsvinkel er den ide helt urealistisk - specielt i en tid, hvor alle advarselslamper i dansk økonomi blinker.
En ting, alle forligspartierne kan blive rørende enige om, er, at forholdene for de universitetsstuderende på humaniora og samfundsvidenskab er blevet for usle: Det lave taxameter giver overfyldte auditorier og alt for få timers undervisning om ugen. Og selv om regeringen allerede har sat 100 millioner af på finansloven til det formål, så skal der findes flere penge via globaliseringsmidlerne.
Spørgsmålet er så, hvor pengene skal komme fra? Og det kunne se ud som om, at uddannelserne til lærer, sygeplejerske og pædagog igen trækker nitten, selv om undervisningsminister Bertel Haarder har lovet flere penge til professionshøjskolerne, og spørgsmålet ifølge flere kilder skaber splid langt ind i regeringspartierne.
Kommentarer
SAMFUNDET TRÆKKER DEN STORE NITTE
Af rektor Laust Joen Jakobsen, formand for Professionshøjskolernes Rektorkollegium
Hvis de heftige forhandlinger om globaliserings-midlerne ender ud med det frygtede scenarie om, at professionshøjskolerne – igen – trækker nitten i spillet om de få midler, rigtig mange fra uddannelses- og forskningssektoren slås om, vil vi se nogle skræmmende konsekvenser.
Lige nu og her vil vi skulle lukke videncentre og afvikle forskellige udviklingsaktiviteter, som vi allerede har investeret i, men hvor vi ikke får mulighed for at høste frugten. Det vil fx være på områder, som folkeskolen kommer til at lide under – viden inden for læsning, tosprogsundervisning osv. vil gå tabt. Det samme gælder for sundhedsområdet, hvor vi ikke vil kunne levere nyeste viden indenfor pleje, rehabilitering osv.
Vi vil også skulle trække os ud af nogle af de projekter og samarbejder, vi har lokalt med kommunerne og regionerne, ganske enkelt fordi vi ikke har ressourcer til at indgå. Vores undervisere vil ikke have tid til at lave udviklingsarbejde i samme omfang som nu. Det forringer kendskabet til praksis og er skidt for udviklingen af og kvaliteten i vores uddannelser og for det regionale samarbejde.
På sigt betyder det, at vi ikke kan være sikre på, at de unge – altså potentielle studerende – finder vores uddannelser og professioner attraktive. Det giver nogle kæmpe udfordringer for velfærdssystemet, for hvem skal så passe vores børn og pleje vores ældre?
Det vil virkelig være en nitte for samfundet!