»Aktivt at bryde visse love, krav og beordringer fra regeringer eller okkupationsmagter uden at gribe til fysisk vold og efterfølgende acceptere konsekvenser, som blandt andet kan medføre straf i henhold til gældende love, landsforvisning og andet.«

Civil ulydighed ifølge Wikipedia

Når politi og demonstranter tørner sammen i de københavnske gader, om det er efter rydning af ungdomshus eller kirkehus, om det er i forbindelse med demonstrationer mod EU eller klimatopmøde, så har det en stensikker konsekvens. Efter sammenstødet kommer bitterheden og hævntørsten hos de demonstranter, som har fået bank og hos de politibetjente, som har været skydeskive for alverdens kasteskyts. Og næste gang de støder sammen, bliver det værre. Der er et regnestykke, som skal gøres op. En optrapning af vold og magtmidler er begyndelsen til en dårlig spiral. I kølvandet på de voldelige demonstrationer på Nørrebro omkring Ungdomshuset, rejste der sig noget, der lignede en protestbevægelse af vrede teenageforældre, som oplevede, hvordan demonstranter behandles i politiets varetægt. De var chokerede, middelklassens børn blev ikke taget på med fløjlshandsker, de fik knippelsuppe, blev fængslet, fik tåregas og store bøder. Da Danmark i 2002 var vært for EU-topmøde gik det anderledes. Gadekampe og voldelig uro var forudset, men udeblev, og succesen blev efterfølgende tilskrevet den store indsats, som Københavns Politi gjorde for at føre dialog med de unge autonome grupper.

I mellemtiden har politiet fået peberspray, vandkanoner, visitationszoner, maskeringsforbud, omfattende videoovervågning, pansrede vogne, mulighed for ransagninger uden dommerkendelse, aflytning uden dommerkendelse. De har fået strengere straffe, præventive anholdelser og meget mere. Politiets Efterretningsvæsen har vokset sig til at omfatte 6-700 mand. Men det er ikke nok. I går lancerede justitsminister Brian Mikkelsen en uropakke. Den indeholder først og fremmest højere straffe for at begå hærværk i forbindelse med gadeuro, fængselsstraf for at lægge forhindringer i vejen for politiets arbejde og muligheder for at tilbageholde personer, som politiet mistænker for at ville bedrive vold og hærværk, i op til 12 timer. Det sidste betyder med Brian Mikkelsens ord, at man kan »tage en bus med voldelige aktivister« og køre den hen på politigården i stedet for ud til demonstration. Smart. Normalt vil den slags kræve en eller anden form for bevisførelse. Men med regeringens forslag kan bussen med aktivisterne så at sige parkeres på politigården i 12 timer uden anden begrundelse, end at politiet finder den mistænkelig.

Det vigtigste spørgsmål i forbindelse med uropakken er, om det i virkelighedens verden kan lade sig gøre at skille uromagere eller potentielle uromagere fra lovlige demonstranter. Retten til at demonstrere og ytre sig i gaderne er sikret i grundloven. Hærværk og vold er forbudt og straffes. Umiddelbart vil de fleste nok sige, at det er nemt - der er pokker til forskel på at gå igennem byen med protestskilt og slagord, og så at kaste brosten igennem butiksruder. Men lige præcis med skærpelsen af straffen for at forhindre politiet i at udføre deres arbejde og femdobling af bøder er der et grænsetilfælde, som giver politiet meget store beføjelser. Det drejer sig om den aktionsform, som hedder civil ulydighed. Det er ikke vold og hærværk, men som ovenstående definition siger, om bevidste brud på loven iværksat for at gøre opmærksom på en sag eller en uretfærdighed. Blandt eksemplerne, som også er nævnt på Wikipedia, er generalstrejken under Danmarks besættelse, Mahatma Ghandis kamp mod det britiske kolonistyre, Martin Luther Kings metoder i kampen for borgerrettigheder i USA, fløjlsrevolutionen i Tjekkoslovakiet. Når demonstranter lænker sig til kultransportbåndet på Amagerværket eller til skorsten eller sætter sig ned foran den bus, som transporterer irakiske asylsøgere væk fra Brorsons Kirke, er det udtryk for samme aktionsform. Når politiet ankommer og tager fat, så flytter man sig og undgår vold, og man tager sin straf.

Hvis straffen for civil ulydighed bliver for høj, hvis det koster fængselsstraf og store bøder at sætte sig ned foran en politibil eller stå i vejen der, hvor politiet nu har tænkt sig at gå hen, så vil effekten med garanti blive den modsatte. Så vil det blive opfattet som samfundets stillingtagen til det, som de ulydige har protesteret imod. Og så er det ikke længere Integrationsministeriet, Amagerværket eller Københavns Borgerrepræsentation, der er modstanderen, men et uretfærdigt og totalitært retssystem. Hvis Brian Mikkelsen er ude på at optrappe konfrontationerne med de unge klimaaktivister, så er han på rette vej. Han vil gerne skelne mellem fredelige demonstranter og bøller og ballademagere. Men de forslag, han har fremsat, overtræder grænsen og indskrænker det rum, der traditionelt har været i Danmark for at udtrykke sig også på alternative måder. Og det er en alt for høj pris at betale.