Opslag til denne artikel

Emneord:flygtninge og asyl
Personer:Birthe Rønn Hornbech, Lars Løkke Rasmussen
Organisationer:Flygtningenævnet, Rigspolitiet
Steder:Bagdad, Irak

Dansk politi synes at have været klar til at agere håndlanger for den irakiske delegation, der den 18. og 20. august afhørte afviste asylansøgere i Ellebæk Fængsel.

Ifølge en af Rigspolitiets egne tolke krævede formanden for delegationen under afhøringerne at få besked om, hvilken dato en bestemt afvist irakisk asylansøger ville blive sat på et fly til Bagdad. Tolken bevidner, at det skete, umiddelbart efter formanden havde truet den pågældende asylansøger med fængsling og genopdragelse tilbage i Irak.

Det fremgår af politiets egen redegørelse, som Information har fået aktindsigt i.

Det fremgår også af redegørelsen, at politikommissær i Rigspolitiet Steen Norup Andersen på omslaget til samme afviste asylansøgers sagsmappe har noteret delegationsformandens navn og derefter »- besked om tidspunkt«.

Steen Norup Andersen er leder af sektion 3, som tager sig af afviste asylansøgere i udsendelsesposition, og han var den højest rangerende politimand, der var til stede under delegationens afhøringer.

Da Nordsjællands Politi afhører Steen Norup Andersen om sagen den 29. august, hævder han ganske vidst, at han ikke har hørt delegationsformanden kræve oplysninger om, hvornår asyl-ansøgeren lander i Irak, ligesom han ikke har hørt nogle trusler, eftersom han »i sagens natur ikke forstår arabisk« - og eftersom afhøringerne, som Information kunne dokumentere i går, ikke blev oversat i deres fulde længde af de tilstedeværende tolke.

Denne afhøring finder sted fra kl. 16.50 til 18.40. Men klokken 21.00 samme dag ringer Steen Norup Andersen til Nordsjællands Politi med nye oplysninger.

Han forklarer nu, at han har været i telefonisk kontakt med kriminalassistent Britta Margrethe Lindholt, der ligeledes var til stede under delegationens møde med de afviste asylansøgere. Og hun har oplyst ham om, at »hun rent faktisk kunne huske noget om, at der havde været talt noget om besked om flyafgang til delegationslederen, og hun havde sagt til vidnet, at han selv havde noteret noget ned om det ved den respektive fremstilling af en asylansøger.«

Husk delegationen

Og det havde Steen Norup Andersen rigtignok, skulle det vise sig.

Efter samtalen med Britta Margrethe Lindholt kører han ind på politigården og finder asylansøgerens sagsmateriale frem. Og på omslaget til sagsmappen har han altså noteret, at han skulle huske at give delegationslederen besked om, hvornår asylansøgeren lander i Bagdad - noget han vel at mærke senere vil kunne blive holdt op på ved eventuelle aktindsigter, såfremt han ikke ændrer forklaring.

Travle dage

Hvorfor Steen Norup Andersen har skrevet sådan på sagsmappen, kan han dog »simpelthen ikke huske, idet det havde været nogle travle dage med ca. 40 fremstillinger af irakiske asylansøgere for delegationen.«

Men sikkert er det altså, at politikommissæren har forstået den besked fra delegationsformanden, som den ene af Rigspolitiets tre tolke siger, hun har hørt.

Som det fremgik af gårsdagens Information, hævder de to andre tolke, der var til stede, at de hverken har hørt eller oversat delegationsformandens udtalelser om den pågældende irakiske asylansøger.

Men spørger man Kåre Traberg Smidt, der er advokat for den irakiske asylansøger, som ifølge den kvindelige tolk blev truet af delegationen, er der nu sået alvorlig tvivl om både politiet og de to tolkes pålidelighed, hvad delegationsformandens udtalelser angår.

»Det her er vitale informationer for min klients sag. Jeg vil omgående rette henvendelse til Flygtningenævnet og gøre dem opmærksomme på denne detalje, der klart understøtter den kvindelige tolks forklaring og understreger, at politiet og de to andre tolke har et forklaringsproblem,« siger han.

Tavs Birthe Rønn

Hverken Rigspolitiet eller Integrationsminister, Birthe Rønn Hornbech, har svaret tilbage på Informations henvendelser om sagen.

Det lykkedes imidlertid for Information at få en kommentar fra statsminister, Lars Løkke Rasmussen, ved hans ugentlige pressemøde i går.

»Jeg har tillid til, at vi lever i et retssamfund, hvor man har mulighed for at indbringe myndighedernes ageren også for domstolene - ligesom man i forvejen i spørgsmål om tildeling af asyl jo har mulighed for at indbringe sin sag for Flygtningenævnet. Jeg er også bekendt med, at der er i nogle tilfælde har været genrejst sager ved det uafhængige domstolslignende Flygtningenævn med direkte adresse til de afhøringer, der fandt sted,« lød det fra statsministeren.