For at blive forsker på et universitet i dag skal man gennem tre nåleøjer og to styrkeprøver. Først skal man skaffe sig et ph.d.-stipendium og skrive et monstrum af en afhandling. Så skal man have et adjunktur og levere masseundervisning på samlebånd samtidig med, at man udgiver en række kortere forskningstekster. Hvis man klarer disse to styrkeprøver, er man kvalificeret til at søge et lektorat og hvis man slipper gennem dette tredje nåleøje, er man fastansat. Så begynder en uendelig jagt på forskningsmidler, for som lektor, er man primært ansat til at undervise. Fællesnævneren er konkurrence.

Kodeordene er produktivitet og selvhævdelse. Man skal på egen hånd producere en masse tekster, der regnes for at være forskning. Teksterne skal først og fremmest udgives - men det skal helst være på engelsk og de rigtige steder.

Myten om viden

Det som andre har tænkt eller undersøgt, er intet værd i sig selv. Man bliver ikke forsker af at påpege, at andre har ret og har lavet et godt stykke arbejde. Selvfølgelig skal man udvise passende hensyn til traditionen og dem, der har magten. Men det, det egentlig handler om, er at skille sig ud ved at vise, at andre tager fejl eller går helt galt i byen. Man skal finde nye vinkler på kendt stof og kile sig ind i litteraturens sprækker og åbninger.

Systemet skal sikre, at kun de klogeste hoveder slipper igennem og bliver vigtige tandhjul i den maskine, der hele tiden skaber større og bedre viden. Det er myten om vidensamfundet. Men i realiteten forholder det sig snarere omvendt. Konkurrencen fremmer opportunisme og kynisme. Nepotismen forsvinder heller ikke. Den bliver blot mere usynlig og subtil. Der bliver også produceret voldsomme mængder støj i stedet for viden.

Systemet indebærer nemlig, at forskere får en instrumentel holdning på viden. Det er ikke viden som mål i sig selv og social værdi, der er i centrum. Konkurrencens pris er, at forskeres primære relation til viden er: hvad kan jeg bruge den til i min egen forskning? Det er kun omsætning af viden til nye forskningsresultater, der belønnes.

Fragmenter uden mening

Resultatet er en enorm vækst i vidensproduktionen sideløbende med individualisering og opløsning af målet for forskningen. Væksten bliver et mål i sig selv. Produktionen finder sted for akkumulationens skyld. På grund af en uoverskueligt voksende tekstmængde, bliver den eksisterende viden skubbet i baggrunden og de guldkorn, der faktisk fremkommer her og der, forsvinder i den brusende informationsstrøm.

Forskning er i dag ensbetydende med eskalerende overproduktion af tekster. Viden bliver til løsrevne fragmenter uden mening og retning. Forskeren bliver vigtigere end forskningen. Personen skygger for sagen, der fortaber sig i det uvisse. Alle forskere prioriterer deres helt egen forskningsproduktion, selv om forsvindende få skaber fremragende resultater. Stort set alle forskere bliver faktisk glemt, så snart de ikke længere agerer levende reklamesøjler for sig selv.

Støjmængden vokser

Der er sket en kulturrevolution på universiteterne. De har gennemgået en proces, hvor de er blevet fuldt integrerede i samfundet. De særlige normer, der engang herskede i disse reservater, er blevet erstattet af samfundets dominerende mål og værdier. Vidensamfundet betyder altså ikke, at viden gennemsyrer samfundet. For viden er efterhånden et tomt begreb. Der er tale om, at samfundet har sat sig helt igennem på det vidensfelt, der tidligere var præget af relativ autonomi. Kapitalismen er blevet postmoderniseret.

Forestillingen om entydig sandhed er ikke længere bredt accepteret. Derfor er der ingen institutioner eller aktører, der kan bestemme, hvad der er viden. Der kan heller ikke opnås enighed om, hvad der adskiller viden fra støj. Denne situation skaber en vedvarende krise på universiteterne. Indadtil er det en identitetskrise og udadtil er det en legitimitetskrise. Konsekvensen er, at værditomrummet fyldes ud af kapitalismen. Viden skal være nyttig og effektiv. Målet er vækst og produktiviteten skal forøges gennem hård konkurrence med vægt på individuelle præstationer.

Når universiteterne er blevet støjsendere, er det altså mest af alt udtryk for, at de nu med fuld kraft bidrager til den støjmængde, der vokser over alt.

Peter Nielsen er ph.d. og lektor i politisk økonomi på RUC