Professor Frederik Stjernfelt på Aarhus Universitet måtte ikke vise et billede af Kurt Westergaards berømte Muhammed-tegning til et oplæg for en kinesisk delegation.

Det krævede Det Danske Kulturinstitut, der er delvist statsfinansieret, forud for et oplæg på en netop afsluttet konference i Eigtveds Pakhus. Konferencen skulle styrke de kulturelle bånd mellem Danmark og Kina og blev åbnet med en tale af udenrigsminister Per Stig Møller.

Frederik Stjernfelt var inviteret allerede i foråret, men da han to uger før konferencen fortalte instituttet, at han under sit oplæg om europæiske kultursammenstød og ytringsfrihed ville vise et billede af Muhammed-tegningen, var arrangørerne fra instituttet alt andet end begejstrede.

Strategiske overvejelser

Med henvisning til meldinger fra Kina og »andre udenlandske samarbejdspartnere« skrev Finn Andersen, generalsekretær i Det Danske Kulturinstitut i en mail til Frederik Stjernfelt:

»Det at vise den efterhånden ikoniske Westergaard- tegning vil udløse nogle dramatiske reaktioner fra såvel kinesisk som fra visse europæiske samarbejdspartneres side, som i værste fald medfører store udvandringer fra konferencen.«

Og videre:

»Jeg vil jo nødig have, at Det Danske Kulturinstitut bliver prügelknabe for afbrudte dialogforsøg med Kina, som har været under udvikling gennem de senere år (…) Jeg håber ikke, du vil opfatte dette som et censurforsøg, men kun en påpegning af nogle strategiske overvejelser over, hvordan vi får en konstruktiv dialog, som kan føre til tilnærmelser (til Kina red.)«.

Frederik Stjernfelt trak sig fra konferencen efter kravet fra Finn Andersen:

»Jeg overvejede at holde det uden tegningen, men jeg ville hellere være tro mod mine egne principper. Jeg har forståelse for, at Finn Andersen står i en penibel situation, men alligevel synes jeg, at man bør stå fast på principperne,« siger han.

Ifølge professor i international politik på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet Ole Wæver, er det ikke oplagt, at en kinesisk delegation skulle reagere på en Muhammed-tegning.

»Hvis sagen overhovedet handler om hensyntagen til kineserne, kan det hænge sammen med de aktuelle problemer, regimet har med den muslimske uighur- befolkning i det nordvestlige Kina. Kineserne ønsker ikke øget ballade omkring islam på grund af deres interne problemer. Men det ændrer jo ikke ved, at censur er en rigtig dårlig ting,« siger han.

Uholdbart’

Frederik Stjernfelt kalder det uholdbart, hvis man som foredragsholder ikke kan vise det, man taler om:

»Jeg havde ikke tænkt mig at være hverken provokerende eller grov. Jeg ville ikke bakke op bag tegningens udsagn, men udelukkende citere den. Der er sket det underlige i den her sag, at tegningerne bliver betragtet som så giftige, at man ikke længere kan citere dem, også selv om man ikke bakker op om indholdet,« siger han og påpeger:

»Det er jo endt ret paradoksalt med, at aflysningen af mit foredrag kom til at handle om netop det, som foredraget egentlig skulle beskæftige sig med.«

Det var på trods af flere henvendelser i går ikke muligt at få en kommentar fra generalsekretær i Det Danske Kulturinstitut Finn Andersen.