Opslag til denne artikel

Personer:Bjørn Nørgaard, Mette Lisby
Organisationer:DR, Nordisk Film, Politiet
Steder:Aalborg, Afghanistan, Danmark, Zambia

Ikke siden Danmark sendte hospitalsskibet Jutlandia ud til Koreakrigen 1950’erne, har vi haft en stor, lægefaglig enhed udstationeret i en krigszone, men det har vi haft i Afghanistan. To repræsentanter for felthospitalet var inviteret i morgen-tv tirsdag for at fortælle om deres oplevelser. På lazarettet får man mennesker ind, som har mistet en arm eller et ben - eller dem begge - og det kan være, der stikker benpiber ud. Arbejdet kan også bestå i at pille granatsplinter ud, og således var en treårig pige blevet bragt ind med 165 små fragmentationshuller i kroppen. Det var det værste, Monica, den ene af de to, havde oplevet.

En hård én at starte morgenen på, men indslaget var et godt korrektiv til nyhedsudsendelsernes lakoniske meddelelser om dræbte soldater og vejsidebomber samt udsendelser om dagliglivet i lejrene.

Så fulgte et indslag om motion.

Tv-historie

En brat overgang fra rædsel til livsstil, men blandingen af relevante, journalistiske indslag med servicestof for forbrugere og noget rent underholdende har været kendetegnende for morgen-tv, lige siden det startede på en lokal station i Aalborg i 1984, men snart efter blev kopieret af den københavnske Kanal 2 under navnet Morgenflimmer. Så tog Skandinavisk Film Kompagni og TV 2 over fra 1996 og sendte Go’ morgen Danmark til hele landet med yderligere inspiration fra det amerikanske Good Morning America, og i dag er det Nordisk Film, der har entreprisen. Andre stationer, også DR, har forsøgt sig, men opgav hurtigt.

Så vidt det tv-historiske, men i sin substans har programmet ikke ændret sig meget. 22 tv-værter har været inde over - fra Synne Garff og Mette Lisby til Jens Gaardbo og Jes Dorph-Petersen. De har skullet stå op klokken fire om morgen, stakkels dem.

Dumt tøjdyr

Hvis der skal underholdning til for at få folk til at se seriøse indslag, så hvorfor ikke? Jeg må tilstå, at jeg gik over til TV 2 News, da det så dagens lys. Livsstil og lege interesserer mig ikke, hellere nyheder fra den virkelige verden. Jeg skiftede også, fordi mine yndlingsværter, Michael Meyerheim og Ole Stephensen, røg ud i forbindelse med et generationsskifte. De nye, unge værter var for velfriserede og havde ikke havde personlighed som de tidligere.

Men seerne tog dem til sig, og generationsskiftet boostede programmet, som i snit har 170.000 seere. Det tog et opsving.

Så så jeg det igen i denne uge. Egentlig opløftende, selvom det stadig er for velfriseret til min smag, og selvom jeg ikke overhovedet er interesseret i hækling og strik, som åbenbart er moderne inden for design. Studieværten snakker ind imellem med et rødt tøjdyr. Det virker for sødladent, fordi der ikke er nogen mening med det ud over, at det er et tøjdyr, der kan snakke.

Rollemodel

Mening var der i et indslag om bandekriminalitet, hvor lederen af politiets indsatsgruppe, Henrik Svindt, blev stillet over for det relevante spørgsmål: Hvorfor er den så svær at stoppe? Fordi de implicerede er bange for at hjælpe politiet, lød svaret. Lokale beboere og forældre må i højere grad hjælpe til, appellerede han. Visse boligområder opelsker problemer. Politiet oplever, at fem-seksårige børn råber ukvemsord efter dem. Så fulgte et indslag med sangeren, 17-årige Basim, der er blevet noget så sjældent for en søn fra en indvandrerfamilie som populær i den danske befolkning. Et særtilfælde, men alligevel en god rollemodel, som kan bryde fordomme ned, da vellykket integration og meningsfuldt arbejde er vejen frem. På den måde hang indslaget godt sammen med den foregående.

Også lege i morgen-tv kan have mening. Bjørn Nørgaard dirigerede seks superligaspillere til at dyppe fodbolde i maling og sparke dem op på et kæmpelærred, eller hvad materialet nu var. Et gesamtkunstwerk, som sættes på auktion på Lauritz.com, hvorefter pengene går til et projekt i Zambia. Studieværten Morten Resen blev godt lakket til, da han stillede sig op og gav spillerne frit skud på sig. Et eksempel på pjat med et godt formål.

Go’morgen Danmark. TV 2 kl. 06.30