Den konservative retsordfører Tom Behnke afviser at lave særlige præciseringer i regeringens uropakke for at forhindre fagforeningers arbejdskamp i at blive ramt.

»Loven gælder for alle - uanset hvilken organisation, man er medlem af. Men fagforeningerne kan være trygge ved, at det kommer til at fremgå tydeligt af lovens bemærkninger, hvornår der er tale om en grov forstyrrelse af den offentlige ro og orden,« siger han.

Han afviser dog at uddybe, hvornår f.eks. en blokade af en virksomhed kan blive omfattet af de nye stramninger.

»Der kan man godt diskutere, hvor definitionen kommer til at ligge, for det kommer an på den konkrete situation. Det er for tidligt for mig at lave en nøje afgrænsning. Men det kommer til at fremgå af loven,« siger han.

Tom Behnke mener, at »visse venstreorienterede politikere« pisker en helt forkert stemning op om uropakken.

»Vi laver netop pakken for at sikre demonstrationsfriheden - og det gør vi ved at pille ballademagerne ud. Står man ved en vejside med et skilt, bliver man ikke ramt. Men hvis man er tykpandet nok til ikke at flytte sig, når politiet beder en om det, så må man også være klar til at tage konsekvenserne,« siger han.

Skræmmetaktik

Enhedslistens Line Barfod mener, at regeringen har et skjult formål med uropakken.

»Man ønsker at skræmme folk væk fra at demonstrere under klimatopmødet. Regeringen lægger i dén grad op til konfrontation - med risiko for netop at fremprovokere uro,« siger hun og henviser til, at de danske myndigheder ellers tidligere har lagt op til dialog - for eksempel under det sociale topmøde i 1995 eller EU-topmødet i 2002.

»Her var resultatet, at der var fred og ro,« siger hun.

Regeringen har allerede flertal for lovforslaget med Dansk Folkeparti. Men Enhedslisten vil især bore i, hvor grænserne går for, hvornår en demonstration bliver omfattet af stramningerne.

Og så vil Line Barfod arbejde for at samle oppositionen om et nej til forslaget om en minimumstraf på 40 dages fængsel.

»Så kan vi om ikke andet sige, at vi vil afskaffe den igen, når flertallet skifter. Knivloven er jo et tydeligt eksempel på, hvor mange problemer, minimumstraffe giver,« siger hun og håber på opbakning fra resten af oppositionen. Uropakken fremsættes i næste uge og forventes førstebehandlet den 4. november.