Hos Socialdemokraterne på Christiansborg er nultolerance et begreb, man bruger om strategien over for ældre, tidligere ledende partifæller, som føler trang til at blande sig. Om det er Nyrup, Bjerregaard, Lykketoft eller pensionerde S-ministre fra en svunden tid, så er holdningen, at de skal klappe i. De har haft deres tid.
Det er i det lys, man skal læse Helle Thorning-Schmidts og Henrik Sass Larsens heftige udfald mod Ritt Bjerregaard onsdag aften. Overborgmester - lidt endnu - Ritt Bjerregaard og hendes mand Søren Mørch har ladet sig interviewe til bogen ‘Ritt & Søren - samtaler om krig og kærlighed’ af journalist Martin Krasnik. I bogen sætter Ritt Bjerregaard et umisforsåeligt spørgsmålstegn ved Thorning-Schmidts evner som leder, og - mener hun blandt andet - Thorning har lagt sig for tæt op ad den borgerlige regering.
S-formanden svarede brutalt igen ved at afvise angrebet og kritisere Ritt Bjerregaards ledelse af København gennem de seneste fire år. Hun har efterladt hovedstadskommunen i en elendig forfatning, og Sass Larsen mente, hun i stedet burde finde en æbleforening, hvor hun kan bedrive »lidt fraktionsarbejde.« Hvordan verden ser ud fra Ritt Bjerregaards synsvinkel kan ofte være svært at analysere sig frem til. Om kort tid går hun af som overborgmester og slutter et langt politisk liv. Et liv, der ender som det begyndte - i oppostion til partiledelsen. Måske så hun hellere en anden politik eller en anden ledelse af partiet, men heller ikke det står helt klart. Set fra S-ledelsen er sagen mere klar. Reaktionen mod Ritt Bjerregaard, hvor overdreven den end måtte forekomme, tjener to formål. Det ene er en utvetydig advarsel til de socialdemokrater, der måtte føle sig fristet til at fraktionere og konspirere mod S-ledelsen sammen med Ritt Bjerregaard i hendes kommende pensionisttilværelse. Fremtidens kaffeklubber med Ritt Bjerregaard som deltager vil der blive slået hårdt ned på. Det andet formål er at sende et tydeligt signal om, at der er kommet en ny generation til magten.
Den gamle - firebanden Ritt Bjerregaard, Svend Auken, Mogens Lykketoft og Poul Nyrup Rasmussen er absolut historie, og den interne bekrigelse af hinanden, som de har bedrevet gennem flere årtier, skal ikke gentage sig. Nyrup Rasmussen fik selv nultolerancen at føle, da han for nylig imod partiets linje kritiserede politiets fremfærd i Brorson Kirke på Nørrebro. Thorning-Schmidt bakkede politiet op og advarede Nyrup mod at skabe splittelse som under 90’ernes slingrekurs.
Når S-toppen tilsyneladende slipper godt fra at plaffe de tidligere formænd ned med så store kanoner, er det et udtryk for, at de gamle ikke længere har nogen platform i partiet. Der var således i går ikke én eneste, der bakkede Ritt Bjerregaard op, selv om der kunne være god grund til at se kritisk på partiets performance i lyset af de aktuelle meningsmålinger. Ingen i firebanden - som med Svend Aukens død er blevet til en trebande - har længere nogen magisk kraft i forhold til socialdemokratiske vælgergrupper.
Fløjkrigene er ganske vist forbi, men den stilstand, der er fulgt efter, har ikke ført til nogen større vælgermæssig opbakning.
Udmanøvreringen af Ritt Bjerregaard, som i begyndelsen var en af Thorning-Schmidts stærkeste støtter, begyndte, da hun for halvandet år siden dannede Rød Skole - en studiekreds, som skulle diskutere og formulere en ny socialdemokratisk politik. Skolen var ifølge Bjerregaaed en reaktion på valgnederlaget i 2007. Det var forkert, mente hun, at udråbe nederlaget som en sejr i stedet for at se fiaskoen i øjnene, tage selvransagelsen og diskussionen om, hvordan man kommer videre.
Ritt Bjerregaard gik solo med en gruppe yngre partifæller på Københavns Rådhus og dannede sin skole uden at orientere S-ledelsen, som nu angiveligt skulle lære noget af den person, som havde siddet helt centralt placeret ved valgene i 2001 og 2005, hvor partiet var gået massivt tilbage.
Den Røde Skole kom der absolut intet ud af, den var en afledningsmanøvre for en overborgmester, som var kørt fast, og som halvandet år senere kastede håndklædet i ringen og meddelte, at hun trods tidligere løfter ikke ville genopstille som overborgmester. På det tidspunkt var de interne målinger for hendes popularitet så katastrofale, at det forekom som en umulighed, at hun skulle kunne opnå genvalg. Så hellere forlade posten med æren i behold - og en rådhusgruppe i vildrede og absolut uden nogen oplagt arvtager.
For firebanden set under et gælder, at de har været så optaget af deres egen succes og rivalisering, at de ikke har evnet eller fundet det nødvendigt at sikre arvefølgen i partiet. Efter at de selv har forladt magten, har de mest været optaget af deres eget eftermæle.
I deres selvoptagethed formåede de ikke at give stafetten videre til nye generationer, og at skulle lytte til deres mere eller mindre gennemtænkte råd i dag er ikke en disciplin, S-ledelsen af naturlige grunde har lyst til at dyrke. Nultolerancen er ikke uden en bitter eftersmag.
Kommentarer
Er det ikke bare historien om, at Socialdemokraternes partiledelse faktisk har det bedst når de skændes. Jeg tror det.
Nedlæg lortet eller slå det sammen med DF…
Ingen fra Socialdemokraterne er som Ritt Bjerregaard blevet kritiseret så massivt af alle, på et mere eller mindre seriøst grundlag; ikke mindst af sine egne og især når hun siger noget nødvendigt og fornuftigt.
Hun kritiseres når hun bliver, og hun kritiseres når hun går, med fantasifulde begrundelser og beskyldninger. Alle mulige ”eksperter” udlægger teksten, venner som fjender, og analyserer hvad hun mener og hvori hun tager fejl.
Denne leder er ikke nogen undtagelse
Kan Ritt Bjerregaards kritik ikke ses i et positivt lys. Dels at der endnu er højt til loftet i Socialdemokratiet. Havde det været i Venstre var hun banket på plads og i DF havde hun været smidt ud af partiet for hendes kritik af ledelsen.
Dorte Sørensen
I går så jeg på tekst-tv, at nogen talte om at ekskludere hende.
Mon ikke Dorte Sørensens kommentar skal opfattes ironisk? Eller har Sørensen ikke hørt hvordan Henrik Sass Larsen og Helle Thorning Schmidt har været ude at svine Ritt Bjerregårrd til?
“I går så jeg på tekst-tv, at nogen talte om at ekskludere hende.”´
Hvilket på ingen måde er den Socialdemokratiske diskurs, som vi kender den.
Man burde skamme sig.
Jan Madsen
Det er netop blevet socialdemokratisk diskurs. Evnen til at skamme sig røg ud med badevandet. Vi må nok til at se det i øjnene.
Jeg vil ikke forsvarer håndteringen af uenigheden mellem Ritt og ledelsen. I mine øjne er det mere tåbeligt at bruge så meget medie tid på den i lyset af fx Vismændenes kritik af OVKs økonomiske politik eller Brian Mikkelsens Lømmelpakke, der tillader vilkårlige anholdelser og opløsning af fremtidige demonstrationer.. Det mener jeg er meget mere interessant og af betydning for vort samfund..
Dorte Sørensen
Det kan du have ret i, men det lader til at S-toppen ikke ser det på samme måde.
Al respekt for din positive tankegang, men jeg kan ikke rigtig hænge med længere. Jeg skal gerne være med til ros hver gang S gør noget fornuftigt, men her er der virkelig grund til at udtrykke sit mishag. Det er også vigtigt, og må ikke ties ihjel.
Tænk at S-toppen i den grad sviner Ritt B. til, og tænk at Mette Frederiksen hopper med på vognen og giver Ritt B. skylden for bandekriminalitet og alverdens ulykker i København! – Og så lige her foran et kommunevalg!
Vi kan jo risikere, at Helle T-S bliver landets næste statsminister og at Sass Larsen bliver, guderne forbyde det, noget lige så vigtigt.
Inger Sundsvald
Undskyld jeg har nok ikke fulgt så meget med , da jeg har fulgt nogle ret interessant Folketings debatter onsdag og torsdag samt forsøgt at læse Vismandsrapporten.
Men det jeg har hørt er da mere Løkke Rasmussen, Birthe Rønn Hornbech m.fl. giver kommunerne skylden for bandekonflikten.
PS: var Thorning ikke selv ude og kritiserer Løkke Rasmussen for at give kommunerne skylden, så hænger det unægtelig ikke ret godt sammen når ledelsen af S selv falder i den grøft.
Inger
“Det er netop blevet socialdemokratisk diskurs. Evnen til at skamme sig røg ud med badevandet. Vi må nok til at se det i øjnene.”
Helt enig. Vi så det i øvrigt så tydeligt som noget kan blive, under iraker/brorsen forløbet.
Der blev Nyrup som bekendt også sat på plads, selvom han talte den sag, som Socialdemokraterne i et historisk perspektiv også burde have gjort. Skammeligt.
Udtrykket “nultolerance” er måske det mest koncentrerede bevis på, at dansk politik er forrået i uhyggelig grad.
Frederik Sjernfeldt har beæret os med sit nærvær, og uanset hvad I ellers mener om sagen, synes jeg I skulle gå over og sige pænt goddag og give ham et skulderklap for at deltage, dels fordi den slags adfærd bør belønnes, dels fordi han har skrevet et godt indlæg, der ikke handler om hvor meget vi har misforstået emnet.
http://www.information.dk/207932
Det er jo ren spam.
@Bent Winther
“Fløjkrigene er ganske vist forbi, men den stilstand, der er fulgt efter, har ikke ført til nogen større vælgermæssig opbakning.”
Spørgsmålet er vel om man har koncentreret sig for meget om at dæmpe de her fløjkrige og igen om det har været fløjkrigene, der har været den store hindring for at Socialdemokratiet har kunnet tiltrække vælgerne. Alle partier har deres løsslupne missiler og som almindelig vælger har jeg ikke oplevet socialdemokraterne, som værende mere plaget af det forhold end andre partier.
Samtidig er det jo en joke, at Socialdemokratiet under Thorning Schmidt i deres bestræbelser på, at vinde regeringsmagten er gået efter de kortsigtede gevinster og har viklet sig ind i en masse spin og på den konto er kommet til, at fremstå nok mere ubeslutsomme og ufunderede end nogensinde før.