Man kan i hvert fald sige én positiv ting om den socialdemokratiske formand: Hun står stadig. Stolt og uden skam. Hun har tabt og tabt, og et historisk lavpunkt er blevet til nutidens udgangspunkt for Socialdemokraterne. Men Helle Thorning-Schmidt ligner ikke en taber, og hun taler ikke som en taber. Og det er langt mere, end de fleste ville kunne klare i hendes position. Og det er ikke mindst mere end nogen af os, der sidder på tilskuerpladserne og råber, kunne have klaret. Det er ikke stor politik, men det er stadig en præstation.
Selvfølgelig blev hun i starten båret frem som håbet om en ny socialdemokratisk begyndelse. Men efter den gode start er det blevet til den ene elendige begyndelse efter den anden. Så var Socialdemokratiet aldeles ikke venstreorienteret, men derimod et midterparti. Dernæst hed det alligevel, at man var venstreorienteret. Så kaldte hun kontraktpolitik for afviklingen af politik. Nu er hun så mere kontraktpolitiker, end Fogh nogensinde har været: Længe inden næste valg har hun præsenteret vælgerne for sin kontrakt. Så rejste Margrethe Vestager og Helle Thorning-Schmidt rundt i medierne med løfter om en helt ny politik kultur uden blokke og fløje. De var fremtiden, forstod man. Indtil det pludselig var fortid: Så var Helle Thorning-Schmidt i fløjkrig igen - med Vestager som modstander. Nu var hun nemlig på hold med SF, og hendes politiske ordfører mobbede de radikale med deres dårlige meningsmålinger. Efter valget i 2001 kritiserede Helle Thorning-Schmidt sammen med yngre kolleger regeringen Nyrup, fordi den var blevet for bange for humanismen. Men i efteråret 2009 udtalte Helle Thorning-Schmidt det modsatte: Nu bruger hun de borgerliges kampagner mod sine gamle kammerater, og regeringen Nyrup anklages for en slem slingrekurs. Listen over drastiske meningsskift er lang: Den ene dag har kammeraten Jeppe Kofod gjort noget helt utilgiveligt. En uge efter er han alligevel tilgivet. I foråret 2009 er Socialdemokraterne tilhænger af fodlænker, men i efteråret er de blevet modstandere. På den socialdemokratiske kongres i dette efterår fik Ritt Bjerregaard en rigtig kammeratlig krammer af Helle Thorning-Schmidt. Men efter Bjerregaard i denne uge blev citeret for en kritik, som hun har leveret mange gange før, var hun pludselig fjende for formanden. Partiledelsen gjorde nar af kammerat Bjerregaards bedrifter som overborgmester, ordfører Larsen klagede over, at det var den gamle generations skyld, at det går så dårligt for partiet i dag, og formand Thorning-Schmidt angreb Ritt Bjerregaard for at være så stridslysten. Det er jo altid morsomt, når man slår på andre, fordi man er sur over, at de vil slås. Men det er kun morsomt for modstanderne, at socialdemokraterne hamrer løs på hinanden, men ikke løfter en finger, når Birthe Rønn Hornbech bryder ministeransvarsloven. De siger ikke en lyd, når Rigspolitiet handler ulovligt, men de hyler op, når en af deres egne bryder tavsheden. Så har man endelig fundet en modstander, man kan slå på: Sig selv.
Den socialdemokratiske alliance
Det kan virke komisk, men konflikten er ikke latterlig: Problemet for Socialdemokraterne i dag er, at deres fundament er forsvundet. Det handler ikke kun om arbejderklasse og industrisamfund, men også om en særlig demokratisk historie:
Store socialdemokratiske ledere kunne efter Anden Verdenskrig forene administrativ kompetence med folkelig forankring. De beherskede både det kølige, kompetente sprog og det varme, frigørende sprog. De var forvaltere med et folkeligt mandat, som blev udfordret allerede i 1970’erne. Den socialdemokratiske statsminister dengang, Anker Jørgensen, havde et enestående demokratisk mandat: Han var arbejdsmanden, der blev statsminister. Men han var ikke en dygtig forvalter, og han forbindes i dag med administrativ inkompetence og økonomisk afgrund. Den næste socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup var en eminent administrator. Hvis velfærdsstaten var et regneark, kunne han slå to streger under det rigtige facit. Men Poul Nyrup beherskede ikke det varme sprog, og han blev aldrig en folkelig statsminister. Han forbindes i dag med den politiske afgrund: Han er den eneste siddende statsminister i 35 år, som har tabt magten ved et Folketingsvalg. Hvis Anker Jørgensen kan kaldes en administrativ amatør, fremtræder Poul Nyrup som en demokratisk dilettant.
Ikke personen
Foreningen af rationel planlægning og individuel frigørelse var det socialdemokratiske udgangspunkt for opbygningen af den moderne velfærdsstat. Men modsætningen mellem de to projekter er det, der kaldes kulturkampen i dag. Det er på den ene side Det Radikale Venstre, som vil gøre det nødvendige og det objektivt korrekte. Og det er på den anden side Dansk Folkeparti, som ser formynderi og undertrykkelse overalt. Det er på den ene side kommissionernes sandheder om det, der bør gøres, og på den anden den demokratiske modstand mod offentlig opdragelse og vejledning. Den konflikt prægede den socialdemokratiske regering internt i 90’erne, hvor Svend Auken stod for humanistisk opdragelse, og Karen Jespersen krævede frigørelse fra den. Helle Thorning-Schmidts konstante kursskifte vidner derfor ikke om et personligt problem. Den vidner om et parti i strid med sig selv. Det største bifald på kongressen kom i år, da en ungdomspolitiker kaldte rydningen af Brorsons Kirke for meget, meget sørgelig. Det største møgfald fik Poul Nyrup Rasmussen inden kongressen af Helle Thorning-Schmidt selv, da han sagde noget tilsvarende. Men Socialdemokraternes grundlagsproblem går ikke væk, hvis man fjerner formanden. Det er nemlig ikke et spørgsmål om en person, men om politik.
Socialdemokrater vil jo gerne lytte til kriminologer og gøre det administrativt korrekte. Men de vil også gerne stå på folkets side og kræve hammeren over for forbrydere. De vil gerne gøre det økonomisk ansvarlige og fjerne efterlønnen. Men de vil også gerne forsvare borgere mod forringelser af rettigheder. De politiske brydninger i dansk politik går med andre ord i dag lige netop dér, hvor Socialdemokraterne plejede at hænge sammen. Det er forklaringen på det paradoks, at SF går frem på socialdemokratisk politik og Socialdemokraterne bliver mindre og mindre. Rigtig mange danskere ville så gerne stemme socialdemokratisk, men halvdelen af dem ser bare Villy Søvndal som deres politiske leder. Hvis man i det perspektiv skal sige én positiv ting, så er det, at SF og Socialdemokraterne i dag til sammen har lige så mange stemmer som Staunings gamle arbejderparti havde længe før SF’s fødsel tilbage i den socialdemokratiske guldalder.
Kommentarer
Meget enig, at det ikke er personen Helle Thorning som står i vejen for et evt. regeringskift. Men at det derimod er den uheldige slingrekurs, som står i vejen, men det er der jo kun en person som kan ændre: Nemlig Helle Thoring-Schmidt.
Den nådeløse sandhed er, at man vælgerne (især mændene) i Danmark ikke er parat til, at acceptere en kvinde som statsminister, så måske er det vælgerne der har et problem og ikke Helle Thorning. Jeg tror imidlertid at ingen vover, at diskutere dette pinlige emne!
Fremragende kommentar Rune
Det der er Helle Thorning-Schmidts styrke som statskvinde, hvis hun bliver statsminister, er samtidig hendes største hemsko i forhold til venstrefløjens vælgere: Hun er kvinde, hun er smuk, hun har klasse, og hun er selvsikker og ikke let at bringe ud af fatning. På mange almindelige vælgere på venstrefløjen virker hun sikkert elitær på en forkert måde. Hun er ikke en typisk socialdemokrat.
Jeg er enig med Claus Oreskov i, at især mandlige vælgere, men måske også kvinder, skræmmes ved tanken om en stærk, smuk kvinde som statsminister.
Helle bliver måske ikke den, der bringer Socialdemokraternes vælgerandel tilbage til fortidens storhed, men så længe SF har fremgang og S ikke dumper helt igennem, er chancen for at sætte en ny regering efter næste valg rimelig god.
Jeg er overbevist om, at når først Helle er blevet statsminister, og forhåbentlig får succes, vil Socialdemokraternes vælgere og flere til også se, at hun er det rigtige valg.
God analyse. Men det er OGSÅ personen. Det er helt tydeligt at HTS netop er valgt fordi hun er kvinde, og det kan folk godt gennemskue. Og jo, hun taler som en taber; hun ejer ikke evnen til på en flydende og overbevisende måde at levere det intetsigende nonsens en moderne blairistisk politiker bruger i stedet for meningsfulde udsagn.
Problemet for Socialdemokraterne i dag er, at deres fundament er forsvundet.
…ud af partiets synsfelt. Det moderne socialdemokratiske pamperi tilhører den øvre middelklasse, og ville ikke kunne genkende en flipproletar om de så kørte ham over med Volvoen. Derfor taler de ud i den tomme luft, når de prøver at kommunikere med deres basis, for de aner ikke hvem disse mennesker er. Og derfor bliver retorikken meget luftig og temmelig nedladende: socialdemokratiet har ikke noget fundament, de har en fokusgruppe.
Når vælgerne siver fra S til DF, skyldes det (ud over at de har samme målgruppe) at DF kommunikerer med proletariatet i øjenhøjde; vælgerne føler at de bliver taget seriøst. Det handler ikke så meget om, hvad DF egentlig siger, men vælgerne kan mærke forskellen i tonefald.
Denne kommentar er anbefalet af:
Anbefaling til Erik Bramsen og andre
Hvis I vil opleve Thorning på en anden måde så prøv at hør nogle af de STORE folketingsdebatter – som Åbningstale debatten mv. – her var Thorning skrap og konstruktiv i modsætning til Løkke Rasmussen, der brugte sin ½ times svartale efter ordførerne havde haft ordet til at nedgøre og håne oppositionens leder – i stedet for at samle op på debatten og ikke mindst svare på de spørgsmål der var rejst under debatten. Det var en sørgelig og uværdig afslutning Løkke Rasmussen leverede .
Med den historie Rune ruller op forekommer det mig at Socialdemokratiet mest af alt har brug for en ny karma og jo, den kan i princippet godt komme udefra.
Okay, når man sammenligner med Løkke skal der jo heller ikke så meget til.
Og sandt at sige har jeg heller ikke hørt meget til damen - jeg prøver så vidt muligt at undgå at lytte til politikere - men hun var i P1’s sommerkavalkade og det var tåkrummende pinligt, jeg kunne ikke engang grine. Her havde hun en times fri æter, og så giver hun den som Bambi på glatis.
Jeg har fra dag eet ment, at HTS var hemmelig agent for venstre: al respekt for kvindelige politikere, Marianne Jelved er nok en af danmarkshistoriens dygtigste, men at sætte en totalt uerfaren Gucci-Helle til at lede Danmarks største arbejderparti, er bare snotdumt, for ingen i fagbevægelsen tager kvinder alvorligt, slet ikke overklasseduller som Helle.
Og hemmeligheden ved at agere talende håndtaske, er at skifte læbestiften og kleenex’erne ud med et strygejern, ellers batter det ikke meget at svinge med den.
Og Dorte, ret mig hvis jeg tager fejl, men du ER aktiv socialdemokrat, ikke sandt?
Her må jeg skuffe dig Erik Bramsen.
Okay, no offence. Det var bare en mavefornemmelse.
Og det er heller ikke fordi det er nogen fejl at være aktiv socialdemokrat, tvært imod.
Kære Rune Lykkeberg
Jeg synes, det er på tide, vi bevæger os væk fra Anker Jørgensen-klicheerne (du kalder ham en administrativ amatør), når vi bruger 70’ernes økonomiske politik som referenceramme. Det er simpelthen for unuanceret.
Vi ved i dag, at historien om den økonomiske politik i 70’erne var et noget mere broget billede end blot en socialdemokratisk fiasko (Det er Erik Meier Carlsen selvfølgelig ikke enig i, men hva’ fa’en).
Som ikke historiekyndig dansker kommer man nemt til at tro, at Anker Jørgensen - ene mand fra sin lejlighed på Borgbjergsvej i Sydhavnen - satte dansk økonomi over styr, når man hele tiden bliver præsenteret for klicheen om “Ankers fallitbo” i nye versioner… Og det var vist ikke helt tilfældet, vel?
Termen “Ankers fallitbo” var vist i øvrigt et valgslogan , Poul Schlüter brugte, var det ikke?
Dine iagtagelser omkring “det varme” og “det kolde” sprog er meget præcise og anvendelige, men jeg bliver mere og mere overbevist om, at man ikke kan lave en fyldestgørende politisk samtidsdiagnose, uden at den indeholder en adækvat makroøkonomisk analyse. Magten - og det gælder da i høj grad den økonomisk - opleves stadigvæk særdeles virkelig af dem, den udøves over.
Og på den måde er salig Marx sjovt nok faktisk stadig særdeles relevant.
“Danmark ikke er parat til, at acceptere en kvinde som statsminister”
Sikke noget sludder. Grunden til at Helle Thorning ikke er mere populær er at hun sejler rundt, sådan som Rune også skriver.
Det virker som om det fra start af har været et forsøg på taktik fra socialdemokratiets side. Hvornår koncentrerer de sig om VÆRDIER og ikke varm luft ? “jeg kan slå Ander Fogh” bla bla bla. Retorik. Spin. Ligegyldige statements..
Helle Thorning virker karikeret. Hun har jo ingen selvstændinge holdninger og ingen rygrad.
Kan slet ikke forstå dem der skriver at hun er “en stærk ung kvinde”. Hvordan giver det sig til udtryk ?
Hun virker utroværdig. Socialdemoktratiet burde skille sig af med hende og finde en stærk leder der rent faktisk har nogle værdier, istedet for kunstigt at puste sig op. Vælgerne kan godt gennemskue det og det er derfor de er gået så meget tilbage.
Det er en ommer !!
karin@bennedsen:
“Hun er kvinde, hun er smuk, hun har klasse, og hun er selvsikker og ikke let at bringe ud af fatning”
ja, måske, nej , nej og atter nej
der var et vakuem efter løkketoft og alle holdt vejeret.
alle især pressen var enige om at det gamle splid i partiet skulle væk. det gamle trekløver, som var skyldig i kiv og ballade, skulle ud.
herefter sprang helle frem på senen, som trold ud af en æske, fulstændig ublu og smækfuld af ´selvtillid.
hendes eneste egenskaber var at hun ikke var “en af de gamle” dvs ung og at hun var i euparlementet.
hun gav den som en vinner uden nogensinde at have vundet noget andet end blairs gamle spindkotor.
det var nærmest et kup.
til sammenligning takkede mette frederiksen nej, hun mente at hun havde meget at lære endnu.
dermed signalerede hun implisit at det måske ville skade mere end gavne og at hun dermed tænkte mere på partiet end sig selv.
desværre kan man ikke sige det samme for hts.
hun har allerede tabt et valg med et brag, dog fejerede hun det skandaløst som en sejer, at socialdemokraterne havde det dårligste valg i mands minde.
sverige og danmark har desværre kastet bolden over i den borgerlige lejer.
sverige har valgt en arrogant og pamperagtig formand i mona salin, som er meget upopulær i befolkningen.
danmark har valgt en naiv og ublu formand som lystigt kvidre videre mens skibet synker.
god vind!
Denne kommentar er anbefalet af:
”Jeg kan slå Anker Jørgensen,” synes Lykkeberg at sige.
At han har lyst sådan korporligt er sikker rigtigt nok, men ellers kan man have sine tvivl. Også på fremstillinger om skyld i global oliekrise, international lavkonjunktur etc.
k h
Hvorfor dette personfnidder ? Er det ikke bedre at se på resultaterne af OVKs arbejde og reformer .
Fx er Løkke Rasmussen højt besungne Strukturreform nu ved at komme ud af indpakningspapiret og befolkningen er ved at se at regeringen med DFs stemmer har givet dem katten i sækken. – for at bruge en floskel. Men den blev også jappet igennem Folketinget på 3 måneder og uden økonomiberegninger, som Løkke Rasmussen nægtede at få gennemført.
Bare et eksempel på regeringens og DFs forfejlede politik.
Jamen, artiklen handler jo om HTS, ikke om VK-regeringen.
Helle T. er en hån mod arbejderklassen med sit pamperi og støtter gang på gang nedskæringer og licitationer af tidligere offentlige opgaver til private virksomheder.
Dansk Folkeparti er det eneste parti som hævder at de kæmper de ‘små mænd på gulvets’ sag - alligevel støtter de ligeledes den ene nedskæring og forringelse efter den anden (men de er til gengæld dygtige til at tiltrække stemmer!).
Og Enhedslisten for indspiste og akademiske til at kunne finde ud af at tale nogens sag overhovedet, udover humanisternes - alligevel ønsker de at kriminalisere prostitution og lukke øjnene for et samfundsproblem, der ikke kan løses ved forbud og kontrol (snarere mangel på), men derimod med ordentlige arbejdsforhold, men den diskussion er desværre tabubelagt.
Jeg overvejer helt at lade være med at stemme til næste valg, da jeg ikke føler der er noget som helst parti der repræsenterer en fattig, men medmenneskelig studerende og feriearbejder som mig. Underklassen må rejse sig og fortælle S at de snart ikke gider finde sig i Gucci-Helles middelklasselefleri. ‘Skraldeprinsesserne’ hos HCS har gjort det - nu mangler vi bare resten.
Markus Lund skal dit indlæg opfattes som ironi eller mener du det du skriver.
Hvis ja så har R, S, SF og EL stemt imod indholdet af Løkke Rasmussens Strukturreform, der kun blev vedtaget med DFs stemmer. I lov komplekset var der flere love der tillod privatisering af de offentlige opgaver ligeledes indeholdt nogle love direkte forbud for kommunerne at udbyde ekstraydelser mod brugerbetaling. Så her fik brugerne intet frit valg og kommunerne ingen fri og lige konkurrence.
Mht. Enhedslisten så har de ved spørgsmål til minister sat mange ting på dagsordnen og gjort befolkningen opmærksom på mange problemer - for at nævne en ting var det Enhedslisten der fik fangeoverflyvningerne op i lyset.
I mine øjne er Enhedslisten den bedste vagthund samfundet har.
I mine øjne er Enhedslisten den bedste vagthund samfundet har.
Enig. Eller rettere sagt: de er den eneste vagthund samfundet har. EL er f.eks. de eneste, der prøver at sætte fokus på, at virksomheder ikke betaler skat.
Problemet er, at EL kører på politisk frihjul. De ved, at de aldrig har chance for at få en taburet, og denne status misbruger de til at sige sandheden. De er med andre ord ikke regeringsduelige.
C’mon, Dorte, fess up. Hvilket parti er du fra? Jeg får ikke min nattesøvn for du har spildt bønnerne.
Helle Thorning er meget neutral og apetitlig, hvilket plejer at være gode egenskaber i reklamemæssigg sammenhænge, men læg mærke til at hver gang det for alvor har rygget i dansk politik er det sket med en markant person i centrum:
Anker Jørgensen (markant folkelig)
Poul Schlutter (markant konservativ)
Mogens Glistrup (markant provokerende)
Poul Nyrup Rasmussen (markant reformvillig)
Anders Fogh Rasmussen (markant liberalistisk)
Pia Kjærsgaard (markant indvandrerkritisk)
Kendetegnende for disse politikere er at man aldrig var i tvivl om hvad de ville med deres politik. Spørgsmålet er om Helle Thorning kan nå at konsolidere, uden dermed at sige at hun aldrig bliver statsminister. Alene det faktum at hun er socialdemokrat kan vise sig at være nok til at slå en mæt Lars Lykke Rasmussen, hvis han klokker tilstrækkeligt i det. De nye udviddede standarder i den henseende gør det ikke nemmere.
Poul “Ideologi Er Noget Bras” Schlüter var ikke markant konservativ, han var et eklatant upolitisk dyr. Og som sådan een af de dygtigste (der stod ikke ‘bedste’) statsministre Danmark har haft.
RL:
“Det Radikale Venstre, som vil gøre det nødvendige og det objektivt korrekte.”
GP:
Det var vist en smutter - hvordan kan politik som handler om at “det er bedre at jeg har det godt end at du har det godt” rumme noget “objektivt korrekt”
Mon Lykkeberg får procenter af Det Radikale Venstre ?
Hvad skal man med demokrati, hvis der findes en bestemt politik, der er “objektivt korrekt” ?
RL: “gøre det økonomisk ansvarlige og fjerne efterlønnen”
GP: Hvorfor er det “økonomisk ansvarligt” at reducere nedslidte arbejderes livskvalitet - arbejdere som har betalt skat til både andres efterløn og til rige folks børns høje uddannelser ?
For at bruge pengene til skattefradrag for asociale selvpensioneringer, sundhedsforsikringer og på anden vis forgylde de i forvejen gyldne håndtryk til Stein Bagger/Riskjær typer ?
Pønser RL med denne nye objektivisering af fordelingspolitik på en karriere hos Børsen ?
Det mest “markante” ved HTS, er de ting hun ikke siger.
Vi får ikke ene melding om, at en ny S-ledet regering vil rulle privatiseringerne tilbage, begrænse/afskaffe fradrag for private sygesikringer, sikre de privatpensionsløse en tryg alderdom, osv.
Med andre ord: HTS har ingen social profil der kan kaldes socialdemokratisk, - hvis ikke hun havde været så højreorienteret i sin rets- og indvandrerpolitik, så ville hun sandsynligvis passe langt bedre hos de radikale.
Sven Karlsen
Som jeg høre oppositionens udsagn så vil de afskaffe fradraget af private sygesikringer. Ligeledes vil de også lade kommunerne foretage ekstraydelser mod brugerbetaling for at give brugerne et reelt frit valg og give kommunerne en lige konkurrence. Thorning og resten af partiet har i Folketingsdebatterne sagt at de ikke er imod et frit valg ,det skal bare være reelt frit.
I mine øjne er en S- ledet regering at foretrække frem for en V- ledet regering.
Rune Lykkebergs manglende politiske objektivitet ser jeg som et større problem end HTS.
Det største problem for S er københavneri. Uden for Kbh. finder man årsagen til de politiske forhold siden 2001.
En vis del af de oprindelige S-vælgere er skiftet fra S til DF. Det skyldes dels anbefalinger fra BT og Ekstrabladet, dels hadet til de “militante lebber”.
Hvad S ikke er klar over er at: OVER HALVDELEN AF DF-VÆLGERNE UDENFOR KBH. INTERESSERER SIG SLET IKKE FOR FLYGTNINGEPOLITIK. De er hverken negative eller positive overfor folk med anden hudfarve - emnet interesserer dem bare ikke. De bruger deres tid på andre ting.
De stemmer DF fordi de ikke bryder sig om kvindelige partiledere. Det er ingen fornærmelse af Pias kvindelighed - hun undgår at provokere ved at spille rollen som snusfornuftig husmor anno 1958.
Deres hadeobjekt nr. 1 er Margrethe Vestager (og før hende Marianne Jelved). Veluddannede og selvbevidste kvinders udstråling af foragt for mænd i kedeldragt er hovedproblemet. Når de så oven i købet truer side-9 pigen og massageannoncerne i Ekstrabladet, vokser vreden til raseri !
HTS føles ikke helt så provokerende som Vestager men så længe hun ikke lægger luft til Vestager, vender disse vælgere ikke tilbage.
Når S prøver at overhale DF højreom i forhold til invandrere, udløser det kun hovedrysten hos disse DF vælgere. Hun skulle i stedet lægge luft til Vestager (måske antyde at en anden R-leder kunne give bedre prognoser for samarbejde - en slags tak-for-sidst for karaktermordet på Auken).
Kære Dorte Sørensen,
vi taler om HTS & S, - ikke den samlede venstrefløj, og socialdemokraternes aktuelle 5-pkts udspil om sundhed på deres hjemmeside, nævner intet om at stoppe fradraget for private sundhedsforsikringer. Ydermere er deres holdning til privatsygehusene ikke et stop for tilskud, men et stop for “overbetaling”.
Og atlade kommunerne tilbyde ekstraydelser mod betaling, er et skævt spor, - det offentliges udbudte tjenester, skal kun være de tjenester som alle er berettigede til - ekstraydelser må man gå til det private erhvervsliv efter, og så kan man evt. få en normeret pose penge med - men den sum skal være beregnet ordentligt, og gerne gøres betinget af personens egen økonomiske situation (det er vel ikke mere odiøst, end at en persons adgang til kontanthjælp er betinget af f.eks. ægtefællens indkomst?). har altid været et frit valg, - enhver har altid været fri til at tegne en privat sundhedsforsikring og/eller tage på en eller anden Schweitzisk privatklinik og få snøret hæmorhiderne, eller hvad de nu har haft brug for.
Så når HTS/S melder at de går ind for frit valg, må det altså betyde noget andet, og min betænkelighed er, at det drejer sig om retten til at tage den fulde pris for en offentlig sundhedsydelse med over på til en privat udbyder. Og hvad det - før eller siden - fører med sig, fremgår jo tydeligt af den stigende tendens til at sende børn i privatskole: en klar polarisering af samfundet.
Og så ser jeg da også gerne et regeringsskift, men eftersom jeg er socialdemokrat, så håber jeg stærkt på at SF vil få så stor fremgang, at S kan finde tilbage på sporet.
Jeg må indrømme at jeg ikke har læst det nævnte sundhedsudspil, men i Folketingsdebatterne er S med Sofie Hestop Andersen en varmfortaler for afskaffelsen af dette fradrag i lighed med resten af oppositionen.
Sven Karlsen
I mine øjne er det urimeligt, at den kommunale hjemmepleje ikke må udbyde ekstraydelser mod betaling i lighed med den private hjemmehjælp. Herved tvinges ældre der er glade for den kommunale hjemmepleje enten ikke at få et ekstra bad eller en ekstra støvsugning eller at skifte til en privatudbyder og det mener jeg ikke er et rimeligt valg.
I mine øjne var Thorning mere højrer socialdemokrat, da hun blev valgt til formand end hun er i dag, så mit håb er at hun vil trække endnu mere til venstre og stå fast ved værdier som fællesskab og ligemulighed til ALLE. Jeg kan ikke se andre muligheder i øjeblikket og derfor bør alle der kan skubbe i den retning.
Kære Dorte Sørensen,
når kommunerne kan tage penge for dele afderes ydelser, så skalder jo ikke meget til, før en snedig politiker finder ud af en god løsning på hvordan man sparer penge: “Jamen, vi udbyder da stdaig de samme tjenester, - vi mener bare at det er rimeligt at folk selv betaler for ditten eller datten”, og dermed bliver tjenesten bare endnu mere forringet. Desuden bør den slags (hjemmehjælp, mv.) i det hele taget ikke være noget der er overladt til kommunerne, men foregå i statsligt regi.
Sven Karlsen
Jeg kan godt se faren – eller faldlemmen – men at give en endnu større opblomstring til den private hjemmehjælp er et endnu værre alternativ i mine øjne.
Derudover har undersøgelser foretaget at AE-rådet vis at de private var fra 30 – 80 kr. dyre i timen end den kommunale hjemmehjælp og hvis skatteyderne skal betale mere for en ydelse så vil der alt andet lige bliver færre penge til hjemmeplejen og dermed mindre hjælp uden betaling for ekstraydelser.
Endnu en grund til at vi får en anden regering inden udviklingen kommer så langt.
Jeg tror Poul Schlüter mente at socialistisk ideologi er noget bras og at konservatisme, markant eller ej, ikke er en ideologi men en livsstil. Liberalisme er en ideologi.
Men bortset fra det så står Helle Thorning Schmidt, helt rigtig set, ikke i vejen for nogen og det er hele problemet - at der tilsyneladende ikke er nogen der har større gennemslagskraft end hende i kulissen.
Kære Dorte Sørensen,
jeg ser nu stadig hellere, at hjemmehjælpen bliver taget fra kommunerne og lagt ind under staten, og at der ikke bruges private leverandører på området.
@Søren Kristensen
Jeg tror du har ret vedrørende Schlüter. Konservatisme som ‘ideologi’ kan med andre ord ikke betegnes som andet end at manifest for at forsvare den herskende orden fyldt med undertrykkelse, fattigdom og uretfærdighed. At påstå at samfundet udvikler sig ‘evolutionært’ er en omgang gedigent vrøvl. Samtlige store ændringer vi har oplevet gennem vores civilisations levetid er kommet gennem oprør, strejker og revolutioner - kulturelle eller sociale.
Jeg nævner i flæng (årsag i parentes):
Protestantismen i kristendommen (Martin Luther)
Afskaffelsen af slaveriet i sydstaterne i USA (den amerikanske borgerkrig)
Sortes rettigheder i USA og Sydafrika (Martin Luther King / Nelson Mandela)
Kvinders stemmeret
Andenperson-entalsartiklen fra barn til voksen og voksne imellem (ungdomsoprøret i ‘68)
Nazismens bekæmpelse
Hovedaftalen mellem DsF (LO) og DA (et års kontinuerlige vilde strejker overalt i Danmark)
Anerkendelse af palæstinensiske repræsentanter i FN (palæstinensiske terroraktioner, bl.a. PFLP)
Det nye ungdomshus i København (konstante torsdagsdemoer, besættelser og gadekampe der drænede politiet for økonomiske ressourcer)
Grundloven og det danske demokrati (de slesvigske krige)
Oprettelsen af USSR (folkeligt oprør imod det russiske tsar-regime)
Føderationen USA (den amerikanske uafhængighedskrig imod den britiske kolonimagt)
Enevældets ophør - også kaldet Systemskiftet (attentatet mod Estrup bl.a.) osv.
En stor del af problemet er, at politik ikke længere ses som blot det muliges kunst, men som noget undergivet metafysiske bevægelser som især økonomi. Det formår det nuværende socialdemokrati ikke at rette rigtigt op på, for de synes at finde det hele i sin orden, grundlæggende set. Det tror jeg ikke, at deres vælgere nødvendigvis gør! De vil tilbage til en kamp for det, som nu skældes ud, fordi det foregik i 70ernes kriseøkonomi; men det er vi forbi, nu hedder kampen opbygning af en energisektor, hvor vi aldrig løber tør for energi, fordi den bygger på ikke-endelige drivmidler. At man overhovedet kan diskutere, om noget sådant virkelig kan betale sig, siger alt om kapitalismens naive omgang med virkeligheden.
Hvad den socialistiske kamp handler om, er folks indflydelse på eget liv, minimering af fysisk nedbrydelse gennem arbejdet, afskaffelse af unødvendigt arbejde gennem forenkling og automatisering.
@Lasse Glavind
Det ville da være dejligt hvis du kunne uddybe din kommentar om Anker Jørgensens fallitbo.
Fra 1945 frem til Anker Jørgensens afgang i 1982 havde der kun været tre regeringer ledet af en statsminister fra Venstre(den sidste var Poul Hartling) og en Radikal Venstre- ledet regering (under Hilmar Baunsgaard)
Det kan kun være det parti der har regeringsansvaret der kan holdes ansvarlig for den daværende økonomiske situation - det var Socialdemokratiet.
Men billedet ser måske mindre broget ud end du vil indrømme?
@Erik Bramsen. Du skriver:”Derfor taler de (socialdemokraterne) ud i den tomme luft, når de prøver at kommunikere med deres basis, for de aner ikke hvem disse mennesker er.”
Kom og besøg en af vores mange vælgerforeninger udover det ganske land. Der møder du vores base, som består af ganske almindelige mennesker, med almindelige menneskelige behov. Du vil også se, at vi støtter 100% op om Helle. Vores politiske kamp er, kampen for lige muligheder for alle, som det altid har været, og en retfærdig omfordeling af samfundets værdier. En ting har du ret i og det er at en del der stemmer på DF burde stemme på socialdemokratiet. Grunden til, at de ikke gør det er imidlertid, at de har lade sig forføre at overklasse partiet DF. Disse kammerater skal vi naturligvis have fat, i så vi kan forhindre, at de forsat stemmer imod deres egne interesser!
Vælgerforeninger!?! Okay, så I kommunikerer fint med jeres 50.000 betalende medlemmer, og de er allesammen Helle-fans. Flot.
Denne kommentar er anbefalet af:
Derfor går partiets problemer ikke væk, hvis blot man fyrer formanden
Næh ..men en sådan løsning er jo en tanke, der nemt falder ind i en tid hvor fodboldtrænere straks får sparket hvis ikke de lever op til målet …problemet for Helle er det specielle, at modstanderne ikke vil stille op til kamp. Når en Vismandsrapport, som den fra den 22. okt. ikke kan fremprovokere en politisk dyst, så ser det ud til at Helle har skræmt Løkke & Hjort til at blive siddende i omklædningsrummet… og det er også en slags sejr - omend den ikke kommer på forsiden i den borgerlige presse…
Og så er jeg helt enig med Lasse Glavind der siger:
Kære Rune Lykkeberg
Jeg synes, det er på tide, vi bevæger os væk fra Anker Jørgensen-klicheerne (du kalder ham en administrativ amatør),
Jeg kan anbefale at læse denne yderst saglige artikel:
Regeringen bør føre Anker Jørgensens økonomiske politik
http://www.information.dk/202207
Denne kommentar er anbefalet af:
Lykkeberg er FOR tavs om: At der på sigt næppe kan være andre løsninger, end at Socialdemokraterne forsøger at køre Den Socialdemokratistiske revisionisme tilbage.
@Oreskov
Hmm, jeg troede du var marxist?
Jeg havde vist glemt al den slingren. Tak for en god artikel. Måske skulle i skifte motto fra “Mindst ringe” til “mest tankevækkende?”
Jeg har en lille kritisk indvending dog:
Det makroøkonomiske er sørgerligt fraværende i analysen, er Keynes helt død?
Vedr. ændringer, som i nogle få tilfælde selvfølgelig kunne være udtryk for sundhedstegn i den syge og stive branche, så er det tilsyneladende blot nødvendigt for overhovedet at kunne sælge en vare som folk gider at efterspørge, hvis man da ikke har betydelige midler og medier til at kunne påvirke kunderne i ønsket retning.
Ellers er socialdemokratiet næppe væsentligt anderledes end de fleste hvad angår adfærden de senere år. Ikke bare SF, men også VK har overtaget andre synspunkter end tidligere og agerer ud fra taktik, fokusgrupper, vælgeranalyser og spindoktornes råd - dertil nogle få mere grelle partishoppere.
To partier som har stået rimelig fast er EL og de radikale, og det kan indimellem ses på tilslutningen.
@Markus Lund.Jeg er proletar gamle dreng – og uden socialdemokratiet sad jeg stædig i muddergrøften. Lenin var en af alle tiders socialdemokrat, og Marx var ligeledes en af vores bedste folk. Hvad mere kan man forlange.
PS: Forøvrig er jeg genfødt marxist
@Bill Atkins
Prøv at læse lidt om perioden (der findes andet i denne verden end Information) med Anker Jørgensen som den store rorgænger inden du betragter dennes politik som fabelagtig.
Thomas Ole Brask Jørgensen
Jeg har ofte været imponeret over borgerlige politikeres brug af Anker Jørgensen som skræmmebillede og undret mig hvordan de kunne få en stor del af den danske befolkning – som ellers kaldes ret oplyst - med på den skræmme historie. Tænk at alt var Anker Jørgensens skyld både, at han ikke kunne få de borgerlige med til de nødvendige reformer samt en verdensomspændende lavkonjunktur og 2 oliekriser mv. Men det mest imponerende er, at nu er den økonomiske krise IKKE OVKs skyld, da den alene er kommet ude fra.
@ Dorte Sørensen
Jeg kan kun anbefale dig at læse en mere alsidig litteratur om perioden under Anker Jørgensen (jeg taler ikke om biografier, men litteratur skrevet af professionelle historikere). Jeg siger ikke, at han skal have skyld for alt (hvad så dette måtte indebære?) men Informations artikel, som Bill Atkins henviser til, maler et noget forherligende billede af hans regeringsperiode. Ja, der var lavkonjunktur og 2 oliekriser men det frikender ikke den daværende regering for at føre en mildest talt uansvarlig finanspolitik. Problemet er blot at den nuværende regering gentager denne fejl.
Thomas Ole Brask Jørgensen
Jeg vil indrømme at jeg ikke lige har læst op på udviklingen i 1970érne men så vidt jeg husker var der Hartling der foretog de største dumheder dengang, men mærkelig nok få Anker Jørgensen også skylden for hans ”bedrifter” Derudover var der op gennem 1970érne næsten valg hvert 2 år, hvilket viser at det var mere end vanskeligt at få vedtaget den nødvendige politik med fx en sænkelse af rentefradraget, der var på 75 pct. Schlüter fik som statsminister de borgerlige partier med på at sætte rentefradraget ned til ca. 50 pct. Det sidste nøk med nedsættelsen af rentefradraget til godt 30 pct. som det er i dag fik SR-regeringen igennem i 1990érne.
@Thomas Ole Brask Jørgensen
Mit ærinde er primært at få gjort op med klicheen om “Ankers fallitbo”, fordi den forlængst har fået sit helt eget ahistoriske liv. I øjeblikket lever den lystigt som en del af den såkaldte værdikamp, ligesom i øvrigt historien om besættelsen også har fået sit eget liv.
Der er helt sikkert mange ting, man kan bebrejde politikerne i de socialdemokratisk ledede mindretalregeringer i 70’erne. Der er helt sikkert også mange ting, man kan bebrejde VKR- og Hartlingregeringerne.
Men hvis jeg nu stiller spørgsmålet retorisk op således: “hvis alt, der er gået galt i Danmerk siden 1945, er Socialdemokratiet skyld, er alt det, der er gået godt, så også Socialdemokratiet fortjeneste?”, så vil du måske kunne se komikken i dit ræsonnement lidt tydeligere.
Når det så er sagt, så er det da bemærkelsesværdigt, at Poul Schlüter kunne “gå fra borde” og efterlade sig en enorm arbejdsløshed, en astronomisk statsgæld og et hidtil uset antal personlige konkurser (som følge af kartoffelkuren), uden at det giver anledning til at problematisere Schlüter talenter udi nationaløkonomi.
Og tænk engang, historien har det med at gentage sig selv, for nu er en borgerlig regering (og denne gang en de facto flertalsregering) godt i gang med at formøble arvesølvet, uden at nogen stiller spørgsmålet. “Kan de borgerlige overhovedet finde ud af at regere økonomisk forsvarligt?”