Man kan i hvert fald sige én positiv ting om den socialdemokratiske formand: Hun står stadig. Stolt og uden skam. Hun har tabt og tabt, og et historisk lavpunkt er blevet til nutidens udgangspunkt for Socialdemokraterne. Men Helle Thorning-Schmidt ligner ikke en taber, og hun taler ikke som en taber. Og det er langt mere, end de fleste ville kunne klare i hendes position. Og det er ikke mindst mere end nogen af os, der sidder på tilskuerpladserne og råber, kunne have klaret. Det er ikke stor politik, men det er stadig en præstation.

Selvfølgelig blev hun i starten båret frem som håbet om en ny socialdemokratisk begyndelse. Men efter den gode start er det blevet til den ene elendige begyndelse efter den anden. Så var Socialdemokratiet aldeles ikke venstreorienteret, men derimod et midterparti. Dernæst hed det alligevel, at man var venstreorienteret. Så kaldte hun kontraktpolitik for afviklingen af politik. Nu er hun så mere kontraktpolitiker, end Fogh nogensinde har været: Længe inden næste valg har hun præsenteret vælgerne for sin kontrakt. Så rejste Margrethe Vestager og Helle Thorning-Schmidt rundt i medierne med løfter om en helt ny politik kultur uden blokke og fløje. De var fremtiden, forstod man. Indtil det pludselig var fortid: Så var Helle Thorning-Schmidt i fløjkrig igen - med Vestager som modstander. Nu var hun nemlig på hold med SF, og hendes politiske ordfører mobbede de radikale med deres dårlige meningsmålinger. Efter valget i 2001 kritiserede Helle Thorning-Schmidt sammen med yngre kolleger regeringen Nyrup, fordi den var blevet for bange for humanismen. Men i efteråret 2009 udtalte Helle Thorning-Schmidt det modsatte: Nu bruger hun de borgerliges kampagner mod sine gamle kammerater, og regeringen Nyrup anklages for en slem slingrekurs. Listen over drastiske meningsskift er lang: Den ene dag har kammeraten Jeppe Kofod gjort noget helt utilgiveligt. En uge efter er han alligevel tilgivet. I foråret 2009 er Socialdemokraterne tilhænger af fodlænker, men i efteråret er de blevet modstandere. På den socialdemokratiske kongres i dette efterår fik Ritt Bjerregaard en rigtig kammeratlig krammer af Helle Thorning-Schmidt. Men efter Bjerregaard i denne uge blev citeret for en kritik, som hun har leveret mange gange før, var hun pludselig fjende for formanden. Partiledelsen gjorde nar af kammerat Bjerregaards bedrifter som overborgmester, ordfører Larsen klagede over, at det var den gamle generations skyld, at det går så dårligt for partiet i dag, og formand Thorning-Schmidt angreb Ritt Bjerregaard for at være så stridslysten. Det er jo altid morsomt, når man slår på andre, fordi man er sur over, at de vil slås. Men det er kun morsomt for modstanderne, at socialdemokraterne hamrer løs på hinanden, men ikke løfter en finger, når Birthe Rønn Hornbech bryder ministeransvarsloven. De siger ikke en lyd, når Rigspolitiet handler ulovligt, men de hyler op, når en af deres egne bryder tavsheden. Så har man endelig fundet en modstander, man kan slå på: Sig selv.

Den socialdemokratiske alliance

Det kan virke komisk, men konflikten er ikke latterlig: Problemet for Socialdemokraterne i dag er, at deres fundament er forsvundet. Det handler ikke kun om arbejderklasse og industrisamfund, men også om en særlig demokratisk historie:

Store socialdemokratiske ledere kunne efter Anden Verdenskrig forene administrativ kompetence med folkelig forankring. De beherskede både det kølige, kompetente sprog og det varme, frigørende sprog. De var forvaltere med et folkeligt mandat, som blev udfordret allerede i 1970’erne. Den socialdemokratiske statsminister dengang, Anker Jørgensen, havde et enestående demokratisk mandat: Han var arbejdsmanden, der blev statsminister. Men han var ikke en dygtig forvalter, og han forbindes i dag med administrativ inkompetence og økonomisk afgrund. Den næste socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup var en eminent administrator. Hvis velfærdsstaten var et regneark, kunne han slå to streger under det rigtige facit. Men Poul Nyrup beherskede ikke det varme sprog, og han blev aldrig en folkelig statsminister. Han forbindes i dag med den politiske afgrund: Han er den eneste siddende statsminister i 35 år, som har tabt magten ved et Folketingsvalg. Hvis Anker Jørgensen kan kaldes en administrativ amatør, fremtræder Poul Nyrup som en demokratisk dilettant.

Ikke personen

Foreningen af rationel planlægning og individuel frigørelse var det socialdemokratiske udgangspunkt for opbygningen af den moderne velfærdsstat. Men modsætningen mellem de to projekter er det, der kaldes kulturkampen i dag. Det er på den ene side Det Radikale Venstre, som vil gøre det nødvendige og det objektivt korrekte. Og det er på den anden side Dansk Folkeparti, som ser formynderi og undertrykkelse overalt. Det er på den ene side kommissionernes sandheder om det, der bør gøres, og på den anden den demokratiske modstand mod offentlig opdragelse og vejledning. Den konflikt prægede den socialdemokratiske regering internt i 90’erne, hvor Svend Auken stod for humanistisk opdragelse, og Karen Jespersen krævede frigørelse fra den. Helle Thorning-Schmidts konstante kursskifte vidner derfor ikke om et personligt problem. Den vidner om et parti i strid med sig selv. Det største bifald på kongressen kom i år, da en ungdomspolitiker kaldte rydningen af Brorsons Kirke for meget, meget sørgelig. Det største møgfald fik Poul Nyrup Rasmussen inden kongressen af Helle Thorning-Schmidt selv, da han sagde noget tilsvarende. Men Socialdemokraternes grundlagsproblem går ikke væk, hvis man fjerner formanden. Det er nemlig ikke et spørgsmål om en person, men om politik.

Socialdemokrater vil jo gerne lytte til kriminologer og gøre det administrativt korrekte. Men de vil også gerne stå på folkets side og kræve hammeren over for forbrydere. De vil gerne gøre det økonomisk ansvarlige og fjerne efterlønnen. Men de vil også gerne forsvare borgere mod forringelser af rettigheder. De politiske brydninger i dansk politik går med andre ord i dag lige netop dér, hvor Socialdemokraterne plejede at hænge sammen. Det er forklaringen på det paradoks, at SF går frem på socialdemokratisk politik og Socialdemokraterne bliver mindre og mindre. Rigtig mange danskere ville så gerne stemme socialdemokratisk, men halvdelen af dem ser bare Villy Søvndal som deres politiske leder. Hvis man i det perspektiv skal sige én positiv ting, så er det, at SF og Socialdemokraterne i dag til sammen har lige så mange stemmer som Staunings gamle arbejderparti havde længe før SF’s fødsel tilbage i den socialdemokratiske guldalder.