Camilla Marie Dahlgreen anmelder den 19.oktober en af verdens største musikere, Daniel Barenboim, som tilsyneladende havde forvildet sig til Danmark for at spille. Stakkels mand. For det, han blev budt af det danske publikum - og ikke mindst af Informations anmelder i form af manglende koncentration og ditto respekt for sin præstation - var sikkert ikke værd at rejse helt til Danmark for.

Informations musikanmelder beskriver koncerten, som om hun er teenagepige; vi, læserne, får ikke en beskrivelse af oplevelsen af Barenboim, nej, vi får referater om anmelderens dametaske, som hun »ikke kan finde rundt i«, indeholdende både indkøbsliste og mobil - indkøbene venter, og Dahlgreen »brugte gerne første nummer til at falde ned i sædet og forholde sig til folks uro«.

Dahlgreen mener ikke, at Chopin er »det nemmeste at fylde koncertsalen med«, og kalder Chopin »salonmusik af bedste skuffe«.

Ligegyldig information

Midt i denne absurde beskrivelse af koncerten, får vi, læserne, at vide, at Barenboim både har israelsk og palæstinensisk pas. Excuse me? Hvad har det med rødgrød at gøre?

Dahlgren er desuden ‘sur’ på publikum, som hoster. Og muligvis også irriteret på Barenboim, som »klør sig i øjet et par gange«.

Hun slutter koncertreferatet af med at vende tilbage til sin egentlige interesse, sin indkøbsseddel og et ønske om, at hun var blevet hjemme og havde lyttet til Barenboim på plade …

Mangel på respekt

Det skulle hun måske også have gjort? For undskyld, hvor er vi henne? At der er flaskehals ved garderoberne i Koncerthuset er efterhånden en kendt sag. De arkitekter, der har bygget, har bygget tankeløst. Men så må man som publikum affinde sig med forholdene og komme i god tid. Ikke mindst Informations anmelder, så hun ikke behøver at »falde ned« under det første nummer.

Hvis man respekterer en af verdens største musikkunstnere, kommer man i god form, koncentreret - og i god tid. Opladt til at møde den bevægende energi, en stor ånd vil præsentere sit publikum for.

Mere moden anmelder

Men hvis man har tankerne hæftet ved indkøbslister og mobiltelefoner, kommer man ikke nødvendigvis nogensinde ind i den koncentration, der er nødvendig, for at opleve, at en af verdens allerstørste musikere spiller. Og i den forbindelse er det nærmest ligegyldigt, hvad han spiller, eller i hvilket humør eller hvilken form han er i: Barenboim er et bevægende, musikalsk geni, og ethvert møde med ham i Danmark er en begivenhed, som fortjener den største respekt og taknemmelighed.

Host og klap på de forkerte steder har med uvidenhed - og med akut efterår at gøre. En anmelders opgave er at vide, hvad hun eller han har med at gøre. At være mentalt forberedt, ikke at dumpe ned med tankerne i baghovedet, at man skal nå Netto inden lukketid.

At vurdere Chopin, som de fleste musikfolk på verdensplan er nogenlunde enige om, er en stor, stor komponist, som noget, der ikke er »nemt at fylde koncertsalen med«, røber pinlig uvidenhed.

Måske skal den gode avis Information, hvis kulturartikler ellers er fremragende, næste gang sende en mere moden anmelder, når et musikalsk geni kommer forbi?

Birgitte Bruun er skuespiller