Det skævvredne universitet

Universitetsloven fra 2003 har haft mange skadevirkninger og få nyttevirkninger. Loven er under evaluering og bliver forhåbentlig grundlæggende ændret; hvis ikke, kan det gå meget galt, bl.a. fordi loven i sin korte levetid har fremkaldt en voldsom forskydning i balancen mellem universiteternes to hovedformål: forskning og undervisning, hvor et universitets bærende idé er, at disse to væsensforskellige og dog sammenhængende funktioner er forenet i den samme person: den fuldtidsansatte universitetslærer, der har forskning og undervisning som to lige vigtige og lige værdige opgaver.

Universitetslærere som flest har altid anset forskning for mere interessant end undervisning. Denne tendens er nu blevet voldsomt forstærket af den faktura-fokuserede incitamentstruktur, som ministeriet vha. Universitetslovens ledelseshierarki har spredt ud over universiteterne. Nu skal også universiteternes basismidler konkurrenceudsættes, oven i at universiteterne i forvejen er i konkurrence om langt over halvdelen af deres forskningsmidler fra fonde og fra universiteternes egne ‘strategiske’ puljer. Det er adfærdsregulerende signaler, der forplanter sig ned gennem systemet og forskyder lærernes prioritering bort fra undervisning, fordi forskning har større personlig meritværdi end undervisning. Sådan har det nok altid været, og sådan skal det også være til en vis grad, men nu er det blevet fuldstændig skævvredet. Undervisning er blevet noget, som man gør klogest i at bruge mindst mulig tid på, ja, helst helt undgå, i hvert fald den prægraduate undervisning (dvs. op t.o.m. kandidatniveau). Det kommer til udtryk i det betydelige antal lærere, der frikøbes fra undervisning, fordi de har tiltrukket et større konkurrenceudsat beløb eller varetager ledelsesfunktioner. Hertil kommer et stort antal forsknings-adjunkter, -lektorer og -professorer, som ikke har prægraduat undervisning i deres stillingsindhold.

Fondsbevillinger er nemlig ledsaget af en klausul om, at de ikke må anvendes til undervisningsformål. Alt i alt kan det dreje sig om, at halvdelen af de videnskabeligt ansatte ikke bidrager til den prægraduate undervisning; og det er længe siden, at en fast stilling er blevet besat, begrundet i et prægraduat undervisningsbehov.

Intet incitament

Den tidligere karrierevej for en universitetslærer, fra adjunkt over lektor til professor, er nærmest sat ud af spillet, fordi de ved stillings- besættelserne udkonkurreres af forsknings-adjunkter og -lektorer, som, fordi de ikke har haft undervisningsforpligtelser, har en større videnskabelig produktion. En alvorlig bivirkning herved er tab af den brede faglighed, som man tidligere oparbejdede ved som adjunkt og lektor at arbejde sig gennem et fagområdes undervisning. Der er intet incitament til at udvikle bred faglighed i det nuværende meritsystem, tværtimod.

»Forskning og uddannelse i verdensklasse«. Det klinger hult, fordi den førte universitetspolitik effektivt har forskudt balancen bort fra uddannelserne. Ud fra et samfundsmæssigt synspunkt er det den gale vej, fordi dygtige kandidater er universiteternes vigtigste produkt, for det er dem, der multiplicerer den viden, der er opbygget på universiteterne, når de går ud i stillinger på det private og det offentlige arbejdsmarked. De kan ikke blive for dygtige.

Men der er mekanismer, som trækker niveauet ned. Allerede i 1981 blev der lagt gift ud i form af taxameter- systemet, der går ud på, at uddannelsesbevillingen fra ministeriet først udløses, når en student består de eksaminer, der svarer til et studieår, et såkaldt STÅ (studenterårsværk). Over den periode (1985-95), hvor taxametersystemets virkning slog igennem, steg sandsynligheden for, at en studerende bestod en eksamen med gennemsnitligt 25 procent, nogle steder med over 70 procent, ifølge ministeriets egen statistik. Ministeriet iværksatte en undersøgelse af, om taxametersystemet har fremkaldt en niveausænkning. Svaret blev forudsigeligt et nej. Et hovedargument var, at gennemførelsesprocenten var uændret efter taxametersystemets indførelse - i strid med ministeriets egen statistik. Mange lærere så med panderynker på denne udvikling, og flere har offentligt tilstået, sidst i 2004, at de har sænket eksamenskravene for ikke at tabe taxameterindtægt. Videnskabsministeren krævede af KU’s rektor, at der blev indledt en tjenstlig undersøgelse af de pågældende læreres vandel. Hykleri er, hvad det er. Nu er der lagt mere gift ud i form af en ‘færdiggørelsesbonus’, der kun kommer til udbetaling, når et bachelorstudium afsluttes senest et år ud over normeret studietid, mens et kandidatstudium skal være afsluttet til normeret tid. På nogle studier, bl.a. medicinstudiet, vil kandidatbonus sjældent blive udbetalt, fordi de studerende tager uddannelsesrelevant, lægeligt arbejde under deres kandidatstudie.

Giftigt for niveauet

Taxametersystemet er giftigt for niveauet og må laves om. En patentløsning ligger ikke lige for, men en forbedring ville det være, hvis universiteterne fik en del af bevillingen, for eksempel to tredjedele, udløst for hver indskrevet student på et studieår og resten, når studenten består eksamen. Det ville bl.a. muliggøre, at en student, der for eksempel på grund af sygdom ikke kan nå at gøre sig parat til eksamen, kan få gentaget undervisningen. Det finder allerede sted, men vel at mærke uden dækning af den dermed forbundne merudgift.

Af det beløb, der udløses, når en medicinsk student ved KU har præsteret et STÅ, er det mindre end en tredjedel af bevillingen, der når ned til det niveau, hvor varen, nemlig undervisningen, bliver leveret, til dækning af lærerlønninger og de direkte driftsudgifter til undervisningen. Resten er spundet af undervejs, bl.a. til huslejebetaling til staten, som er en stor post. Jeg er ikke i stand til at forklare, hvor resten bliver af, men bemærker, at de bureaukratiske overbygninger på forskning og undervisning svulmer. I McKinsey’s analyse af universiteternes ressourcer og organisering (juni 2009) kan man læse, at taxametrene ligger langt under de faktiske udgifter. Om de dyre, laboratoriekrævende uddannelser, for eksempel lægeuddannelsen, kan man læse, at taxameteret kun dækker cirka 60 procent af de faktiske udgifter, og at differencen dækkes af universiteternes basismidler til forskning. Det falder i tråd med, at vi på bacheloruddannelsen i medicin i de senere år kun har oplevet besparelse på besparelse i form af nedskæringer i undervisnings- timetal, øgede holdstørrelser og øget brug af løst ansatte lærere. Det kan også forklare, hvordan det kunne gå til, at man på Det naturvidenskabelige Fakultet i København sidste år måtte fyre 45 medarbejdere, og at 36 medarbejdere på Det sundhedsvidenskabelige Fakultet gik af på såkaldt frivillige aftrædelsesordninger. Og det er ved gud ikke, fordi vi har overskud af arbejdskraft, tværtimod bliver vi færre og færre undervisningsbærende fastansatte om at undervise flere og flere studerende. Hvis uddannelserne blev tilpasset taxametrene, ville det blive ren discount og meget langt fra ‘verdensklasse’. Man får ikke mere forskning og uddannelse, samlet set, end man betaler for, og når basismidlerne bruges til uddannelse, er det grundforskningen, det går ud over.

Ikke længere attraktiv

På de sundhedsvidenskabelige fakulteter sker der i disse år en anden type skævvridning, fordi man i årevis stort set ikke har kunnet fastholde en yngre læge i en fast, undervisningsbærende stilling. Det skyldes løn- og arbejdsforhold. Da jeg for snart 35 år siden skulle vælge, hvad jeg ville med mit arbejdsliv som læge, var en universitetsstilling enormt attraktiv. Lønnen var noget, men ikke meget, mindre end i en klinisk stilling, men det opvejedes helt af forskningsfriheden. Den frihed eksisterer ikke mere for et ungt menneske, og lønforskellen er blevet meget stor. Samtidig var det en selvfølge, at man opbyggede en bred undervisningskompetence inden for det fag, man var ansat i. Og så var der arbejdsro, det er der heller ikke mere, nu hvor den ene omstrukturering følger den anden, ledsaget af et enormt, uproduktivt tidsspilde og et hurtigt voksende bureaukrati. Antallet af uglade, fremmedgjorte, vrede eller resignerede medarbejdere er stort, og den sociale kapital er ved at være spist op.

Jørgen Tranum-Jensen er professor på Institut for Cellulær og Molekylær Medicin, Københavns Universitet