Opslag til denne artikel

Emneord:kloning
Personer:Hwang Woo-suk, Roh Moo-hyun
Organisationer:DR, Forsvaret
Steder:Pittsburgh, Seoul, Storbritannien, Sydkorea, USA

Det er sjældent, at et land udsteder hyldestfrimærker for at ære en levende videnskabsmand, men Hwang Woo-suk blev folkehelt i Sydkorea, da han i et af verdens førende tidsskrifter beskrev, hvordan han havde dyrket stamceller fra verdens første klonede menneskefostre.

På frimærket ses en cellekerne ved siden af en paraplegiker i kørestol, der i en række evolutionslignende faser kommer forsigtigt på benene, vakler, går og derefter springer lige i favnen på sin elskede.

Dr. Hwangs gennembrud - skabelsen af menneskelige fosterstamceller - gav løfte om frelse til patienter med sklerose, Parkinsons syge og lignende lidelser.

Men knap var frimærket udsendt i 2005, før Dr. Hwangs bemærkelsesværdige karriere begyndte at gå op i limningen. I denne uge endte historien om hans fald, da en domstol i Seoul kendte ham skyldig i at have tilranet sig forskningsmidler og ulovlige æg samt i andre alvorlige anklager i forbindelse med bedragerisk forskning.

Dommeren lagde vægt på, at Hwang havde udvist anger og gjorde hans fængselsstraf betinget. Men for den tidligere videnskabelige superstjerne fra Seoul National University var rettens afgørelse blot sidste vanære i en karriere, der på tre år førte ham fra ubemærkethed til en status som international paria - via et kort mellemspil som global berømthed. > > > >

Klonede fostre

Dr. Hwang trådte ind på den internationale videnskabsscene, da han for fem år siden offentliggjorde en undersøgelse, hvori han hævdede at have skabt verdens første klonede menneskefostre. Metoden var at sammensmelte menneskelige hudceller med ubefrugtede menneskelige æg, der havde fået deres kerne fjernet - samme teknik, som i sin tid frembragte Dolly, det berømte klonfår.

Et år senere udgav han en ny undersøgelse. Nu påstod han at have skabt 11 forskellige embryonale ‘stamcellelinjer’ ud fra hudceller fra 11 mennesker af forskellig alder, køn og sundhedstilstand. Disse embryonale stamceller var angiveligt bevis for, at patienter kan levere deres eget regenererede væv til transplantation - uden risiko for afstødelse.

Begge undersøgelser, som blev bragt i det førende videnskabstidsskrift Science, er i dag trukket tilbage, da resultaterne viste sig at være opspind.

Vigtige bidrag

Men selv om begge undersøgelser er forkastet i deres helhed, har Dr. Hwang ikke desto mindre ydet vigtige bidrag til videnskaben. Han er således den første person i verden, som har klonet en hund - en afghansk mynde kaldet Snuppy - et gennembrud, andre kloningsforskere hylder som en vigtig præstation.

Så meget står også klart, at uanset hvad Dr. Hwang præsterede eller ikke præsterede i de tilbagetrukne undersøgelser, så nåede han frem til en så fremskreden fase i sin forskning i fosterudviklingen, at andre forskere har haft svært ved at gøre ham kunststykket efter.

Det lykkedes ham også at producere stamceller fra et menneskeligt æg, der undergik spontan udvikling i en proces, der kendes som partenogenese, selv om han fejlagtigt hævdede, at det skete ved hjælp af kloning. Hans deroute begyndte, da der blev rejst tvivl om kilden til de menneskelige æg, han havde brugt. Selv hævdede han, at de kom fra frivillige. Han sagde også, han havde brugt 427 menneskelige æg i sin forskning. Det viste sig, at han havde haft adgang til flere end 2.200 - herunder dem, han uetisk fratog sine kvindelige kolleger.

Forsvaret af politikere

På pressemøder i Storbritannien og USA gled han af på alle spørgsmål fra journalister om kilden til sine æg. Spørgsmålet kom først frem i en artikel i tidsskriftet Nature i maj 2004, da en kvindelig studerende, der arbejdede i hans laboratorium, indrømmede, at hun var gået med til at donere æg, men havde trukket sin tilladelse tilbage.

I december 2005 gentog en sydkoreansk tv-dokumentar beskyldningen, hvor efter det nagende spørgsmål om Dr. Hwangs ægforsyning eksploderede i offentligheden. Han medgav til sidst, at kolleger havde doneret æg, men insisterede på, at han kun havde løjet for at beskytte deres privatliv.

Politikere i Sydkorea ilede til forsvar. Sydkoreas præsident, Roh Moo-hyun, angreb Munhwa Broadcasting Corporation - tv-stationen, der havde sendt dokumentaren - som blev tvunget til at undskylde. Programmet PD Notebook blev trukket tilbage. > > > >

Nu viste det sig imidlertid, at de fotografier, der indgik i den ene af Dr. Hwangs undersøgelser, var kopieret fra en anden undersøgelse, samtidig med at der blev rejst spørgsmål om de afgørende dna-fingeraftryk, der skulle dokumentere, at kloningen havde virket.

Afsløret af tilhænger

Dødsstødet kom fra en amerikansk kollega: Professor Gerald Schatten fra Pittsburgh Universitet, der oprindelig var en af Dr. Hwangs mest trofaste tilhængere og vejleder på hans artikel fra 2005. Schatten skrev til Science for at delagtiggøre forskerkolleger i sine bekymringer, og inden ugen var omme, havde Dr. Hwangs eget universitet afsløret, at den sydkoreanske stjerneforskers data var fabrikerede.

Chokbølgerne kunne mærkes over hele verden. Mange af verdens mest fremtrædende kloningseksperter måtte nu spekulerede på, om de havde forspildt deres indsatser - og forskningsmidler - i forgæves forsøg på at eftergøre Dr. Hwangs resultater.

Science har siden indledt sin egen undersøgelse af, hvad der kan gøres i fremtiden for at forhindre eller i det mindste begrænse skaderne ved bevidst bedragerisk forskning. Dr. Hwangs navn var engang synonym med videnskabelig succes og redelighed. Nu er han skræmmeeksemplet på en fupforsker.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen