Det er ganske pudsigt, at selv om der allerede er udkommet hele fem journalistisk anlagte bøger om varmluftsfænomenet Stein Bagger og hans famøse IT Factory, har de skønlitterære skrivere hidtil forsigtigt holdt sig fra stoffet. Altså lige indtil i dag, hvor Anders Bodelsen (f. 1937) gør et smukt og stilsikkert comeback som forfatter med sin første nye bog i 12 år. Allerede på side to af samlingens første novelle optræder navnet på finanssektorens engang så højt feterede, men nu så fortjent fængslede darling, og i den næstlængste og sjoveste tekst svinger forfatteren veloplagt sin satires svøbe over firmafiktionen IT Machine.
Kuppet i denne historie består i at lægge beretningen i munden på en naiv, men ikke så lidt imponeret villaejer, som følger sin nye nabo Steen Baxters kometagtige karriere. Mildt undrende betragter vor fortæller, hvordan først en kendt triatlet, dernæst borgerlige politikere, så en berømt golfspiller og desuden en hel deling bodybuilder- og rockertyper efter tur passerer ind og ud, og sluttelig kulminerer festen, da Baxter stryger skævt til vejrs i en usikkert svajende varmluftsballon.
Grotesk satire
Undervejs har fantasten nået at blive kærester med en billedskøn museumsdirektør ansat på falske eksamensbeviser og venner med en stortalende og rødvinspimpende venstreborgmester, ja, det er tilmed lykkedes Baxter at lokke fortælleren til at investere otte millioner kr. ovre hos en vis Bernard Madoff.
Så stor en koncentration af aktualitet fandt visselig ikke sted hos virkelighedens Stein Bagger, men Anders Bodelsen er forfatter, ikke journalist, og benytter sig af sin ret til at male med mange farver og bruge den brede pensel, når han skal skildre en kultur, der fester på kanten af en vulkan og pumper det rene ingenting op til bristefærdige løgne.
Det er velgørende at se ham i denne nye rolle som satiriker, og det er dejligt at konstatere, at han i stedet for som gennem flere år at gå og vente og vente på sin egen Store Samtidsrealistiske Roman om Nordisk Fjer nu blot har besluttet at fyre stoffet af i form af en kompakt kæmpenovelle i seks afsnit, »Kompagniet«, som effektfuldt slutter af med koncerndirektørens selvmord, men forinden i skarpe rids har afdækket, hvordan en virksomhed kan udhules indefra, alt imens facaden bevares.
Der er i den historie en detalje, jeg gerne vil sætte mærke ved. Da Busk, som direktøren hedder, har sat sig i sin bil og kører sydpå for bedøvet af piller og vin at skære begge pulsårer over, skriver Bodelsen, at mørke skyer trækker op i syd. Faktamættet research-realisme udelukker med andre ord ikke brug af bastant symbolik! Om en af direktørens betroede medarbejdere Andreas læser man da også, at han, da jorden begynder at brænde under firmaledernes fødder, farer vild i et brombærkrat og får fingrene røde af saft - eller blod. Hans kostbare japanske cottoncoat med velcro-lukkende lommer til kamera, diktafon og mobiltelefon er efter mødet med naturen slemt forrevet og spættet af saft og kan derfor lige så godt krænges af - som når en slange skifter ham.
Giftige svovldampe
Samme form for overtydelig symbolik bemærker man i bogens næstsidste novelle, hvor et dansk ægtepar drager sydpå og køber luksusejendom på en vulkanø. Da de har skrevet under, tager de på vandretur op på selve vulkanen, og da historien slutter - eller netop ikke slutter - ved man ikke, om de bliver forgiftet af varm luft eller ligefrem styrter i krateret! Selv kom jeg til at tænke på Blicher, der i en af sine kendteste og mest analyserede noveller, »Sildig Opvaagnen«, lader en ægtemand få kendskab til konens mangeårige utroskab, hvorefter han med fuldt patetisk udtræk af nemt aflæselig symbolik siger, at han i 20 år bildte sig ind at bebo et jordisk paradis, skønt han i virkeligheden vandrede på »en Vulcan, der lønligen brændte under mine Fødder - den tynde Skorpe, som adskilte Himmel og Helvede, er bristet nu, og jeg nedsunken i det flammende Svælg«.
Når man læser en prosa, der er så pædagogisk som Bodelsens, kan man på den ene side vælge at stirre sig blind på dens lidt gammeldags præg. Men man må på den anden side medgive, at inden for den valgte litterære æstetik laver forfatteren arbejdet virkelig godt. Og hvad der er nok så vigtigt: Ved siden af den pegefingertydelige moraliserende samtidsrealisme findes der i Varm Luft også en anden Bodelsen-prosa, som griber tilbage til hans tidligste noveller (dem i Drivhuset, 1965, og Rama Sama, 1967).
Smuk og ren er således »Den stærke mand« om en dreng, der skal opereres og pludselig får indsigt i både sygehuset og lægefaget, og aner en dunkel sammenhæng imellem angst, kaos, svaghed og styrke. Og virkelig godt synes jeg om »Sommerfuglens vinge«, hvor en mand pludselig rammes af en mindre blodprop og må vente, til nogen kommer og berører ham. Han kan ikke bevæge armene, ikke bevæge noget som helst, ikke sin overkrop eller et ben. Men befriet, det bliver han.
Man læser næppe meget galt, hvis man i denne novelle dels ser et ydmygt memento om tilværelsens skrøbelighed, dels et tegn for den taknemmelighed, der med inspirationens tilbagevenden gennemsyrer Bodelsens stilfærdige og troværdige kunst. Han lægger brik til brik, indtil der har dannet sig et mønster. Hans prosa hujer ikke, men holder sig trofast og solidt nede i sit spor, uanmassende, nærmest tørt, og dog med et ganske særligt vibrato. Denne bog var værd at vente på.
Til sidst et hjertesuk
Jeg ved ikke, om bogens 30 korrekturfejl ligger over eller under Gyldendals tolerancemaksimum, men jeg ved, at fejlene sammen med irriterende inkonsekvenser i retskrivningen og skæmmende ombrydningsmæssige koks harmonerer meget dårligt med Anders Bodelsens lidt pernitne, men i ordets bedste betydning dannede, gennemført elegante stil.
Anders Bodelsen
Gyldendal
219 sider
199 kr.
Kommentarer
Jeg kan ikke lade være med at sammenligne Anders Bodelsen og Preben Major Sørensen.
De to forfattere er begge årgang 37 og de har begge skrevet en hel del noveller. Og så synes de begge at der er noget råddent i Danmark.
Men så hører lighederne også op. Bodelsen skriver om samtiden til samtidens læsere med håbet om en vis dannende effekt. Med andre ord, Bodelsen tror på sin samtid og sine læsere. Han ønsker at inkludere og opdrage sine læsere.
Majoren har kun foragt tilovers for sin samtid og sine læsere; læserne som alligevel aldrig vil kunne forstå noget som helst. En tekst fra hans hånd om en vulkan, ville handle om at forfatteren med ophøjet nydelse ofrede sine læsere. Én efter én at skubbe sine åndsforladte læsere ned i det spruttende dyb. Og afslutningsvis ville Majoren tilføje en epilog, hvor spottende besværgelser sørger for at de døde læseres sjæle vil pines i al evighed.
Til sidst et glædens udbrud. Jeg ved med sikkerhed at ovenstående anmeldelses nul korrekturfejl er et eksempel til efterfølgelse for alle på Information. Og jeg ved at denne konsekvens i retskrivningen sammen med den krystalklare sætningsbygning, harmonerer perfekt med Skyums lidt pietistiske men i ordets bedste betydning dannede og gennemført elegante stil.
Summasummarum: Tekster fra Bodelsen, Major Sørensen og Erik Skyums hånd er altid værd at vente på.
Nogen vil måske mene, at min Major-vulkanskitse netop er en synopsis af Bodelsens vulkanhistorie. Men nej, en Bodelsen-slutning peger altid mod begyndelsen til noget bedre. De bliver reddet ned fra den vulkan. Opbyggelighed er kodeordet. Hos Majoren er det bare endegyldigt forbi. Man er uhjælpeligt fortabt på Majorens vulkan ved navn Nedbrydelse. Det er fristende at forestille sig de to forfattere som himmelske tvillinger hvor den ene er at betragte som falden.
Hvorom alting er: Det er godt at Bodelsen er tilbage. “Varm luft” er en god bog i enhver forstand. Fra det inderste idémæssige udgangspunkt til den dejligt duftende Narayanatrykte bog. Tak!