Hvordan skaber man den folkelige opbakning, der er nødvendig for at kunne igangsætte radikale forandringer i et demokratisk samfund? Hvordan løser man den gordiske knude, der består i, at borgerne på den ene side vil se troværdige alternativer til det bestående, før de accepterer skridt i retning af en ændret verdensorden - og at politikerne på den anden side må have deres vælgeres opbakning, før de kan lægge op til radikale kursskift? Hvordan får man med andre ord langsigtede visioner om et bæredygtigt velfærdssamfund til at spille en bærende rolle i et politisk system, der er baseret på fire års valgperiode?
Den omstilling, vi står over for i dag, kræver et konstruktivt samspil mellem forskere, medier, politikere og borgere. Hvis der skal findes tilstrækkelig bred folkelig opbakning til en ambitiøs klimapolitik, er det afgørende, at der for det første gøres flere seriøse forsøg på at tegne fremtidsbilleder, der er så konkrete og levende som muligt. Og at der for det andet åbnes for en politisk erkendelse af, at værdier og fremtidsønsker, som er forskellige på væsentlige punkter, alligevel kan pege i samme overordnede retning, hvad angår klimapolitikken.
Brug for fremtidsbilleder
Det bestående opleves ofte som en naturlov, og det kræver både fantasi, kreativitet og stort mod at være de første til at formulere en ny vision - især, hvis der er tale om en vision, som kræver en væsentlig omstilling i nutiden.
Med sin fremtidsavis fra 6. oktober 2059 tog Information for ganske nylig et vigtigt skridt i den rigtige retning. Avisen leverede konkret og levende indhold til to forskellige bud på, hvordan verden kunne se ud i 2059, alt efter om det lykkes at begrænse den globale opvarmning eller ej.
Hvis vi skal gøre os forhåbninger om en demokratisk motiveret omstilling til en bæredygtig fremtid, er der akut behov for mere af samme slags. Der er behov for, at vi i debatten om klimaforandringer - i hvert fald i den brede folkelige debat - bevæger os væk fra abstrakte begreber som CO2, vækst og globale klimaaftaler, og over til konkrete fremtidsbilleder, som den almindelige borger umiddelbart kan forstå og forholde sig til.
Der skal sættes ord og billeder på to fremtider - to historier om to mulige udfaldsrum. Vi har brug for de pessimistiske fremtidsbilleder for at gøre det klart, at passivitet ikke er gratis. Og vi har brug for de optimistiske visioner for at retfærdiggøre de besværligheder, som vi nødvendigvis vil møde på vejen mod målet.
Alsidig debat
I Danmark har vi endnu til gode at få en bred og alsidig demokratisk debat om, hvilke alternativer vi reelt har at vælge imellem. Mens der tales en del om de rent meteorologiske effekter af klimaforandringerne (ændrede nedbørsmønstre, stigende temperaturer osv.), glemmes væsentlige aspekter af fremtidsbillederne. Der tales f.eks. ikke meget om, hvordan vi i Danmark vil komme til at mærke følgevirkningerne af klimaforandringer andre steder i verden. Men det er slet ikke usandsynligt, at netop disse følgevirkninger vil komme til at påvirke den enkelte danskers hverdag langt mere end de lokale effekter af klimaforandringerne.
Fortsætter verden som hidtil, risikerer vi en fremtid, hvor svindende drikkevandsreserver og svigtende energi- og fødevareforsyning fører til væbnede konflikter, terrorisme, ekstremisme og enorme flygtningestrømme. Ved at se på hvordan vi i Danmark indtil videre har håndteret flygtninge (og integration generelt), kan man danne sig et billede af, hvordan vi mon vil lykkes med at håndtere fremtidens klimaflygtninge. Samme overvejelse kan man gøre sig på en lang række andre områder.
Lykkes vi omvendt med at skifte kurs og nedbringe atmosfærens koncentration af drivhusgasser, er der håb om en fremtid, hvor der er skabt gode rammer for udvikling af de grønne teknologier, som udgør grundlaget for det bæredygtige velfærdssamfund. I det samfund afhænger en virksomheds succes af dens evne til at genopfinde velfærdsgoder med en grøn profil. Og den enkeltes lykke afhænger af evnen til at finde livskvalitet inden for det bæredygtige samfunds rammer. Måske kommer der mere fokus på sundhed, omsorg og tid til sig selv og sine nærmeste?
Og så er der de store etiske og moralske spørgsmål, som vel også skal indgå i en demokratisk debat om, hvilken fremtid vi ønsker at bidrage til: Hvordan påvirker klimaforandringerne balancen mellem rig og fattig? Kan vi skabe et globalt fællesskab med lige rettigheder for alle? Hvad er retfærdighed - og kan den gå på tværs af landegrænser og generationer? Kan vi tillade os at prædike demokrati og frihed, hvis vi samtidig - via vores bidrag til den globale opvarmning - er med til at ødelægge livsgrundlaget for civile i andre dele af verden?
Oplevelsen er individuel
Det er meget individuelt hvilke af fremtidige klimaproblemer, der vækker størst bekymring og motiverer mest til at bakke op om forandring. For nogle vil en øget flygtningetilstrømning eller øget risiko for terrorangreb vække stor bekymring, for andre vil udryddelse af sjældne dyrearter eller ødelæggelse af smukke naturområder være den værst tænkelige konsekvens. Den personlige risiko for oversvømmelse i kælderen kan ligeledes give anledning for enkelte til at sætte spørgsmålstegn ved status quo. For nogle er det de kortsigtede, mens det for andre er de langsigtede konsekvenser, der tæller.
Det samme gør sig gældende, hvis man ser på de positive konsekvenser af at vende udviklingen. For nogle vil udsigten til en fremtid, hvor vores børn og børnebørn kan leve i en verden med fred og mulighed for rige naturoplevelser, være en drivende motivationsfaktor. For andre vil økonomisk gevinst i nærmeste fremtid være den bedste gulerod. Og for atter andre vil trygheden i hverdagen være det afgørende - f.eks. visheden om at forsikringen dækker, hvis mit hjem skulle blive oversvømmet.
Netop derfor er det afgørende, at de førnævnte fremtidsbilleder kan tale til mange forskellige opfattelser, og kan inspirere på flere planer. De skal på den ene side beskæftige sig med det nære og personlige - hverdagslivet. Og på den anden side med visionerne, idéerne, principperne - de etiske og moralske spørgsmål.
Vilje til forskellighed
Parallelt med at fremtidsbillederne tegnes op, skal der skabes en politisk dialog om fælles visioner på tværs af ideologiske forskelle. En dialog, der giver stemme til hele mangfoldigheden af gode grunde til at ønske en fremtid, hvor atmosfærens koncentration af drivhusgasser er faldet markant.
Ønsket om fortsat tryghed i hverdagen er hverken mere eller mindre værd end ønsket om at kunne drive forretning på grøn teknologi eller ønsket om en forsvarlig forvaltning af den jord (én eller anden) gud har givet os. I kampen for at opnå mandat til en ambitiøs klimapolitik er alle motiver lige gavnlige - og skal derfor alle forsøges integreret.
Budskabet til især forskere og medier må derfor være: Tegn fremtidsbillederne op - på en konkret og vedkommende måde. Tydeliggør for den enkelte borger konsekvenserne ved at fortsætte som nu, og konsekvenserne ved at skifte spor. Der er brug for befolkningens opbakning til en ændret retning i klimapolitikken. En opbakning, der er knyttet til en reel forståelse af de mulige konsekvenser - på godt og ondt.
Budskabet til politikerne må være: Forsøg at rumme og samle alle de kræfter, der kan trække i den rigtige retning. Tag godt imod ethvert motiv til forandring - uanset om det måtte have udgangspunkt i et ønske om egen vinding, global retfærdighed, respekt for naturen eller religiøs overbevisning.
De mangfoldige fremtidsønsker og ideologiske nuancer vil bestå - klimaaftale eller ej - og så længe vi kan stå sammen om at træffe de langsigtede beslutninger, som vil påvirke vores fremtidige spillerum allermest, kan vi rumme alle nuancerne.
Den dag vi ikke kan enes om de overordnede og langsigtede mål, kan vi ikke længere rumme nuancerne på en fredelig måde.
Ditte Vesterager Christensen er Cand.techn.soc. og projektleder
Kommentarer
Amen
Tak for bidraget. Men situationen er desværre meget mere alvorlig end det fremgår af kronikken. Spørg beboerne på f.eks. Maldiverne om vi står sammen om klimaløsninger, som forfatteren hævder vi gør. Eller millionerne af klimaflygtninge.
Rundt i verden etableres i disse år Transition Towns, baseret på en positiv fremtidsvision og med udvikling af et beredskab som et udslag af “early warning”.
Det er ikke kun konsekvenserne af klimaforandringerne vi er oppe imod. Det er også peak-oil. Derfor må analysen af situationen også gå spadestik dybere.
Se evt. min kommentar i Information den 21. september om Transition Towns og se evt. hjemmesiden om initiativet til at starte Transition Towns i Danmark: www.netvibes.com/TTiDK#TT_i_DK
Transition Towns initiativet må naturligvis udbygges så også arkitekturen og indholdet af internationale institutioner ændres. Grundlaget for et paradigmeskifte væk fra modellen om økonomisk vækst må udvikles. Civilsamfundet er spydspidsen.
Denne kommentar er anbefalet af:
Politikerne er nogle tøsedrenge/piger, og befolkningen er for dum.
Jeg har ikke patentløsningen på det problem, men kan heller ikke lade være med at tænke på, hvorfor det er sådan. Der findes sikkert mange gode forklaringer. En af dem er vores utrolige evne til dobbeltbundet tænkning, og her vil jeg fremføre kristendommen som eksempel:
I Deadline interviewede Mads Brügger den afgående biskop, Erik Norman Svendsen, hvis sidste replik var denne: ” - indtil Vorherre kommer igen”.
82% af befolkningen støtter op om en folkekirke, hvis budskab er, at Jesus kommer igen. Kommer han så igen? Se, det er her det virkeligt sjove kommer ind, for spørger man præsten inde i kirken, siger han, at Jesus kommer igen, men spørger man ham ude i gruset, kommer han ikke igen.
Vi er dygtige til denne form for tænkning. Klimakatastrofen kommer, når vi er til møde om den, men når vi når til kaffepausen kommer den ikke alligevel. Jeg må indrømme, at jeg selv har det sådan. Da jeg så Yann Arthus-Bertrands film, Home, var jeg virkelig overbevist om det forestående ragnarok, men næste aften var jeg en tur i teatret.
Jeg synes, det er en sindssyg tænkemåde, vi er opdraget til. Hvis ‘ulven’ kommer, må vi da gøre noget. I øjeblikket opfordrer vi ‘nogen til at gøre noget’. Mange laver frivilligt arbejde. Fint nok, men hvis vi ikke gør op med det mærkelige tænke- og handlingmønster, vi er opdraget til gennem kristendommen, kan der ikke ske noget. Mange af vores højest uddannede tror på, at Jesus kommer igen en skønne dag, dømmer levende og døde og opretter sit kongerige - og det får de en månedsløn for af staten, dvs. DIG og MIG!
Det er soleklart: Befolkningen er dum, fordi den er opdraget til det.
Denne kommentar er anbefalet af:
Tak for en fin og udmærket artikel, der fortæller om alt det, som gode og velmenende mennesker bør gå i gang med at gøre. Jeg er enig i det hele.
Men der er en anden halvdel af problemet, som artiklen slet ikke kommer ind på, nemlig hvad vi gør ved de mange ondsindede mennesker, som forsøger at forhindre at der bliver gjort noget ved problemerne.
Problemet centrerer sig om situationen i USA. Her bliver man stadig dygtigere til at manipulere med den offentlige opinion. Der findes mange dygtige PR konsulenter og psykologer, der ved hvordan man kan påvirke de brede masser, som sidder og ser f.eks. Fox TV. De bliver betalt med penge fra sektorer med store økonomiske særinteresser. F.eks. gør de meget for at sikre særinteresser inden for medicinalsektoren og forhindre en stærkt påkrævet sundhedsreform. Og med penge fra olieindustrien gøres der en massiv indsats for at påvirke opinionen i retning af ikke at gøre noget ved klimaproblemerne. Næsten alle tænkelige dirty tricks og svinestreger kommer i anvendelse, og desværre virker de. Det der viser sig at have størst virkning, er at så tvivl om den videnskabelige evidens. Det betyder at almindelige mennesker, som ikke specielt har forstand på emnet, kommer til at tro at det er meget usikkert, om vi overhovedet får nogen global opvarmning. Rigtig mange mennesker i USA - måske endda flertallet - tvivler på at alt det med global opvarmning overhovedet har noget på sig. Og derfor er der ikke politisk opbakning til at gøre det nødvendige.
Alt hvad de har i USA, kommer senere til os i mere eller mindre fortyndet udgave. Der er uendelige mængder af misinformation i omløb, i form af videoer, internet-sider osv. osv. Og meget af det læses i Europa. Masser af mennesker, også mennesker med høj uddannelse og en vis indsigt, lader sig narre og begynder at tro på denne misinformation. Hvorefter de føler sig motiveret til at gå på angreb på dem der mener noget andet, og som efter deres mening er hysterikere.
På den måde sås en form for ondskab i USA, og ondskaben breder sig til Europa og resten af verden.
Det vil aldrig lykkes at komme nogen vegne i retning af indsats mod klimaet, så længe denne ondskab florerer. Der er derfor ingen vej uden om at gribe om nældens rod og gøre alt hvad man kan for at afmontere misinformation, afsløre svindel, afsløre olieselskabernes fordækte finansiering af tilsyneladende neutrale forskere, osv. osv. Der sker en del i den retning i USA, men slet ikke nok, og Europa er nærmest et uland m.h.t at afsløre svindel.
Konklusion: det her kan ikke løses alene ved at appellere til gode viljer. Der er ingen vej uden om at gå i krig mod de onde viljer.
Onde og gode mennesker findes, men som forklaring på samfundsmæssige forhold rækker disse termer som en lille bitte skrædder et hvist sted. Husk på Bushs akse af ondskab, som aldrig har slået så mange mennesker ihjel, som det forenede imperialistiske system gjorde i samme periode. Aldrig har nogen påvist, at det kapitalistiske system havde til formål, at skabe de bedst mulige forhold for alle mennesker på kloden - det lader sig nemlig ikke gøre når man ser nærmere på motivation og mekanismer i det system. Nej, man har bestandigt henvist til usynlige hænder og lignende overtro for at få medicinen til at glide ned. Konfronteret med fakta har undskyldningen altid lydt: I det lange løb, og i det lange løb er vi alle døde, som et mundheld siger. Det skal gøre ondt før det kan blive godt, siger et andet, og imens vi skændes om rigtigheden af disse statements kører kværnen: Verdens mest effektive system til udbytning af moder natur. Når lortet så bryder sammen i overensstemmelse med sin indre logik træder far stat til og sørger for at spillet fortsætter. Det viser os, hvem der der sidder på statsapparatet og hvorfor vi er nødt til at lave et nyt system, som bygger på noget andet end tingsliggørelse og profit. Den fremmedgørelse, som er indbygget i det kapitalistiske system viser os, at i det lange løb er vi alle om ikke døde, så dog ofre for den uundgåelige destruktion af kloden. Amen
Nyt højdepunkt?
I aften passerer et nyt krydstogtskib under storebæltsbroen.
Skibet har en installeret effekt på 97 MW, svarende til ca. 80.000 husstandes elforbrug - og yderliger en bliver leveret i 2010. …
Der er sådan set ikke noget forkert i artiklen, men det er ikke sikkert, at der er noget rigtigt heller. Strategien er forkert og billedet af vores overordnede bæredygtighedsproblem forplumres. Der er efter min opfattelse en ganske betydelig risiko for, at vores ‘ambitiøse klimapolitik’ kommer til at gøre mere skade end gavn, fordi den er sektoraliseret og ikke givetvis hænger sammen med den samlede bæredygtighed. Tænk blot på den løsning, der var så passende: biobrændsel til biler = ødelæggelse af biotoper, jordlag og skabelse af sult.
Derfor vil jeg tillade mig at gentage mit indlæg fra en anden tråd, fordi jeg altid har ment, at den rette måde at beskrive vores problemer på er at beskrive dem som manglende bæredygtighed udøvet i en kultur, der kan beskrives som ‘The Culture of Maximum Damage’ (se reference herunder).
Selvfølgelig kan vi ikke redde hverken kloden eller klimaet ved at udskifte pæren eller ved andre teknologiske fiksfakserier. Jo, måske ved at udskifte den menneskelige pære, så den kan forstå, hvad realiteterne er, men hvor finder vi en erstatning?
Så det er katten om den varme grød - lidt CO-besparelser hist, lidt biobrændsel her, lidt brintbil der og videre i den dur. Intet rigtigt alvorligt og ingen handlinger, der kan løse de problemer, menneskeheden står i. Lidt mainstream TV og medieopmærksomhed op til klimamødet, men mon ikke det går i sig selv igen, når klimamødet er ovre - godt hjulpet af hele det ideologiske vækstpræsteskab.
Det hænger selvfølgelig sammen med, at problemerne - efter min opfattelse - ikke defineres og beskrives rigtigt. Dermed bliver løsningerne løsrevne og usammenhængende tekniske foranstaltninger indeholdende en betydelig risiko for, at tingene forværres. De rigtige krav bliver ikke stillet og alle går rundt med en fornemmelse af, at vores sektoraliserede tekniske fiks kan garantere BAU (business as usual).
Det kan godt være, at der er nedsat en Klimakommission , men alene det viser, hvor galt i byen, man kan gå. Måske finder man aldrig hjem igen. Som jeg tidligere har påpeget, indebærer den løsrivelse og opsplitning, som en klimakommssion er et udtryk for, en risiko for, at helheden tabes af syne. Hvor mange sektoraliserede kommissioner skal vi nu nedsætte for at redde (den samlede) bæredygtigheden? Vi har ikke brug for en klimakommission eller en kommission til sikring af biobrændsler til biler eller andre kommissioner, men vi har brug for en kommission (eller whatever), der på en korrekt og realiabetonet måde kan beskrive de problemer (herunder klimaet), vi står i - og på en sober, optimistisk og fremadrettet måde kan pege på, hvilke foranstaltninger, der skal iværksættes, hvis vi skal undgå en økologisk katastrofe og/eller en katastrofal mangel på basale ressourcer - fornyelige som ikke-fornyelige.
Det bliver ikke nemt at gøre det på en optimistisk måde, men det er nok nødvendigt, at man i sin markedsføring, hvis jeg må bruge dette udtryk, anstrenger sig lidt her, for der vil blive stillet krav, som ikke har været stillet til befolkningen i en vækstøkonomi siden liberalismens fremkomst - og det kræver et tilgrundliggende opgør med vækstøkonomien (herunder befolkningstilvæksten) og den ideologi, der andetsteds beskrives som ‘The Culture of Maximal Damage’ (fra Time’s up) i sin evige jagt og rovdrift på naturressourcer for at opnå kortsigtet profit og stadigt voksende materielt forbrug.
Mange af de forslag, der har været nævnt i denne tråd vil blive aktuelle i de foranstaltninger, man bliver nødt til at gennemføre, hvis et kollaps skal undgås, men de vil givetvis blive meget stærkere end de, der allerede er nævnt.
Man bliver nødt til at sige, at det frie valg i denne sammenhæng er lig med indsigt i, hvad kloden kan bære. Den er endelig, ressourcerne er endelige og vi kan ikke agere, som om det ikke var tilfældet. Det frie valg indeholer altså ikke muligheden for fortsat rovdrift på naturressourcer og fortsat vækst og materielt stigende forbrug. Jo, måske i en kort periode endnu, men det ændrer ikke ved de grundlæggende kendsgerninger og konsekvenserne vil være, at vi som art ved at nedbryde vores eget biofysiske fundament truer vores egen eksistens.
I den forstand er kampen for at sikre bæredygtigheden mere end en politisk kamp. Det er en eksistenskamp, så om man kan køre 55 km i timen eller ej er jo ikke så helvedes relevant, så længe man fortsat trækker på klodens ressourcer for at bevæge sig rundt på denne måde.
Denne kommentar er anbefalet af:
Her er et indlæg, der funderer over nogle af de ting, Kåre Fog også funderer over.
http://www.monbiot.com/archives/2009/11/02/death-d…