På vej gennem den ny tidsregning

Den tyrkiske Kapikule-grænseovergang er stille. Kun en busfuld tyrkiske husmødre, der har været på lingeri-indkøb i Bulgariens EU-udbud og nu paraderer indholdet af alle deres pakkenelliker for nyfigne toldere, bryder ensformigheden mellem de nye beton- stål- og glasbure. Tyrkiet har brugt millioner på nye grænsestationer i et forfængeligt håb om snarlig indtræden i det EU, der lige for tiden fortoner sig med eskaleringen af civilisationernes sammenstød i de nye religionskrige længere mod øst.

Større billede

På den bulgarske side er civilisationen endnu ikke nået frem til ruinerne af butikker, cafeer og en rusten benzintank, som kulisser i en spøgelsesby, hvor der ikke er nogen til at rive ned og rydde op.

Grænsens betydning forsvandt med medlemskabet af EU i 2007, og en snes kilometer længere fremme bliver Unionens asfalteringsmani synlig med anlægsarbejdet på den motorvej, der skal forbinde E80 fra Istanbul med den ny velfærds visitkort: Moderne infrastruktur til de nye unionsborgeres nye biler af tysk, fransk, italiensk, britisk og svensk fabrikat. Sådan genkendes EU: På bilparken og asfaltarbejderne.

Landsbyerne langs den hullede hovedvej ser ud som om systemskiftet aldrig har fundet sted. De offentlige bygningers bastante arkitektur, der understregede systemets funktion som folkets allestedsnærværende instans, står nu som støjende ekkoer af den nedlagte fortid.

Rustne jerndragere, skallerne af fabrikshaller og de rudeløse ruiner af forhenværende kollektivlandbrug er andre livløse vidnesbyrd i landskabet af grågrøn intethed, hvor de nye benzintankes i fosfor-kulører alene anmelder den ny tidsregning.

Kronet med rød stjerne

Og dog … I Hrasko, halvvejs til Plovdiv, står tiden stille. Indehaveren af en skrotplads har anbragt det irrede hylster af et gammelt sovjetisk missil på ladet af en udtjent militærlastbil, men hans nybyggede villa leder tanken hen på Tintins tegneserieunivers - Hergé har rejst her, da han hentede motiver til Tintins eventyr i Syldavien, for netop sådan ser denne Balkan-afkrog ud.

Bag Tintin-huset har ejeren bevaret (eller rejst?) et tårn af metal kronet med en rød stjerne - en kommentar til den vestlige demokratimodel? En hyldest til den skrottede kommunisme? Eller har tårnet bare stået der, uantastet af de forløbne 20 år?

I lighed med ruinerne signalerer det, at ganske vist er fortiden fordømt, fortrængt, forsvundet, men den vil ikke gå væk. Den står stadig op her ude på landet og er umulig at overse: Tårnet, stablerne af rustne Daciaer, Trabanter, jeeps og andet militært vraggods, en fortidig produktions affald op i anden sals højde.

Fortiden er fysisk, men er den også i hovederne? Måske ligefrem i hjerterne?

En slags svar finder vi i en imiteret bjælkehytte med ordet ‘Café’ ubehjælpsomt malet over døren med latinske bogstaver i forsøget på at råbe passerende tyrkiske bilister op.

Østblokservicering

Servitricen Zlatka Petkova har en ekstra uldtrøje knappet over en buttet skikkelse som værn mod trækken i det tomme lokale, og ligner med sin askeblonde permanent og rolige gangart den kommunistiske karrierekvinde - hun har taget tidsregningen til sig for så vidt angår popmusikken fra to højttalere, men evnen til yde service er fra før 1989.

I hvert fald stivner hendes rundkindede smilehuller ved bestillingen af en sandwich.

»Ingen sandwich. Menu!,« meddeler hun i et tonefald, som om vi har forbrudt os mod et eller andet statsligt direktiv, hvorefter hun kontant klasker et fedtet plastic-hæfte på bordet. Menuens farvebilleder har alle rod i det osmanniske køkkens shish kebab, kylling og lam med masser af grøntsager. De grillede lammefars-ruller smager, som om de har glemt, hvor de kom fra, nemlig den krydrede köfte, lammefrikadellen, der i Tyrkiet er forskellig fra landsby til landsby, men aldrig kedeligt tilberedt.

Salaten er derimod fremragende: frisk tomat, agurk, løg, peberfrugt og oliven overdrysset med lind revet ost. Min fotograf, Carsten Ingemann, genkender den som chopska, den klassiske Balkan-salat, som han levede af under NATO-bombardementerne af Serbien.

Det er lidt svært at pejle, om Zlatka Petkova er lige så tilfreds med livet, som hendes smil antyder, eftersom hun ikke taler noget andet kendt sprog end sit eget - end ikke tyrkisk, som ellers er almindeligt udbredt her i nordlige Thrakien med dets betydelige tyrkiske mindretal, der blev efterladt af osmannerne, og som i 80’erne gennemlevede det kommunistiske regimes forsøg på ‘bulgarisering’.

Bulgarerne er røvere

Tyrkisk blev forbudt, børnene fik forbud mod undervisning i tyrkiske skoler, religion, sprog og kulturelle vaner blev indkapslet til privatsfæren. De to befolkningsgrupper har stadig ingen omgang med hinanden, i hvert fald kender de bulgarere, vi indtil videre er løbet på, ingen tyrkere, når man spørger dem, ligesom de kalder moskeerne for »tyrkiske kirker«.

Men diskriminering af mindretallet blev afskaffet med den ny tidsregning og især med EU-medlemskabet i 2007, og som min gamle ven, Kemal, noterede aftenen før afrejsen, da vi drak kaffe i Istanbul:

»Nu er tyrkerne i det bulgarske parlament, tilmed som støtteparti for regeringen. Det er helt utroligt, hvad EU har udrettet«.

Alligevel havde Kemal luftet en lille bekymring over den planlagte rute i en bil med tyrkiske nummerplader:

»I risikerer at blive udplyndret,« sagde han mørkt.

-Hva’be’har?,

»Den bulgarske mafia har informanter ved grænsen, der holder øje med de tyrkiske gæstearbejdere på vej til og fra Østrig, Schweiz og Tyskland med bilerne proppet til kabineloftet med hårde hvidevarer, fladskærme og stereoanlæg til venner og familie i Anatolien. Informanterne varskoer gangstere længere nede ad ruten, der stopper bilerne ved vejspærringer, hvor de fingerer at være fra politiet. Som regel er det ren rutine. Bilerne bliver tømt for gods og kører videre uden tilskadekomne«.

Det lød beroligende.

»Men nu, når jeg tænker efter,« tilføjede Kemal med et stænk af den sære selvforagt, der trods osmannisk imperial arv og højprofileret national selvbevidsthed er et typisk tyrkisk træk,

»er I heldige. Gangsterne er mest interesserede i de biler, der er på vej mod syd, og I kører jo mod nord. Nu, hvor bulgarerne er kommet med i EU gider de ikke plyndre en bil, der kommer fra Tyrkiet, medmindre de er stensikre på, at den har ægte tæpper i bagagerummet. Men pas alligevel på.«

Det viser sig at være unødvendigt, og måske er det EU’s fortjeneste, at patruljevogne med regelmæssige intervaller beror i vejsiden, hvor betjente dovent følger trafikken lænet opad deres bildøre. Men de er der, og fartgrænsen på 90 kilometer blev nøje overholdt af langt de fleste, ligesom der trædes på bremsen i landsbyerne, hvor lokale bønder udbyder deres græskar og andre grøntsager dyrket i den offentlige vejrabat - velkommen til den ny tidsregning.