De danske amazoner

»Bataljonschefen blev helt hvid i hovedet, da han så alt det blod, der kom ud af hovedet på den britiske officer, vi havde med i vognen. Men selv var jeg egentlig rigtig godt tilpas, da det gik løs. Tiden stod nærmest stille. Det er utrolig så meget tid, man har, selv om man bliver beskudt med både morterer, RPG og håndvåben.«

Delingsfører Mette Terkildsen husker den dag, en af passagererne i hendes pansrede mandskabsvogn blev såret af morterer, og det var op til hende at få ham i sikkerhed. Den 27-årige oversergent er en af de få kvindelige soldater, der har været fremme i allerforreste linje i Afghanistan. Som chef for fire pansrede mandskabsvogne i Helmand har hun bevist, at kvinder selv kan løse de hårdeste opgaver i det danske forsvar. Men trods Mettes og andre kvinders meritter på slagmarken er ligestilling i det danske forsvar stadig en by i Afghanistan. At være kvindelig kampsoldat kræver ikke bare en exceptionel fysik, men også en exceptionel psyke, som ikke lader sig gå på af den kvindefjendske kultur, som stadig hersker i dele af forsvaret.

Information har undersøgt, hvordan tre af de danske kvinder, der har været yderst i kampzonen, oplever dette paradoks.

Et køn

I det danske forsvar er der kun ét køn, og det er soldat. Sådan lyder et yndet slogan i det danske forsvar. Men virkeligheden er ikke så enkel. Selv om stadig flere kvinder melder sig til aktiv krigstjeneste i Afghanistan - i øjeblikket er 33 ud af 750 udsendte kvinder - er det kun ganske få, der reelt kommer til at stå ansigt til ansigt med fjenden. Og det er ikke nødvendigvis kvindernes egen skyld.

Maria-Louise Johansson på 26 er en af dem, der har kæmpet hårdt for at komme ud i den skarpe ende.

»Det kan du ikke klare fysisk,« lød advarslen fra kæresten, da han hørte, at Maria ville i Livgarden, en af forsvarets bedste kampenheder. Han var selv i artilleriet og overtalte Maria til det samme. For i forsvaret, det ville hun.

»Jeg kan ikke huske, hvornår jeg begyndte at drømme om at blive soldat. Det har jeg bare altid villet,« fortæller hun. Kosovo blev første stop for den unge Herlev-pige, men til hendes store fortrydelse kunne der kun blive tale om kontorarbejde. »Jeg skrev på computer, foldede kort og lavede kaffe. Det var ikke lige det, jeg havde drømt om. Jeg har alt for meget krudt i røven til den slags.«

Hjemme i Danmark igen overhørte Maria-Louise Johansson alle advarsler om, hvor hårdt det ville blive, og meldte sig til Livgarden. Nu skulle det være.

De første tre måneder var barske.

»Det var virkelig hårdt, for jeg var ikke i nær så god form som drengene. Jeg kom sidst, når vi løb, og var ikke nær så stærk som de andre. Men jeg var stædig, jeg løb og styrketrænede i et væk og er heldigvis meget robust, så det lykkedes mig at komme på niveau med de andre,« fortæller hun.

Og det gjorde det ikke lettere, at der var folk i garden, som bestemt ikke bød den første kvinde i regimentets historie velkommen.

»Der var nogen, som altid kom med spydige kommentarer, og det påvirkede mig meget, at min indsats altid blev kommenteret,« fortæller hun.

Da de tre måneder var gået, var Maria-Louise imidlertid på niveau med kollegerne. Hun bar uden problemer det samme tunge udstyr som mændene og løb lige så stærkt som dem. Det var en stor sejr, da hun kunne gennemføre de obligatoriske tre kilometer på 14,33, hvilket var hurtigere end flere af drengene og langt bedre end de 18,0, som er det formelle krav til kvindelige soldater.

Endelig afsted

Livgarden skulle til Afghanistan, og den nu 24-årige kvindelige overkonstabel var fyr og flamme ved udsigten til for alvor at komme i felten som kampsoldat. Men til hendes store skuffelse blev hun igen tilbudt kontorarbejde.

Maria-Louise besluttede sig for at insistere. Denne gang ville hun ud i felten, hvis hun overhovedet skulle med.

»Jeg ville ud, hvor der skete noget, så jeg gav chefen et tilbud; giv mig et stort kørekort, så jeg kan blive vognkommandør.« Maria-Louise Johansson fik sin vilje og gik straks i gang med træningen. En vognkommandør skal bl.a. selv kunne skifte hjul og bælter på de 15 tons tunge PMV’er.

Endelig skulle hun i aktion som ‘en af drengene’.

Og en af drengene blev hun. Som en af kun to kvindelige kampsoldater på Hold 4 kom hun og hendes kolleger konstant i kamp med Taleban. Det var angrebskrig, og de danske soldater opsøgte konstant fjenden for at holde oprørerne ude af det danske ansvarsområde og især Den grønne Zone, den frugtbare stribe, der gennemskærer Helmand-provinsen fra syd til nord. Maria-Louises opgave var at beskytte fodpatruljerne med maskingeværet på PMV’en, når patruljerne var på opgave nede i zonen, og den beskyttelse fik de brug for gang på gang.

I kamp

Efter få uger blev Mikkel Sørensen og Thorbjørn Reese, to af Maria-Louises kolleger fra Livgarden, dræbt - af briterne, der skød varmesøgende missiler mod den danske patruljebase Golf Bravo 81 i den tro, at der var tale om en Taleban-base.

»Det værste var, at de ikke engang blev dræbt af fjenden. Det var så meningsløst.« Alle var dybt rystede over, at det kunne ske.

Tre uger senere var det Maria-Louises kompagnichef, Anders Storrud, der blev ramt af Talebans morterer, mens han stod op i sin PMV. Maria-Louise stod og dukkede sig i tårnet på sin egen PMV få meter derfra og kunne lige så godt være blevet ramt.

»Anders troede, han var usårlig, han var jo Kongen.«

Trods de store tab vil Maria-Louise ikke bytte sine seks måneder i den afghanske ørken for noget. Hun boede i ugevis i den primitive Sandford-lejr sammen med drengene, gik patruljer med dem, havde vagter som alle andre og fungerede som morterskytte, når der var brug for det. Hun var endelig ‘en af gutterne’.

»Jeg havde ingen problemer med drengene, ingen overhovedet. Måske fordi alle vidste, at jeg havde en kæreste, som også var der. Hvis jeg have været single, ville det nok have været et helvede, jeg hørte i hvert fald om flere andre piger, som havde problemer med at være kvinde blandt så mange mænd.« De eneste, der generede Maria-Louise, var de afghanske soldater, som boede i deres egen del af Sandford.

»De sad tit på muren og hviskede ‘chicky-chicky’ efter mig og lavede bolletegn med fingrene. Det var ikke særlig rart, så jeg fik altid en de store gutter til at gå med, når jeg f.eks. skulle på wc om aftenen. Og heldigvis skete der ingenting.«

Forreste linje

Maria-Louise syntes nok det var hårdt at gå patruljer med risiko for at støde ind i Taleban. Men hun havde ikke nogen problemer med at klare det rent fysisk. Det er ellers en af de funktioner, som mange i forsvaret ikke mener, at kvinder magter.

Mens det i USA og Storbritannien er forbudt for kvinder at deltage i kampenheder, er alle funktioner åbne for kvinder i Danmark. I praksis er der dog ingen kvinder i elitestyrkerne og kun ganske få i kamptropperne.

Hvor grænsen for kvindernes deltagelse skal gå, er der langt fra enighed om i det danske forsvar. Oberst Lars Møller, der er forfatter til bogen Kvinder i kamp om kvindelige krigere gennem historien, mener, at kvinder principielt skal have adgang til alle job i forsvaret.

I dag stilles der generelt lidt lavere krav til kvinders fysik i forsvaret. Hvis mændene skal lave 25 armbøjninger, skal kvinderne typisk lave 20. Det, synes Lars Møller, er en udmærket ordning, for »vi er egentlig mest interesseret i computeren«, dvs. soldaternes mentale og intellektuelle evner.

»Mod er f.eks. en menneskelig egenskab, ikke en særlig mandlig eller kvindelig egenskab,« som han siger.

Men når det kommer til elitestyrkerne, mener oberst Møller ikke, der skal tages særlige hensyn til kvinder.

Her kan man ikke gå på kompromis med de fysiske krav. De kvinder, der vil ind her eller løse opgaver, som kræver ekstrem fysisk formåen, må kunne klare præcis de samme krav som mændene,« siger ham. Derfor synes han også, at det er meget naturligt, at så få kvinder kommer i direkte kamp.

»Jo nærmere, du kommer den type opgaver, som eliteenhederne udfører, jo færre kvinder finder du, der kan klare det, simpelthen fordi kvinder generelt kun har 75 procent af en mands fysik,« siger han og mener, at her må man nærme sig de krav, der stilles til elitestyrkerne.

Bedre end andre

Berit Christensen, specialkonsulent i Forsvarets Personeltjeneste, bekræfter, at kvinder godt kan opleve en vis skepsis over deres tilstedeværelse i forsvaret, og at mange kvindelige soldater derfor føler, at de skal være bedre end alle andre for at være gode nok.

»Mange kvindelige soldater føler et stort præstationspres. De skal bevise deres værd på en anden måde,« siger hun. Men ironisk nok er det ofte kvinderne selv, der stiller de største krav - til sig selv og til andre kvindelige soldater. »De er næsten deres egne værste fjender, ind imellem oplever vi faktisk, at kvinde er kvinde værst,« siger hun.

Det billede kan den 35-årige panserinfanterist Marlene Tidselbak godt genkende. Hun har været kampsoldat både i Irak og Afghanistan og har altid sat en ære i at kunne mindst det samme som sine mandlige kolleger. I Irak var hun f.eks. signalmand og gik utallige patruljer, hvor hun foruden sin egen udrustning også slæbte 10-12 kilo radioudstyr.

»Jeg er ikke den, der brokker mig. Det skal man ikke som kvinde,« siger hun. »Som kvinde skal du helst være bedre end mændene. Det er mest et krav fra mig selv, men jeg har altid haft det sådan, at jeg skulle kunne mindst det samme som mændene. Jeg respekterer, at mænd generelt er fysisk stærkere end kvinder, men de skal sat’me ikke komme og sige, at jeg ikke kan løse lige så krævende opgaver, løbe lige så stærkt eller løfte det samme,« siger hun.

Marlene Tidselbak understreger, at hun i sine mange år i forsvaret aldrig har følt sig diskrimineret: »Jeg har selvfølgelig mødt folk, der mener, at kvinder ikke hører hjemme i forsvaret, men det synes jeg nu, vi gør. Det er godt at have kvindelige soldater, men det skal være de rigtige, der skal ikke flere kvinder ind for enhver pris.«

Selv har hun aldrig krævet, at der blev taget særlige hensyn, fordi hun var kvinde.

»Jeg har altid følt mig som en af gutterne, og for mig har det været den største kompliment, når de andre ind imellem helt har glemt, at jeg er kvinde« siger hun med et grin.

Ensom krig

Mette Terkildsen bekræfter, at det er ekstremt vigtigt at holde en professionel distance til kollegerne og lade være med at vise for mange følelser.

»Jeg var meget naiv, da jeg kom til Afghanistan. Jeg troede, at alle var mine venner, men folk ændrer sig, når de er af sted på sådan en mission,« fortæller hun.

»Jeg oplevede flere gange, at fyrene ville hjem og droppe konen og børnene, og i stedet ville de så giftes med mig. Selv folk, jeg stolede meget på, vendte på en tallerken, og så skulle vi pludselig til at være lidt for venlige over for hinanden,« som Mette Terkildsen udtrykker det. Men egentlig forstår hun godt deres reaktion: »Jeg tror ikke, dem derhjemme rigtig kan forstå, hvordan det er at være i kamp i Afghanistan. Det er en helt anden virkelighed derovre. Det skaber en særlig samhørighed, og mange finder ud af at leve livet, når det er tæt på,« siger Mette, der i øvrigt mødte sin nuværende mand, mens hun var udsendt.

Berit Christensen fra Forsvarets Personeltjeneste bekræfter, at kvindelige soldater skal være meget forsigtige med, hvordan de forholder sig til deres mandlige kolleger, ikke mindst på de internationale missioner. Derfor er ensomhed et meget almindeligt problem.

»De får nemt problemer, hvis de viser svaghed eller for mange følelser,« siger Berit Christensen. »Og hvis de begår en fejl, rammer det ikke bare dem selv, det rammer også andre kvinder i forsvaret.«

Usynlige barrierer

Selv om Marlene, Mette og Maria-Louise har vist, at kvinder kan gå i krig på lige fod med mændene, er reel ligestilling i forsvaret ikke lige om hjørnet, understreger både Berit Christensen og jurist Åse Lindman fra Hærens Korporal og Konstabelforening.

Antallet af kvinder, som melder sig til forsvaret, vokser støt og ligger i øjeblikket på omkring syv-otte procent, men frafaldet er stort, især i hærens kamptropper, hvor de fysiske krav er høje. Her kvitter hver fjende kvinde inden uddannelsen er gennemført.

Danmark hører derfor stadig til blandt de NATO-lande, der har færrest kvinder i trøjen. En opgørelse fra marts i år viser, at kun 5,2 procent af de danske soldater er kvinder, og i hæren er andelen helt nede 3,2 procent. Til sammenligning kan Ungarn bryste sig af 17,6 procent kvinder og Spanien 13,5 procent.

Berit Christensen bekræfter, at det er svært at få kvinderne til at blive i forsvaret.

»Der er en positiv udvikling i gang, men det går langsomt. Mange af de mekanismer og barrierer, kvinder møder i forsvaret, træder stadig igennem,« konstaterer hun. Det er Åse Lindman enig i.

»Ligestilling i det danske forsvar er ikke-eksistrende. Det er ikke ligestilling at behandle mænd og kvinder lige, når de reelt er forskellige. De seneste år er der gjort en del for at rekruttere flere kvinder til forsvaret, men forsvaret gør ingenting for at fastholde dem. Jeg ser ingen tegn på, at kulturen har flyttet sig. De kvinder, der klarer sig godt, er dem der tilpasser sig normerne og tilsidesætter deres kvindelighed,« siger hun. »Forsvaret er stadig en stærkt mandsdomineret verden, hvor kvinder kun kan eksistere, hvis de er der på mændenes præmisser.