Alle nikker ivrigt til, at det må se besynderligt ud for vælgerne. Og alle er endda enige om, at der ikke skal ændres et komma i det store velfærdsforlig. Men hverken finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) eller Helle Thorning-Schmidt (S) og Margrethe Vestager (R) vil tage ansvaret for, at et af de mest omfattende brede forlig braser sammen. Og dét på en u-enighed om et, i sammenligning, relativt lille forslag om stramning af børnepengene. Men det var, hvad der skete på Christiansborg i går.

»Jeg er lamslået over, at S og R tror, at man kan lave gidseltagning og forhindre regeringen i at gå i Folketinget med sine forslag. Det er et angreb på demokratiet,« sagde Claus Hjort Frederiksen.

Og Helle Thorning-Schmidt anklagede modsat regeringen for at bryde med en »historisk tradition for brede forlig«.

»Det her handler om det samarbejdende folkestyre. Det handler om, at den sidste rest af det, regeringen laver med andre end Dansk Folkeparti, er ved at gå i stykker,« sagde hun.

Brev til statsministeren

S og R opfordrer i et brev statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til at gribe ind og få genoptaget forhandlingerne. Men det vil næppe ske.

Fra Bruxelles erklærede statsministeren i hvert fald til Ritzau, at partierne er på vej til at »umuliggøre alle fremtidige forlig«. Og dermed er den brede velfærdsaftale nu på vej ud med badevandet under gensidige beskyldninger om urent spil, forligsbrud og den værste parlamentariske optræden i mands minde.

Det hele kæntrede under de årlige forhandlinger om penge til universiteter, uddannelserne, innovationsmiljøer og andre, som hvert år bliver uddelt fra den såkaldte Globaliseringspulje.

Pengene fra puljen kommer fra det økonomiske råderum, der blev skabt, da partierne bag velfærdsforliget vedtog at hæve efterløns- og pensionsalderen fra 2019.

Som led i forhandlingerne ville regeringen have finansiering til en række elementer i sin »ungepakke«, der skal hjælpe flere unge i gang med en uddannelse.

Men som en del af ungepakken er desuden et forslag om at tage børnepengene fra familier, hvis 15-17-årige børn ikke er i job eller uddannelse.

Dét ville S og R ikke være med til. Og de stillede som betingelse for at gå videre i forhandlingerne, at regeringen helt droppede forslaget - og altså ikke benyttede sit flertal med Dansk Folkeparti til at vedtage det uden om forligskredsen.

Og det er her, at de store skældsord kommer frem.

Hvem tog det med?

S og R understreger, at regeringen selv tog forslaget med til forhandlingsbordet som en del af den samlede pakke, der skulle finansieres - og derfor er det et brud på god forligsskik at forsøge at gennemføre det alligevel, når nu forligspartierne har sagt nej.

»Hvad så med andre brede forlig - forsvarsforlig, trafikforlig, energiforlig? Skal vi heller ikke kunne stole på regeringen her?« spørger Thorning.

Claus Hjort Frederiksen fastholder derimod, at den såkaldte »ungeydelse«, som sanktionsmuligheden mod børnefamilierne kaldes, ikke skulle finansieres af globaliseringspuljen.

Dermed er det at »shanghaje« regeringens politik, når partierne vil blokere for dens vedtagelse.

»Skal regeringen så også kunne forhindre S i at forfølge sin politik på et helt andet område, fordi de er med i et forlig med os?« spørger han.

Han betragter nu aftalen om globaliseringspuljen som opsagt og gik i går i forhandlinger alene med Dansk Folkeparti.

Men dét er forligsbrud - og da puljen hænger uløseligt sammen med velfærdsforliget, er det hele det forlig, der nu falder til jorden, siger S og R. Også selv om ingen ønsker det.