Når man er født i den pæne arbejderklasse, hvor man passer sit arbejde og i videst muligt omfang prøver at undgå at blive en belastning for det øvrige samfund, har man ikke et specielt blødsødent syn på de kriminelle. Det skal ikke være gratis at begå indbrud eller at slå folk ned. Hvis man gør sig i den slags, skal man knaldes. Ens forældre forbyder én at have noget at gøre med børn fra forbryderfamilier. Fristelsen til et mere spændende liv end en slavetilværelse som fabriksarbejder, til nemme og hurtige indtægter, skal slås ned. En gang for alle! Børn fra pæne middelklassefamilier bliver ikke advaret på helt samme måde.

I middelklassefamilier kan man have en fornemmelse af, at det er synd for de stakkels børn, at deres forældre er ‘belastede’, som det neutralt udtrykkes. Derfor har adskillige middelklasseforældre fået sig noget af et chok i tidens løb: De ‘sjove’ legekammerater, deres børn har lagt sig til, og som har trukket de artige poder ind i lige lovlig spændende liv, viser sig pludselig at være ualmindeligt dårligt selskab. En sen aften dukker politiet måske op hos gymnasielærerparret for at tale om sønnens aktiviteter. Politiet er skam flinke, de ved godt, at det ikke er gymnasielærerparrets barn, der har taget initiativet til indbruddet, men de vil frygteligt gerne høre om sønnens legekammerater.

Forbrydelse

På dette tidspunkt plejer hr. og fru gymnasielærer at bryde sammen. Jo, deres søn har ganske rigtigt i den senere tid haft kontakt med en dreng fra en - så vidt de da ved - noget belastet familie, men de forestillede sig jo netop, at de kunne gøre denne dreng en tjeneste ved at lade ham være sammen med deres søn, fra et socialt set ‘stærkere’ miljø, og i øvrigt påstår gymnasielærerparret sig aldeles fri for pinlige, sociale fordomme. Deres søn må meget gerne lære verden at kende sådan som den rent faktisk er, med de mennesker, der nu engang findes, med de forudsætninger de nu engang har. Men hvad er det betjenten siger? Har deres søn været med til at bryde ind i et sommerhus? Har han været med til at stjæle værdier for flere tusind kroner?

Middelklassesønnen slipper tit med en alvorlig advarsel. Og det er såmænd rimeligt nok, for der er jo begrundet håb om at standse en kriminel karriere i opløbet. Drengen fra det belastede miljø slipper ikke helt så nemt. Der bliver gjort anmærkninger, man tænkte det nok: Æblet falder nu engang ikke langt fra stammen. Endnu et kapitel bliver føjet til en allerede grundfæstet social tragedie. Skolen bliver orienteret, ret overflødigt i øvrigt, for skolen er allerede opmærksom på, at alting bestemt ikke er, som det skal være med den dreng. Skulle der ved en eller anden lejlighed blive stjålet noget på skolen, vil man pr. rygmarv mistænke ham for at være tyven. Også selvom man måske godt ved, at det er lidt uretfærdigt. Men på den anden side: Æblet, ikke sandt, falder jo, som sagt, ikke langt fra stammen.

Forpligtelser

Da jeg gik i skole, var der en pige i vores klasse, som var så genert, at der aldrig var nogen, der overhovedet talte med hende. Det ville vi drenge ellers gerne, for hun var ualmindelig køn. Da vi var blevet konfirmeret, mødte jeg hende en dag i rutebilen på vej hjem fra Aalborg. Nu ville hun pludselig gerne snakke. Jeg blev temmelig chokeret, for hun var pludselig ikke det mindste genert, men tværtimod utroligt rå at høre på. Hun så skeptisk op og ned ad mig, jeg var ikke andet end en opløben bondeunge, tænkte hun. Selv om jeg rigtig nok var temmelig uskyldig, kunne jeg alligevel godt regne ud, hvad der var sket med hende. Jeg fik det også bekræftet af min far, da jeg kom hjem. Han var født på egnen og kendte alle mennesker. Pigen havde været i Aalborg for at trække, kort og godt. Hun var pludselig erfaren. Som min far forklarede, så var det sådan, man gjorde i hendes familie. Når de var blevet konfirmeret, blev pigerne sendt til Aalborg for at tjene penge. Drengene i samme familie stod lidt friere. De kunne tage sig et arbejde, men hvis de fandt lettere måder at tjene penge på, var det deres egen sag. Forældrene kunne ikke se, at de havde særlige forpligtelser over for dem, når de havde gået syv år i skole og var blevet konfirmeret.

Straf?

Det er ligefrem hjerteskærende at høre på, hvordan pæne politikere fra pæne, borgerlige partier taler om, at der skal gøres en ekstra indsats for at hjælpe børn fra den slags familier. Der skal tages kontakt til Hjemmet, siger f.eks. Venstres retspolitiske ordfører Kim Andersen. Jo tak. Hvilke familier? Far, mor og børn - eller hvad? Tror manden, at der er tale om almindelige familier, hvor det er muligt at tale fornuft med far og mor, så børnene får en sund og normal (dvs. middelklassemæssig) opdragelse? Han må være ualmindeligt dårligt orienteret om det samfund, han er folkevalgt lovgiver for.

Men straf? Jo, gu skal de straffes. Ikke luderne, men indbrudstyve og voldsmænd, de skal kraftedeme have at vide, at det vil vi ikke finde os i! Men på den anden side er straf alene, og tilmed strengere og strengere straffe, fuldkommen meningsløs. Fængslerne er et rent akademi for forbrydere. Her forfines forbrydersindet, for det er her, forbryderen bliver isoleret og får bekræftet, at resten af samfundet vil skide ham et stykke. Det eneste, der kan trøste ham, er at han i fængslet er omgivet af ligesindede med tilsvarende erfaringer.