En tænketank til venstre for midten, der kan give ultraliberale Cepos kamp til stregen. Det drømmer adskillige politikere og samfundsdebattører om. Men selv om flere har prøvet at gøre drømmen til virkelighed, findes der ikke en eneste venstreorienteret tænketank i Danmark, der kan måle sig med Cepos. Og det er der én simpel forklaring på: En alt for mager sparegris.

Centrum-venstre-tænketanken Cevea, der i sidste måned kunne fejre etårsfødselsdag, har godt 600.000 kroner at gøre godt med, når den politiske debat skal påvirkes. Og det er langt fra nok til at give Cepos modspil, der ifølge Cevea har op mod 36 gange så mange penge til at sætte den politiske dagsorden.

»I økonomisk forstand er det Davids kamp mod Goliat,« siger journalist og forfatter Peter Mose, der beskæftiger sig med emnet, og som bl.a. har skrevet bogen Håndbog for Statsministre.

Og det er ærgerligt, at kampen er så ulig - især for oppositionen, påpeger Peter Mose. For en tænketank evner at flytte borgernes holdning. Det gør Cepos, og det har amerikanske Heritage Foundation og britiske Centre for Policy Studies formået, da de hver især banede vej for Reagan og Thatcher.

Flytter intern kritik

Samtidig er en tænketank i stand til at flytte intern kritik i partierne til deres institution i stedet og på den måde give partierne medvind. Når regeringen kritiseres fra egne rækker, er det ofte Cepos, der er ude med riven. De skyder f.eks. regeringen i skoene, at den ikke vil hoppe med på den liberale vogn. Kritikken forærer dermed ministrene en perfekt mulighed for at demonstrere deres midtersøgende dagsorden over for vælgerne, pointerer Peter Mose.

Han forklarer, at situationen er en helt anden på oppositionens hold, fordi der ikke eksisterer nogen succesfuld tænketank på deres banehalvdel. Kritikken af Socialdemokraterne forbliver således internt i partiet - det så man f.eks. da Ritt Bjerregaard dannede Den Røde Skole og senest i hendes kritik af ledelsen i den nye bog Ritt & Søren - samtaler om krig og kærlighed.

»På den måde bliver S-ledelsen nødt til at forholde sig til den interne kritik. En tænketank kunne ellers fungere som ventil, der bringer de grundlæggende ideologiske synspunkter på tapetet,« siger Peter Mose.

Desuden består Cepos af en række »sværvægtere og tunge drenge, som frivillige unge ikke er oppe i et gear til at matche,« lyder Peter Moses forklaring på, hvorfor Cepos fortsat har banen for sig selv, trods Ceveas opståen.

Thorning gav op

Men det kræver penge at få dygtige folk på banen. Penge som venstreorienterede tænketanke har umådeligt svært ved at skaffe. I maj 2004 var bl.a. S-formand Helle Thorning-Schmidt og den tidligere SF’er Villy Dyhr med til at stifte tænketanken Progressivt Centrum. Men kun ét arrangement blev det til, før tænketanken måtte se i øjnene, at projektet var umuligt uden et sekretariat: »Det kunne vi ikke finde penge til. Det er magten, der har pengene, og vi ville netop udfordre magten. Før strøg fagbevægelsen om sig med midler, men sådan er det ikke i dag,« siger Villy Dyhr, der i dag er forbundssekretær i HK, som forklaring på tænketankens usædvanligt korte levetid.

Han mener, at fagbevægelsen eller andre progressive fonde må hoste op med pengepungen, hvis venstrefløjens drøm om en tænketank skal blive en realitet. Og det er vigtigt, hvis Socialdemokraterne ikke skal holde endnu et landsmøde, hvor købesex bliver det vigtigste emne på dagsordenen.

»En tænketank skal udvikle ideer, der går udenom dagligdagen og medietrummerummen på Christiansborg og i stedet komme med bud på, hvordan man gør noget ved den nye ulighed, « siger Villy Dyhr og tilføjer, at tænketanken bør tilkoble en international vinkel, der ligeledes kan udfordre den borgerlige fløj.

Også 1. suppleant til Folketinget i SF, Trine Pertou Mach, har »deltaget i diskussioner, der handlede om at stable en venstreorienteret tænketank på benene«.

Men også hun erkender, at tænketanke til venstre for midten har svært ved at overleve eller overhovedet at få lov til at se dagens lys:

»Det handler om økonomi. Der er notorisk færre penge hos dem, der vil støtte os. Derfor har vi svært ved at bakke en tænketank op med samme slagkraft som Cepos,« siger hun og peger ligeledes på, at det kræver ‘manpower’, som hidtil altså er udeblevet.

Cepos: Der er et hul

Både hun og andre kilder, Information har talt med, mener, at både AE-rådet - Arbejderbevægelsens Erhvervsråd - der hovedsageligt leverer økonomiske analyser og LO’s ugebrev A4, der især leverer journalistik på arbejdsmarkedsområdet, gør et godt stykke arbejde. Alligevel kan de ikke måle sig med en tænketank som Cepos:

»Sådan som vindene blæser, er behovet blevet endnu større for en tænketank, der kan være fremme i skoene, der systematisk kigger ned over det politiske landskab, og som kommer med bud på et politisk projekt og en økonomisk dagsorden.«

Cepos derimod mener, der er rigeligt med venstreorienterende organisationer, som FOA, 3F, LO og AE-rådet. Men erkender, at der alligevel er et par huller: »Der mangler en politisk uafhængig tænketank, der fra egne rækker tør kritisere Socialdemokraterne,« siger Cepos-direktøren Martin Ågerup og fortsætter til andet hul:

»Samtidig kunne der ske en kvalificering af de politiske udspil, der kommer fra venstrefløjen, hvis der fandtes en venstreorienteret tænketank, der var samfundsvidenskabelig orienteret,« siger han og peger på, at en sådan ville have kritiseret Socialdemokraternes forslag om at indføre en millionærskat.

Cevea-direktør Jens Jonathan Steen synes nu fint Cevea udfylder hullerne. Han mener, at »det går rigtig godt med små skridt i den rigtige retning«, men erkender:

»Vi er ikke fuldstændig flyvefærdig. Men vi er nået længere end noget andet tænketanksprojekt på centrum-venstre. Vi har en klar udfordring på den økonomiske side, fordi alt for få har haft modet og viljen til at bakke op,« siger Jens Jonathan Steen, der henviser til, at der findes flere penge i erhvervslivet end i fagbevægelsen, der er ramt af store nedskæringer.

»Hvis vi skal realisere vores potentiale, så skal der flere penge på bordet.«