Portræt af vikaren

Vi venter på, at Lars Løkke Rasmussen skal træde i karakter som statsminister efter klimatopmødet, så vi for alvor ved, hvilken politik han står for. Mange forventer jo, at der til den tid vil komme en regeringsomdannelse og nye udspil, som skal tegne regeringen frem til næste valg.

Mens vi venter, kan vi læse Niels Krause-Kjærs portræt af Løkke. Krause-Kjær tilhører samme generation som Løkke, Krause-Kjær har tjent sig op gennem Konservativ Ungdom og siden været spindoktor, politisk kommentator og forfatter. Krause-Kjær har et skarpt blik for politiske intriger, han har jo selv gået i en hård skole.

Ikke et politisk projekt

Med det levende og billedmættede sprog, som er karakteristisk for tidens politiske kommentatorer, tegner han et letlæst og underholdende billede af Løkke, som langt fra er ukritisk.

Hovedformålet er angiveligt at indkredse Løkkes politiske projekt. Men undertitlen ‘et portræt af Danmarks statsminister’ dækker i virkeligheden bedre, hvad man får i bogen. Den giver et nærbillede af Løkke og hans vej til magten - uden at grænsen til det private overskrides - men man er efter læsningen ikke sikker på, at der overhovedet er ret meget politisk projekt.

Portrættet er ikke så overraskende. Vi får et billede af en jovial og charmerende mand, der søger fest og fornøjelser ved siden af det hårde politiske arbejde. Han har vundet venner, men trofast var han ikke altid. Han er god til med armen om deres skulder at vinde folk for sig ved hjælp af stor veltalenhed og afvæbnende humor. Han er en god taler, og han debatterer skarpt, men til tider også tarveligt, som da han kaldte Helle Thorning-Schmidt for ‘hindbær-Helle’. Han er hurtig i hovedet og god til at analysere en situation. Han er en aggressivt konkurrerende politiker, der uden tøven har grebet de muligheder for politisk karriere, der har budt sig; det siges humoristisk, at hvis dronningen abdicerede, så ville han også stille op til den post. Og så har han haft svært ved at tage nederlag.

Egnet til blokpolitik

Han har været god til at søge og få magt, men der har været omkostninger undervejs. Han har stødt folk fra sig, og hans karriere har budt på overskredne budgetter i valgkampe og bilagsrod, der har givet indtryk af, at han ikke selv ville betale for sine personlige fornødenheder, men i stedet har væltet udgifterne over på skatteborgerne. Og han har skabt sig fjender som Hørsholms borgmester Uffe Thorndal, der var manden, der gravede i Løkkes bilagsrod.

Som person og politiker har han alvorlige svagheder. Der er tvivl om hans ordholdenhed - hvad der ikke gjaldt forgængeren, Anders Fogh Rasmussen.

Selv om Krause-Kjær er forsigtig med at fælde dom her, så er der ingen tvivl om, at Løkkes liv har givet en del eksempler på, at han har sat personlige interesser over indgåede aftaler og løfter. En konsensuspolitiker ligner han ikke, snarere er han en politiker, der egner sig til blokpolitik og polarisering.

For den politisk interesserede læser er der nok ikke så meget nyt i bogen om Løkke som minister. Her kan man undre sig over, at forfatteren ikke gør så meget ud af, at Rigsrevisionen har rettet kritik mod Løkke for som sundhedsminister at have givet for mange penge til privathospitaler. Den sag ulmer endnu og kan måske få stor betydning.

Men Løkkes tid som lokalpolitiker og amtsborgmester er researchet så godt, at de fleste nok får en del ny viden om svig og magtkampe i det gamle Frederiksborg Amt. I sammenligning hermed fremstår Christiansborg-politik som en flinke-skole. Socialdemokraten Conny Dideriksen var en af deltagerne i magtkampene. Hendes karakteristik af Løkke kommer fra en politisk modstander, men den sammenfatter meget godt det indtryk, som man også får fra andre: »Lars er en charmerende person. Man opdager først, at han er farlig, når det er for sent. Han er en folkeforfører. Lars kan overbevise folk om næsten alt, fordi han har talen i sin magt, så det brager. Og hver gang med et glimt i øjet, så mange glemmer lige at høre, hvad der bliver sagt. Med Lars skal man have alt på skrift.«

Spærrede for Brixtofte

Det vil få betydning for Løkkes politiske muligheder, om han kan lægge nogle af de unoder væk, som han fik i dette amt - hvor det retfærdigvis må siges, at få var sarte i valg af metoder.

Det er ingen statshemmelighed, at Løkke er meget forskellig fra Anders Fogh Rasmussen, som er præget af asketisk levevis, ordholdenhed, punktlighed og de store politiske drejebøger. Løkke gør sig kun nogle korte notater om, hvad han vil som politiker. Fogh var længe forbeholden over for Løkke. Når Løkke alligevel er nået til tops, skyldes det blandt andet, at Anders Fogh Rasmussen ville gøre alt for at undgå, at Peter Brixtofte blev Venstres leder.

Lars Løkke Rasmussen virker ikke som en idépolitiker og planlægger. Han sidder ikke alene og udtænker, hvad han vil. Mens Fogh hvert år tog til Frankrig for at tænke og læse i ro, så kører Løkke om sommeren helst sammen med andre på cykel til Paris. Han er heller ikke en belæst mand. Han kan faktisk knap holde ud at være alene, dertil er han for rastløs.

Løkkes baggrund i lokalpolitik har først og fremmest givet ham forestillinger om, hvordan det offentlige bedst forvaltes. Han tror på, at der kan vindes meget ved udlicitering og fritvalgs-ordninger i det offentlige og en mere »intelligent brugerbetaling«.

Sin egen fjende

På andre områder kan en veltalende og intelligent person som Løkke naturligvis hurtigt formulere sig, men bogen giver ikke rigtig fornemmelse af, at der ligger langvarige overvejelser og et dybt engagement bag. Her må man naturligvis også medtænke, at nok er det godt at have ministererfaring, når man bliver statsminister. Men at komme direkte fra næsten otte år som travl fagminister henholdsvis en tid som finansminister giver især baggrund for at beskæftige sig med den offentlige forvaltning og økonomisk politik. Det er derimod ikke den bedste baggrund for at forberede sig på andre dele af den politiske palet, herunder værdipolitik, klimapolitik, sikkerhedspolitik og meget andet. Anders Fogh Rasmussens intense forberedelsestid under tre år i opposition, var et langt bedre udgangspunkt for at forberede sig til regeringsledelse. At Lykke forekommer at være uden dybde og engagement på en række områder, viser lige så meget et strukturproblem med at forny regeringsarbejdet, som det afspejler en personlig politisk svaghed.

Alt i alt tegner sig et billede af en statsminister, der kan charmere sig til stemmer, og som derfor er svær at slå. Men der synes langt til en idépolitiker, og der er nok også et stykke vej til en god og fremfor alt tillidsvækkende holdleder af et regeringssamarbejde.

Ville der være kommet noget andet frem, hvis Krause-Kjær havde foretaget endnu mere research og givet sig bedre tid? Måske, men jeg tvivler. Muligheden for overraskelser ligger mere i, at den 44-årige Løkke godt kan nå at blive klogere og mere moden til at forvalte sin rolle. Det kræver, at han tilkæmper sig tid til refleksion.

Hans fjende her er ikke alene andres evige kamp om statsministerens opmærksomhed, det er også hans eget behov for selskab.