Sådan her stod sagerne i forrige uge:

Det handlede om, at præsten i Tingbjerg formentlig er fordrevet fra sit hjem, fordi han er bøsse: voldmændene siger det indirekte til Politikens journalist og til BT.

Men for DF’s talsmænd og andre handlede det om civilisationernes sammenstød. Det var endnu engang islam, der var på spil.

Måske ikke som noget voldsmændene selv erkendte. Men som en mere eller mindre uerkendt motivation for dem. Det var derfor, de overfaldt præsten, trakasserede ham, brød ind i hans hjem og ødelagde hans indbo. Det, de foretog sig, var angiveligt led i en større plan, en etnisk udrensning, hvor man søger at skabe territorier, hvor kun muslimer har ret til at bo og færdes.

Først præsten, som symbolet på den kristne kultur i Tingbjerg. Dernæst de resterende danskere, indtil hele området er befriet. Tingbjerg som en slags bosættelse midt i et vantro land. Siden hen vil andre ghettoer følge; i Århus, i Odense osv. Indtil man har fået gennemført den totale etniske og religiøse adskillelse. Ralf Pittelkow skrev en artikel med denne tendens, Sven Ove Gade gjorde det, Peter Skaarup, Katrine Winkel Holm og Søren Pind gjorde det, og Søren Krarup sagde det i radioen.

Men er det sandt, kunne man spørge sig selv. Hvor har de det fra? Er der nogen af voldsmændene, der i forrige uge har hejst den grønne fane over Tingbjerg og råbt fra hustagene, at ‘Allah er stor’? Er der med andre ord nogen af voldsmændene, der på denne måde direkte har ideologiseret deres egen afskyelige forbrydelse? Nej, i hvert fald ikke med islam som begrundelse. Denne ideologisering må ene og alene tilskrives Dansk Folkeparti og skribenterne.

Men hvorfor fortolker de så frit i forhold til forbrydelsen? Der er jo ikke andre aspekter til støtte for synspunktet end den, at gerningsmændene har en muslimsk kulturbaggrund. Giver det alene belæg for at fortolke alle deres handlinger, også de forbryderiske, som noget, der skyldes islams missionsbud?

Inspirationen til denne frie fortolkning kommer naturligvis af det forhold, at det, der er sket i Tingbjerg, hvor en religiøs leder er blevet overfaldet og fordrevet og hans hjem ødelagt, på et meget generelt niveau har træk til fælles med det vi kender som ‘etnisk udrensning’. Det er ubetvivleligt sandt. Men er denne ideologiske motivation sand hver gang en person med en religiøs profil overfaldes?

For at få svar på dette spørgsmål, må man ud over at se på selve forbrydelsen også høre de parter, der er involverede i den; både ofret, voldsmændene samt politiet, der som bekendt skulle opklare den.

Politiet er helt passivt

Præsten fik en telefonisk henvendelse fra Trykkefrihedsselskabets nettidsskrift Sappho, men nægtede først at udtale sig, og siden hen tog han end ikke telefonen! Og tavshed kan betyde hvad som helst.

Overfaldsmændene derimod, fortalte velvilligt Politikens journalist, at de foragtede præsten, fordi han var bøsse.

Og BT (den 17. oktober) har endog beriget læserne med den indiskrete detalje, at overfaldsmændene har bevidnet, at de har fundet noget, der kunne tolkes som pornografi under deres indbrud i præstens hjem. (Det er virkelig nyt, at vi på denne måde får oplyst detaljer om ofres privatliv fra voldsmænd via pressen)

Politiet har hverken anholdt nogen af gerningsmændene, opklaret forbrydelsen eller på tilstrækkelig måde kunnet forsikre præsten om, at han ikke ville blive overfaldet igen.

Det kan derfor undre, at man sidste søndag til gudstjenesten ikke protesterede over for politiet, men over for voldsmændene. Måske ville politiet være mere lydhør over for protester fra statsministeren og andre politikere?

Peter Skaarup fra DF lyder i Kristeligt Dagblad den 14. oktober som en almindelig vattet politiker, der bekymrer sig om konspirationer på Christiansborg.

Og så har han også blik for det særligt virulente i sagen: at det er et angreb på en præst, et symbol på den kristne, danske kultur. Ikke et ord om politiet.

Ingen synes at ville ud med sandheden, undtagen voldsmændene selv. Men er de så troværdige?

De siger, at de har forfulgt et menneske, fordi han er homoseksuel. Men Politiken har underspillet denne motivation hos voldsmændene, og mest koncentreret sig om, at de er sociale ofre, hvis brøde uretfærdigt udnyttes af Dansk Folkeparti og andre.

Gisninger og værdier

Det kan se ud, som om en af bladets kerneværdier, forsvaret for homoseksuelles rettigheder, her konfliktuerer med Dansk Folkepartis ideologisering af konflikten: Dette får som konsekvens, at man underspiller forbrydelsen i dækningen af sagen og bl.a. giver plads til et interview med tidligere borgmester Pelle Jarmer, der fremsætter vanvittige, groteske påstande om, at præsten selv er skyld i overfaldene og indbruddene på grund af uoverensstemmelser i menighedsrådet.

Senere gentages disse påstande af bladets kommentator Rune Engelbrecht og behandles, som om de er helt legitime og raisonable.

Politiet siger ingenting, udover at det er chikanerier, og har ingenting gjort.

Og Dansk Folkeparti hejser kristendommens banner, og går sammen med andre til gudstjeneste i Tingbjerg - med Pia Kjærsgaards ord i foragt for voldsmændene. Det er i sig selv en ny motivation for at gå i kirke.

Men hvorfor var der i forrige uge ikke nogen, der bare lyttede til voldsmændene selv?

Og hvorfor forsvarede man ikke bare ofret, fordi han var homoseksuel - og protesterede over for politiet, fordi de ikke havde været i stand til at forsvare ham?

Skal man fortolke denne gåde, gælder kun gisninger. Men man kunne få den tanke, at en sådan sag ikke var ædel nok for Dansk Folkeparti, og heller ikke kunne politiseres på samme måde som forsvaret for kristendommen. Forsvaret for homoseksuelle er i sig selv ikke en sag for højrekulturalismen.

Den venstreliberale presse har heller ikke været særligt aktiv i forsvaret for denne menneskerettighed. Politiken var meget forsagt og inviterede afsindige personer til at betvivle ofrets uskyld - og Information skrev slet ingenting selv, endsige sendte nogen journalister til fronten i Tingbjerg. Det eneste man bragte, var et par telegrammer om affæren: Man skulle nødigt stille sig til rådighed for DF’s ideologisering af forbrydelsen. Derfor måtte den bagatelliseres og fortrænges.

Ekstrem politisering

Denne hermeneutiske gåde kan måske lære os, hvilke andre menneskerettigheder end ytringsfriheden, der er sårbare i striden mellem venstre- og højrekulturalismen.

Forsvar for ytringsfriheden blev ofret af venstrekulturalismen i sagen om JP-tegningerne, fordi man mente, at dens brug kunne udnyttes af højrekulturalismen. Det var et novum.

Nu har vi set, at heller ikke homoseksuelles mest grundlæggende rettigheder i visse situationer kan forsvares af venstrekulturalismen - for også et sådant forsvar kan udnyttes af højrekulturalismen, som vi var vidne til i forrige uge. Det er måden, man ræsonnerer på. Man kan kun reagere refleksivt i forhold til Dansk Folkeparti: Er der en sag, dette parti ideologiserer, ser man det som sin opgave at bagatellisere, fortie eller forvride selve sagens substans. Man er ikke i stand til selvstændigt at kalibrere sit eget syn på sagen - uafhængigt af Dansk Folkeparti.

Men en forbrydelse er en forbrydelse er en forbrydelse - uanset hvad DF mener om den.

Rygterne om Dansk Folkepartis store magt er således vildt underdrevne: Partiet udgør ikke kun regeringens parlamentariske grundlag, det manipulerer også i stort omfang Politiken og Information, der i denne sag kun reagerer refleksivt i forhold til partiets synspunkter.

Reaktionen på overfaldet og fordrivelsen af sognepræst Ulrik Vogel i Tingbjerg er følgen af politiseringen af menneskerettighederne. De politiske prioriteringer har et højere, mere ædelt ideologisk formål for både højre- og venstrekulturalismen, end menneskerettighederne i sig selv.

Jens-Martin Eriksen er forfatter

Denne artikel er anbefalet af: