Svensmark og hans solteorier er troværdige

Peter Laut mangler forståelse for videnskabelig metode, og derfor er hans forsøg på karaktermord på en lødig forsker forfejlet

Peter Laut gentager i en kronik i Information 23. oktober sine tidligere fremførte beskyldninger om, at en af mine medarbejdere i DTU Space, professor Henrik Svensmark, har opnået sine videnskabelige resultater gennem at manipulere med data.

Selv om beskyldningen er fremført af en person, der ikke er forsker og aldrig selv har publiceret original forskning, er det alligevel er en alvorlig anklage, især fordi den kritikløst bliver bragt til torvs af en presse, som ikke har nogen reel mulighed for at vurdere anklagerne. Derfor rettede Henrik Svensmark i 2003 en henvendelse til Udvalget Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU), som i sin afgørelse konkluderer, at der er tale om en faglig strid og ikke et spørgsmål om uredelighed. Såfremt Peter Laut var uenig i den vurdering og kunne dokumentere dette, havde han således dengang alle muligheder for at fastholde sit synspunkt.

Forsøg på karaktermord

At Peter Laut nu fem år senere igen fremturer med sit forsøg på karaktermord er måske ikke helt så uventet i betragtning af hans indrømmelse af, at hans arbejde med at publicere artikler, der kritiserede de danske sol- og klimaforskere var politisk motiveret og af denne grund blev finansieret af Energistyrelsen, således som det fremgik af en artikel i Berlingske Tidende i december 2007.

De ganske få aspekter med videnskabelig substans i Peter Lauts kritik er alle imødegået på normal måde i den videnskabelige litteratur enten i form af publicerede indlæg eller gennem publicering af nye og forbedrede observationer, som har bekræftet de tidligere publicerede resultater. Disse ignorerer Peter Laut blot, men at fortsætte en debat baseret på Peter Lauts personangreb mener vi ikke hører hjemme i den seriøse videnskabelige litteratur.

At vise forskellige datatyper i samme figur er helt normalt og legalt i videnskabelige artikler - forudsat man i teksten præcist beskriver dem. Peter Lauts påstand om at der er fjernet data, som ikke stemmer med solteorien, er også helt grundløs. De to figurer han sammenligner, indeholder nemlig nøjagtig lige mange datapunkter, men de er forskellige, idet de angiver skydækket over forskellige dele af oceanet. En mere seriøs læser end Peter Laut ville således også have bemærket, at de to figurer har forskellige skalaer.

Manglende forståelse

Peter Laut forsvarer sit forsøg på karaktermord med modtagelsen af mange anerkendende e-mails og referencer i internationale tidsskrifter. Det første er blot endnu et udtryk for dagens politisering af klimaforskningen, og det andet er desværre et udtryk for en stigende tendens i den videnskabelige litteratur til at slippe for selv at gå i dybden og tage stilling, når man bekvemt og ansvarsløst blot kan referere til en offentliggjort kritik med henvisning til at den er 'peer reviewet' (publikationsprocedure, der traditionelt benyttes for at sikre videnskabelighed og kvalitet, red.).

At tillægge de første publicerede korrelationer årsagen til Henrik Svensmarks 'verdensberømmelse' vidner også om Peter Lauts manglende forståelse af den videnskabelige metode. De første resultater udstak vejen for de følgende 10 års forskning for at forstå den fysiske proces, der kunne være årsag til den tilsyneladende observerede sammenhæng. Men det er denne forskning baseret på observationelle undersøgelser, laboratorieeksperimenter og teoretiske beregninger, der for forskerne i det internationale videnskabelige samfund er det afgørende vurderingsgrundlag.

Eigil Friis-Christensen er direktør på Institut for Rumforskning og -Teknologi, ved Danmarks Tekniske Universitet

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Kåre Fog

For den der selv vil danne sig et indtryk af hvilken form for manipulation, Svensmark beskyldes for, kan jeg henvise til dette link:

http://dams.risoe.dk/blad/pdf/Vejret94.pdf

Man bladrer et stykke hen i publikationen, og dér finder man så en artikel af Peter Laut som detaljeret gennemgår hvad der er galt med Svensmarks afhandlinger.

Desuden har jeg to andre kommentarer:

1) Peter Laut kritiseres for at have været offentligt aflønnet, og dermed at have brugt statens penge til ensidigt at gå imod et bestemt synspunkt. Meget mærkeligt argument - både Lomborg og Svensmark har direkte af regeringen fået langt langt større pengebeløb end Peter Laut og bruger dem til ensidigt at fremme meget tvivlsomme, ensidige vurderinger.

2) Svensmarks teori om solens indflydelse kan være god nok for ældre tidsperioder, hvor mennesket endnu ikke havde nævneværdig indflydelse på mængden af drivhusgasser. Men for tiden siden ca. 1970 er der slet ingen sammenhæng længere mellem solens aktivitet og temperaturerne på kloden. Altså er Svensmarks teori ikke relevant m.h.t. global opvarmning.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Gorm Petersen

Alligevel er det vigtigt fordi det kan hjælpe os til at forudse og dermed imødegå den situation, at det faktisk lykkes os at reducere co2 mængden - men at temperatur og havstigninger alligevel fortsætter.

M.a.o. at vi ikke skal fjerne digeforstærkninger blot fordi co2-målerne begynder at vise lavere indhold.

Vi har en tilsvarende situation på sundhedsområdet - det var let at påvise sammenhængen mellem rygning og rygerelaterede sygdomme.

Desværre er sygdommenes hyppigheder i eksempelvis USA ikke faldet i det omfang man havde ventet i takt med at rygningen faldt - heller ikke under skyldig hensyntagen til formodede inkubationstider, og en stærkt stigende population af individer, der aldrig har røget.

Statistik kan nærme sig okkultisme !

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Dorte Sørensen

Jeg er også faldet over, at hvis fx Energistyrelsen har en kritikker som ansat så kan denne ansattes vurderingen ikke tages alvorligt.
Den forstår jeg ikke, og slet ikke i disse tider hvor regeringen ønsker, at forskerne på universiteterne i stor udstrækning skal ud og søge midler.
Derudover hvordan kan vælgerne så stole på fx SFIs forskningsresultater og undersøgelser, når de til dels er bestilt og betalt af beskæftigelsesministeriet og socialministeriet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Olaf  Pepke Pedersen

Peter Lauts problem er, at han holdt det skjult. , at han blev betalt af Energistyrelsen for at påvirke debatten. I stedet optrådte han som den uafhængige "ekspert" fra DTU, når han talte med journalister, debatterede med Lomborg eller angreb danske forskere. Samtidig erklærede han selv i sine beretninger til Energistyrelsen, at han gjorde det for at forhindre, at der blev sat spørgsmålstegn ved den daværende energipolitik. Hans virke kan derfor best sammenlignes med lægen Tage Voss, der i årevis argumenterede for at rygning ikke var skadeligt, men ikke fortalte, at han blev financieret af tobaksindustrien.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Klaus  Flemløse

Svensmark, Laut, Friis-Christensen og solen

I et svar på Peter Lauts kronik vedr. Henrik Svensmark og hans sol-teori, har Eigil Friis-Christensen givet en replik i Information den 31.10.2009.

Nogle hovedpunkter i svaret er for det første, at kun klimaforskere må kritisere klimaforskere, for det andet, at Peter Lauts indsats er politisk motiveret og finansieret af Energistyrelsen og for det tredje, at Laut ikke forstår sig på den videnskabelige metode og for det fjerde, at Svensmark allerede har givet et svar på Lauts kritik.

Argumentet om at kun klimaforskere må kritisere klimaforskere er forfejlet, idet forskning netop forudsætter, at enhver uanset baggrund er velkommen til at finde fejl og mangler ved en videnskabelig publikation eller teori. Det bidrager til, at forskningen udvikler sig. Laut har gennemgået en række artikler mht. data, analyser og konklusioner og har publiceret sine observationer i et videnskabeligt tidsskrift. Derfor burde Svensmark og Friis-Christensen i virkeligheden takke Laut for et godt stykke arbejde.

Der ligger et paradoks i, at Svensmark på den en side modtager store beløb fra Regeringen til sin forskning og på den anden side kritiserer Laut for at modtage løn fra Energistyrelsen for at deltage i - efter min mening nyttige arbejde - en videnskabelig diskussion.

Svensmark har på intet tidspunkt sammenskrevet en artikel, der imødegår Lauts indvendinger og fået den publiceret. Derfor står Lauts kritik fortsat uimodsagt.

Hvis man anvender meget strenge videnskabelige kriterier over for nye videnskabelige teorier, ville mange videnskabelige nybrud ikke have fundet sted. Derfor er jeg villig til at give Svensmark en hel del snor, også selv om han har haft fingeren på vægten i forbindelse med de omtalte artikler.

Men jeg har en dobbelt opfattelse af Svensmarks personlighed, nemlig som en slags Dr. Jekyll og Mr. Hyde. Han er på den ene side en seriøs forsker(Dr. Jekyll ), der bidrager med en interessant teori om klimaet og på den anden side politikeren (Mr. Hyde), der lader sig spænde for Dansk Folkepartis ideologiske stridsvogn. Den mikstur, som Svensmark nedsvælger, og som ændrer hans personlighed, er miksturen af præstepenge blandet med lidt kulpenge. Derfor er det vanskeligt at vurdere Svensmarks udsagn. Man skal med andre ord have et indbygget filter for at vurdere, hvad Svensmark skriver og siger.

Hans placering i den videnskabelige verden er påvirket af hans Mr. Hyde-personlighed, hvor han udsender spin om, at nu har han endnu en alternativ teori, der kan erstatte CO2 som forklaring på den aktuelle globale opvarmning. Imidlertid er andre aspekter af hans teori accepteret med henblik på yderligere forskning.

Ifølge Bennestad (2002) er der sket en renæssance i Jord-Sol-forskningen, idet antallet af videnskabelige artikler før 1979 kun var på 33 og efter 1979 på 57 artikler. Sjovt nok forkaster de fleste forskere, at Solen kan forklare den globale opvarmning.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kåre Fog

Jeg har sendt nedenstående indlæg til Information. Desværre har redaktionen afvist at trykke det:

NÅR 95-5 BLIVER TIL 50-50
Om den nuværende globale opvarmning skyldes drivhusgasser eller naturlige svingninger i strålingen fra solen, er ikke ligegyldigt. Det har stor betydning for, hvilken politik der skal føres.
Umiddelbart er der ingen sammenhæng mellem temperaturforløbet siden 1970 og variationerne på solen. Derfor burde solens betydning let kunne afvises. Men når Henrik Svensmark alligevel formår at få brede kredse til at tro på en sammenhæng, er det fordi han har manipuleret med statistikkerne; det påstod Peter Laut i Information 23./10., hvorefter Eigil Friis-Christensen (EFC), der har samarbejdet med Svensmark om sol-teorien, imødegik Laut med en mod-kommentar d. 31./10.
Laut har skrevet en ny replik for at imødegå EFC, men fået den afvist af Information, lige som andre har fået replikker afvist. Information har henvist Laut til at lægge sit indlæg på bloggen, den elektroniske svarboks. Det er ikke godt nok, Information.
Tag f.eks. følgende passus fra EFC´s indlæg: ”De ganske få aspekter med videnskabelig substans i Peter Lauts kritik er alle imødegået på normal måde i den videnskabelige litteratur . . ”. Dette er løgn, så hvordan tør EFC gå så vidt som til at lyve offentligt? Det kan han slippe af sted med, fordi der ikke kommer noget efterfølgende korrektion – den afvises af avisredaktionen. Status i den anerkendte videnskabelige faglitteratur er, at Lauts kritik er publiceret og citeres bredt, mens tilbagevisning af Lauts kritik ikke er publiceret. Her er der altså kraftig overvægt til fordel for Lauts kritik. Men i Informations spalter bliver vægtningen til 50-50. Her står der to ligeværdige indlæg, og læserne må selv vurdere om de tror mest på den ene eller den anden. Men de fleste læsere har ingen forudsætning for at vurdere dette. Resultatet bliver at i den almindelige opinion står sagen som ”omstridt”, ”tvivlsom” eller ”uafklaret”.
Det samme dilemma er generelt for hele klimadebatten. Vi kender det f.eks. fra Lomborg, hvis synspunkter kun deles kun af et mindretal af forskere. Odds står måske 5-95 i Lomborgs disfavør. Men i medierne giver man ligelig vægt til begge synspunkter og efterlader derfor et misvisende indtryk af at odds står 50-50. Derved giver medierne et misvisende billede af hvordan sagerne står.
Resultaterne af denne mediepolitik er uhyggelige. I USA er det specielt udbredt, at f.eks. olieindustrien betaler forskere under bordet for at fremsætte synspunkter om klimaet der går den videnskabelige mening midt imod, hvorefter disse forskere forlanger – og får – 50 % af pladsen i mediebilledet. Dertil kommer at kræfter med økonomiske interesser i sagen organiserer og finansierer uhyggelige mængder af blogindlæg, videoer, bøger osv. Hos amazon.co.uk rangerer bøger der benægter global opvarmning som nr. 1, 2, 4, 5, 7 og 8 på bestsellerlisten inden for kategorien global opvarmning. Den slags virker. Andelen af amerikanere der tror på at der overhovedet er en global opvarmning i gang er for nyligt faldet fra 71 % til 57 % på blot 18 måneder. Og siden 2006 er der færre amerikanere (41 %), der tror at global opvarmning er menneskeskabt, i forhold til de 44 %, der nu tror at det skyldes naturlig variation.
Disse meningsforskydninger i befolkningen er mulige, fordi medierne lader deres publikum i stikken. Debatter efterlades uden konklusion, lige som her i tilfældet Laut vs. EFC. Når der oven i det lægges en massiv bølge af bevidst misinformation fra kræfter med økonomiske interesser, så går det galt.
Derfor bliver journalister og redaktører nødt til at erkende, at alle synspunkter ikke er lige gyldige og ikke skal have samme vægt. Hvis der f.eks. er tale om ren løgn, som i EFC´s indlæg, så må en sådan løgn ikke holdes svævende uimodsagt.
Hvad kan der gøres? Som et minimum må der skabes det nødvendige samspil mellem den trykte avis og bloggen. Information må oprette en rubrik om væsentlige replikker, som der ikke er blevet plads til i avisen, men som kan læses på nettet. Redaktionen kan f.eks. lægge Peter Lauts replik på en blog, og derefter henvise i den trykte avis til at et svar findes dér. Det er ikke godt nok at satse på, at læserne selv kigger efter, om Laut har svaret på bloggen (i skrivende stund er hans indlæg ikke lagt der).
En debat om så vigtige ting kræver en dommer-funktion. Redaktionen må tage det ansvar på sig at vurdere argumenternes holdbarhed, og vægte stoffet derefter. Netop når det gælder klima har Information faktisk mandskab der er rustet til denne opgave. Brug dem.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Stig Larsen

Godt at se dig på barikaden igen Kåre.

Problemet er at medierne elsker konflikten højere end sandheden.

For øvrigt kender vi også betalte forskere i Danmark, omkring malersyndromet betalte olieindustrien danske forskere for at publisere at malere ikke tog skade af opløsningsmidler, de var bare mere fordrukne og dummere end andre mennesker. (Det er ikke en gang løgn, det var der sku en læge der skrev).

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Skaarup

Tak til Stig Larsen for denne observation: Problemet er at medierne elsker konflikten højere end sandheden.

Jeg mener at hvis de videnskablige fakta, er korrekt. Så burde Stensmark og Lauts konflikt, kunne løses ved at de publiceret det anvendte materiale, beregningsmodel, og videnskablige metoder, i en java -applikation, som alle kunne indføre data i, og se om der fremkom de samme resultater smom Stensmark påstår, eller om der er Laut som har ret.

Så længe diskussionen foresgå på "du er en spade, der ikke forstår vores videnskab" niveau, bliver vil alle tabere i denne strid. Hvis der var noget snakke, ville det være fedt at kunne få mulighed for at anvende viden i praksis.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bjørn Herring

Dette blot et sukkende indspark fra siden.

Pga. indskrænkede åndsevner kan jeg ikke bidrage til ovenstående debats substans.

Det eneste jeg vil sige er at jeg i anden sammenhæng har oplevet hvordan et videnskabeligt paradigme har ført en kamp imod et andet paradigme.

Dette er så at sige narurvidenskabens naturtilstand.
Paradigmernes kamp!

Uden at kunne vurdere indholdet af debatten vedr. videnskabelighe/uvidenskabelighed har jeg alligevel lyst til at sige følgende.

Det virker som om der kun er et gyldigt paradigme, hvilket uvilkårligt kan få en til at tænke på forholdet imellem paven og Kopernicus.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bjørn Herring

En helt anden synsvinkel på debatten kunne være at den i stor grad handler om skyld.

På globalt plan får Vesten skylden for de ulykker der rammer resten af verden.

Hvis solteorien er rigtig, går Vesten fri.

Hvis vi selv har skylden, så ifølge vores protestantiske moral skylder vi.

Det er derfor på den ene side et behov for at vide hvad der er rigtigt og på den anden et behov for at slippe for skyld.

Det idéelle ville være at forene disse synspunkter.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Stig Larsen

@Bjørn Herring

Det ville jo forudsætte at naturvidenskaben var værdiuafhængig. Er der noget som klimaebatten har vist, er det at naturvidenskaben IKKE er værdiuafhængig, den indgør på godt og ondt i det almindelige politiske spin. Derfor biver man som vidensarbejder nødt til at tage stilling.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bjørn Herring

Faktisk forudsætter jeg det modsatte. Videnskaben er kun uafhængig i navn, men ikke i gavn.

Dens ideal er uafhængighed, men den har i perioder svært ved at leve op til sin egen kodeks.

Jeg er ked af at du kunne misforstå mit indlæg i den grad, og jeg vil bestræbe mig på i fremtiden at gøre mine synspunkter mindre tvetydige.

Håber at dette har kunnet udrydde eventuelle misforståelser?

Med venlig hilsen

Bjørn

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Morten Kjeldgaard

Ifølge Berlingske Tidende skal Svensmark optræde på en klimaskeptikerkonference organiseret af Dansk Folkeparti med Morten Messerschmidt i hovedrollen.

Svensmarks solpletteorier har ikke kunnet finde tilslutning i den videnskabelige verden, men han kan bruges som nyttig idiot i Messerschmidt og kumpaners agitation. Svensmark har forladt videnskaben og begivet sig ind på propagandaens, løgnens og bedragets område.

Derfor behøver vi andre heller ikke længere tage Svensmark alvorligt.

anbefalede denne kommentar