Opslag til denne artikel

Emneord:biblioteker
Personer:Anders Fogh Rasmussen, Jens Otto Krag
Organisationer:Folketinget, Jyllands-Posten, PET
Steder:Afghanistan, Danmark, Irak, USA

Der er ingen nedre grænse for, hvor mange biblioteker der kan blive lukket. Det sagde kulturministeren forleden i Berlingeren. Såfremt ingen nedre grænse findes, betyder det jo sådan set, at kulturministeren med sindsro kan finde på at lukke også det sidste bibliotek i Danmark og smide nøglen væk.

Kommentaren til en sådan meddelelse er regeringens standardberoligelse, den der i sin tid gav sig udtryk i et slogan som: mere miljø for færre penge. Eller efterfølgende udsagn: skattestop og mere velfærd; bedre ældrepleje med samme personale; bedre behandling på de offentlige sygehuse og flere læger og sygeplejersker til de private; mere demokrati i færre kommuner. Bedre lokalstyre uden amter og i regioner uden indflydelse. Og så videre.

Statistiske størrelser er som bekendt tålmodige. Når man i forvejen hælder sit hoved til Lomborgs fiflerier, er det vel heller ikke så overraskende, at bibliotekstjenesten forbedres ved at lukke 167 biblioteker. Flere følger som sagt. Det siger næsten sig selv, at der kommer flere udlån på de tilbageblevne. Heraf ses, at der har været for mange biblioteker, når færre forbedrer udlånsstatistikken.

Det minder om slangemedicin. Jo mindre patienten tager, des raskere bliver han, hvilket beviser, at slangemedicin virker - også i små mængder. Nu skal udlånene lægges ind i de stedlige Brugser. Nærliggende at man dér stiller sine hyldemeter til rådighed for Rilkes samlede digte og Prousts tabte tid. Ingen kan vel forestille sig, at biblioteksudlån i Brugsen vil skele bare en anelse til udsalget af bestsellerlitteratur ved nabodisken.

Kulturel ruin

Kulturministeren er, hvis nogen skulle have glemt det, konservativ. Hvad mon hendes kammerater blandt de kulturkonservative, dem man også ved festlige lejligheder med en lidt selvmodsigende begrebssammenstilling kalder højreintellektuelle, hvad mon de siger til biblioteker i frit fald og Brugsens overtagelse af litteraturformidlingen i Danmark?

I øvrigt kan det være lige meget. I Radioavisen fortalte den overfriske morgenværtinde samtidig om skolernes indeklimaer, som efterhånden er så forfærdende, at ungerne efter få timers skolegang ikke kan lære mere, men sidder med hovedpine, hukommelsestab, rindende øjne og udflåd i ørerne og drømmer om grønne enge og klorofylduftende bøgeskove.

En ekspert i indeklima udtrykte gru ved tilstandene på skolerne i kommunerne, der er så klemt, at de end ikke har råd til at tillade åbne vinduer for varmetabet. Besparelserne på landets infrastruktur ligner snarere en nedsmeltning, som igen er en trussel mod landets kommende generationer. Det er ikke nær så alvorligt at efterlade sig gæld efter udgifter investeret i fremtiden, ikke nær så galt som at efterlade sig den kulturelle og humanistiske ruin, der nu er en realitet.

Hvad er det for et land, danskerne bebor; hvorfra kommer den politiske jublende selvglæde over tingenes tilstand? Den moralske trøske breder sig. Udsagnene ovenfra er halve eller kvarte usandheder. Og når lokummet brænder, har de ingen kommentarer. Men i populismens navn er der ingen smalle steder.

Ikke en plet

Ministre med statsministeren i spidsen iført sleske folketingsmedlemmer og andre spytslikkere tropper op for at udtrykke sympati for en chikaneret præst. Prisværdigt. Udviste mon samme prominente kreds solidaritet med afviste asylansøgere chikaneret ud af landet til usikkerhed og den visse død i det bombehærgede Irak, danskerne selv gik i krig med uden planer for freden?

Chikanen mod præsten i Tingbjerg udøvedes af nogle utilpassede rødder af anden etnisk herkomst. Mon statsminister med følge var rykket ud, hvis det havde været Jønkes bande, der havde hjemsøgt Tingbjerg? Næppe. Det antimuslimske element har kronede dage svøbt i flomme af danske værdier og religionsfrihed, hvilket det ikke har en Pind at gøre med. Det drejer sig om en belastet bydel, hvor de unge lømler er foragtede og udstødte.

Og hvordan går det så ellers?

Joh, forsvarsministeren har jo stadig ikke styr på sine tropper; integrationsministeren vildleder Folketinget; statsministeren har haft rod i sine øl- og naturfilmsbilag; den tidligere vicestatsminister, der satte den alternative energiforskning i stå, er moden til en tur i spjældet for ulovlig omgang med skydevåben; den nuværende vicestatsminister snød med vederlagsreglerne i Folketinget, og senere som justitsminister forkludrede hun politireformen. Danmarks tidligere statsminister, nuværende NATO-generalsekretær blev grebet i kreativ bogføring (jo, jo, enkelte danskere husker det endnu) og alligevel blev han statsminister og derefter sendt ud i verden - oven i købet trompeteret i national stolthed fra sit høje embede til det næste.

Det ene med det andet. Hvad er det dog der sker i dette forhenværende så stolte retssamfund, hvor Jens Otto Krag engang udtalte til denne klummeskriver: Man må ikke kunne sætte en plet på en minister, allermindst statsministeren!

Noget vås

Og så er Danmark i krig. 28 soldater har nu mistet livet, adskillige andre er såret på både på sjæl og legeme, nogen af dem ulægeligt.

Hvad er det for en krig? Det er jo krigen i Afghanistan. Hvorfor slås danskerne i den krig? Øh. Kan vi vinde den? Øh. Hvornår er krigen mon forbi? Øh. Hvor mange danske soldater er vi parate til at lade dø i krigen? Øh. Hvor mange fjender er det rigtigt at slå ihjel? Øh. Hvem er egentlig disse fjender? Øh. Hvorfor - helt ærligt - er Danmark med. Helt ærligt? Øh, det er fordi vi solidarisk slås side om side med Amerika, som under Bush erklærede krig mod terroren, og så syntes vi ligesom også, at vi skulle være solidariske med Bush og Cheney, så vi ikke kom til at ligne dem, der førte den usle samarbejdspolitik under besættelsen. Det sagde Anders Fogh Rasmussen selv. Jamen, det er jo noget vås! Ja. Men det er der så meget, der er. Men er der så bare noget som helst, bare en lille bitte, bitte smule, bare en antydning, der peger på, at omkostningerne blot i allermindste forstand står mål med resultaterne? Vist ikke, hvis man spørger så bramfrit.

Det gælder om at få det sagt nu. Fremover efter den afslørede terrortrussel mod Jyllands-Posten, som vi endnu ikke ved så meget om og i skrivende stund ikke meget mere, end hvad PET har fortalt, vil man blive beskyldt for landsforræderi ved at stille sig kritisk an over for det selvforskyldte element i det aktuelle terrortrusselsbillede. Mon ikke en del af prisen for, at en statsminister ikke ville møde de arabiske ambassadører og derved optrappede konflikten om de stupide og unødvendige karikaturer, nu står til betaling? Var det virkelig det værd? Det kan man igen og igen spørge sig selv om, hvis såfremt ifald bomben en dag sprænges på Hovedbanegården eller i Frue Kirke.

Ytringsfriheden stod ikke på spil. Ikke tale om. Det var ikke den, der bragtes i anvendelse, derimod nogle tåbelige og krænkende ytringer. Det er noget andet, og det er dem, nogle fundamentalistiske tosser handler ud fra. Den slags gør fundamentalistiske tosser, det må man i et eller andet pragmatisk omfang tage hensyn til, ellers er man dum.

Dertil kommer oven i denne tåbelige fremprovokerede og unødvendige situation en ualmindelig aggressiv og militant udenrigspolitik ført af dette ubetydelige land, hvis interesser ikke er kongruente med det republikanske USA’s og aldrig har været det. Der er nok at tage fat på for en fornærmet fanatiker i landet med det reducerede biblioteksvæsen.