GRINAGTIGT VIRKEDE det, da et oprør mod en borgerlig regering blev erklæret fra den spejlklædte palmehave på Hotel D’Angleterre. Det skete i marts 2005, da spidsen af dansk borgerlighed forsamledes for at lancere tænketanken Center for Politiske Studier - CEPOS. Tanken med den tænketank: At tænke samfundskritisk ud fra et borgerligt-liberalt synspunkt, herunder at revse den borgerlige regering for ikke at være borgerlig nok.

Men på venstrefløjen stivnede grinet, for CEPOS viste sig snart at være en succes. Når medier søgte en kritisk kommentar til VK-regeringens udspil, ringede de til CEPOS, der ilsomt tilkendegav, at det sagligt set burde være meget borgerligere. Hovedstrømmen i dansk meningsdannelse gav sig til at flyde mellem VK og CEPOS.

DEN FORVRIDNING så ud til at udrettes, da der for et år siden søsattes en modsat tænkende tank. Navnet Cevea er uskønt, men dækker Centrum-Venstre Akademiet. Cevea-direktør Jens Jonathan Steen lovede: »Vi kan sætte et nyt hold ind.«

Nærværende avis undrede sig på lederplads over, hvordan dette løfte forenedes med, at formandsposten i Cevea var udset til at beklædes med tidligere kulturminister Jytte Hilden, og at det rådgivende udvalg prydes af velfortjente, men vejrbidte veteraner som Mogens Lykketoft, Holger K. Nielsen og Marianne Jelved.

SOM DETBES i dagens Refleks, er det ikke lykkedes Cevea at komme i nærheden af CEPOS’ succes. Cevea døjer med at finde sponsorer, der er lige så generøse som CEPOS’. Kun 600. ooo kr. har Cevea at gøre godt med det næste år - CEPOS har ifølge Cevea 36 gange så meget.

Forskel i gennemslagskraft kan bekræftes, hvis man netsøger på medieomtale inden for de sidste 12 måneder: Det giver 4.820 hits på CEPOS. Og på Cevea: 389.

Uligheden i debatpåvirkningen er ikke rettet op. Det er ilde i et land, hvor borgerligheden i forvejen sidder tungt på medierne.

De, der ikke vil som den borgerlige regering - og slet ikke vil noget, der er endnu borgerligere - må til lommerne. Som det til fulde er bekræftet af internationale erfaringer, giver tænketanke afgørende politiske impulser. De inspirerer tænksomme vælgere til at søge andre politikere og vælgerfølsomme politikere til at føre en anden politik.

Det er svært at forestille sig andre betalingsdygtige støtter for en centrum-venstre tænketank end fagbevægelsen. Den har til gengæld pr. tradition svært ved at finansiere tanker, der udfordrer den selv.

Ironisk er det, at en privat almennyttig støttefond, der ellers kunne have været selvskreven til at træde til, nemlig Enkefru Plums Støttefond, ligger aldeles underdrejet i indbyrdes strid og beskyldninger om misforvaltning. At Plum-fonden og Cevea stander i våde samtidig, er der forhåbentligt ikke noget symptomatisk ved.