Opslag til denne artikel

Emneord:krigen i Afghanistan
Personer:Frank Lissner, Stanley McChrystal
Organisationer:ISAF, Taleban
Steder:Afghanistan, Danmark, Irak, Iran, Kabul, Kina, Pakistan, USA, Vietnam

Krigen i Afghanistan er langt fra tabt. Tværtimod nærmer vi os det punkt, hvor bolden begynder at rulle af sig selv, og afghanerne for alvor tør tro på en fremtid uden Taleban. Det mener oberst Frank Lissner, der netop er kommet hjem efter et halvt år som chef for den danske styrke i Helmand.

Her har han haft krigen helt inde på livet og med egne øjne set, hvor svært det er at vende udviklingen - ikke mindst i det sydlige Afghanistan, hvor Taleban er allerstærkest, og befolkningen allermest skeptisk, både over for de udenlandske styrker og regeringen i Kabul.

Selv om Taleban vinder frem, den folkelige opbakning til krigen styrtdykker og stadig flere sammenligner Afghanistan med Vietnam, hører Frank Lissner til optimisterne. Han er overbevist om, at det stadig kan lykkes at stable et levedygtigt alternativ til Taleban på benene. Information har spurgt ham hvorfor.

Succes i sigte

- Du mener altså stadig, at krigen kan vindes?

»Ja, det gør jeg helt bestemt. Det er for tidligt at give op. Det handler om at få stenen til at rulle. Lige nu er det op ad bakke, men hvis det først lykkes, så går det stærkt med at nå det punkt, hvor vi kan trække os ud og overlade Afghanistan til afghanerne.

- Hvad er det helt præcist, der får dig til at mene, at udviklingen kan vendes?

»Jeg har set tingene gå i den rigtige retning. Det syntes jeg de gjorde, før jeg tog af sted. Og det synes jeg stadigvæk efter at have været et halvt år i Helmand. Det går ganske vist lidt langsommere end planlagt med at få etableret fuld kontrol over provinsen, men vi er godt på vej. Især den store sommeroffensiv, som blev gennemført af os og englænderne i området mellem de to vigtige byer Gereskh og Laskar Gah kan medføre et vendepunkt. Det er nu Taleban-frit område. Derudover vil den amerikanske tilstedeværelse også få en afgørende effekt i løbet af de kommende måneder.«

- Hvorfor går det egentlig så langsomt? Det virker jo som om, den danske front rykker få hundrede meter om året?

»Indtil nu har vi brugt den såkaldte ink-spot-strategi, hvor vi først overtager kontrollen med byerne og så langsomt udvider de Taleban-frie-områder, indtil de flyder sammen. Vi troede, det ville ske af sig selv, men det er ikke sket. Jeg er enig i, at det har taget for lang tid, men det skyldes, at vi hverken har haft ISAF-styrker nok eller nok afghanske styrker. Og det er i øvrigt stadig et problem, selv om amerikanerne er kommet til med flere tusinde mand. Der er behov for mange flere afghanske soldater i hele Helmand provinsen, så folk trygt kan bevæge sig mellem byerne.«

Et år endnu

- Hvor langt er I egentlig fra at kontrollere hele provinsen?

»I virkeligheden mangler vi kun at få kontrol over et område på 20-30 kvadratkilometer i Upper Gereskh Valley, og det er bestemt ikke nogen umulig opgave. Når først de Taleban-frie områder hænger sammen - og det tror jeg, de gør om et års tid - så kan folk se, det begynder at virke, og så vender stemningen. Der skal ikke ret meget til, før det rykker. Så tager synergien over, og den positive udvikling begynder at ske af sig selv. Så vender situationen, ligesom den gjorde i Irak.«

- Det lyder som præcis samme melodi, som vi har hørt siden 2001: Bare hold ud et år eller to mere, så vender krigslykken?

»Det kan godt være, men jeg ser nu flere tegn på, at vi er ved at nærme os vendepunktet. Når man f.eks. oplever bønderne i Sandford-området banke de talebanere, der kommer og truer dem, fordi de samarbejder med os, så er det et tegn på, at vi er ved at få et godt tag i befolkningen. Det er også et tegn på, at vi nærmer os et vendepunkt, når næstformanden for styringsrådet i Gereskh rejser sig op og skælder de andre medlemmer huden fuld; Hvis ikke I selv gør noget bliver det aldrig anderledes. Sig til jeres folk, at de skal smide Taleban ud, hvis de kommer til deres kvarter eller ringe til ISAF, hvis de ikke selv kan klare det. Det er godt at se den slags, for afghanerne er vant til kun at tænke på sig selv og deres allernærmeste. I alt for mange år har det handlet om bare at overleve. Det med at organisere sig, halter det med. Men der er begyndt at ske noget.«

Vietnamistan?

- Stadig flere mener ellers, at oprørskrigen i Afghanistan minder mere og mere om Vietnamkrigen, og at det aldrig vil lykkes at vinde over Taleban .

»Jeg kan selvfølgelig sagtens se nogle paralleller. I begge tilfælde er der tale om op-rørskrig, men der er også stor forskel på de to krige. Først og fremmest var Vietnamkrigen et stormagtsopgør. Det var en krig som blev udkæmpet som led i Den Kolde Krig. I Vietman var USA oppe mod Vietcong, Kina og Sovjetunionen. I Afghanistan er vi ikke oppe mod nogen stormagt, vi er bare oppe mod Taleban.«

- De er da ellers stærke nok?

»Jo, det er de. Men man skal huske, at i Afghanistan er det Taleban mod alle andre. De har ingen stormagt i ryggen, og de har ikke nogen god sag. Det kan alle se. Alle afghanere kan huske, hvordan livet var under Taleban og ingen ønsker dem tilbage.«

- Men hvorfor kan de så blive ved med at rekruttere?

»En stor del af Taleban består af lokale unge mænd, som ikke føler, de har nogen fremtid. De er lette at overtale til at lave noget andet, hvis de får tilbud om uddannelse eller arbejde. Problemet er bare, at de unge mænd mellem 14 og 25 er fuldstændig glemt i de udviklingsplaner, som er sat i værk.«

»Under alle omstændigheder er det en helt anden fjende, vi står overfor i Afghanistan end den fjende, som USA stod overfor i Vietnam. Og så var hele landet en stor Grøn Zone. Det er heldigvis ikke tilfældet i Afghanistan. Her er det trods alt kun grønt i områderne langs floden og kun halvdelen af året.«

»Jeg mener med andre ord ikke, at sammenligningen med Vietnam holder. Det er en letkøbt pointe, som pessimisterne bruger, men den har ikke hold i virkeligheden.«

Irakisk opskrift

- Hvordan så med Irak, ser du en parallel der?

»Ja, jeg synes helt klart, Afghanistan minder meget mere om Irak, selv om der selvfølgelig også er forskelle her. I Irak spillede byerne den samme rolle for oprørene som den grønne zone gør for Taleban. Desuden er fjendebilledet mere ens. Taleban er et sammensurium af lokale talebanere, udefrakommende talebanere og almindelige banditter. Og ligesom i Irak er afghanerne trætte af ekstremisterne. I modsætning til de lokale talebanere er de udenlandske talebanere f.eks. fuldstændig ligeglade med om lokalbefolkningen bliver ramt af deres miner. Den splid bør vi udnytte.«

- Er det så løsningen at betale lokale militser og stammeledere for at bekæmpe Taleban - ligesom man gjorde i Irak?

»Ja, i visse situationer skal man lave den slags alliancer, i andre tilfælde kan det være en dårlig idé. I Helmand betalte englænderne på et tidspunkt den lokale militsleder Haji Kaduz for at bevogte et stort område mellem Gereskh og provinshovedstaden Lashkar Gah. Desværre holdt de op med det, og så begyndte han at presse penge af lokalbefolkningen, hvilket fik de lokale til at alliere sig med Taleban i stedet. Så det var måske ikke verdens bedste beslutning at opgive det samarbejde. Vi samarbejder i øvrigt stadig med hans bror Mullah Daoud, der får penge for at bevogte området omkring Price-lejren, og det fungerer fint.«

Ny strategi, tak

- ISAF’s øverstkommanderende, general Stanley McChrystal, mener, der er behov for 40.000 flere soldater og en ny strategi, hvis det skal lykkes at vende udviklingen i Afghanistan. Er det det, der skal til?

»Han har i hvert fald ret i, at der er et behov for at revurdere indsatsen og prøve noget nyt, da vi ikke entydigt opnår den ønskede effekt med den nuværende indsats. Og han har også ret i, at krigen skal vindes inde i hovedet på hver enkelt afghaner. I øjeblikket føler mange afghanere, at der ikke rigtig sker noget, og derfor breder der sig en hvad-nytter-det-holdning. Jeg mener dog stadig, at vi skal stresse og angribe Taleban uden for de områder, hvor vi har kontrollen.«

- McChrystal mener bl.a., at soldaterne skal ud af de store baser, ud blandt befolkningen og beskytte dem mod Talebans trusler og intimidering?

»Det nytter ikke, at vi holder os i store lejre langt fra befolkningen. Vi skal være meget mere til stede i den Grønne Zone, også sammen med den afghanske hær, så folk begynder at føle sig sikre. Udviklingen vender først, når den enkelte afghaner kan se, at, ja, nu holder det og er parat til at ofre deres liv for en bedre fremtid. Det er jo dybest set absurd, at vi skal ofre vores liv, hvis ikke afghanerne selv er villige til at stille op.«

Meget mere ANA

- McChrystal vil have meget mere fokus på at opbygge og træne den afghanske sikkerhedsstyrke. Synes du, Danmark gør nok for at hjælpe med den opgave?

»Nej, det synes jeg ikke, vi gør. Manglen på ANA-styrker (Afghan National Army, red.) er det helt store problem lige nu. Vi ikke kan være til stede overalt 24/7 uden ANA, og det er helt klart en opgave, som Danmark bør bidrage til. Vi burde sende yderligere 20-50 mand, der udelukkende har til opgave at træne ANA og det afghanske politi. Vi burde også lave mange flere fælles operationer med dem, for vi ved jo, at det falder i god jord hos befolkningen, når vi har afghanske styrker med ude. Vores problem har været, at vi ikke har haft ret mange ANA-styrker til rådighed.«

»Jeg mener i det hele taget, at vi bør hjælpe de afghanske sikkerhedsstyrker meget mere og sørge for, at de har rimelige forhold. Der skal især gøres meget mere for det afghanske politi som på mange områder mere er en del af problemet end løsningen. Mange af de lokale politifolk bor og arbejder under forhold, vi ikke ville byde en hund. Hvor svært kan det være at få skaffet uniformer og støvler eller for den sags skyld at sikre, at politifolkene får deres løn regelmæssigt? Mens jeg var i Helmand gennemførte vi med stor succes uddannelsesdage for de lokale politifolk, hvor de fik nogle færdigheder, et godt måltid mad og lidt opmærksomhed. Mere skal der ikke til for at motivere dem. Vi overvejede også at tilbyde politifolkene på de lokal kontrolposter en bonus, når der ikke var nogen klager over dem fra de lokale omkring kontrolposten.«

Uklare mål

- I takt med den faldende opbakning til krigen spørger mange sig i øjeblikket, hvad formålet med vores tilstedeværelse i Afghanistan egentlig er. Hvorfor er vi der efter din mening?

»Vi er der, fordi Danmarks sikkerhed starter i Afghanistan. Det var begrundelsen, da vi gik ind, og det gælder stadig. Formålet med vores tilstedeværelse er at forhindre, at fundamentalismen breder sig. Alle ved, hvordan Afghanistan så ud under Taleban. Hvis fundamentalismen breder sig, får vi endnu større sikkerhedsproblemer i Danmark, hverken Pakistan eller Iran er jo særlig stabile. Desuden har afghanerne lidt i så mange år, at vi må gøre noget for dem.«

- Men det alternativ, som tegner sig i Kabul, er jo heller ikke for kønt?

»Nej, det er det ikke. Det helt store problem i Afghanistan er korruptionen i regeringen, og den skyldes jo først og fremmet narkopenge. Derfor er det afgørende, at vi får løst opiumproblemet. Ellers kommer vi aldrig korruptionen til livs. Hvor svært kan det være at gennemføre en lov, der forbyder opiumdyrkning og så pløje markerne op. Der skal selvfølgelig betales kompensation, så folk ikke dør af sult, der skal give landbrugsstøtte og bønderne skal tilbydes alternative afgrøder. Det er den eneste vej frem. Opium er på alle måder med til at undergrave udviklingen i Afghanistan, for det er også Talebans vigtigste indtægtskilde.«

- Hvor længe skal de danske soddater blive i Afghanistan? Hvad skal der til for at opgaven er løst?

»Vi har opnået det, vi vil, når afghanerne kan klare sig selv. Fra et militært synspunkt har vi sejret, når vi når vi kan trække os tilbage fra de befolkede områder og bare fungere som udrykningsstyrke, hvis noget går helt galt. Vi har sejret, når vi har reduceret vores egen rolle til rådgiverens.«

- Og hvordan med Taleban?

»Taleban forsvinder aldrig helt, men størstedelen af de lokale talebanerne skulle gerne integreres i samfundet, ellers bliver der aldrig fred.«

Serie: Afghanistan - et nyt Vietnam?

Opbakningen til den militære indsats i Afghanistan styrtdykker. Stadig flere sammenligner Afghanistan med Vietnam. Information har sat sig for at undersøge, om sammenligningen holder og samtidig indhente en række kvalificerede bud på, hvad der skal ske for at vende udviklingen.

Blå Bog: Frank Lissner

Frank Lissner er 51 år og oberst.
Han er netop vendt hjem efter et halvt år som chef den danske styrke i Helmand.
I dag er hans chef for undervisningen i taktisk efterretning på Hærens Officersskole.
Til højdepunkterne i hans militære karriere hører, at han i perioden 1999-2002 var chef for Jærgerkorpset og dermed ansvarlig for de kontrovesielle fangeudleveringer til amerikanske styrker i Kandahar, som bl.a. behandles i DR-dokumentaren ’Den Hemmelige Krig’.
Efter Jægerkorpset blev han udnævnt til sektionschef ved et NATO-hovedkvarter i Tyskland.
Tidligere i sin karriere har han bl.a. været bataljonschef ved Garderhusarregimentet og ved Dronningens Livregiment samt i to år været udsendt til Georgien.
Privat er han gift og har tre børn.