Søndag aften klokken ni sender DR K operaen Tosca. Det gør de, fordi de kan.
»Egentlig kommer operaerne til at ligge lørdag aften, men vi har besluttet at gøre det til en del af premiereaftenen for at vise, at vi tør sende opera i den bedste sendetid,« siger Flemming Hedegaard Larsen.
Han er kanalchef for den nye kanal DR K, der går i luften på søndag.
Han fortæller, at det, seerne kan forvente af den nye kanal, er at se det kulturstof, som DR2 ikke sender.
»Det er vigtigt for mig at sige, at DR K er et supplement til de eksisterende kanaler. Det er ikke i stedet for. Det er mere.«
Men det bliver smalt. Det er Flemming Hedegaard Larsen ikke bange for at indrømme.
»Vores målgruppe er personer, der i forvejen er interesserede i kultur og historie. Det her bliver for mange danskere kanal nummer 30 eller 42, så de skal selv aktivt vælge os. Men inden for den gruppe rammer vi til gengæld ret bredt.«
- Men hvis tanken er, at I skal supplere DR2, hvad adskiller jer så? Hvad er jeres egen identitet?
»DR2 har mere rollen som smagsdommer. De har et mere kritisk journalistisk fokus og producerer blandt andet anmeldelsesprogrammer. Det kommer vi ikke til at gøre. Vi har en anden indgang, der mere handler om kunstnerens udgangspunkt. Vi vil være mere end tilskuere. Men selvfølgelig skal det ikke være mikrofonholderi.«
Større valgfrihed
- Hvordan hænger DR’s rolle som et samlingspunkt for nationen sammen med, at det spredes ud på flere platforme. Hvordan kan DR K bidrage til det?
»Man skal huske på, at DR1 stadig vil være den store samlende kanal, hvor vi blandt andet viser dansk drama, og DR2 vil fortsætte med danske historieprogrammer og en række kulturprogrammer. DR K vil tilbyde mere inden for kultur og historie. Det vil give seerne større valgmuligheder, men DR1, P3 og P4 vil stadig samle danskerne.«
- Der er ingen nye danske programmer på premiereaftenen. Hvor meget reel egenproduktion bliver der på kanalen?
»Nu oplyser vi aldrig detaljer om budgetter, men det er klart, at DR K har meget færre penge end de andre kanaler. Men vi har for eksempel kulturprogrammet Hva’ nu … om fredagen med Adrian Hughes. Det bliver en række samtaler med kunstnere, der tager udgangspunkt det sted, de er i deres karriere i øjeblikket, og hvilken vej, der førte dem derhen. Derudover har vi også litteraturprogrammet Forfatterstemmer med Klaus Rothstein og flere andre programserier på vej.«
- I det oprindelige medieforlig hed det, at DR ville lave en historiekanal. Hvordan blev det til en kulturkanal?
»Nu er det både en kultur- og historiekanal. At DR K både blev kultur og historie skyldes, at DR gik til forligsparterne og bad om at udvide den oprindelige historiekanal til også at rumme kultur. I mange tilfælde hænger de to områder tæt sammen. Vi har f.eks. mange kulturhistoriske programmer.«
Internationalt præg
- Når du siger, at I skal gøre det, DR2 ikke tør, betyder det så, at I bliver en slags reservat for de knap så populære ting fra DR2?
»Nej, bestemt ikke. Det er slet ikke med i planerne, at vi skal overtage noget fra DR2. Vi skal supplere og give flere kultur- og historieprogrammer til seerne, og det er også noget af det, der er blevet efterspurgt.«
- Hvad med indkøb af programmer? Umiddelbart er der jo dedikeret to timer hver aften til genudsendelser fra arkivet? Får vi ret meget nyt at se?
»Ja, I får meget nyt at se. Udover nye danske kulturprogrammer, bliver der sendt en række internationale kultur- og historieprogrammer. Jeg har været bl.a. været på indkøb hos Arté og ZDF, og vi kommer til at sende en del udenlandske programmer, så kanalen vil også få et internationalt præg. På filmfronten bliver vi nærmest Hollywood-frizone«
- Allerede på premiereaftenen er der to timers arkivmateriale. Hvorfor har I ikke benyttet lejligheden til at sende noget af egenproduktionen?
»Vi går faktisk med det samme i normal sendeplan. Vi vil ikke placere nogle af de nye danske programmer på premiereaftenen, for de kommer ikke til at ligge om søndagen. Men vi forsøger at sende et signal om, hvad det er vi kan ved at sende opera den aften.«
- Hvordan er ambitionerne i forhold til seertal?
»Først og fremmest skal vi lave en kanal, der giver mening for seerne, og den skal have lov til at vokse, og der sker måske nogle justeringer. Men det er da klart, at det ville være meget skuffende, hvis jeg laver en kanal, der ikke siger seerne noget. Men jeg er sikker på, at seerne er der. Nu skal de bare vælge os til.«







Kommentarer
Det gør de, fordi de kan.
Det er jo også en slags begrundelse, nok ikke den bedste, men jo, en begrundelse.
Håber ikke den breder sig.
-ehm-
På NRK2 og SVT2 kan man godt finde ud af at sende opera, bl.a. også på en lørdag eller på en søndag.
Og på SVT1 og NRK1 er hver fredag aten kl. 21.00, er der Skavlan, et talskshow (eller rettere interview) med en vært, Frederik Skavlan, der helt klart er mere forberedt end Anders Lund Madsen.
I går havde Skavlan f.eks. den norske prinsesse Märtha Louise inde for at tale om engle; det var dejligt at møde en vært som var velforberedt, men alligevel afslappet.
Hvis de med ‘opera’ mener film-udgaver, der er genren fremmed, kan det være det samme. Hvor havde det været velgørende, hvis aftenens TOSCA havde været DRs egen gamle, som et meget stort antal seere har forsøgt at få DR til at frigive til udgivelse.
Hvis DR K skal give mening, skal den afholde sig fra at genudsende ‘Husk lige tandbørsten’, men i stedet give os meningsfuldt kulturhistorisk stof som f.eks. “Kanal 22”, der er noget af den bedste og mest underholdende journalistik produceret på dansk.
Man burde genudsende den rigtige satire fra gamle dage, men det vil måske udstille den tandløse og blodfattige type, der passerer som ‘satire’ uden nogensinde at ramme reelle, fælles samfundsproblemer med brod.
Efter at have set på den første uges programsætning, mener jeg, at det kun kan blive bedre. For 10 år siden var det sikkert hot at sende “Ka’ De li’ Østers?”; men i dag ville det ærlig talt være mere interessant og modigt at gribe fat i de gamle TV-Teaterproduktioner.
Opera - det skal nok sætte gang i kulturlivet.
Jeg synes at kanal K er et godt tiltag, gi’ det nu en chance, for pokker, men helst uden tandbørster, angora’er, krysterkapeller og den slags.
Hov-hov og Uha-uha vil derimod være rigtig fedt!
Foreløbig har det næsten kunnet holde mig væk fra de andre kanaler meget af tiden. Noget rytmisk musik ville osse være dejligt….
Lars P. Simonsen, måske skulle vi redigere kanalen sammen? :-)
Foreløbig er jeg glædeligt overrasket over de nye kanaler.
Kl. 19.25 går Ramasjang i seng. Det skal nok få ungerne til at acceptere at der ikke er mere at se. Alle ligger og sover når jeg kigger forbi ;-).
DR K og DR HD ser lovende ud.
Til gengæld er jeg utilfreds med at DR2 ikke sender fra Folketinget mere. Det genudsendes så om aftenen på en særlig kanal, som jeg ikke har i stuen.
Måske skulle jeg overveje om og hvordan jeg får de nye kanaler til at virke i stuen også, uden at blive prakket alle mulige andre kanaler på.
Så må jeg vist være dækket ind.
Ja, Lars og Peter, når man tænker over det arsenal af gode musikoptagelser (alle genrer) der gemmer sig i kælderen under DR (formoder jeg) er det næsten en gåde at man ikke bare sætter autopiloten til - en slags MTV for voksne. Men jeg vil ikke være med i redaktionen, hellere overraskes.
Danmarks Radio har massevis af ting i arkivet, der kunne tåle at blive genudsendt. Opera, ballet, drama.
Kunne vi ikke snart få noget Oehlenschläger? Hvad med den danske Romeo & Juliet, Axel og Valborg? I hundrede år gik den for fulde huse på Kgs. Nytorv, men så blev Nordens eneste laurbærkronede digterkonge hen og blev politisk ukorrekt. »Nationalromantisk«;-(.
Hvis der er noget, Oehlenschläger ikke rigtigt er, er det nationalromantisk - men romantisk, så ganske afgjort, heldigvis for det. Manden skrev, skal vi ikke glemme, “Aladdin” og megen anden dramatik af stor lødighed. Han udfyldte en rolle i europæisk kultur: han bragte fortidens historier og myter på scenen fra et dansk perspektiv, som italienerne gjorde fra et italiensk, tyskerne fra et tysk, franskmændene fra et fransk - og bidrog derved til at fuldende mosaikken.
Men det er rigtigt, at vi vil have det! Vi vil have Elverhøj i pragtopsætningen med Martin Hansen, vi vil have Tosca med Lone Koppel og Ib Hansen, vi vil have HOLBERG fra dengang, hvor nationalscenen holdt fast i forpligtelsen til at præsentere skaberen af dansk teater. For som Öehlenschläger indgår DR på linje med andre landes public service stationer i den moderne udgave af samme mosaik: præsentationen af landets kunst og kultur, nu og da.
Jeg vil gerne have Aladdin og Oehlenschläger, gamle teaterproduktioner, Hov-Hov, Ka’ De li’ Østers? Og mange andre gamle produktioner af langsom tv.
Måske kunne jeg, hvis jeg fik en forklaring, hoppe på Tosca el. lign. udsendelser om kunst og kultur.
Jeg kan godt undvære Casper Christensen og hans tandbørste og andre platte, klamme og hjernedøde produktioner.
Der har allerede været interessante udsendelser om arkitektur, historie m.v. på DR K og DR HD, men desværre breder genudsendelserne sig også her uhæmmet. Jeg frygter det værste.
Inger, en af fordelene ved den gamle Tosca er, at den bliver sunget på dansk. Desuden er handlingen ikke så voldsomt indviklet, men meget dramatisk.
Peter Hansen
Oehlenschläger var nationalromantisk på den ”fede” måde. I Aladdin forener han alle gamle historiske danske kulturelle og sagnagtige fortræffeligheder med den nutid han levede i og den fremtid han kunne forestille sig, om altings forening. Religiøst, socialt, kønsligt og økonomisk.
Peter Hansen
Jamen jeg vil gerne oplyses og høre om Tosca på dansk. Evt. med undertekster så man kan følge handlingen og forstå hvad de synger.
Jeg tænkte nu mere på jazz, beat, rock´n roll, fusion, bossa nova, motown, disco og tango og den slags, fra 40´erne og frem - populærmusikkens guldalder, memory road.
Sandheden er vist desværre, at de tør sende genudsendelser fra nederes i skuffen i den bedste sendetid.
Undersøgelser har vist, at det er kvinder over 40, der i dag bruger Danmarks kulturtilbud. Det kan derfor undre, at det er en mand, der er blevet chef, når der endelig kommer et område, hvor DR satser på kulturen.
Desværre kan det også ses på program-udvalget. Kanalen burde hedde DR-H -det er de historiske udsendelser, der fylder. Der er utrolig lidt, der afspejler det danske kulturliv, som det udfolder sig lige nu. Hvad i al verden skal vi med Kaspers Tandbørste??????