USA’s tidligere vicepræsident, Oscar- og Nobelpris-modtager, forfatter og klima-aktivist Al Gore er gået over i løsningsbranchen. Efter sin flerårige, multimediale og globale tour de force med En ubekvem sandhed om klimatruslen udgiver Gore i dag i USA en ny bog, Our Choice, som helt er helliget de praktiske, tekniske muligheder for at afværge truslen og skabe et bæredygtigt samfund.

Bogen, der allerede i går ryddede forsiden på USA-udgaven af Newsweek, vil formentlig overraske kendere - venner som fjender - af Al Gore. Frem for at udmale den globale opvarmnings seneste skrækscenarier og frem for højstemt amerikansk patos er bogen en godt 400 siders detaljeret, faktaspækket dokumentation af, hvor store muligheder, vi faktisk råder over i form af energieffektivisering, solenergi, vindkraft, geotermisk energi, biomasse, skovplantning og mere klimavenlig landbrugspraksis. Alene gennemgangen af de overraskende potentialer i den geotermiske energi - at hente varme op fra undergrunden - leder til læser-konklusionen: Hvor svært kan det egentlig være, hvis blot vi vil?

Bogens dokumentation er bl.a. baseret på en meget lang række af krydsforhør og ‘løsnings-topmøder’, som Gore gennem tre år systematisk har gennemført med en stribe ledende fagfolk. Ræsonnementet synes at have været, at tiden ikke så meget kalder på nye følelsesladede appeller som på en knusende saglig bevisførelse for, at der vitterlig er avancerede, velfungerende og bæredygtige energi-, produktions- og transportsystemer på den anden side af den fossile æra.

Igen: forudsat de politiske og mentale barrierer for omstillingen ryddes af vejen.

Se CBS-journalist Katie Couric interview med Al Gore om Our Choice nedenfor:
Watch CBS News Videos Online

Det massive bedrag

I den forstand vil Our Choice givetvis efterlade mere optimisme hos sine læsere, end En ubekvem sandhed gjorde.

Trods skrantende klimaforhandlinger i både den amerikanske kongres og på den internationale scene erklærer Al Gore sig personligt for optimist. Det er simpelthen vanskeligt at forestille sig, at civilisationen vil kaste vrag på den overvældende buket af teknologiske løsningsmuligheder, som ifølge bogen vitterlig foreligger. Herunder også mulighederne i mere intelligente elnet og i den hjælp, moderne informationsteknologi kan yde til omstillingen og forvaltningen af en grønnere økonomi.

Naiv er den tidligere vicepræsident dog ikke. Bogen diskuterer med både filosofiske og adfærdspsykologiske referencer de betydelige barrierer for langsigtet og værdibaseret tænkning, som gør forandringerne så vanskelige at gennemføre.

Og den rummer i slutningen et kapitel, hvor Gore virkelig viser tænder med sin afsløring og hudfletning af de industrielle og ideologiske lobbyister, der i øjeblikket er i gang med »et massivt bedrag« for via bl.a. Kongressen og visse tv-stationer at så tvivl om klimaudfordringen og bremse den nye klimalovgivning og -politik, der truer olie- og kulindustrien.

Gore peger på mange forhindringer - både institutionelle, lovgivningsmæssige og psykologiske - som kan true eller forhale omstillingen. Men han mener ikke desto mindre, at det internationale politiske system står tæt på et ‘tipping point’, hvor den kombinerede indsigt i klimatruslen og de nye muligheder vil føre til et markant skift i prioriteringerne og udviklingens retning.

I aften taler Al Gore for første gang i New Yorks American Museum of Natural History om dagens bogudgivelse og sin plan for løsning af klimakrisen. Den 21. november udkommer Our Choice på dansk - med titlen Vores valg - på Informations Forlag.

jsn@informatino.dk

Al Gore arrangementet finder sted den 17. december kl. 15.30 i Imperial Biografen i København. Billetter á kr. 500 bestilles på tlf. 70131211 eller www.kino.dk fra onsdag d. 3/11. Prisen inkluderer et signeret eksemplar af ‘Vores valg - sådan løser vi klimakrisen’, 416 sider, illustreret