Når spillefilmskonsulent på Det Danske Filminstitut Molly Malene Stensgaard sidder med et godt manuskript, der passer perfekt til det, konsulentordningen tilbyder, sker det ikke sjældent, at hun må sende det videre til andre ordninger, fordi hun ikke selv har pengene. Fordelingen er politisk besluttet med filmforliget fra 2006, og instituttet har ikke mulighed for at tilpasse ordningerne.

»Detailstyringen af midlerne mellem ordningerne gør, at jeg tit må bruge tid på at finde ud af, hvor et projekt vil kunne få støtte. Det er ikke et spørgsmål om, hvilken ordning, der passer bedst til den enkelte film, men hvilken ordning, der har penge til de kvalificerede projekter. Nød lærer nøgen kvinde at spinde, er meget rammende,« siger hun og peger på det som endnu et symptom på konsekvenserne af det fungerede filmforlig.

Senest har filmkonsulent Kasper Leick forladt sin stilling i frustration over de rammer, filmforliget gav hans arbejde.

Drukner i ansøgninger

Molly Malene Stensgaard oplever også den politiske styring af fordelingen mellem ordningerne som ødelæggende for sit arbejde.

»Støtten er på forhånd låst til bestemte ordninger uafhængigt af det aktuelle billede. Vi har mistet vores fleksibilitet og er slet ikke omstillingsparate. Vi er fire år forsinket, fordi systemet er blevet så stift.«

Helt aktuelt er der et stort pres af kvalificerede projekter på konsulentordningen.

»Jeg er ved at drukne i ansøgninger, mens andre støtteordninger slet ikke får opbrugt puljen og overfører penge år for år,« siger hun. Det er for eksempel 60/40-ordningen, der ikke får brugt støttekronerne. Blandt andet fordi det er meget kompliceret at søge denne ordning, der har til formål at støtte de mere kommercielle film.

»Hele filmforligets detailstyring bygger jo på den udbredte misforståelse, at vi filmkonsulenter kun vil støtte det smalle. Men de fleste er jo enige om, at det er vigtigt at have hele paletten.«

Molly Malene Stensgaard nævner eksempler som Flammen og Citronen, Frygtelig Lykkelig og Drømmen, der alle er konsulentfilm, der har haft stor og bred succes.

» I filmforliget er man gået ud fra, at de succesfulde instruktører bare gerne ville have økonomisk støtte, men det har vist sig, at de alligevel søger konsulentordningen, fordi de ønsker det udviklingsarbejde, der følger med. Men de er så alligevel tvunget til at søge den endelige produktionsstøtte gennem 60/40-ordningen, der har pengene, « siger Molly Malene Steensgaard.

Absurd detaljeridt

Hvis man ser på det, der samlet er kommet ud med støtte fra DFI, kan man i følge Molly Malene Stensgaard se, at der er nogle meget trængte grupper.

»Vi har en meget bred talentordning i New Danish Screen-ordningen, men når først instruktørerne har debuteret, bliver det noget af et nåleøje. Jeg kan ikke med tre film om året sikre diversiteten,« siger Molly Malene Stensgaard, der mærker symptomerne på filminstituttets handlingslammelse i forhold til fordelingen af midlerne.

Direktøren for Copenhagen Film Festivals Jørgen Ramskov kritiserer også filmforligets detailstyring i en kommentar i det nye nummer af filmbladet EKKO. Her karakteriserer han filmforliget som »et absurd politisk detaljeridt, der umynddiggør og overflødiggør Filminstituttets bestyrelse og ledelse i en sådan grad, at den eneste fornuftige konsekvens havde været at spare bestyrelsen væk.«

Forhandlingerne om det nye filmforlig forventes at gå i gang i begyndelsen af det nye år.