Der var omtrent lige så mange tanker i artiklerne (forsidehistorien 31. oktober) om venstrefløjens tankeløse tænketank, som der er venstrefløj i bemeldte tank. Hovedtanken var, at Socialdemokraternes tænketank Cevea ikke nåede ud over Socialdemokraternes svar på den borgerlige tænkeboks Mandag Morgen, nemlig A4. Ret beset ville det være godt gået, hvis det var rigtigt, hvad det ikke er - A4 er nemlig godt og kan snildt matche artikelforfatternes darling Cepos. Det Cepos, artiklerne fremstiller, er tankespind. Og artiklerne ligner spin. Det bliver aldrig klart, hvad det er, Cepos kan - bortset fra at brænde igennem, men det kunne jo skyldes de borgerlige medier snarere end Cepos’ tankekraft. Den anden hovedtanke i artiklerne er, at beslutningstagerne har brug for tænketankstanker, tænkt af ‘tunge drenge’. Det er helt udokumenteret, at Cepos har mange af dem - f.eks er forfatteren til Cepos’ seneste finanspolitiske analyse cand.oecon. Anders Borup Christensen ikke under nogen faglig synsvinkel en tung dreng trods den fine titel af chefanalytiker. Den mest kendte - ud over den tunge David Gress - af de tunge drenge er direktør Martin Ågerup, der er fanatisk og fantasifuldt neoliberal i sin kriseanalyse og forsvar for markedskræfternes utøjlede hærgen og mest kendt for at være støtte for klimatroldmanden Lomborg. Hans tanker brændte også rent igennem, hjulpet af en ukritisk Tøger Seidenfaden og Politikens apparat - men tankekraft?

Tvangstanktanker

Der dukker sjovt nok ingen andre tunge drenge op i artiklerne end vismændene - ligesom artiklerne også ubetænksomt overser andre universitetsøkonomers bud på kriseårsag og -lindring. Måske fordi de ikke brænder så godt igennem?

Beslutningstagere - og i al beskedenhed måske mere os andre - har brug for tanker og ikke de alt for ofte tyggede og vanskeligt gennemskuelige tanktanker. Men det kræver arbejde og tanker at samle kvalificerede tanker op. Et eksempel: Gennem det sidste år har det liberale ugemagasin The Economist foretaget et opgør (og selvopgør) med den herskende økonomiske teori og de eksisterende økonomiske institutioner. Dybtgående analyser af finanskrisen, masser af policy-anbefalinger og advarsler, skrevet i det for tænketanke foretrukne Executive Summary-sprog. Det hele i en sådan grad af gennembrænding - sat på forsiden gang på gang som kapitalismens og især frimarkedstænkningens krise world wide - at en af Cepos’ yndlingsfrimarkedsøkonomer, nobelprismodtageren Robert Lucas rasende protesterede mod, at de seneste årtiers neoliberaløkonomiske teori blev fejet af bordet som mørk middelalder (The Economist 08.08.09).

Selvstændig tænkning

Det er ikke venstrefløjstænketankstanker, men de er langt mere kvalificerede og tankeprovokerende end Cepos’ neoliberale tvangstanktanker. Og det er måske problemet: Artiklernes forfattere tænker ikke den tanke, at tænketanksmodellen trods sin udbredelse - og anbefalinger fra tunge drenge som Hans Engell og Niels Krause-Kjær - er en begrænsning af tankerne, og at kvaliteten af beslutningstagernes tanker ville øges, hvis de gik efter tankernes kvalitet i stedet for tankenes pengepung eller vægten af dens ekspertpanel.

Venstrefløjsbeslutningstagere har ikke brug for et spejlbillede af Cepos, om de så fik det dobbelte af Cepos’ 36 x 600.000 forærende. De har brug for at tænke selv og gå efter de kvalificerede tanker, også når de kommer fra Cepos, rent undtagelsesvist.

Der kan hurtigt sammenstykkes en bunke brandaktuelle, kvalificerede tankepapirer, som kan overgå fantasifostret Cepos’ tankekvalitet mere end 36 gange, og som kan dementere artiklernes tanke-spin om Cepos’ nødvendighed og kvalitet.

Nils Bredsdorff er forskningsbibliotekar på Roskilde Universitetsbibliotek