Til Informations påskønnelsesværdige webside-læsere og -debattører hører ikke mindst Inger Sundsvald, pensionist, tidl. bogtrykker, programmør m.m.m., som hun selv præsenterer sig, og som jeg altid læser, når lejlighed byder sig. Den bød sig også forleden, og for en gangs skyld bød Sundsvald mig lidt imod, da hun til en medlæser og -debattør, Karsten Aaen, skrev: »Jeg tror du forveksler tingene. ‘Menneskelige relationer’ har ikke noget med politik at gøre eller om at ‘opføre sig ordentligt over for andre mennesker’. Politik er en svinsk affære, og jeg tror, at Ritt Bjerregaard indså dette. - Ellers havde hun sikkert ikke formået at overleve så længe og have den indflydelse, hun trods alt har og har haft. Men jeg anerkender, at hun har været en torn i øjet på mænd, som ikke synes at hun er helt rigtig~’kvindelig’. (…) Hvis du tror, at det handler om at være sød og flink, er du for naiv. - Og det kan jeg dårligt tro ;-).«
Til gengæld kan jeg dåligt tro, at Inger Sundsvald mener, at dermed er alt, hvad der er at sige om politisk virksomhed, sagt.
Anledningen til de to læseres uenighed er David Rehlings anmeldelse her i bladet af Martin Krasniks nyligt udgivne samtalebog med ægteparret Ritt Bjerregaard og Søren Mørch. Om parret virkelig mener, at politik kun er drevet af magtbegær, hvad Karsten Aaen i så fald fordømmer og Inger Sundsvald til gengæld synes at godkende, skal jeg ikke kunne sige. Derimod kan jeg fra bl.a. radiodebatter med Søren Mørch om EU melde, at han kan tale så bidende engageret om nødvendigheden af Danmarks fulde og hele medlemskab af Den Europæiske Union, at man uvægerligt må få det indtryk, at det også er danskernes ve og vel og ikke kun hans egne magtpositioner, der ligger ham på sinde. Fra næsten utallige diskussioner med Ritt Bjerregaard om bl.a. den grusomt socialt skæve tilgang til Danmarks højere uddannelser, er det samme at berette: Meget kan man sige om Bjerregaard & Mørch, idealister er de i hvert fald!
For nu at være over for dem, som de hævdes at ville være over for andre. Intet virker nemlig tilsyneladende mere giftigt på folk, der gerne vil fremstå som noget så real- og magtpolitisk kyniske, end at påvise, hvor idealistiske de er. Også.
At være …
For hvem er ikke det? Hvorvidt politik har med magt og ‘svinske affærer’ at gøre, er ikke sagen, for det har den. Læs bare gårsdagens leder om EU-ledernes i sandhed magtsvinske opførsel overfor den største trussel, menneskeheden i hele dens i hvert fald 35.000 årige historie - ifølge FN’s generalsekretær - er blevet konfronteret med.
Spørgsmålet er derimod, hvor vidt politik og al anden menneskelig virksomhed ene og alene har med magt og svinske affærer at gøre? Hvor vidt det at ‘opføre sig ordentligt over for andre mennesker’ også spiller en rolle? I politik som i dagligt samvær, i kunst som selv i krig, i hjem og skole og kirke og forretninger og økonomi og så videre? Det er spørgsmålet. At være eller ikke være. Ikke sandt, Inger Sundsvald?
På klimatider-siderne i dagens avis er en spændende artikel om planeten Jordens skove at læse. Så læs dén, please! På de samme sider også en yndefuld opsats af Jesper Hoffmeyer. I forlængelse af begge kan citeres et afsnit af Sophus Claussens (1865-1931) digt Digteren og Daarskaben:
»Saaledes er Sjælene stedt i Nød/ _tre Hundred Aar efter Shakespeares Død./ _Det friske Raab: Slaa ihjæl! slaa ihjæl!/ _fornyes hver Morgen og dør ingen Kvæld./ _De gamle Skriftord og stærke Bud/ _kunde udgaa i Bogbind af Menneskehud./ _En Digter er født under Menneskekaar/ _af Aartusinders Skaar, i Aartusinders Skarn,/ _men Held, hvis han kender sin skabende Vaar/ _og aner, at Synden tit er som et Barn,/ _og giver os atter en skyggefuld Jord,/ _hvor Solskin og Ensomhed bor,/ _hvor Shakespeare gror og de vældige Ege …«
Træerne
Rigtigt er det, at man til tider ikke ser skoven for bare træer. I dag er det dog lige så afgørende, at man ikke for bare skov overser træerne. I deres forskellighed, eg, bøg, ask, elm, ahorn, hassel, kastanje, fyr, gran, kirsebær, æble, pære …
Men inden for hver enkelt slægt og familie hvert enkelt individ. I dets egen helt unikke særegenhed. Og uerstattelighed.
For deraf kommer, at vi véd, at der er andet til end os selv og vores magt.
Så latterligt og kvalmende det er, at fremhæve egen og meningsfællers idealitet og godhed, som om forfængelighed og herskesyge ingen betydning har, så farligt er det at miste sansen for det, der er, fordi det er. For hvormed opbydes ellers det kynisk-bidende engagement i udhængningen af EU-ledernes magtsvinske opførsel? Med den amerikanske digter Walt Whitmans (1819-1892) ord:
»Åh, hvem tror på mirakler?/ For mig er alt mirakler,/ enten jeg går på Manhattans gader,/ eller jeg ser op over hustagene mod himlen,/ eller vandrer med bare fødder langs stranden i vandkanten/ eller står under træerne ude i skovene…«
Kommentarer
At være oplysende, kan have dødelig udgang..Sokrates
Sofisternes argumenteren indførte ordets magt.
Politik er, har været, ideologiernes mejetærsker.
Musik er det eneste sprog hvor modsigelserne, gentagelsen, ekkoet, samtidig “vokaludfoldelse” o.s.v, kan fungere i harmoni/disharmoni.
Nietzsche : “Without music, life would be an error.”
Ejvind Larsen:
.”Til Informations påskønnelsesværdige webside-læsere og -debattører hører ikke mindst Inger Sundsvald, pensionist, tidl. bogtrykker, programmør m.m.m., som hun selv præsenterer sig, og som jeg altid læser, når lejlighed byder sig.”
Helt enig. Sundsvald er en suverænt god og kompetent kommentator.
Tillad mig at rette en misforståelse:
Jeg ved skam godt, at politik (også) handler om magt, og kan være en svinsk affære. Det jeg fornemmer i det uddrag, der er i anmeldelsen af Krasnik er at de to. Søren M, og Ritt B. ingen ruelse, eller tvivl har, som idealister normalt (heller) ikke har. Og det er personligheds træk, jeg finder dybt dybt usympatisk. Jeg er sikker på at Ritt B. er en meget dygtig politiker; men ikke et specielt godt menneske? hvad det så end er. Derfor skrev jeg også at spørgsmål var om der i det hele taget var en person(a), der inde, al den stund, at persona betyder maske. Og masken hos Ritt B. er politikeren og poltikeren er masken.
Jeg kommenterede bl.a. på det uddrag af Krasknik’s nog, hvor Ritt Bjerregaard kynisk indrømmer, at hun (alene?) væltede f.eks. Nyrup eller udtalte sig om Lykketoft’s popularitet. Eller mener, at hun alene? væltede Auken. fordi han ikke holdt fast ved hende, da han pga. politisk nødvendighed, blev nødt til at være brutal og fyre hende som gruppe-formand. [Og jeg indrømmer gerne, at hvis Ritt B. havde været en mand, så havde mange, ikke mig, men mange, haft en anden tilgang til hende].
Og jeg er godt klar over, at parret, Ritt B. og Søren M. er idealister; idealister er farlige; de er nemlig bange for deres egen skygge; indrømmer ikke deres egne fejl, eller reflekterer over noget som helst. Ej heller findes der nogle ruelse…
Til Gert Frisch:
Ja! Og når Shakespeare skal have have det helt afgørende sagt, optræder ganske ofte ikke words, words, words (skønt de ville have været af selveste Shakespeare!), men mesteren anfører blot: Music. Sikkert af den grund, du og Nietzsche giver.
Til Per Thomsen:
Ja! Lad os blot bekræfte vores enighed – og i spænding afvente Inger Sundsvalds forhåbentlige kommentar til tråden her.
Til Karsten Aaen:
Ja! Jeg ved skam godt, at du skam godt ved, at politik (også) handler om magt. Sådan læste jeg dig, så har jeg givet indtryk af noget andet, beror det – på en misforståelse…! Og til din påvisning af, hvordan det ekstreme magtmenneske og den ekstreme idealist begge frygter deres egen skygge og derfor i praksis ligner hinanden til forveksling, kan jeg kun tilføje et: Amen.
Venlig hilsen til jer alle tre
Ejvind Larsen
Tak for de pæne ord.
Jeg har aldrig været i tvivl om at Ritt Bjerregaard er idealist og socialdemokrat. EU-spørgsmål er et af de få emner, hvor jeg er lodret uenig med hende. Når det ikke lige handler om ligestilling m.v. læser jeg også Karsten Aaens kommentarer med interesse, og dine indlæg, når de ikke er for knudrede (;-).
Når jeg ser Ritt Bjerregaard og Søren Mørch sammen, så fremstår hun jo som sagtmodigheden selv.
Anderledes forholder det sig i politik. Her gælder det magt, fordi magt er indflydelse, og her gælder det om at bruge harmen som brændstof til at baske til modstanderen, når lejlighed byder sig. Ellers bliver man ”udrangeret” ret hurtigt, hvis man ikke spiller spillet. Det mener jeg Ritt Bjerregaard har forstået, på trods af alle odds, og selv om jeg godt kan se at hun af og til er gået ret langt, dog ikke længere end enhver mand ville have gået. Det er i øvrigt et spil, som spilles af samtlige partier.
I klimadebatterne blander jeg mig som regel ikke voldsomt meget, det er der andre der gør meget bedre, men jeg læser så meget jeg orker – hvis ikke lige jeg holder pause, for ikke at gå helt i sort af ren pessimisme.
Som privatperson kan man jo være lige så idealistisk/kynisk man vil. Jeg skal ikke afvise at der er nogle der finder at f.eks. Fogh er en flink idealistisk fyr, når han ødelægger Aukens arbejde for klimaet.
Selv har jeg som privatperson ingen magt, hverken politisk eller her på sitet, andet end over de ord jeg selv skriver. Og jeg benytter gerne en lejlighed til at bruge harmen som brændstof til at baske til modstandere, så de ikke skal stå uimodsagt. Det sker især i kønspolitiske og socialpolitiske debatter. Ikke fordi jeg er et specielt ”godt” menneske, men fordi jeg mener at brutaliseringen og kynismen breder sig. Det er min ”individualistiske udskejelse”. Og jeg er ikke for fin til at producere en lille ”giftighed” i ny og næ, ligesom mesteren David Rehling.
Jeg er en krydsning mellem et kirsebærtræ og en kaktus. Jeg er!
Per Thomsen
Tak :-)
Jeg kan ikke befri mig for den fornemmelse, at når Søren og Ritt taler om politikere som magt mennesker, så er det ’de andre’ politikere. Tilsvarende når Fru Sundsvald (det kære menneske bor ikke i min gamle bydel Valby men i Frederikssund har jeg ladet mig fortælle) taler om politikere, ikke som idealister, men som grimme magt mennesker, så er det ikke dem alle sammen hun tænker på. Men dem som pt. har magten, er tæt på at få den eller dem som hun (som det kære menneske hun er) ikke ku’ drømme om at stemme på.
Men det er altså bare sådan en fornemmelse jeg har.
Men er det ikke lidt som om at ’de der politikere’ – altså de andre dem du og jeg ikke stemmer på - er blevet dem vi alle sammen elsker at anklager for alt muligt. Sådan for at vi i smug kan får lov at vedblive med at stemme på en visse andre synes er et fjols, leve et ikke altid helt rent levned, og så alligevel glad og fro - gøre som salig Pontius Pilatus siges at have gjort efter den domfældelse han ikke selv ville tage ansvaret
Karsten Aaen
Jeg kan godt se, at Ritt Bjerregaard fremstår meget kontrolleret og med en “maske” udadtil. Jeg kender hende ikke personligt, men hun er som alle andre mennesker i sin gode ret til at have det udtryk hun mener tjener hende selv bedst. Vi beskytter os jo alle på hver vores måde.
Men jeg synes du er for hård ved hende. For rigtig mange, især kvinder, har hun betydet uendelig meget. Alene den måde hun igen og igen er kommet igen efter uretfærdigheder, tyder på en meget stærk personlighed. Og hvis der er nogen der er blevet bedømt, ikke på politik, men på den private person, så er det hende. Det er ikke rimeligt.
Henning Ristinge
Ja du sgu mange fornemmelser.
Jeg kan skam godt lide Ritt B. - og mener også at hun er blevet uretfærdigt behandlet - nogle gange. Og at hvis hun var en mand ville hun ikke være blevet behandlet nær så hårdt.
Men men men
Det er svært for mig at se hvor politikeren Ritt B. hører op - og hvor personen RItt B. begynder. (måske efterhånden også for hende selv?)
Og jeg reagerer bare umiddelbart og måske følelsesmæssigt (for meget?) på en udmelding om at hun alene? næsten væltede Nyrup eller alene? væltede Mogens Lykketoft.
Jeg mener, hun her overser nogle mønstre og streger i samfundet såvel som i Socialdemokratiet, som gjorde, at hverken Nyrup eller Lykketoft kunne blive siddende som formand. Og jeg forstår stadig ikke? at hun mener, at hun alene? skulle have væltet Auken som formand - ved at trække støtten til ham.
Og det er som om Ritt B. kun mener, at det er hende, der skal lave aftaler med andre, der skal holdes, ikke de aftaler, hun laver med andre hun skal holde. F.eks. i sagen om hendes lejlighed (som hun havde ret til); der mener jeg klart, at hun intet blik har for, at Auken ikke kunne gøre andet end at afsætte hende, Ritt B. som gruppe-formand. Auken blev nødt til at gøre det - for at overleve politisk.
Men det synes RItt B. slet ikke at have blik for; derfor taler jeg om manglende tvivl, eller ruelse.
Jeg har fuld forståelse for, at man ser tilbage på sit liv og siger som Piaf ‘Non, je ne regrette rien’ da et levet liv ikke kan leves om. Men hvordan man kan være så idealistisk at man aldrig kommer i tvivl om sine holdninger, ja, det er mig en gåde…
Karsten Aaen
Det er lige netop her kæden hopper af.
Hvordan kan du sige, at Auken ikke kunne gøre andet, at han var nødt til at fyre hende og begå en uretfærdighed (”mord”) for at overleve, og samtidig mene at det var forkert at Ritt B. at ”hævne” sig og at det var forkert, at hun ikke bøjede nakken og var en flinkeskolepige? Hvorfor skulle hun have ”ruelse”? Gælder der andre etiske regler for hende end for andre?
Jeg kan med lige så stor entusiasme forsvare Auken, for sådan er spillet. Og det er dét jeg mener er en beskidt og svinsk affære, som ikke er noget for tøsedrenge. Venner bliver til fjender – uanset et fælles politisk udgangspunkt. Indbyrdes kampe er ikke ukendt i andre partier, tværtimod.
Men alene det, så mange år efter, at blive ved med at hænge fast i ”Ritts lejlighed”, og forlange at hun skal være en ”person”, og ikke bare en politiker, siger noget om det hun har været oppe imod.
Jeg har heller ikke hørt hende tage ”æren” for noget (næsten) helt alene, men jeg er overbevist om at hun var den udløsende faktor. Hvor ved du i øvrigt fra, at hun ikke har fortrudt noget?
Måske fordi jeg generelt ikke er til magt-spil eller hævn? ej heller i ligestillings-debatten - eller i samtaler om køn, kvinder og mænd mv.
Jeg forstår bare ikke folk, det være sig politikere, kolleger eller ledere, der har behov for at hævne sig på nogen. Jeg har i hvert fald ikke; måske er det naitvt at have en så basal tiltro til andre mennesker, men det har jeg altså.
Der gælder vel ikke andre regler for hende end for som så mange andre politikere; det undrer mig bare at hun (som et eksempel på hvad hun mener)
selv nævner det med Auken og lejligheden. (og mener, at han brød en aftale med hende? om hvad?) Om at de altid ville støtte hinanden, eller ?
Og fordi Auken brød denne ‘aftale’, har hun så ret til at ‘hævne’ sig på ham?
Jeg ved ej heller om hun ikke har fortrudt noget; kun har jeg det korte uddrag af Kraskniks bog at forholde mig til. Og deri står det klart, at de, Ritt B. og Søren M. aldrig har tvivlet på noget, altid har ment, at det de gjorde var det korrekte og det rigtige. Og idealister (som de præsenteres som) har det med at mene, at kun selv de har ret. (det er også politikernes lod).
Ud fra det, hun siger om Anker Jørgensen, at han altid var i tvivl, kan jeg næsten slutte, at hun aldrig har været i tvivl. Både Anker og Auken havde ruelse….
Politikeren og mennesket flyder sammen, så man knapt kan skelne den ene fra den anden. Og man kan sagtens være en dygtig politiker, men et dybt ubehageligt menneske. Og Ritt B., Anders F, og andre politikere må nok have et vist strøg af magt-brutalitet over sig for at kunne overleve; tage skarpe beslutninger, som skærer igennem - og være ligeglad med hvad folk siger om dem.
Når jeg taler om sociale relationer, også ifht. politikere, handler det om man også som politiker skal være parat til at forhandle, indgå kompromiser, finde løsninger, som tilgodeser alle parter, ikke bare et parti eller en person. Og her skal man være god til at få viljerne bøjet omkring et kompromis, bl.a. når der skal slås i, dvs. når aftaler skal laves.
»Jeg er en krydsning mellem et kirsebærtræ og en kaktus. Jeg er!«
Inger Sundsvald
Ja, godt du er. Det er det vigtigste, Miraklet i sig selv. At er er!
Også knudret – som en kaktus. Og tør spise kirsebær med de store.Selv om Inger Sundsvald åbenbart ikke er i Valby. Som en vis fru Nielsen ;-)
Som der også ER meget – knudret og sødt – at sige om og til Karsten Aaen. Men tak for ordet – og især jeres ord. Ritt må så VÆRE – som hun … er.
I hvert fald i denne omgang.
Jeres forbundne
Karsten Aaen
Jeg er enig med dig langt hen ad vejen.
Det er beundringsværdigt, at du stadig har en så basal tiltro til mennesker. Desværre er jeg blevet mere ”kynisk” med årene. Her tænker jeg ikke mindst på, at det er mennesker som Krasnik og Rehling vi har at forholde os til i sagen om bogen. Ikke et ondt ord om dem, men de har deres egen ”udtryksform” og ”vinkling”, som jeg ikke altid kan tage helt alvorligt.
Men tak for debatten, også til Ejvind Larsen, med hilsen til fru Nielsen ;-)