Som klimatopmødet i København nærmer sig, tager strømmen af avisartikler og tv-indslag om klimaforandringen til. Udviklingen går langt stærkere end hidtil forudset selv i worst case-scenarierne. Meget tyder på, at vi er langt tættere på tipping point, end vi bryder os om at vide.

Samtidig kommer der stadig flere skeptiske meldinger forud for topmødet. Hvis blot én af de store aktører springer fra, så falder andre også fra, og det hele risikerer at falde til jorden.

Er det kun teatertorden? Eller mener nogle af verdens førende ledere i ramme alvor, at vi fortsat skal spille fandango om menneskehedens fremtid?

Jeg tror, vi ofte opfatter problemerne som uoverskuelige at løse inden for den nødvendige tidsramme. Men forleden sad jeg og læste om Anden verdenskrig, og pludselig slog det mig: Selvfølgelig har vi de nødvendige ressourcer, endda i rigeligt overmål.

For 70 år siden producerede verden i løbet af blot fem år 12.000 krigsskibe, 812.000 fly, 281.000 kampvogne, flere hundrede millioner geværer og kanoner og milliarder af patroner og granater. Er det utopisk for os i løbet af fem år at producere 12.000 solkraftanlæg, 812.000 vindmøller, 281.000 biogasanlæg, flere hundrede millioner solfangere og at plante milliarder af træer?

For 70 år siden opfandt og udviklede verden i løbet af fem år radar, raketter, jetmotorer og atomvåben. Er det utopisk for os i de kommende fem år at udvikle bølgeenergi, brændselsceller, solceller, lagring af el, varmelagring osv. til et teknisk niveau, hvor de for alvor vil kunne bidrage til CO2-fri energiproduktion?

Nej, det er hverken utopisk eller naivt. Det er realistisk. Hvis blot vi vil. Klimaudfordringen er ikke et teknisk eller et økonomisk problem. Det er udelukkende et politisk problem.

Indsats her og nu

Løsningen på klimaudfordringen er så enkel, at den kan være svær at få øje på. Hvis der produceres vedvarende energi svarende til det nuværende forbrug plus det fremtidige, og der samtidig plantes skov til absorbering af overflødig CO2, så kan der næsten sættes dato på, hvornår CO2-indholdet igen er nede på et acceptabelt niveau.

Min første præmis er, at verden før har vist, at vi kan mobilisere uanede ressourcer med kort varsel, når det er nødvendigt.

Min anden præmis er, at vi før har set mange nationer arbejde tæt og effektivt sammen, når truslen er der.

Min tredje præmis er, at vi kan gå fra et defensivt samfund med mangel på energi til et offensivt samfund med overskud af næsten gratis energi. Dette giver uanede muligheder.

Min fjerde præmis er, at vi ikke må lade de nødvendige beslutninger vente på det private erhvervslivs langsommelige markedsvilkår. Udfordringen skal løses her og nu gennem effektiv offentlig organisering og indgriben.

Min femte præmis er, at en intensiv, centralstyret indsats gennem en kort årrække ikke ændrer de politiske forhold på længere sigt. USA oplevede i 1930’erne og 40’erne to meget store bølger af offentlig indgriben, først New Deal, og umiddelbart herefter verdenskrigen. Fem år med planøkonomi gjorde hverken USA eller de vesteuropæiske lande socialistiske.

Indsatsen kræver politisk indsats her og nu. For at undgå at beslutningsprocessen drukner, må der etableres ansvarlige samlingsregeringer.

De hidtidige politiske drøftelser på globalt plan har primært drejet sig om reduktioner i CO2-udledningen. En defensiv strategi, der er helt utilstrækkelig. Udledningen af CO2 skal ikke blot reduceres, der skal fjernes CO2 fra atmosfæren.

Det største problem har været, hvordan byrderne skal fordeles. Skal i-landene reducere energiforbruget mest? Eller skal i-landene betale u-landene for ikke at udvide energiforbruget? Eller fastholder u-landene deres ret til at opnå samme levestandard som u-landene og dermed også retten til at udlede samme mængder af CO2, som i-landene har gjort gennem tiden? Hvis det sidste bliver resultatet, så må vi nok desværre erkende, at løbet er kørt.

I modsætning hertil vil en offensiv strategi, hvor den fossile energi gennem massive investeringer over en kort årrække erstattes af vedvarende energi (VE), fuldstændig løse denne problemstilling. Det er et ganske simpelt regnestykke, at det vil koste mest der, hvor energiforbruget er størst, dvs. i de rige lande, og mindst i u-landene, svarende til deres mindre økonomi og lavere energiforbrug.

Vi vil ikke affinde os med uforpligtende hensigtserklæringer om frivillige nedskæringer med udefinerede procentdele af udefinerede grundlag. Vi kræver bindende aftaler om etablering af x antal VE-anlæg med en samlet produktion på y antal gigawatt. Vi må fastholde igen og igen, at det er muligt med den teknik og viden, vi allerede besidder.

Utidig nøl

Skal opgaven løses her og nu, er det nødvendigt, at vi fokuserer på teknologi, der allerede er afprøvet, har vist sig duelig, og som hurtigt kan sættes i masseproduktion. I mine øjne drejer det sig primært om vindmøller, solkraftanlæg og biogasanlæg.

Forskning og videreudvikling ophører selvfølgelig ikke, men vi kan ikke vente 20 år på sofistikerede løsninger. Et eksempel på utidig nøl er lagring af CO2 i undergrunden (CCS). Det er en løsning, der endnu kun er på forsøgsstadiet, og som det i bedste fald vil tage mange år at udvikle. På mig virker det tåbeligt at bruge ressourcer på lagring af CO2, når den eneste rationelle løsning er at stoppe afbrændingen af fossile brændsler. CCS er et forældet projekt, allerede inden det er udført, og er et typisk eksempel på, hvordan den nuværende indsats har mistet fokus og har forplumret problemstillingen.

Der skal skelnes mellem en her og nu-indsats og en mere varig indsats på længere sigt. Her og nu bør alle vindmøller rejses på land, fordi det er det hurtigste og billigste. Indsatsen skal ikke bremses af irrelevante indvendinger, og alle argumenter skal sættes op imod alternativet. Der er ingen rationel begrundelse for at friholde en fredet strandeng for vindmøller, hvis alternativet er, at samme strandeng vil være oversvømmet med fire meter vand om 40 år. Det må til stadighed huskes, at alle anlæg har en begrænset levetid på 20-30 år. Til den tid har man udviklet mere varige løsninger, og vindmøllerne på strandengen kan pilles ned igen.

Indsatsen skal suppleres med en kraftig indsats overfor energiforbruget. Benzin rationeres, mens fri kørsel i elbiler er tilladt. Kollektiv transport erstatter privat kørsel. Lastbiltransport erstattes af togtransport. Firesporede motorveje ombygges til firesporede jernbaner. Flytransport rationeres. Det tåbelige forbydes.

Vi er ikke interesseret i at høre eksperter fortælle, hvad der ikke kan lade sig gøre. Vi vil høre eksperterne fortælle os, hvordan man gør det her og nu. Vi vil ikke have klimakatastrofer, men brainstorm. Tiden er ikke inde til at købe italienske tog.

Opbrud

Det budskab, jeg taler for, vil blive udråbt som naive køkkenbordsplaner udarbejdet af en landsbysmed. Men når kritikken bryder ud, så led nøje efter, hvem der står bag. En løsning, som den jeg skitserer, vil ramme en lang række industrier hårdt, og dermed også de mennesker, der arbejder inden for disse industrier.

Men når du er nået hertil, så stop op. Tiden er ikke inde til konspirationsteorier. Jeg tror ikke på, at verden udelukkende styres af onde kapitalister, der kun tænker på egen profit, eller onde eksperter, der kun ser på lønchecken, når de udtaler sig. Men jeg tror på, at vi alle har tilbøjelighed til at gro fast i vaneforestillinger. Og at det kan være svært at bryde op, når ens hidtidige livsform pludselig bliver truet.

Vi må fortælle hinanden, at det er nødvendigt, og at det under alle omstændigheder kun vil være et spørgsmål om nu eller senere. Verden er i hurtig forandring. En forandring, der kan gå to veje, men som kommer, uanset om vi selv drejer aktivt den ene vej, eller om vi blot passivt lader os flyde med i den anden.

Min påstand er, at klimaudfordringen kan løses inden for en tidshorisont på fem år, hvis blot vi vil. Lad det være målet. Det er hverken naivt eller utopisk, men realistisk. Vi vil ikke affinde os med ledere, der er bedre til at føre krig end at skabe fred.

Eller er det os selv, der ikke vil?

Mogens Christensen er pensioneret lærer