Politikere fra alle sider af folketingssalen, diverse fagforbud og studenterorganisationer har de seneste dage haft travlt med at tage størst mulig afstand fra økonomiprofessor Nina Smiths forslag om at indføre betalingsuddannelser på kandidatdelen af de danske universiteter. Den slags forslag er nemlig ikke populære blandt befolkningen og dermed de potentielle vælgere og medlemmer. At argumentere for betalingsuddannelser er omtrent lige så upopulært som at foreslå forringelser i efterlønnen. Men der kan ikke desto mindre være økonomiske argumenter, der taler for. Ganske som da Skattekommissionen tidligere på året anbefalede forringelser i SU’en, er økonomernes væsentligste argument, at det nuværende system skaber social ulighed forstået på den måde, at den ufaglærte butiksassistent finansierer lægesønnens medicinuddannelse. Det gode ved systemet er, at alle - uanset økonomiske forhold - har mulighed for at tage en uddannelse. Desuden er det selvsagt tanken, at lægesønnen efterfølgende betaler sin uddannelse gennem skatten. Men den form for statsfinansiering af uddannelser er truet. Folk kan i stigende grad tage uddannelser og arbejde i udlandet, og hvis en nyuddannet dansk læge flytter til USA, hænger de tilbageblivende skatteydere på regningen.
Desuden lyder argumentet, at de studerende vil stille større krav til undervisningen, hvis de selv betaler for den, hvilket kan føre til en tiltrængt forhøjelse af niveauet på universiteterne. Og holder man ordningen til at omhandle kandidatuddannelserne, så vil det ifølge de økonomiske eksperter, der udtaler sig i dagens avis, ikke have betydning for studerende fra de socialt dårligt stillede familier. Har man først fået en bachelor, så bliver man også kandidat - uanset den sociale arv. Og brugerbetaling på den sidste del af uddannelsen vil næppe skræmme nogen væk, når man kan se målet og de tilsvarende højere lønninger forude, lyder argumentet.
Måske er en sådan kontrolleret form for brugerbetaling ikke så skidt, som det umiddelbart lyder for mange danskere. Det vil løse nogle sociale skævheder og nogle internationaliseringsproblemer. Desuden er der i høj grad brug for flere penge til uddannelserne. I dag giver det op til 12.000 kroner i underskud at uddanne bestemte studerende - det viste den såkaldte McKinsey-rapport, som udkom i foråret. Og selv om taxametrene fik et lille løft i Finansloven og formentlig får et løft fra Globaliseringspuljen, er der lang vej igen. Så reelt overfører universiteterne forskningsmidler til uddannelsesområdet. Eller de skærer ned på timetallet og dermed uddannelsens kvalitet. En øget skattefinansiering vil være den oplagte løsning - men så længe man fra politisk side ikke kan finde ud af at prioritere uddannelserne i tilstrækkelig grad over skatten, bliver man i det mindste nødt til at være åben over for andre finansieringsmetoder, herunder brugerbetaling på kandidatuddannelserne. Alternativet er forringede uddannelser, og det er på sigt den dyreste løsning.
Kommentarer
En noget vattet leder; - joh, det er da skidt med de forrringelser, og egentlig burde de jo modvirkes med skattekroner, men skidt - hvis nu regeringen ikke er enig, så lad os da bare indføre brugerbetaling.
Når det konstateres at “økonomernes væsentligste argument, at det nuværende system skaber social ulighed forstået på den måde, at den ufaglærte butiksassistent finansierer lægesønnens medicinuddannelse.”, så bør det også konstateres, at dette kun skyldes at progressionen i skattesystemet er blevet - og dermed den sociale udligning - er blevet stærkt begrænset uinder det nuværende regime.
Selvfølgelig er det flot af “økonomerne”, at de har haft succes med deres strategi om først at slå et hårdt slag mod den danske velfærdsmodel ved at påstå at den vil nyde gavn af en sænkelse af de riges skattebidrag, og siden at bruge effekten af denne sænkelse som argument for at skabe yderligere skævhed i samfundet, men hvis de tror at deres liberalistiske projekt bare passerer i ubemærkethed, så nærmer de sig hybris.
Vil man have en simpel model til at sikre lidt flere penge, så er her et simpelt forslag:
lad en kandidatdel koste f.eks. 250.000 pristalsregulerede kroner, på følgende vilkår:
1. der oprettes en statslig financieringsfond, som låner disse penge til den studerende.
2. lånets løbetid er 40 år,
3. lånet er rentefrit, sålænge låntager er bosiddende i DK.
4. lånet er afdragsfrit i de første 20 år, hvis låntager er bosiddende i DK
5. lånet skal afdrages, og forrentes med 1,5 x diskontoen ved bopæl i et andet land.
… det koster altså ca. 1000 kr. om måneden i de sidste 20 år af lånets løbetid, hvis man bliver boende i DK, men for det første, så har kandidaten haft 20 år til at etablere sig (betalingen rammer altså ikke den unge, nyuddannede), og for det andet, så er beløbet nok reelt mindre end 500 kr i nutidskroner til den tid.
Det er brugerbetaling og omfordeling i en samlet pakke ;-)
Det at det er gratis er snart noget af det eneste det danske uddannelsessystem har kørende for sig.
Regner Nin Samith og co. med at indførsel af brugerbetaling vil standse den strøm af unge der allerede søger til udlandet PÅ TRODS af brugerbetalte danske unversiteter?
der skulle selvfølgelig stå “PÅ TRODS af brugerbetalte udenlandske universiteter” :P
Sven Karlsen,
Ja ok det er rigtigt, man kan også bare genindføre stavnsbåndet :P
“men så længe man fra politisk side ikke kan finde ud af at prioritere uddannelserne i tilstrækkelig grad over skatten, bliver man i det mindste nødt til at være åben over for andre finansieringsmetoder, herunder brugerbetaling på kandidatuddannelserne.”
Meget mærkeligt argument syntes jeg. Det med at kæmpe for noget politisk er dermed slut. Spørg én gang efter den optimale løsning og hvis du får “nej”, så er det bare ærgerligt.
Pligten.
Staten viser pligten som et forfald. Pligten er et armod, af bygninger der knapt kan stå, og lærere på må og få.
Priortetering
Først skal du tjene, og så kan vi dig lære. Penge kommer før viden.
Viden er en luksus, men også en pligt.
Siden 2001 har VK-regeringen nedsat en række kommissioner med det dobbelte formål at legitimere upopulære velfærdsforringelser og - hvor her-og-nu beslutninger ikke var politisk mulige - at levere “videnskabelig” dokumentation for bestemte problemopfattelser og løsningsmuligheder. Til dette formål har regeringen naturligvis håndplukket de eksperter, som skulle deltage i kommissionsarbejdet, således at kommissionerne ville fremsætte de policyforslag, som regeringen ønskede.
At regeringen vælger eksperter, som deler regeringens ambition om at afvikle velfærdsstaten, er vel dybest set forståeligt. Det er derimod aldeles uforståeligt, at Kristian Villesen vælger at spørge de selv samme eksperter, hvad de mener om brugerbetaling på danske universiteter. Hvis KV gjorde sig den ulejlighed, at bevæge sig udenfor kredsen af VK-regeringens ekspertdarlings, kunne det måske nuancere debatten?
Endvidere kan jeg varmt anbefale, at KV ved samme lejlighed spørger eksperterne om internationaliseringsproblemets egentlige omfang. De vil så kunne fortælle ham, at dette problem er ret tæt på ikke-eksisterende, og at det ville være useriøst at fremføre dette som argument for øget brugerbetaling.
Endelig er KV bekymret for de fordelingspolitiske konsekvenser af en skattefinansieret uddannelsessektor. Øhh, hvad?
Det er ikke alle med en lang videregående uddannelse, som efter endt uddannelse bliver forgyldt - men en betydelig del gør. Det ville jo være fantastisk, hvis vi havde en mekanisme, som dels sikrede, at akademikere som rammes at arbejdsløshed, sygdom etc. ikke hænger på en stor gæld, og dels sikrede, at dem der kommer til at tjene mange penge bidrager betydeligt til velfærdssamfundet. Hvis en sådan mekanisme fandtes, ville jeg kalde den progressiv beskatning.
Det beløb man eventuelt kunne afkræve studerende på de videregående uddannelser, ville være latterligt lille sammenlignet med hvad de samme studerende ville betale tilbage via et skattesystem med en betydelig progression. Samtidig ville man ikke afholde mindre bemidlede fra at tage en uddannelse, og endelig ville man ikke ramme de studerende, som ikke tjener kassen efter endt uddannelse.
Mht. argumentet om at politisk nedprioritering af et velfærdsområde som den største selvfølge må medføre øget brugerbetaling kan jeg kun erklære mig helt enig med Martin Pedersen.