Indtil for nogle år siden foregik den største del af diskussionen mellem troende og ikke-troende som regel på en rimelig civiliseret måde. Man var uenige, men kunne samtale uden at latterliggøre eller dæmonisere hinanden.
På det seneste er der blevet langt mellem den slags dialoger. I løbet af relativt få år er tonen blevet skærpet, og det er navnlig den såkaldt ‘ny ateisme’, som har ført an i en meget aggressiv og arrogant religionskritik, sådan som den er kommet til udtryk i bøger af bl.a. Richard Dawkins, Sam Harris og Christopher Hitchens. Deres bøger er solgt i store oplag over det meste af USA og Vesteuropa, og de har sat dagsordenen for en stor del af den religionsdebat, som navnlig opstod i kølvandet på 9/11. En debat, som, hævder mange kritikere, har haft meget svært ved at skelne mellem forskellige former for religion, men mere eller mindre direkte har bedømt al religion som udtryk for fundamentalistisk fordummelse.
Dermed har man forholdt sig til en naragtig parodi på religion, som så bliver jordet af folk, der triumferende proklamerer og høster bifald for, at de ikke tror på en Gud med et langt hvidt skæg.
Det er dog ikke alle folk med en ateistisk indstilling, som har følt sig godt repræsenteret af den nye ateisme. Således har den engelske filosof og ateist Julian Baggini kaldt den nyere ateisme for destruktiv, fordi den »forstærker det synspunkt, at ateisme først og fremmest er et negativt angreb på religiøs tro … og at den er arrogant og tillægger fornuften en magt, den ikke har«.
Også andre ikke-troende har lagt afstand til den nyateistiske bølge, således bl.a. den amerikanske journalist Chris Hedges, hvis bog I don’t believe in Atheists omtaltes her i avisen i januar.
På dansk grund er der inden for godt halvandet år kommet hele fire bøger med direkte eller indirekte reference til debatten om religionernes rolle i samfundet. Den seneste er Sandbecks og Christiansens Gudløse hjerner. Deres bog er et direkte svar på de angreb, den nye ateisme er kommet med. De tre andre bøger på området er alle antologier med mere eller mindre neutrale redegørelser for religionskritik som sådan.
Alle er de gode at få forstand af, men der er også her forskelle bøgerne imellem, ikke mindst i opfattelsen af, hvad religionskritik er for en størrelse.
Antireligiøs religionskritik
Mest farverig af de tre er antologien Gudløs!, som udkom i direkte forlængelse af en konference af samme navn på Københavns Universitet. Antologien indledes af redaktørerne Malene Busk og Ida Crone, som opfatter og benytter begrebet religionskritik i en meget anti-religiøs tolkning.
I indledningen er det i al fald tydeligt, at der hos redaktørerne er en irritation over ‘en sær amnesi’, hvor religionskritikken er blevet ‘glemt’, og hvor der derfor i det offentlige rum er kommet en betragtning af gudstro og religion som noget respektabelt, hvad de to er alt andet end begejstrede for.
Gudløs!-redaktørernes holdning er således ganske voldsomt vendt mod religionen som sådan, men resten af bogen ikke helt så enøjet i sin kritik. Den er for de fleste bidrags vedkommende udtryk for en negativ opfattelse af religionen, men betragtningerne er ikke så unuancerede og karikerende, som man med indledningsfanfaren kunne frygte.
Thomas Bredsdorff har skrevet et af bogens klogere bidrag om religionens plads i samfundet. Den er kommet for at blive, mener Bredsdorff, det kan man lige så godt indstille sig på, og i stedet for at forsøge at bevise Guds ikke-eksistens skulle man tage ved lære af folk som bl.a. Locke og Voltaire, som argumenterede for, at man kun kan leve i et fredeligt samfund, hvis religionen respekteres og i øvrigt holdes væk fra det offentlige rum.
Det er, som Bredsdorff gør opmærksom på, ikke noget yderligtgående standpunkt, men det bygger på en smertefuld historie.
Et andet godt bidrag kommer religionssociologen Peter Lüchau med i en artikel om de nye ateister set ud fra et sociologisk synspunkt. Ateismen er ifølge Lüchau navnlig kommet på dagsordenen, fordi den kan læne sig op ad den stigende interesse for religion.
Ateisterne har ifølge Lüchau været »en spændt fjeder som bare har ventet på at blive udløst«, og det kunne ikke rigtig lade sig gøre, så længe religionen var usynlig i debatten, hvad den var indtil engang i 90’erne. Nu vil man tage til genmæle.
Den typisk genmælende ateist er i øvrigt en mandlig bybo (hovedstaden er det foretrukne bosted) med en længerevarende uddannelse og ofte politisk aktiv. Og så er de genmælende relativt unge.
Men der er nu også mange yngre brushoveder, som bliver mere nuancerede med alderen. Religiøse såvel som ateister.
Neutral religionskritik
Det nuancerede præger i langt højere grad den anden af de tre bøger om religionskritik. Her er en noget dybere forståelse af religionskritikken tydelig, idet bogens redaktør, idehistorikeren Peter Boe, understreger betydningen af, at religionskritik er en disciplin, som kan udøves af såvel religiøse som irreligiøse. Et forhold, som burde være indlysende, når man ser på religionskritikkens historie, men som ikke er det, for som Boe tørt konstaterer, har »flere og flere tilsyneladende mistet evnen, visse sågar viljen, til at skelne mellem skarp kritik og simpel intolerance«.
Religionskritik, der lige som Gudløs! er udgivet på forlaget Tiderne Skifter, er en antologi med en grundlæggende tolerant indstilling. Det gør imidlertid ikke indlæggene farveløse. Et af de mest interessante er idehistorikerne Morten Haugaard Jeppesens og Mikkel Thorups om oplysningstidens religionskritik.
Oplysningstidens store filosoffer mente ikke, at religion som sådan var skadelig. De fleste var troende i en eller anden udstrækning, og de mente, at religionen var nødvendig for opretholdelsen af samfundsordenen.
»Ateisme blev ikke anset som en holdbar tilstand for hverken individet eller samfundet,« skriver de blandt andet.
Ikke religion, men kirke
Hvad nogle af oplysningsfilosofferne rasede imod, var derfor ikke religion, men kirken og dens hykleri, som de så det. Navnlig Voltaire kunne være saftig i sine beskrivelser af kirken og af, hvad han syntes, man skulle gøre med de liderlige og grusomme præster. Men man skal, understreger de to forfattere, skelne mellem angreb på kirken og angreb på religionen.
Der er i bogen ganske mange bidrag fra universitetsfolk. Ud over idehistori-kerne Jeppesen og Thorup er fra samme faggruppe bidrag fra Uffe Juul Jensen (om Marx’ religionskritik) og Lars Henrik Schmidt (om Nietzsche), og endvidere bidrag fra teologi, religionsvidenskab og international politik.
Eneste bidrag, som afviger en smule fra de andre, er forfatteren Jørgen Knudsens. Knudsen er gavmild med sine malende skildringer i sin hyldest af Georg Brandes (»Brandes ville dø stående« er en af dem, og der er rigtig mange flere gennem artiklen) og han har meget lidt tilovers for datidens teologer, som Knudsen i øvrigt omtaler som »et kobbel statsbetalte jagthunde«.
Teologisk religionskritik
Også i den sidste af de tre bøger, Lars Sandbecks og Mads Peter Karlsens Religionskritik efter Guds død ses en mere klassisk forståelse af begrebet religionskritik, nemlig som en tænkning, der bestræber sig på at skelne mellem forskellige mere eller mindre kritisable aspekter af religionen. Med andre ord: En religionskritik, som medtænker muligheden for Guds eksistens. Således tydeliggøres det navnlig i denne bog, at religionskritik også kan være religionens selvkritik.
Forfatterne er navnlig teologer, men også religionshistorie og sprogvidenskab er repræsenteret. Sidstnævnte disciplin kommer Lars Qvortrup fra, men hans som altid velskrevne indlæg er dog ikke så fagspecifikt.
Qvortrup forholder sig netop til det forhold, at religionskritik kan være en kritik, der stræber efter at fremdrage kritisable aspekter ved religionen, og i den forbindelse forholder han sig navnlig til den tyske filosof Peter Sloterdijks religionskritik. Sloterdijk kommer med en hård, men nuanceret kritik af jødedom, kristendom og islam, som alle er abrahamitiske, og som ifølge Sloterdijk fremhæver Gud som en nidkær og jaloux Guddom. Denne Gud tåler ikke konkurrence, og derfor er det netop i disse religioner, man skal finde en voldsfremkaldende enten-eller-logik. Qvortrup fremkommer selv i sit indlæg med en del kritik af Sloterdijk, idet han bl.a. påpeger kristendommens mulighed for forsoning med modsætningen.
Astronaut-ateisme
Samme Sloterdijk er også genstand for en del af religionshistorikeren Ulrik Houlind Rasmussens bidrag, som væsentligst handler om netop problemet med indholdet af religionskritikken. Med udgangspunkt i Kant og med brod mod den nye ateistiske religionskritik påpeger Houlind Rasmussen nødvendigheden af at overveje religionskritikkens grænser og forudsætninger. Fornuften skal således ikke fare frem »uden forudgående kritik af sin egen formåen«, som Kant skriver det i sin »Kritik af den rene fornuft«. Den nye ateisme farer blindt frem uden nærmere at overveje, om ikke det, man kritiserer, er en parodi på religionen. Den bliver en ‘astronaut-ateisme’ med et udtryk fra den tyske filosof Blumenberg, som Houlind Rasmussen ofte inddrager. Det hentyder til den tanke fra det gamle sovjetstyres tid, hvor astronauterne ikke var stødt ind i Vorherre i himmelrummet, så der kunne ikke være nogen Gud. Den ny ateisme foretager et opgør med en parodi på Gud frem for at sætte sig ind i, hvorledes den troende opfatter Gud.
De tre bøger er således bemærkelsesværdige af flere årsager. De indeholder alle velskrevne indlæg, de to af dem hævder, at religionskritik ikke er anti-religiøs, mens den tredje opfatter religionskritik som noget, der skal være en modpol til de religiøse ytringer i samfundet, og endelig er det bemærkelsesværdigt, at der inden for kort tid er udkommet hele fire bøger (inklusive den førstnævnte Gudløse hjerner) inden for samme emnefelt. Det er længe siden, religion i den grad har været på dagsordenen, som den er det nu. Men det er også længe siden, uforsonligheden har været så stor, og evnen og viljen til at lytte, inden man råber op, har været så lille.
Gudløs! Religionskritik i dag
(Malene Busk & Ida Crone)
Tiderne Skifter
276 sider
225 kr.
Religionskritik
(Peter Boe)
Tiderne Skifter
216 sider
269 kr.
Religionskritik efter Guds død
(Mads Peter Karlsen & Lars Sandbeck)
Forlaget Anis
198 sider
249 kr.
Kommentarer
Diskussioner omkring religion og tro, skal opldeles i to. En for religion, og en for tro,.
Da troen er religionens modsætning, der bekræftes af religionernes egne fejlslutninger og mig-mig-mig-perspektiv.
Jeg anser derfor religion, som et evolutionært trin, menneskearten skal igennem.
Religionskritik bør koncentrere sig om at fastholde at GUD eksisterer og at man derfor som menneske skal holde sig åben for henvendelser fra GUD på mange forskellige måder.
Dertil er det ønskeligt om man istedet for at kritisere andre religioner opstiller eksempelvis “En ny lære om GUD” der tager udgangspunkt i det positive der er at sige og mene om GUD udfra beviser der er alment muligt at iagttage i tilværelsen - og kan man dertil deltage med beskrivelser af egne oplevelser af “GUD” - så meget desto bedre.
Her er det dog vigtigt som fundament at fastholde følgende Tese ; > > Er noget Godt kommer det fra / via GUD - - - og er noget Dårligt kommer det derfor fra mennesker / fra tyrannier / fra diktaturer som har for eksempel hemmelige laboratorier der producerer sydomme eller som bevidst skaber krige ( som set efter den 11/9 2001) eller finanskriser såvel som saboterer en fornuftig samfundsudvikling - eksempelvis ignorerer de sultne eller andre samfundsproblemer < <.
Eller som Jesus Krist er citeret for kryptisk at sige det : “Giv kejserens hvad Kejserens er - og Giv GUD hvad GUD’s er”.
Man skal kort sagt skille (ALT) skidt fra kanel - !
Regelbundet, indviklet, knyttet i en knude, fjernstyret, ønsker tilhængerne af forbudets Herre, livet skal være. I følge ordbogen betyder gud, det jeg påkalder.
Min Gud, Min Gud, hvorfor har du forladt mig?
Mit skrig til trods er frelsen mig fjern.
Min Gud, jeg råber om dagen, du svarer ikke,
om natten, men finder ej hvile.
Menneskesønnen kom, som spiser og drikker, og man siger: `Se, hvilken fråser og dranker, ven med toldere!
Ufaglært arbejder, modstander af politik, religion, filosofi. er jeg.
Der er meget at kritisere de etablerede religioner for, og det kunne se ud som om, de oprindelige religiøse idéer, der frembringer en ny religion hurtigt rådner i magtsyg korruption.
Men religiøsitet - oplevelsen af at noget er helligt - helt i modsætning til i stykker (samt heldbringende) er vist noget, der ligger dybt i mange menneskers sind.
Samtidig er det jo helt klart, synes jeg, at fornuften (herunder naturvidenskaben) slet ikke magter menneskers eksistentielle spørgsmål.
Overtro bør fylde så lidt som muligt i alle samfund. Overtro er skyld i mange krige. PT. fører islamister krige mange steder på jorden lige fra Palæstina til kinas østkyst. De kristne er knap så agressive, mange er blevet aseister, hvilket sætter overtroen under pres.
Religionsundervisning bør foregå udfra holdningen om, at gudetroer er rent overtro. Præster, imamer og andre relegionsforkyndere bør straffes for at udsprede deres meninger om ting, som er rent overtro. Jeg ser frem til den første retssag mod kirken for at forsøge at bilde naive mennesker ind at de kan ende i paradis eller helvede. Relegionsforkynderne overtræder markedslovene kontinuerligt og frækt.
Jeg vil gerne have Niels Standell straffet for at udsprede sin mening om ting, som er ren overtro. Han aner ikke hvad han taler om. Jeg kan bevidne det, jeg så det selv..
Jeg læste “Gudløs”,og blev skuffet.
Havde håbet på noget skarpere….
Det er så enkelt: DER ER INGEN GUD.
Religionskritik er Middelalderens Genkomst. Mohammed-tegner Kurt Westergaard har åbenlyst indrømmet, at religionskritik er politik med andre midler, idet han i fagbladet Journalisten har påpeget, at kun Kristendommen har formået at frembringe et dynamisk, vækstorienteret samfund - illustreret med en Jesus, der veloplagt og friskbarberet er steget ned fra Korset, har iført sig business suit og med hvad der formodentlig er en bærbar computer i dokumentmappen, begiver sig på vej til et spændende, kreativt city-job. Altså skal religion åbenbart bedømmes på, hvor dygtige dens udøvere eller de kulturpåvirkede er til at skabe vækst. Men hallo! - hvad med de kristnede indianere i Sydamerika eller for den sags skyld katolikkerne i Sydeuropa - de er da slet ikke oppe på nordeuropæisk, hvid-angelsaksisk-protestant niveau? Har det mon noget med race at gøre? Hvad med lidt racekritik?
Idéen er at henlede opmærskomheden på, at når - og det gælder især Dansk Folkeparti - de vestlige lande og Israels kulturfrembringelser og demokrati prises og muslimernes mangler i den retning tilsvarende fordømmes - skyldes det næppe kun påvirkninger fra religion. Det må de pågældende da nok, med eller uden en undertrykt fnisen, være bevidst om. Ellers kan vi kun glæde os over, at vi tilfældigvis valgte eller blev tilført den bedste religion heroppe nordpå og i Israel. Jeg tror helt ærligt, at de fniser i Dansk Folkeparti og ved “bedre”.
Den sætning skulle have heddet:
” … ses det næppe kun som følger af de respektive religioners indflydelse”
Hensigten er at antyde, at Dansk Folkeparti kun lader som om, at de mener, at det er religionens skyld, at vi er dygtige, og de andre ikke er det, men at de i virkeligheden ser det som udtryk for raceforskelle, hvilket man naturligvis ikke må sige.
Jeg er selv stærkt venstreorienteret og forsøger mig med en slags “satire”.
“Religionskrig” - tænkte Præsten i Vejby - “så kører hele molevitten igen.”
Og han besluttede sig for at at gå hele vejen til Paradiset og få foretræde for GUD og bede Gud om at sætte en stopper for al religions-balladen.
Vel ankommet til Paradiset siger Sct. Peter til Præsten - “det må have været en lang tur til Pardiset - det er kun de færreste der klarer at gå den tur i live - Jo præst vid dog dette, at de fleste kommer først til Paradiset når de er døde.”
“Jeg har været feltpræst” sagde præsten med et smil.
Det var ord der ikke huede Sct Peter og præsten fra Vejby skyndte sig at tage sine ord tilbage.
“Det var kun for spas jeg sagde det - jeg har ikke været feltpræst - jeg støtter ikke krige” - sagde præsten hurtigt.
Sct Peter brummede vredt - “Vi er ikke vant til spas her ved PerlePorten”.
“Nå - Men hvad er dit ærinde hos GUD- gode Præst” spurte Sct Peter.
“Jeg skal bede Gud om om stoppe religionskrigene.” svarede Præsten.
Herre jemini tænkte Sct Peter og 4-toget er ikke engang kommet endnu.
“Jamen så skal du da tale med Gud” sagde Sct Peter.
Og de gik ind i møde-salen hvor Gud tronede bag et forhæng - så kun glimtet af Guds LYS kunne ses.
“Sig kun frem - gode præst”- sagde Gud og præsten forklarede nu om religionskrigene på jorden.
“Religionskrigene er dog kun en smeltedigel til nye og bedre religioner - gode præst” sagde Gud og mente at den sag nu var afgjort.
Men Præsten fra Vejby - havde en bøn mere -“Kan du ikke give menneskene et gode som får dem til at rette ind i flokken af Gudtro ?” spurte præsten spagt.
“Jeg har givet mennesket kvinden - er det ikke nok ” - sagde Gud.
“De respekterer ikke kvinden på Jorden mere,” sagde Præsten.
“Hav du blot tålmodighed - ligesom kvinden”, sagde Gud. “Så går det nok”.
“Men det er slemt at se på hvorledes at kvinder og deres børn blot er skydeskiver for diktatorernes bomber i deres kunstigt skabte krige - ” argumenterede Præsten.
“Diktatorer kan selv blive kvinder i selvsamme krigszoner engang ved førstkommende lejlighed ” sagde Gud med en skarphed i stemmen som bekymrede Præsten.
“Men kvinder behandles dårligt over hele jorden”. sagde Præsten alligevel.
Tavshed fra fra Gud - i lang tid medens Gud tog et kig over livet på jordkloden - “Jeg tror at du har ret præst. Det må vi gøre noget ved - har du nogen ideer”.
Præsten blev stum - for tanken om at GUD havde svar på alt sad dybt i ham.
“Jeg vil blot høre dit forslag til en løsning på problemet - præst” sagde Gud venligt.
“Nå ja - kan du ikke sende Jesus eller Muhammad ?” - spurte Præsten.
Lyset bag forhænget flimrede i et par mørke vrede toner og blev smukt og godt igen.
“Kan ikke lade sig gøre” - sagde GUD bestemt.
Ved disse ord blev præsten nedtrykt - han havde ikke flere ideer.
“Måske kunne jeg arrangere at menneskeheden måtte tage konsekvensen af deres egne handlinger. Så kan de skabe deres eget liv og tage valget mellem alle at leve i det smukke liv eller at dø i elendigheden”- foreslog GUD.
“Det duer vist ikke” sagde præsten - “de rige tager det smukke til sig selv og lader andre dø i skidtet”.
“Ja det er jo ikke godt” - sagde GUD.
Præsten fik en ide - “Kunne du ikke lade alle de onde dø af en sot ? ” spurte ham.
“Kunne godt”- sagde Gud - “Men når de er onde så er døde og borte så kommer der 3 millioner andre onde og tager deres plads og så er I lige vidt på Jorden” -sagde Gud.
“Næ Præst” - sagde GUD - min plan op til i dag er at I mennesker må vokse med opgaven og vise jer værdige til som race - at eksistere.”
Præsten blev skuffet - resultatløst at vandre til Paradiset - tænkte han.
“Men måske alligevel” - sagde GUD.
“Hvad har du i tankerne” sagde Præsten forhåbningsfuldt.
“Se det vil blive dig åbenbaret i rette tid og på rette sted” - sagde GUD - “For Vi kan ikke have at du render tilbage til Jorden og fortæller om mine planer - kan vi vel Præst ?.
Præsten tænkte på den Torden-prædiken han havde drømt om at holde på søndag.
Audiensen var forbi.
Da præsten passerede Sct Peter ved PerlePorten - syntes Sct Peter at præsten skulle have et venligt ord.
“Det var godt du talte for kvinderne - præst”- sagde Sct Peter.
“Hvorfor til hvad nytte” - Spurte Præsten der stadig var lidt skuffet.
“Årh jo,” sagde Sct Peter -“fordi at GUD er lesbisk !”
Religiøsitetens genkomst er vel bla.a. et udtryk for. Nægtelsens nægtelse:
At det jo ikke er HELT sikkert: At Paven tager helt (og kun) fejl i ALT det han siger ( og i alt det han fortier ).
Præsten sagde farvel til Sct. Peter og fandt vejen tilbage Jorden.
Gud var lesbisk.
Den tanke fyldte ham - for den gik tværtimod alt hvad han havde læst og lært i alle religionerne
Han tænkte end ikke på religionskrig.
At sætte Sct. Peters oplysning på plads i tankerne tog al hans opmærksomhed fra vejen hjemad, som blev stadig mere stenet efterhånden som han fjernede sig fra Paradiset.
Et råb bag ham hørte han dårligt.
”Hov Præst” råbte en stemme ”vent et øjeblik”.
Præsten stoppede. Og vendte sig.
En skikkelse i hvidt tøj og stærkt lys-strålende - nåede ham.
”Hej Præst” - sagde Jesus for Jesus var det.
”Hvad vil du” spurte Præsten som sjovt nok fandt mødet med sin arbejdsgiver lidt ubelejligt nu hvor han havde fået at vide, at Gud var Lesbisk. Det emne ville han meget hellere tænke på, end at tale med Jesus.
Jesus grinede. ”Kommer jeg til ulejlighed”- spurte han.
”Nej.”- Løj Præsten
”Jo, for jeg ville jo lige høre dig hvad anmeldelserne siger om min forrige optræden på Jorden.” forklarede Jesus.
Præsten forstod ikke hvad han mente.
”Hvad står der om mig i Biblen” spurte Jesus ” er det gode anmeldelser ?”
Nu var præsten med. ” Årh ja” sagde han ” du healede et par mennesker og steg op fra de døde”
”Er det det hele” spurte Jesus skuffet.
”Ja stort set” sagde præsten som havde mødt Gud og nu således forudindtaget fandt Jesus kedelig.
”Står der så slet ikke noget om mit store trick” spurte Jesus.
”Hvilket stort trick skulle det være” spurte Præsten.
”Nå – det vil du ikke vide for du har mødt Gud der er lesbisk – så jeg forstår dig godt” sagde Jesus drillende.
Præsten blev fornærmet men lod som ingenting ”Dit store trick – hvad er det” spurte han afværgende.
Jesus stillede sig i op i en tænksom positur.
”Nej det trick imponerer ikke dig” sagde Jesus og jeg er vel Guds søn. She say that. Og kalder mig for en solstråle. ”Solstråle - gør nu ikke noget jeg ikke ville gøre” siger Gud til mig – så jeg eeellskerr kvinder ! ” grinede Jesus.
Præsten fik en næsten kurerende AHA oplevelse af Jesus ord og glemte sin modvilje. Men turde ikke sige noget.
”Mit trick” sagde Jesus skuffet ” Tænk at min kirke således skjuler deres viden om mit trick for folket !”
”Lad mig Høre hvad dit trick er så jeg kan forstå og måske forklare på kirkens vegne” sagde Præsten mæglende
”Neeej - Jeg ved ikke rigtig sagde Jesus ” fortæller jeg dig om det trick - bliver der bare religionskrig”.
”Sig du det kun til mig” sagde Præsten ”jeg har tavshedspligt ”!
Jesus grinede.
”Nå men ok - præst. Jeg er Guds Søn ikke sandt” – spurte Jesus.
”Hvis du siger det ” Svarede Præsten klogt
Jesus havde ikke bevist nogetsomhelst endnu.
”Hvad kan Gud gøre for dig” spurte Jesus
”Gøre mit liv bedre ? ” spurte Præsten
”Ja netop” svarede Jesus Og det kan jeg også gøre for dig for jeg er Guds egen søn eller hvad?”
Præsten syntes at Jesus lignede en narkodealer fra det hjemlige kirkedistrikt. Men han sagde ikke noget.
”Hvorfor tror du at kirkens lærde folk venter mig med længsel” ? spurte Jesus.
“Det er vel fordi at du kan give dem et mirakel som de gerne vil have” - forsøgte Præsten ” et mirakel som kirken ikke tør videreformidle til folket som - som - som skal blive på deres plads ? -spurte han.
”Præcis” - svarede Jesus.
”Nu hvor DU har mødt Gud hvad ville så være det største mirakel som du kunne opleve.” spurte Jesus.
Præsten vidste ikke rigtig – sagde han.
”Pjat med dig” - sagde Jesus – ”Jeg ved at du har spekuleret på siden du forlod Sct. Peter - på hvordan det er at kvinde”.
”Nej – det har jeg bestemt ikke ” svarede Præsten.
”Så skulle du da være den første” grinede Jesus.
”Og det er tricket - jeg kan forvandle folk til kvinder” sagde Jesus ”og jeg er meget skuffet over at det mirakel- - trick ikke er kommet med i Biblen kan jeg godt sige dig”.
”Du kan forvandle Folk til kvinder ?” spurte præsten vantro som pludselig forstod hvorfor at det mirakel ikke var kommet med i biblen.
Præsten tænkte på de få men ofte sørgelige kønstransformationer han havde set igennem år og dag – kirurgi der var endt dårligt”.
”Ja” sagde Jesus – ”Lesbisk Kvinde uden kirurgi – det er miraklet”.
”Det var satans” sagde Præsten og stoppede sin vandring.
”Og du bliver 100 % lesbisk – det er med i købet” sagde Jesus
Præsten blev træt – ”Jesus der” var åbenbart en spasmager som gjorde grin med Guds hellige lesbianisme.
Måske Jesus var selve djævelen.
”Nej,” sagde Jesus der ikke var født i går – ”jeg er ikke djævelen. Så ville jeg vel heller ikke sælge dig et produkt der forvandler folk til Lesbiske kvinder – vel ?
”Nåh – nej” sagde præsten og forstod.
”Skal jeg knipse med fingrene,” sagde Jesus – så kan du gå den næste kilometer som en smuk lesbisk kvinde ?”.
Præsten var ikke ensartet solgt til konceptet.
”Det er ikke for manden at vide hvordan at kvinden har det” – sagde præsten afværgende.
”Skader det dig at blive klogere ?” spurte Jesus.
”Nu skal jeg demonstrere på den blomst der står der i vejkanten.” Sagde Jesus og knipsede med fingrene og Vupti blev blomsten til en smuk kvinde med yppige former og ildrødt hår og hun kom hen til dem. ”Hils på Rose”, sagde Jesus,
Præsten stod som forlammet.
”Rose” kom hen til Jesus og præsten og smilede.
Jesus kunne se at miraklet havde taget hårdt på Præsten og han sagde til Rose ” Kan du ikke lige gå op til Paradiset - lille blomst og sige at Guds Søns her sendt dig”.
”Jo” kvidrede Rose og skyndte sig af sted.
”Tror du ikke det nummer vil gøre lykke på på Jorden” sagde Jesus - ”Jeg tager da med til jorden – så må vi gøre jordboerne lykkelige igen” sagde Jesus til Præsten.
Præsten stirrede fortabt efter ”Rose”(n) der løb op ad vejen til Paradis og i sine tanker vidste han at Jesus ville komme til ulejlighed på jorden.
”Vi er nok ikke parat til din genkomst” sagde Præsten med sin embedes-stemme ”Der vil da bliver da rigtig religionskrig på jorden” – og han tænkte på Folket mod Kirken som havde hemmeligholdt sandheden om Jesus.
”Pjat med dig” – sagde Jesus ”Lad os nu se at komme til Jorden. Det skal nok gå godt.”
Og så gik Præsten og Jesus videre på vejen mod jorden.
Der mangler et par ord - men meget centrale ord i ovenstående tekststykke og en hel del anførselstegn.
Derfor sender jeg teksten igen i rettet form.
Præsten sagde farvel til Sct. Peter og fandt vejen tilbage Jorden.
Gud var lesbisk.
Den tanke fyldte ham - for den gik tværtimod alt hvad han havde læst og lært i alle religionerne.
Han tænkte end ikke mere på religionskrig.
At sætte Sct. Peters oplysning på plads i tankerne tog al hans opmærksomhed fra vejen hjemad, som blev stadig mere stenet efterhånden som han fjernede sig fra Paradiset.
Et råb bag ham hørte han dårligt.
”Hov Præst” råbte en stemme ”Vent et øjeblik”.
Præsten stoppede. Og vendte sig.
En skikkelse i hvidt tøj og stærkt lys-strålende - nåede ham.
”Hej Præst” - sagde Jesus for Jesus var det.
”Hvad vil du” spurte Præsten som sjovt nok fandt mødet med sin arbejdsgiver lidt ubelejligt nu hvor han havde fået at vide, at Gud var Lesbisk. Det emne ville han meget hellere tænke på, end at tale med Jesus.
Jesus grinede. ”Kommer jeg til ulejlighed”- spurte han.
”Nej.”- Løj Præsten
”Jo, for jeg ville jo lige høre dig hvad anmeldelserne siger om min forrige optræden på Jorden.” forklarede Jesus.
Præsten forstod ikke hvad han mente.
”Hvad står der om mig i Biblen” spurte Jesus ” er det gode anmeldelser ?”
Nu var præsten med. ” Årh ja” sagde han ” Du healede et par mennesker og steg op fra de døde.”
”Er det det hele ?” spurte Jesus skuffet.
”Ja stort set.” sagde præsten som havde mødt Gud og nu således forudindtaget fandt Jesus kedelig.
”Står der så slet ikke noget om mit store trick” spurte Jesus.
”Hvilket stort trick skulle det være ?” spurte Præsten.
”Nå – det vil du ikke vide for du har mødt Gud der er lesbisk – så jeg forstår dig godt” sagde Jesus drillende.
Præsten blev fornærmet, men lod som ingenting ”Dit store trick – hvad er det” spurte han afværgende.
Jesus stillede sig i op i en tænksom positur.
”Nej det trick imponerer ikke dig” sagde Jesus ”Og jeg er vel Guds søn. She say that. Og kalder mig for en solstråle. ”Solstråle - gør nu ikke noget jeg ikke ville gøre” siger Gud til mig – så jeg eeellskerr kvinder ! ” grinede Jesus.
Præsten fik en næsten kurerende AHA-oplevelse af Jesus ord og glemte sin modvilje. Men turde ikke sige noget.
”Mit trick” sagde Jesus skuffet ” Tænk at min kirke således skjuler deres viden om mit trick for folket !”
”Lad mig høre hvad dit trick er, så jeg kan forstå og måske forklare på kirkens vegne” sagde Præsten mæglende.
”Neeej - Jeg ved ikke rigtig”, sagde Jesus ” Fortæller jeg dig om det trick - bliver der bare religionskrig”.
”Sig du det kun til mig” sagde Præsten ”Jeg har tavshedspligt ”!
Jesus grinede.
”Nå men ok - præst. Jeg er Guds Søn ikke sandt ” – spurte Jesus.
”Hvis du siger det ” Svarede Præsten klogt
Jesus havde ikke bevist nogetsomhelst endnu.
”Hvad kan Gud gøre for dig ?” spurte Jesus
”Gøre mit liv bedre ? ” spurte Præsten
”Ja netop” svarede Jesus ”Og det kan jeg også gøre for dig - for jeg er Guds egen søn eller hvad?”
Præsten syntes at Jesus lignede en narkodealer fra det hjemlige kirkedistrikt. Men han sagde ikke noget.
”Hvorfor tror du at kirkens lærde folk venter mig med længsel” ? spurte Jesus.
“Det er vel fordi at du kan give dem et mirakel som de gerne vil have” - forsøgte Præsten ” et mirakel som kirken ikke tør videreformidle til folket som - som - som skal blive på deres plads ? -spurte han.
”Præcis” - svarede Jesus.
”Nu hvor DU har mødt Gud hvad ville så være det største mirakel som du kunne opleve.” spurte Jesus.
Præsten vidste ikke rigtig – sagde han.
”Pjat med dig” - sagde Jesus – ”Jeg ved at du har spekuleret på siden du forlod Sct. Peter - på hvordan det er at være en kvinde !”.
”Nej – det har jeg bestemt ikke ” svarede Præsten.
”Så skulle du da være den første” grinede Jesus.
”Og det er tricket - jeg kan forvandle folk til kvinder” sagde Jesus ”Og jeg er meget skuffet over at det mirakel- - trick ikke er kommet med i Biblen kan jeg godt sige dig”.
”Du kan forvandle Folk til kvinder ?” spurte præsten vantro som pludselig forstod hvorfor at det mirakel ikke var kommet med i biblen.
Præsten tænkte på de få, men ofte sørgelige kønstransformationer han havde set igennem år og dag – kirurgi der var endt dårligt.
”Ja” sagde Jesus – ”Lesbisk Kvinde uden kirurgi – det er miraklet”.
”Det var satans” sagde Præsten og stoppede sin vandring.
”Og du bliver 100 % lesbisk – det er med i købet” sagde Jesus
Præsten blev træt – ”Jesus der” var åbenbart en spasmager som gjorde grin med Guds hellige lesbianisme.
Måske “Jesus der” var selve djævelen.
”Nej,” sagde Jesus der ikke var født i går – ”jeg er ikke djævelen. Så ville jeg vel heller ikke sælge dig et produkt der forvandler folk til Lesbiske Kvinder – vel ?
”Nåh – nej” sagde præsten og forstod.
”Skal jeg knipse med fingrene,” sagde Jesus – ”Så kan du gå den næste kilometer som en smuk lesbisk kvinde ?”.
Præsten var ikke ensartet solgt til konceptet.
”Det er ikke for manden at vide hvordan at kvinden har det” – sagde præsten afværgende.
”Skader det dig at blive klogere ?” spurte Jesus.
”Nu skal jeg demonstrere på den blomst der står der i vejkanten.” sagde Jesus og knipsede med fingrene og Vupti blev blomsten til en smuk kvinde med yppige former og ildrødt hår og hun kom hen til dem. ”Hils på Rose”, sagde Jesus,
Præsten stod som forlammet.
”Rose” kom hen til Jesus og præsten og smilede.
Jesus kunne se at miraklet havde taget hårdt på Præsten og han sagde til Rose ” Kan du ikke lige gå op til Paradiset - lille blomst - og sige at Guds Søns har sendt dig”.
”Jo” kvidrede Rose og skyndte sig af sted.
”Tror du ikke det nummer vil gøre lykke på på Jorden” sagde Jesus - ”Jeg tager da med til jorden – så må vi gøre jordboerne lykkelige igen” sagde Jesus til Præsten.
Præsten stirrede fortabt efter ”Rose”(n) der løb op ad vejen til Paradis og i sine tanker vidste han at Jesus ville komme til ulejlighed på jorden.
”Vi er nok ikke parat til din genkomst” sagde Præsten med sin embedes-stemme ”Der vil da blive en rigtig religionskrig på jorden” – og han tænkte på billeder af Folket mod Kirken som havde hemmeligholdt sandheden om Jesus.
”Pjat med dig” – sagde Jesus ”Lad os nu se at komme til Jorden. Det skal nok gå godt.”
Og så gik Præsten og Jesus videre på vejen mod jorden.
Præsten var nu i ”mirakelchock”.
Forvandlingen af rosen fra rose til pigen den velformede og yndige “Rose”, fik Præsten til at tænke på alle de referencer til Roser i religiøs litteratur som han overhovedet kunne komme i tanker om.
‘Rosen’s navn’ kværnede konstant i hans tanker mens han koncentrerede sig om at forstå Adeptens forelskelse i den landlige pige og ikke mindst sætte den øvrige handling på sin rette plads.
Præsten blev mere og mere sikker på at der måtte findes antydninger i litteraturen hvis det var yderst hemmelig religiøs viden at Jesus kunne forvandle en blomst – eller et menneske til en smuk lesbisk kvinde.
‘En rose er en rose er en rose’ vel er den ej tænkte Præsten - ikke når Jesus har forvandlet den.
Samtidigt følte Præsten stadig solidaritet med Kirkens gamle hus som har brug for ro og stabilitet og som ikke kunne klare den udfordring som Jesus genkomst er.
”Skal vi Have ballade på jorden eller ej” sagde Jesus spørgende.
”Nej helst ikke” svarede Præsten ”Desuden må jeg erindre dig om, at du nu går mod jorden mod din moder Guds vilje – såvel som mod min” tilføjede Præsten højstemt.
”Hvorledes” spurte Jesus alvorligt.
”Jeg kan ærlig talt ikke garantere din sikkerhed på Jorden som er et mere primitivt sted end det ser ud.” - forklarede Præsten som var glad for at få en fornuftig dialog med Jesus.
“Jeg er Jesus – Guds søn ” - sagde Jesus glad.
”Jeg indrømmer at jeg ikke fatter hvad det indebærer – bortset fra at forvandle roser til smukke unge kvinder” sagde Præsten - ”men du skal vide at mennesker på jorden ikke just er roser.”
”Nej og det er derfor at jeg tager med dig til Jorden – Præst – for hvad de ikke er kan de blive” sagde Jesus
”Du er ikke velkommen med dit forvandlings mirakel på Jorden ” - sagde Præsten næsten hidsigt.
”Bliver din person og dit liv skadet på jorden – kan jeg ikke tilgive mig selv, at jeg ikke stoppede dig” sagde Præsten og stoppede vandringen som for at understrege sine ord.
Jesus gik et par skridt og vendte sig og kiggede på Præsten.
Ildrød i hovedet og bekymret så han ud.
”Du har kun ret i en ting” sagde Jesus – “du ved ikke hvad det indebærer at være Guds søn. Og derfor skal du netop ikke være bekymret.”
”Hvad med det nye testamente der omtaler din tragiske skæbne” - argumenterede Præsten.
“Ja og hvad så med det nye testamente der ikke omtaler Guds Søn der forvandler roser til smukke lesbiske piger.” svarede Jesus og fortsatte - “Og hvad med den kulørte litteratur der har så det ene bud og så det andet bud på Jesus liv. Så påstår en forfatter at Jesus er en kujon der griner medens han lader en af sine disciple hænge på korset medens at Jesus selv flygter med sin familie til Frankrig via båd.
For ikke at nævne alle de andre løgnehistorier om Jesus. Tror du altid på hvad Kirken og politikere siger Præst ?” spurte Jesus.
Præsten havde tabt mælet og argumentet – måske var det Gud der pr. langdistance tilbageholdt hans ord således at Jesus kunne fuldføre sin tale – ihvertfald tav han.
“Jeg tror ikke at du skal regne med at Guds søn kommer i kløerne på nogen som beskrevet i din bibel –den har indtil videre vist sig mangelfuld” sagde Jesus.
Tavshed.
”Lad os kun gå videre” sagde Jesus
De gik videre i tavshed.
Måske havde Jesus aldrig nogensinde været på jorden – alt var kun løgn og digt - tænkte Præsten.
Jesus var opfundet af Kirken - men viste sig nu virkelig.
Det var svaret som Præstens tanker landede på.
Hvilket ikke gjorde Præsten gladere i sindet .
For nu frygtede han virkelig for Jesus skæbne på Jorden.
Som i et syn forstod han hvor uvelkommen Jesus var af Kirke og Stat og Militær.
Biblen er er gang voodoo-skræp der er udtænkt til at holde enhver ægte variation af Jesus borte fra Jorden, tænkte Præsten ude at spekulere et sekund på hvad Biskoppen i det hjemlige stift ville idømme ham af straf for denne tankeforbrydelse.
Men biskoppen havde ikke mødt Jesus og Gud og en Rose er ikke en bare en Rose.
Med disse tanker gik Jesus og Præsten videre ad vejen til jorden.
Tanken om Religionskrig var nu Præsten inderligt ligegyldig.