»Jeg hader bøsser. Det gør jeg virkelig. Jeg synes, det er så fucking klamt. Det er klamt at høre dem snakke sammen. Som om de er piger. Jeg kan ikke sidde i selskab med nogen, der er bøsse. Se dem kysse hinanden. Det er så vammelt. Jeg har aldrig oplevet bøsser på et fodboldhold. Det kan ikke lade sig gøre.«
Ordene vælter ud af Arek Onyszkos selvbiografi Fucking polak, der udkommer på Bogkompagniets forlag i dag.
Tåbelige ord. Rigide ord. Chikanerende, generaliserende og homofobiske ord, som de kilder, Information har talt med, kalder det. Men ord, som en del danske mænd er mere eller mindre enige i. Højtuddannede som lavtuddannede. Gamle som unge. Fodboldspillere som sportsignoranter.
Og det skyldes ganske enkelt den traditionelle måde, drenge opdrages på, påpeger mandeforsker på RUC Kenneth Reinicke: »Drenge opfostres med, at homoseksuel er noget af det mindst maskuline, man kan være. Derfor bliver det brugt i mange sammenhænge, når mænd forsøger at marginalisere andre mænd. Det er en måde at stive sig selv af på,« siger forskeren og konstaterer, at det er helt normalt, at mænd f.eks. kalder hinanden ‘bøsserøv’. En traditionel opvækst betyder altså ofte, at mænd udvikler en slags angst for homoseksualitet - for at røre ved én af samme køn, mener Kenneth Reinicke.
Spillede med fodlænke
Den 35-årige polak, Arek Onyszko, blev hyret på en toårig kontrakt af FC Midtjylland i sommer, kort efter han blev fyret af OB, fordi han fik en dom for vold mod ekskonen.
Kampene i FC Midtjylland blev derfor spillet med fodlænke, fremgår det i selvbiografien, der er blevet til i samarbejde med Steffen Moestrup, vært på DK4’s debatprogram Sportspanelet.
I den kontroversielle bog afslører Onyszko sin sympati for Hells Angels oven i hadet til homoseksuelle. Det fik arbejdsgiveren FC Midtjylland til at sætte foden i jorden - Onyszkos holdninger er i uoverensstemmelse med klubbens, og det sender ham ud i kulden.
Men også sportsjournalist på Ekstra Bladet og forfatter til en række bøger om sport, Lars Werge, konstaterer, at man næppe skal lede længe efter fodboldspillere, der ikke kan lide homoseksuelle.
Onyszko er blot et symptom på denne verden, mener han:
»Der eksisterer en udtalt grad af homofobi i foldboldkulturen. Opfattelsen er, at en god fodboldspiller er til kvinder. Men det er nemmere at slå ned på en polak, fordi der i forvejen ligger en antipati for den gruppe,« siger Lars Werge og tilføjer, »at man nogen gange bliver bedt om at holde kæft, fordi man afslører noget hemmeligt.«
Klubber som brands
Den polske syndebuk har, ifølge Lars Werge, muligvis gjort både klubben og medspillerne en tjeneste, idet han ligefrem nedkradser sit had sort på hvidt i den nye bog:
»Det bliver enormt let at tage afstand fra ham og på den måde vise, hvor politisk korrekt fodboldverdenen er. Ved at fjerne ham vender klubben lynhurtigt tilbage til glansbilledet.«
Det øgede krav om politisk korrekthed i klubberne er en helt klar tendens, istemmer fodboldkommentator på Kanal 5, Morten Bruun, der selv har spillet professionelt fodbold 13 år i SAS Ligaen.
»Klubberne er blevet et brand. De slår sig op på bestemte værdier og grundholdninger og markedsfører sig som andet og mere end 11 spillere på et hold,« siger Morten Bruun.
Han gør opmærksom på, at klubberne er afhængige af et godt image, i særdeleshed over for sponsorerne, der betaler det meste af gildet. Spillerne er i dag rollemodeller, hvad enten de kan lide det eller ej. Og hvis både sponsorer, tilskuere og presse nærer uvilje mod en spiller, skal han være mere end dygtig, hvis han skal blive, fremhæver kommentatoren.
Fodboldklubber er da også blevet mere ængstelige, siger mandeforsker Kenneth Reinicke.
»De er blevet så markedsgjorte og professionaliserede, og der er så mange penge i spil, at de ikke kan tillade at have snavs siddende på sig,« siger han.
Generelt er grænsen for, hvad man kan skrive og sige i det offentlige rum ændret, mener han. Men piben har næppe fået en anden lyd i klubbernes omklædningsrum:
»Her gælder mandeidealet stadig. Selv om klubberne er blevet mere politisk korrekte, er fodbold stadig en meget maskulin sport med hårde machotyper,« siger Kenneth Reinicke.
Machoimage dyrkes
Men det er et prædikat på fodboldverdenen, som den tidligere fodboldspiller Morten Bruun er yderst pikeret over.
»Det er en voldsom generalisering. Fodboldverdenen er meget mere end en machoverden,« siger han.
Ud over Arek Onyszko har flere andre fodboldspillere udgivet kontroversielle bøger om deres hårde liv. For præcis et år siden udgav superligaspilleren David Nielsen bogen Sorte Svin, hvor han fortalte, at han bevidst slog holdkammeraten Allan Gaarde i gulvet til en træning. Spilleren blev efterfølgende dømt for sagen. Ligeledes udgav Stig Tøfting selvbiografien No Regrets i 2005. Bøger, der alle irriterer Morten Bruun:
»De dyrker et machoimage ud i det fuldstændig ekstreme, som slet ikke giver et genkendeligt billede, men som blot bekræfter folks fordomme.«
Morten Bruun er dog glad for, at fodboldverdenen nu demonstrerer, at der er en grænse for, hvad man kan tillade sig, selv om man er en dygtig fodboldspiller - det er vigtigt med ordentlige rollemodeller, mener han.
OB satte da også en grænse, da de fyrede Onyszko, fordi han havde udøvet vold mod ekskonen. Men en grænse, som FC Midtjylland hurtigt ophævede, da de købte spilleren.
Det kan virke besynderligt, at klubben ansætter en spiller med fodlænke, der har banket konen - men ikke ønsker en spiller, der ikke bryder sig om homoseksuelle. Morten Bruun forklarer klubbens motiv:
»Han havde fået samfundets straf og fortrød volden mod konen. Men nu viser han sort på hvidt, i form af sine holdninger, hvilket menneske han er - uden at fortryde det.«
Alligevel mener Morten Bruun, at det var kritisabelt, at FC Midtjylland ansatte ham i første omgang, men det havde gjort ondt værre, hvis klubben havde beholdt ham nu.
»Det er vigtigt, at fodboldklubber viser, der er en grænse, når politisk korrekthed er så meget oppe i tiden.«
Kommentarer
Der er sikkert en plads til ham i klubber som SS Lazio
og Crvena Zvezda. Der er hans holdninger knap så kontroversielle.
Har Dansk Folkeparti ikke en fodboldklub han kunne stille op for?
@Stanley Opmann:
DFerne har naturligvis ikke en sådan fodboldklub, og jeg tror ikke at noget politisk parti overhovedet har foldboldklubber.
Noget andet er så at DF synes at have en lidt ambivalent holdning til bøsser og lesbiske. Når homofobi udtrykkes af muslimer er det forfærdeligt, men når [især] de to præstefætre er modstandere af vielser af to personer af samme køn i kirken er det helt iorden. Men mon ikke vi på sigt ser en bevægelse også her - og fætrene er forlængst kommet i pensionsalderen, og genopstiller ikke ved valget i 2011.
Når det er sagt hører det nu også med at se på fodboldkulturens kropssprog. Og ikke mange mandekulturer har så klare homoseksuelle træk som netop den.
At tænke sig at mænd omfavner og kysser hinanden i fuld offentlighed, midt på banen. Efter mål og sejr. Det /må/ da være bøsset …
Jeg hader postulerende artikler…Signe Carlsen burde søge ansættelse på Ekstra Bladet, bare det at citere Kenneth Reinicke med hans vås, som minder meget om indholdet i “lægevidenskabelige” bøger fra 1930érne. Onyszkos udfald er ikke undskyldelige eller analyseværdige. Manden er afstumpet og hadefuld.
Opmann er enten for hurtig på tasterne - eller har misset pointerne i artiklen.
1) Danske fodboldklubber er præget af homofobiske holdninger. Tillige tyder forskningen på, at homofobi er udbredt blandt danske, heterosexuelle mænd. Det rækker langt videre end til Pianist-klubben.
2) AO’s voldsdom var ikke i strid med FCMidtjyllands etiske standarder, men det er hans skriblerier i en bog. Besynderlig prioritering, kunne nogen måske mene! I øvrigt er det umuligt at finde disse etiske standarder, denne værdipolitik, eller hvad man nu kalder det i Ørgaards univers. Det findes næppe formuleret på skrift.
3) Der bør vel tilføjes, at AO på danske stadions (med Brøndbyernes i spidsen) er blevet udsat for en hel del racistiske tilråb. Han har så tillige oplevet forskellige saftige historier i omklædningsrummene og derfor misforstået danskeres generelle holdning til “karlekammersnak”. Desuden er han vel også blevet hængt op på krogen af de to ghost- writers og forlaget, selv om dette via direktøren i Politiken (4.11.09) udtrykker beklagelse over fyringen.
Det er nok muligt, at AO er en “fucking klam polak”, for nu at bruge hans eget udtryk, men samtidig sætter bogen fokus på et problem, som eksperterne stort set samstemmende erkender: Det er vanskeligt at etablere sig i (elite)fodbold, måske generelt i eliteidræt, hvis man er bøsse - i alt fald, hvis man forlader skabet. Omvendt ser det ud til, at lesbianisme er fuldt accepteret i kvindeidræt. Dette paradoks i dansk kulturliv kan så give anledning til en række spørgsmål, som måske er interessante for sociologisk forskning.
Note: Jens Ørgaard er sportsdirektør i FCM
Jeg har svært ved at se noget galt i,at en mand fortæller om sine personlige følelser omkring homoseksualitet. Og han kan næppe dømmes for nogle afde citater jeg ser i artiklen, eftersom han udelukkende udtaler sig om hvad der provokerer og irriterer ham, - han påstår ikke engang (i citaterne) at det er unormalt eller umandigt at være bøsse, så hvad er problemet lige?
Jeg kan kun tolke det sådan, at påstanden om at homofobi er udbredt i fodboldklubberne er sand, og at hans chefer ikke engang gav sig tid til at overveje hans udtalelser før de fyrede ham, i et panikagtigt forsøg på at holde låget på “skandalen”.
Lad dog manden mene hvad han vil, - det er (som også nævnt) 100 gange værre at han tævede og chikanerede sin kone i en grad så han fik fodlænke på, og at hans klub tillod ham at spille under strafafsoning.
Denne kommentar er anbefalet af:
De må finde sig i hån, spot og latterliggørelse …
Ytringsfriheden kan ikke gradbøjes.
Ovenstående er ikke udtryk for egen opfattelse, men er to fuldstændige citater af henholdsvis Jyllands-Postens kulturredaktør og Danmarks daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen og har naturigvis universel gyldighed for alle tænkelige befolkningsgrupper.
Det mærkeligste ved denne sag er dog, at alle synes at acceptere, at holdninger af AOs slags er uforanderlige! Men det er jo tværtimod sådan, at mænd, der er på en sådan måde er afstumpede i ordets egentlige forstand: ikke helstøbte, skal hjælpes til at skabe den nødvendige afgrænsning mellem egen og andres personlighed. Imidlertid er det klart, at holdsport naturligvis tjener til at opbygge og fastholde bestemte normer og værdier, der tjener som krykke for det svage selv (formodentlig opfatter fodboldspillere i høj grad sig selv som ren funktion, og der er da heller ingen videre værdiproduktion af åndelig eller materiel betydning, som kan tjene til en genuin opbyggelse af selvets værd i egen ret) og samværet med ligesindede bliver så ekstremt vigtigt. Formodentlig betragtes hans voldsdom heller ikke som særlig ekstremt blandt mange, men næppe et flertal - men den er ikke forskellig fra bøssehadet, der peger i retning af en nærmest sygeligt begrænset oplevelseshorisont.
Iøvrigt eksisterer den machoindstilling også i forskellige miljøer, at intet er mere hierarkisk overlegent end at penetrære en anden mand. Man skal heller ikke glemme, at der er utrolig meget dobbeltmoral og fortielse involveret i mandekulturer, der formulerer sig antagonistisk til sex mellem mænd - Hanna Ziadeh har indenfor de seneste år leveret ganske væsentlige reportager om de omgåelseshandlinger, som eksempelvis finder anvendelse i muslimske kulturer, en praksis, som også er udbredt i mange vestlige subkulturer (skinheads f.eks.), blandt religiøse grupper (mediterrane og latinamerikanske katolske kulturer) m.m.m.
Folkloristen Alan Dundes har skrevet mange og interessante artikler om fodboldens rituelle homoerotik:
http://www.time.com/time/magazine/article/0,9171,9…
Der er så her tale om Amerikansk fodbold. Jeg har dog læst artiklen og dens konklusioner kan uden besvær overføres på Europæisk fodbold.
Tak for linket, Marie. :-)
Virkelig spændende artikel.
Ak ja, selv om jeg ikke er helt inde i reglerne for fodbold og de forskellige fagudtryk, så forstår jeg dog meningen:
“The jargon too is erotic: “score,” “down,” “piling on” (gang rape), “popping” an opponent (overtones of defloration) and “sacking” the quarterback (plunder and rape). Players try to knock opponents down, putting them in the “supine, feminine position.” Indeed, says Dundes, “football is a ritualized form of homosexual rape. The winners feminize the losers by getting into their end zone”.”
Tak til Marie Spliid Clausen ;-)
Jeg kan uden besvær overføre termerne til andre end ”bøsserøve”.
Der er kolossal forskel på europæisk fodbold og amerikansk af samme navn. Det sidste er jo nærmest en variant af rugby, og har intet som helst med civiliseret fodbold at gøre.
Hvem taler om fodbold eller rugby?
Det gør f.eks. Marie.
Og det gør Onyszko, som artiklen handler om. Han er, hvilket du dog må have opdaget, fodboldspiller.
Har vi ikke bevæget os lidt videre - til de frie associationers agerland?
Inger,
jeg er bange for, at jeg ikke forstår, hvad du mener. I et indlæg ovenfor henviser Marie til en artikel om amerikansk fodbold. Og tilføjer, at betragtningerne i den uden videre kan overføres til europæisk fodbold.
Og hele artiklen tager jo udgangspunkt i fodboldverdenen.
Så jeg forstår ikke dit spørgsmål:
“Hvem taler om fodbold eller rugby?”
Gider du lige forklare, hvad du mener?
Hans Jørgen Lassen
Næ, det har jeg ikke tænkt mig at forklare.
Du sætter da ellers angiveligt pris på de frie associationer.
Men du kan da lege med dig selv, eller evt. oplyse os uvidende om de tekniske detaljer og forskelle mellem dansk og amerikansk ”fodbold”.
Inger,
det er dog en ubehagelig facon, du udviser i dag.
Amerikansk fodbold svarer overhovedet ikke til sit navn, idet det er en variant af rugby. Altså en brutal fysisk kontaktsport, hvor det er essentielt at vælte modstandere omkuld i mudderet, banke hovedet ind i maven på modstanderne osv. I det hele taget rå vold.
I modstrid med navnet kastes bolden som regel, ikke sparkes.
Det har intet med europæisk fodbold at gøre, selv om det ellers kan være råt nok.
Derfor kan man ikke, som Marie mener, overføre betragtninger om amerikansk football til europæisk fodbold.
Nu har jeg spillet fodbold (europæisk) i 30 år, og har aldrig hørt de våsede udtryk fra artiklen om amerikansk fodbold.
Jeg vil ikke udelukke at de findes i extreme ultra-fanmiljøer, men jeg har faktisk aldrig hørt om det i Danmark.
Derimod er ikke mindst Justin Fashanu’s tragiske skæbne en påmindelse om at der findes store problemer desangående i det engelske fodboldmiljø.
Og problematikken er faktisk for stor til at starte de sædvanlige tirader med DF og andre bøhmænd.
Hans Jørgen Lassen
Du plejer da ikke at være så tungnem. Nå, men jeg skal da gerne forklare dig, at denne artikel ikke ét eneste sted handler om de tekniske detaljer i hverken dansk eller amerikansk fodbold.
Den handler om en fodboldspiller der lider af homofobi, og som har udgivet en bog, hvor han giver los med udtalelser om HANS opfattelse af bøsser, som han troede var helt legal i denne ytringsfrihedens højborg.
Hvordan kunne han dog få den opfattelse?
Er det noget der er glippet? Jeg mener, hvordan kan han dog få den opfattelse, at den almindelige ”mandehørm” i omklædningsrummet er ”danskernes” almindelige opfattelse af homoseksuelle?
Og hvordan kan han dog få den tanke, at det er acceptabelt at håne, spotte og latterliggøre andre mennesker - med den baggrund? Hvordan har han dog fået den opfattelse at det er helt legalt at tæve sin kone?
Hvad er forklaringen på at han kan kombinere dette menneskesyn?
Du er velkommen til at komme med plausible forklaringer.
Inger,
du læser jo simpelthen ikke, hvad jeg skriver.
Jeg responderer på, hvad Marie skriver:
Der er så her tale om Amerikansk fodbold. Jeg har dog læst artiklen og dens konklusioner kan uden besvær overføres på Europæisk fodbold.
Hvorefter jeg gør opmærksom på, at disse to fænomener, trods navneligheden, er fundamentalt forskellige i karakter.
Og forskellen er netop væsentlig her, i denne diskussion, da den amerikanske fodbold/rugby form er ekstremt voldelig og macho, sammenlignet med europæisk fodbold.
Og så flipper du ud. Jeg fatter ikke hvorfor.
Herfra må andre tage over. Jeg orker ikke at forklare Hans Jørgen Lassen om substansen, og at det ikke drejer sig om forskellen på dansk/amerikansk fodbold/rugby.
Egentlig tror jeg at det er omsonst, at forsøge at få ham til at fatte noget som helst, når han først har sat sig i hovedet at dreje debatten.
Ja, ja, og jeg som bare, i alt stilfærdighed, forsøgte at gøre opmærksom på forskellen, den afgrundsdybe forskel på amerikansk football og europæisk fodbold.
Som en anden debattør (Marie) fejlagtigt, groft fejlagtigt opfatter som nærmest ét fedt, med fejlagtige slutninger og parallelliseringer til følge.
Kære Hans Jørgen Lassen,
reglerne og principperne i football og soccer er da vidt forskellige, men når det drejer sig om graden, forherligelsen og dyrkelsen af macho og vold i spillet, så kan jeg da ikke se den store forskel. At der er mere personkontakt i football, udlignes jo i vid udstrækning af deres sikkerhedsudstyr.
Men jeg er nu iøvrigt uenig med ham Alan Dundes om hans sproganalyse, - de fleste af de ord han nævner, har jo bevæget sig fra banen og ud i dagligdagen, og ikke omvendt
Kenneth Reinicke: »Drenge opfostres med, at homoseksuel er noget af det mindst maskuline, man kan være. Derfor bliver det brugt i mange sammenhænge, når mænd forsøger at marginalisere andre mænd. Det er en måde at stive sig selv af på,«
Kenneth Reinicke er én af de fornuftigste forskere man kan lytte til, efter min mening. De ”mange sammenhænge” indbefatter f.eks. at små drenge, som ikke skal være ret gamle før de har opfattet at piger er da noget af det værste man kan blive sammenlignet med. Føj for dén!
Mere uforståeligt er det så, at når de små drenge vokser op, så gælder det om at gøre hoserne grønne hos pigerne, samtidig med at homofobien bliver mere udtalt i de såkaldte mandemiljøer.
Her er der da vist en konflikt. Hvad er det der gør, at det kvindelige er så fascinerende og afskyvækkende på samme tid? Drejer det sig kun om at marginalisere andre mænd? Hvem går det ud over?
Hvor er mandesolidariteten?
Forstå det hvem der kan.
“Drenge opfostres med, at homoseksuel er noget af det mindst maskuline, man kan være”
opfostres? Måske er ordvalget bare en smutter, men er det et bevidst valg, så irriterer det mig. Jeg tror at det er de færreste hjem hvor forældrene indpoder børnene med homofobi.
Derimod er jeg enig i, at drenge får det ind fra barnsben, men nok nærmere igennem den sociale opdragelse fra ældre og jævnaldrende kønsfæller.
For drenge med normale mentale evner og gennemsnitsintelligens overlever homofobien sjældent deres pubertet, men det kræver jo lidt selvrefleksion at tænke tanken “at nogle andre mænd har sex med andre mænd, har intet at gøre med mig eller min seksualitet”, så naturligvis er der en del papkasser der aldrig slipper af med aversionen.
Sven Karlsen
”Smutter” eller ej, meningen er vist tydelig. Jeg kender det da selv fra min egen datter , der var ved at få et føl over at den 5-årige søn havde tænkt sig at iføre sig 3-4 perlekranse, med stolthed fremstillet i børnehaven.
”Så må du jo regne med, at der er nogen der tror du er en pige”, sagde hun. Og mit barnebarn flåede dem af.
Det mest fortvivlende for mig er, at det ligger så dybt i både mænd og kvinder, at det feminine er noget mindreværdigt.
Sven Karlsen
Jeg tænkte da: ”Hvad i alverden har jeg gjort forkert?”.
Ved nærmere eftertanke var det egentlig ikke så mærkeligt. Hun havde jo set at hendes far havde en betydeligt større stjerne hos hendes farmor end hendes to fastre, og at hun ikke selv blev favoriseret så massivt som hendes fætter hos farmoren. At hun selv steg i graderne ved at få to sønner, kunne man på den baggrund ikke fortænke hende i at nyde.
Det er her der trænger til en mentalitetsændring, men jeg har ingen illusioner om at det sker i min tid.
Tanker er toldfrie……….men mange sportsfolk,
kunne med fordel koncentrere sig om sporten,
og så gemme de klamme udgivelser til efter karrierens afslutning.
Endnu en bog, som man ikke behøver at læse!
Klamt selvmål………